Kattens Rejse

Kære krop

Kære krop.

Jeg ved ikke hvad du tænker du laver, men det hjælper os ikke.

Jeg er klar over at vi har travlt, er bekymrede og at det ikke slutter inden for nogen overskuelig fremtid, men jeg synes ikke det er en konstruktiv måde du forsøger at løse situationen på.

Jeg kan godt høre at det er et råb om hjælp når du får os til at blive svimle. Og så sætter jeg mig jo også ned. Jeg synes det er at gå til yderligheder når vi så dejser og jeg vågner forvirret et uvist tidsrum senere med mavesyre i munden og snask i håret.

Ikke at der ikke er spændende udsigter fra under mit sofabord, på badeværelsesgulvet eller de andre uventede steder du har placeret mig de sidste 12 timer. Men når jeg så bruger natten på at vaske håret og gulvet og skifte sengetøj og være bekymret for hvornår du gør det igen, så føles det som sabotage.

Jeg kan godt huske at du gjorde det samme da vi var meget pressede i køkkenet på højskolen for et par vintre siden. Så jeg genkender det som et ekstremt stop-signal fra din side.

Men udover den mistillid det skaber, så er det værste af det hele næsten at når jeg så kun magter en halv dags arbejde idag efter vi tog hele turen i nat, så betyder det bare at der er dobbelt så meget der skal gøres de næste dage. Stik imod dit signal som var stop – for slet ikke at tale om at det ekstra øgede pres kan hverken du eller jeg holde til.

Så hvad stiller vi op? Jeg er med på at du også er presset, men det ændrer ikke på det faktum at den eneste vej er igennem. Vi får ikke mindre travlt før tidligst om et år eller to.

Jeg erkender at jeg ikke får nogen anden krop end dig, vi hænger på hinanden du og jeg.
Og jeg anerkender at du har levet med meget had og misrøgt fra min side gennem årene, i en grad at jeg næsten slog os begge to ihjel. Men jeg har kæmpet, er blevet visere og har gjort mig umage for at behandle dig efter bedste evne lige siden. Lige nu er mit bedste tydeligvis ikke godt nok.

Så kære krop, fortæl mig hvad der skal til for at vi kommer til at arbejde sammen om det her. Jeg vil så meget hellere arbejde med dig end mod dig, men jeg ved ikke hvad jeg kan give dig som er nok?

Varme, langsomme kram.

Terese

Det er ikke fordi jeg har glemt jer

at jeg ikke skriver noget.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan lide jer længere, eller ikke tænker på jer.

Tværtimod.

Men jeg drukner i arbejde og studier og får knapt et ben til jorden.

Så dels oplever jeg ikke ret meget der er egnet til at skrive om, dels går de fleste af mine dage efter denne opskrift: Stå op kl. 5. Tag på arbejde indtil halv fire. Tag hjem og læs fysik indtil sengetid. Sov. Gentag.

Ergo ikke megen tid til frivole aktiviteter som at skrive her.

Landsblot i Himmelhøj


Jeg har set en gammel ed blive fuldbragt og bøjet mig i respekt for Jarlen af de tre høje.
Jeg har stukket min alfa en flad og krævet at hun tog sig sammen.
Jeg har taget en læremester som mine septældste mener bør være min lærling.
Jeg er blevet taget af Ritet og bundet med mine egne bånd til det nye års ånd.

… Jeg elsker min hobby 😀

Babytæppe


Så blev det færdigt!
Eller rettere: Det blev det i juni da jeg besøgte Tante Gurli og Onkel Jørgen, men da det skulle være en gave til Frauke og Martins lille ny kunne jeg ikke så godt skrive om det før han kom til verden og det blev afleveret 🙂

Det er flere år siden jeg begyndte – da Frauke begyndte at tale om at nu ville de gerne have børn.
Jeg er sædvanligvis ikke ret god til at lave ting der er lige og passer i sammenføjningerne, men er ganske godt tilfreds med hvordan det er faldet ud denne gang. Der var ikke flere skævheder end at de med rimelighed kunne camoufleres 😛

Selvom det er lavet til lille Anton er det ikke i pastelfarver som babyting ellers er flest. Dels er Frauke det mindst pastelfarvede menneske jeg kender, og dels synes jeg sjældent der er meget kraft i pastelfarver. Og hvis ikke man skulle sy kraft i stingene når man syr til den lille der ventes, ja så ved jeg ikke hvornår.

Så tæppet blev lavet i lige-efter-tusmørket-natteblå og dybt-i-skoven-grøn. Med et kraftigt, spraglet træ og frost på jorden under en isblå fuldmåne og en glimtende stjerne. Fordi verden er vild og forunderlig, smuk og skræmmende.

Velkommen til den, Anton 🙂

På vej til Xian

Ser solens tidlige gyldne lys ramme bjergene øst for Xian.
Togets indre er stille, fuldt af stadig sovende gæster dets bumplen og skramlen til trods.

Vi passerer frodige grønne skråninger, småbitte marker med majs, øde provinsbanegårde hvis tilhørende småbyer forsvinder bagude når jeg blinker.

Midt i ingenting ligger store bunker af gammelt skrald bland den mørkegrønne bevoksning – til trods for Beijings velplejede småparker er det åbenbart ikke alle steder kineserne er omhyggelige med deres land.

Spredt industri, og så pludselig et atomkraftværk uden for vinduet. Min hjerne tænker absurd “det kan ikke passe, de findes kun på film!”.

Langsomt vågner resten af toget.
Vores morgenthe bringes af en ulasteligt klædt togstewardesse som høfligt banker forsigtigt på hver kupédør og afleverer de varme varer.

Vi ankommer til Xian. Farten sænkes til kravletempo det sidste stykke, og bare på antallet af spor – måske et dusin, måske en snes – an vi se at vi er kommet til en stor by. (Ca. 8 mio. så vidt jeg husker.)

Ud af toget. Her er allerede godt varmt her 7:30, det tyder på en bagende hed dag. Modsat Beijing skinner solen fra en næsten skyfri himmel og de 40 grader og fugtigt som vejrudsigten har truet med.

Muren

Muren. Den forsvinder i disen på begge sider, men inden kan man skimte den kravle op ad bjergsiden mod venstre,

og bølge langt videre mod højre.

Solen er nådigt gemt bag et himmeldækkende hvidt skylag, men her er nu lunt alligevel.

Disen gør en pukkel i Muren til en bro ud i ingenting.

Vi har taget svævebanen op og passerer som vi kravler op af de sidste stejle trappetrin

inden selve muren en kinesisk familie. De kigger og hvisker, og faderen smiler til os og laver thumbs up til Tante Gurli.

Senere – oppe på Muren – kommer de forbi os igen, og insisterer smilende på at blive fotograferet sammen med hende. Seje ældre damer bliver behandlet med større respekt i Asien 🙂

Vi når også selv at posere så Onkel Jørgen kan fotografere.

Der er tid til en pause på bænken.

og en saftig og fint farvet fersken

inden vi forsigtigt går ned igen.

Mens vi venter på bussen er der endnu et skilt på kinesisk-engelsk at beundre 😉

Morgentrafik

Morgentrafikken er tætpakket i Beijing. Luften er varm, fugtig og smager som i Tokyo.

En blanding af overskyet dis og smog lægger låg på himlen og titusinder af biler, cykler, busser, ben, scootere og andet bringer folk mod dagens foretagender.

Mange steder i byen er der alléer og grønne bælter langs vejen. De fleste er velplejede, som her af en hel flok gartnere.

Der er masser af skilte der beder folk tage vare på det grønne. Jeg antager teksten er mindre ubehjæpsom på kinesisk 😉

Her er grønt og frodigt, imellem myriaderne af højhuse. Selvom jeg måske finder klimaet vel fugtigt, ligner det at planterne trives. Vi ser mange der er omhyggeligt passet og formet.

I går aften var regnskyllet kraftigere end min bruser derhjemme – på 15 minutter lå der lige så mange centimeter vand i gaden.
Tilsyneladende ikke usædvanligt – de lokale gik bare i læ og ventede.

Jerusalem – besynderligheder og behageligheder

En af de sære ting ved at gå rundt i Jerusalem er de allestedsnærværende ruiner. Huse i forskellige stadier af forfald – fra mangel på skodder til murrester der knapt når knæhøjde. Her er en fra vores spadseretur på bymuren.

Når man ser en kan man uden yderligere viden ikke komme nærmere end “Næh, en ruin. Den er nok ca. mellem 0 og 3000 år gammel.”
For de ligner hinanden, på tværs af tidsaldrene. De samme hvidgule sten hugget til og stablet, med eller uden mørtel. For det utrænede øje kan det være svært at se om bygningen er 200 eller 2000 år gammel.
Visse steder kan man som her se det gamle på den ene side og det nye på den anden side af muren.

Noget af det mest karakteristiske – og for en dansker besynderlige – ved at færdes i Jerusalem er antallet af bevæbnede mennesker. Både politi og militær er talrigt på gaderne, alle er bevæbnede og de fleste af dem med maskinpistoler eller -geværer.
Særligt fredag var opbudet stort, efter de seneste uroligheder. På vej mod bussen var Ingrid nødt til at sætte sig på en bænk og tage en sten ud af skoen så jeg kunne fotografere soldaterne der holdt pause på græsset.


Det nåede ikke at føles almindeligt med alle de våben i gaderne, men man vænnede sig lidt til synet. Til gengæld tabte jeg både næse og vi ved Grædemuren så denne Far med sit barn.

Han vender den gode side til os her, men hvis man kigger nærmere kan man ud for hans knæ lige skimte hvad han bærer i sin højre hånd

Jeps, det er spidsen af et maskingevær! En mand i civil, med barn og maskingevær. Ingen andre end os lod til at finde det besynderligt.

Blandt byens behageligheder må bestemt regnes den solmodne frugt.

Og tagterrassen på vores lille hotel – den blev kun bedre at at ingen andre end os lod til at benytte den, især ikke om aftenen.

Jerusalem – under byen

Jerusalem har ligget på cirka det samme areal de sidste par tusinde år. Så hvis man graver ned er der meget at finde og se.

Hen langs med vestmuren – fra den del af den der er synlig over jorden og mod venstre er der udgravet en tunnel nede i fortidens gadeniveau. Man kan – medmindre man er jøde og skal derned for at bede – kun få lov komme derned med en præ-booket guide. Vi var heldige nok til at der var ledige pladser på en sen aftentur, og drog derfor til byen efter mørkets frembrud.

Gaderne i den gamle bydel var mennesketomme, med kun det elektriske lys til at holde os med selskab.

… Jeg tænker det havde været særdeles skummelt uden lamperne 😉
Der var seglmåne over Gravkirken.

Indenfor var menneskemængden gået hjem og kun enkelte tilbage. Det store rum var tyst og mørkere, med tændte lys langs kanten af ædiculum.

Klokken blev halv ti og vi fik lov at komme ned under byen.

Hernede – beskyttet mod tidens tand kunne man se de fint tilhuggede sten som Herodes lod muren bygge af. Let genkendelige på de tilhuggede kanter. (De firkantede huller er senere, fra da muslimerne byggede her.)

Man kan også se (men ikke på mit billeder) de kraftige stenbuer muslimerne byggede da de overtog byen. Dengang var Jerusalem fordelt på skråningen overfor muren om tempelområdet, adskilt af en sænkning. De besluttede at det ville være bedre hvis byen kunne fortsætte plant helt hen til muren, og byggede derfor en serie vældig hvælvinger i sænkningen – og så byen ovenpå dem! Min hjerne fatter det ikke rigtig så meget arbejde bare for at få byen plan? Men hvælvingerne står der endnu og det moderne Jerusalem hviler på dem, så byggeriet må siges at være solidt!

Undervejs kommer man til det sted på muren der var tættest på det allerhelligste, dengang der stadig stod et tempel på plateauet muren omkranser. På det sted står der også folk og beder – let genkendelige på den rytmiske rokken med overkroppen.

Tunnellen fortsætter forbi murens hjørne og snor sig frem mod et vandreservoir.

Helen vejen har vores guide leveret en meget nationalistisk farvet fortælling om hændelserne der ligger til grund for det vi ser. F.eks. var det en glædelig begivenhed da vestmuren blev befriet i 67 og folket jublede.

Der syntes jeg det var svært ikke at blive lidt bister. Der var krig i 67! (Og det endda på det spinkle grundlag at nogen følte at det var deres ret at besidde noget land med en klump sten som deres usynlige ven insisterede på var meget vigtig.)

Nå, men nok rant. Lige uden for bymuren ligger resterne af det der nu kaldes “Davids By”. Her lå kongens administration i 4-500 år fra år 1000 fvt. og fremefter. Der er udgravet en del mure og fundamenter i området men det mest spændende var helt klar den lange, smalle vandførende tunnel man kunne få lov at gå ned i.
På det tidspunkt lå Gihonkilden (den primære vandforsyning) lige uden for bymuren og man ønskede ikke at en belejrer – på det tidspunkt var assyrerne den mest sansynlige skurk – skulle kunne få glæde af vandet. Så man huggede en 533 meter lang tunnel gennem bjerget for at lede vandet ind i byen til egen glæde og gavn i stedet.

På vej ned i tunnellen er der stadig masser af lys og plads.

De nutidige metaltrapper slutter og det første skridt gennem en smal åbning og ned i vandet får det til at gyse i hele kroppen. Jeg når at tænke “er dette her nu også en god idé?”.
Tunnellen har stadig kildens vand i bunden, og den er smal og buldermørk (når ikke man fotograferer med blitz naturligvis).

Loftet bølger lidt op og ned, men det meste af tiden kan jeg gå oprejst. Der er lige plads til skuldrene – som man kan se hvis man blitzer vedkommende foran en 😉

Slukker man lommelygten er der mørkt som i graven. Vel ikke overraskende eftersom vi er inde i bjerget, men en noget foruroligende fornemmelse alligevel. Teknisk set kunne man gå hele den halve kilometer uden lygte, bare ved at føle sig frem, men jeg har ikke lyst til at prøve.

Især ikke når man i stedet kan tage sære billeder med lygten.

Der er sære grimasser

og skumle væsner.

Efter hvad der føles som en evigheds traven gennem det knæhøje vand i mørket – og efter hyppig blitzen

krummer tunnellen lidt og så står man pludselig i skyggen ved dammen ved mundingen.

Et kig tilbage mod tunnellen.

Undervejs kan man ikke mærke at gulvet skråner. I løbet af hele dens længde falder gulvet kun 0,30m ialt. Hvordan de har båret sig at med den slags ingeniørkunst for 2800 år siden kan min hjerne ikke rigtig fatte. Bare hvordan det er lykkedes dem at hakke ud fra begge ender og faktisk mødes virker utroligt.
Nogle gange overgår virkeligheden fantasien 🙂

Umulig kropsønskeliste – krystalliseret ud af påklædningens dilemma

Mit hjørne af verden er dejlig varm i disse dage – til tider næsten oppe omkring 30 grader her i lille Danmark. Ikke at jeg klager, jeg synes det er fantastisk med så god en sommer 🙂

Når varmegraderne kryber opad, så reagerer jeg – som den nordbo jeg er – ved at tage mindre og kortere tøj på. Vaner skabt af at vokse op i et land hvor solen sjældent slår ret hårdt.

I disse dages varme vejr bemærker jeg at grænsen har flyttet sig noget siden mine yngre år, grænsen for hvor lidt påklædt jeg kan være og stadig være komfortabel i offentlige rum.

Som barn var jeg inderligt ligeglad. Tøj var noget man havde på fordi det var pænt, for at holde varmen og fordi det var konvention. Jeg bekymrede mig ikke om sommeren om hvorvidt der nu stak lidt mere lår ud af de korte shorts her eller man kunne se lidt mere af skuldre og ryg titte frem fra blusen der. Nøgenhed var bare mig uden tøj, og ikke noget pinligt. Jeg havde klassekammerater som synes det var fælt at skulle klæde om sammen med andre, og forstod ikke selv hvad problemet var – tag tøjet af, tag noget andet tøj på, det er jo ikke svært, vel?

Jeg blev lidt ældre og lærte som så mange andre pigebørn at hvis man ikke vil kigges på, fløjtes efter eller have anden uvelkommen opmærksomhed så må man tage tøj på hvor det er svært at få øje på personen indenunder. En tilgang jeg anvendte i adskillige år indtil Nis tålmodigt lærte mig lidt mere om hvad tøj også kan. Derefter var mit sommertøj kort, bekvemt og til tider feminint.

Efter spiseforstyrrelsen, efter jeg tog på, var jeg omhyggeligt afklædt i trods. Jeg tog bikini på til stranden og i vandland på trods af flovhed over mit udseende. Det skulle ikke få lov at passe at min væmmelse ved min fede krop forhindrede mig i at svømme og lege i vandet.
Det passer i nogen grad stadig – jeg har ikke været komfortabel i badetøj siden jeg kom over 45kg, men jeg tager det på og springer i alligevel. Det skal hverken krop eller kringlet sind få lov at tage fra mig!

Da jeg trådte ud af badet og stod foran skabet i varmen her til morgen i søgen efter noget køligt at tage på, bemærkede jeg at mine grænser for komfortabel påklædning har rykket sig yderligere i min sene alderdom her over 35. Mine kjoler og shorts er aldrig kortere end til knæene, jeg har altid noget på under, der er _aldrig_ glimt af maveskind længere og jeg er mere sårbart bevidst om hvor meget af skuldre, arme og kavalergang der kan ses.

Måske er det en naturlig del af at blive ældre? Denne tanke om at “Det kan jeg ikke være bekendt at lade folk se”.
Men den medfølgende og æklere “Folk kunne jo tro at min krops udseende afspejler mit indre, at dens fejl og skavanker henviser til fejl og mangler i min personlighed, i min værdi som menneske” – den tror jeg nu ikke er aldersafhængig.

Tanker i den stil får mig til at blive (mere) på tværs, og så endda om morgenen, den rareste tid på dagen.
Min indre fornuftsstemme forlangte “Men hvad skal der til? Hvad skal din krop (som i parentes bemærket har udholdt meget fra din side gennem årene og stadig bærer dig igennem hver dag på nogenlunde funktionel vis) opfylde før du ville være tilfreds og kunne klæde dig behageligt på uden skam og afsky?”

Den slags kan det være farligt at overveje, men frem over den indre skærm trådte fluks følgende liste af større eller mindre urimeligheder:

  • Jeg ønsker mig at kunne udholde fornemmelsen af mine lår der gnider mod hinanden.
    Jeg længes efter de tider hvor jeg kunne tage en let sommerkjole på uden varme gamacher eller andet under, uden at blive vanvittig af at lårene gnubber imod hinanden. Jeg kan se at andre kvinder kommer overens med det, men det er ikke lykkedes mig. Når jeg prøver trigger det voldsomt min trang til at tabe et stort dusin kilo og dermed eliminere problemet ved at eliminere lårene.
    Kjoler er ikke nær så dejligt kølige når man altid har bukser på under.
  • Jeg ønsker mig fornemmelsen af at min krop er kompetent.
    Jeg bemærker primært kroppen når den er uduelig – bliver forpustet, har hovedpine, ondt i ryggen eller ikke er stærk nok til at løfte det jeg gerne vil bære eller er ved at dø af at løbe efter bussen.
    Og naturligvis er det ganske min egen skyld – min krop er uduelig fordi jeg hader mig selv når jeg bliver forpustet og ikke kan tage mig sammen til at træne nok til at den bliver stærk og udholdende.

    Fordi mit selvhad – godt hjulpet af idrætslærere og velmenende voksne i min barndom – kommer voldsomt op til overfladen når jeg sveder, hiver efter vejret eller ikke er stærk nok. Det faktum at min krop ikke kan leve op til det autoritetspersonerne i mit liv forventede betyder jo oplagt at jeg er et dårligt menneske og en ubrugelig person. Punktum.
    Jeg ved der er en kraftig trigger der, og har vidst det i mange år. Det er desværre aldrig lykkedes mig at rokke ved den og efterhånden aner jeg ikke hvordan jeg kunne prøve igen.

  • Jeg ønsker mig at ingenting på mig var blødt og bølgende.
    … Eller i virkeligheden ønsker jeg mig at kunne holde op med at ønske det.

    Her sidder resterne af spiseforstyrrelsens æstetik. Det bløde er utiltalende, forkert og ulækkert. Hvis det gynger så sidder det ikke godt fast, ergo burde det ikke være der. Tag det væk!
    Tanken sidder fast, som en velkendt fold i tøj man har gået meget i. Jeg jager den væk når jeg møder den, fortæller den at den er ubrugelig, at jeg ikke vil eje den, men den kommer forbi og hilser på alligevel.
  • Jeg ønsker dualiteten væk.
    Jeg bemærker at når jeg tænker, taler eller skriver om mig og kroppen, så er vi to og aldrig en. Min krop er ikke mig, nærmest ikke engang en del af mig. Den er noget jeg er fanget i, et aldrig-tilstrækkeligt, bestandigt hæmmende fuldt aflåst fartøj af evindelig begrænsning og uduelighed.
    Tænk at kunne være et hele, eller i det mindste en gensidigt respektfuld og påskønnende sameksistens.

Jeg tror ikke rigtig på at jeg opnår nogen af tingene på listen – ikke uden urimelige mængder tid og en halv årsløn til terapi. Så jeg fortsætter med at tage gamacher på under kjolen.