Ser solens tidlige gyldne lys ramme bjergene øst for Xian.
Togets indre er stille, fuldt af stadig sovende gæster dets bumplen og skramlen til trods.
Vi passerer frodige grønne skråninger, småbitte marker med majs, øde provinsbanegårde hvis tilhørende småbyer forsvinder bagude når jeg blinker.
Midt i ingenting ligger store bunker af gammelt skrald bland den mørkegrønne bevoksning – til trods for Beijings velplejede småparker er det åbenbart ikke alle steder kineserne er omhyggelige med deres land.
Spredt industri, og så pludselig et atomkraftværk uden for vinduet. Min hjerne tænker absurd “det kan ikke passe, de findes kun på film!”.
Langsomt vågner resten af toget.
Vores morgenthe bringes af en ulasteligt klædt togstewardesse som høfligt banker forsigtigt på hver kupédør og afleverer de varme varer.
Vi ankommer til Xian. Farten sænkes til kravletempo det sidste stykke, og bare på antallet af spor – måske et dusin, måske en snes – an vi se at vi er kommet til en stor by. (Ca. 8 mio. så vidt jeg husker.)
Ud af toget. Her er allerede godt varmt her 7:30, det tyder på en bagende hed dag. Modsat Beijing skinner solen fra en næsten skyfri himmel og de 40 grader og fugtigt som vejrudsigten har truet med.
No comment so far