Jerusalem har ligget på cirka det samme areal de sidste par tusinde år. Så hvis man graver ned er der meget at finde og se.
Hen langs med vestmuren – fra den del af den der er synlig over jorden og mod venstre er der udgravet en tunnel nede i fortidens gadeniveau. Man kan – medmindre man er jøde og skal derned for at bede – kun få lov komme derned med en præ-booket guide. Vi var heldige nok til at der var ledige pladser på en sen aftentur, og drog derfor til byen efter mørkets frembrud.
Gaderne i den gamle bydel var mennesketomme, med kun det elektriske lys til at holde os med selskab.
… Jeg tænker det havde været særdeles skummelt uden lamperne 😉
Der var seglmåne over Gravkirken.
Indenfor var menneskemængden gået hjem og kun enkelte tilbage. Det store rum var tyst og mørkere, med tændte lys langs kanten af ædiculum.
Klokken blev halv ti og vi fik lov at komme ned under byen.
Hernede – beskyttet mod tidens tand kunne man se de fint tilhuggede sten som Herodes lod muren bygge af. Let genkendelige på de tilhuggede kanter. (De firkantede huller er senere, fra da muslimerne byggede her.)
Man kan også se (men ikke på mit billeder) de kraftige stenbuer muslimerne byggede da de overtog byen. Dengang var Jerusalem fordelt på skråningen overfor muren om tempelområdet, adskilt af en sænkning. De besluttede at det ville være bedre hvis byen kunne fortsætte plant helt hen til muren, og byggede derfor en serie vældig hvælvinger i sænkningen – og så byen ovenpå dem! Min hjerne fatter det ikke rigtig så meget arbejde bare for at få byen plan? Men hvælvingerne står der endnu og det moderne Jerusalem hviler på dem, så byggeriet må siges at være solidt!
Undervejs kommer man til det sted på muren der var tættest på det allerhelligste, dengang der stadig stod et tempel på plateauet muren omkranser. På det sted står der også folk og beder – let genkendelige på den rytmiske rokken med overkroppen.
Tunnellen fortsætter forbi murens hjørne og snor sig frem mod et vandreservoir.
Helen vejen har vores guide leveret en meget nationalistisk farvet fortælling om hændelserne der ligger til grund for det vi ser. F.eks. var det en glædelig begivenhed da vestmuren blev befriet i 67 og folket jublede.
Der syntes jeg det var svært ikke at blive lidt bister. Der var krig i 67! (Og det endda på det spinkle grundlag at nogen følte at det var deres ret at besidde noget land med en klump sten som deres usynlige ven insisterede på var meget vigtig.)
Nå, men nok rant. Lige uden for bymuren ligger resterne af det der nu kaldes “Davids By”. Her lå kongens administration i 4-500 år fra år 1000 fvt. og fremefter. Der er udgravet en del mure og fundamenter i området men det mest spændende var helt klar den lange, smalle vandførende tunnel man kunne få lov at gå ned i.
På det tidspunkt lå Gihonkilden (den primære vandforsyning) lige uden for bymuren og man ønskede ikke at en belejrer – på det tidspunkt var assyrerne den mest sansynlige skurk – skulle kunne få glæde af vandet. Så man huggede en 533 meter lang tunnel gennem bjerget for at lede vandet ind i byen til egen glæde og gavn i stedet.
På vej ned i tunnellen er der stadig masser af lys og plads.
De nutidige metaltrapper slutter og det første skridt gennem en smal åbning og ned i vandet får det til at gyse i hele kroppen. Jeg når at tænke “er dette her nu også en god idé?”.
Tunnellen har stadig kildens vand i bunden, og den er smal og buldermørk (når ikke man fotograferer med blitz naturligvis).
Loftet bølger lidt op og ned, men det meste af tiden kan jeg gå oprejst. Der er lige plads til skuldrene – som man kan se hvis man blitzer vedkommende foran en 😉
Slukker man lommelygten er der mørkt som i graven. Vel ikke overraskende eftersom vi er inde i bjerget, men en noget foruroligende fornemmelse alligevel. Teknisk set kunne man gå hele den halve kilometer uden lygte, bare ved at føle sig frem, men jeg har ikke lyst til at prøve.
Især ikke når man i stedet kan tage sære billeder med lygten.
Der er sære grimasser
og skumle væsner.
Efter hvad der føles som en evigheds traven gennem det knæhøje vand i mørket – og efter hyppig blitzen
krummer tunnellen lidt og så står man pludselig i skyggen ved dammen ved mundingen.
Et kig tilbage mod tunnellen.
Undervejs kan man ikke mærke at gulvet skråner. I løbet af hele dens længde falder gulvet kun 0,30m ialt. Hvordan de har båret sig at med den slags ingeniørkunst for 2800 år siden kan min hjerne ikke rigtig fatte. Bare hvordan det er lykkedes dem at hakke ud fra begge ender og faktisk mødes virker utroligt.
Nogle gange overgår virkeligheden fantasien 🙂
Rejser • Set • Tanker •
Skrevet 12. July, 2014 •
