Kære krop.

Jeg ved ikke hvad du tænker du laver, men det hjælper os ikke.

Jeg er klar over at vi har travlt, er bekymrede og at det ikke slutter inden for nogen overskuelig fremtid, men jeg synes ikke det er en konstruktiv måde du forsøger at løse situationen på.

Jeg kan godt høre at det er et råb om hjælp når du får os til at blive svimle. Og så sætter jeg mig jo også ned. Jeg synes det er at gå til yderligheder når vi så dejser og jeg vågner forvirret et uvist tidsrum senere med mavesyre i munden og snask i håret.

Ikke at der ikke er spændende udsigter fra under mit sofabord, på badeværelsesgulvet eller de andre uventede steder du har placeret mig de sidste 12 timer. Men når jeg så bruger natten på at vaske håret og gulvet og skifte sengetøj og være bekymret for hvornår du gør det igen, så føles det som sabotage.

Jeg kan godt huske at du gjorde det samme da vi var meget pressede i køkkenet på højskolen for et par vintre siden. Så jeg genkender det som et ekstremt stop-signal fra din side.

Men udover den mistillid det skaber, så er det værste af det hele næsten at når jeg så kun magter en halv dags arbejde idag efter vi tog hele turen i nat, så betyder det bare at der er dobbelt så meget der skal gøres de næste dage. Stik imod dit signal som var stop – for slet ikke at tale om at det ekstra øgede pres kan hverken du eller jeg holde til.

Så hvad stiller vi op? Jeg er med på at du også er presset, men det ændrer ikke på det faktum at den eneste vej er igennem. Vi får ikke mindre travlt før tidligst om et år eller to.

Jeg erkender at jeg ikke får nogen anden krop end dig, vi hænger på hinanden du og jeg.
Og jeg anerkender at du har levet med meget had og misrøgt fra min side gennem årene, i en grad at jeg næsten slog os begge to ihjel. Men jeg har kæmpet, er blevet visere og har gjort mig umage for at behandle dig efter bedste evne lige siden. Lige nu er mit bedste tydeligvis ikke godt nok.

Så kære krop, fortæl mig hvad der skal til for at vi kommer til at arbejde sammen om det her. Jeg vil så meget hellere arbejde med dig end mod dig, men jeg ved ikke hvad jeg kan give dig som er nok?

Varme, langsomme kram.

Terese

Arbejde • Tanker • Skrevet d. 24. September, 2014 • 1 kommentar