“Home” my heart sings “I’m going home!”.

Why it chants so for a place I have lived for just 5 short months I do not know, but sing it does, and have been doing since I first caught sight of New York’s lights flying into Newark last night.

Now, on the bumping Greyhound bus (be glad I have to type this before you read it!) on a clear Thursday morning, remnants of snow still sparkling in the sharply slanted winter sunlight, the song grows stronger with each passing mile.

For now I try not to think about leaving – that in just 4 days I will be in airports again, this time leaving for good, for New Zealand and my next great adventure.

So what will I remember from here, what have I learned so far, which lessons did America have to teach a shy Northerner desperately grasping her courage last August and jumping in with the intention of learning to swim?

At some point Ganesh asked me that question, and my IM history shows that I told him the following:

Ganesh Ramanarayanan: 15:57:27

What lessons have you learned so far?

Terese Damhøj Andersen: 16:01:58

That it is possible that some people could find me wortwhile for me, and not just by default/for the way I look.

That when I really try I don’t come across as hostile and indifferent

That I seem stronger outward than I am on the inside

That I can live alone and enjoy it at least partly

Who the important people in my life back home are.

Things about American culture

That religion is not necessarily something to hide and not be talked about/be ashamed of…

Terese Damhøj Andersen: 16:09:06

… the list is missing one important item: I am slowly and sometimes learning to live right now, not worrying excessively about tomorrow/next week/things to be done and things to come.

Especially my first month here and this last month. Not being able to imagine where, how and around who I’ll be in a couple of weeks can give a feeling of Continuous Now.

I can not recreate it on purpose, but I am beginning to recognze it when it is in me. To fluid and fragile to capture and hold. I sometimes dare to hope I’ll eventually learn to keep it with me.

Terese Damhøj Andersen: 16:09:54

…. allthough that is a lot to ask for.

Primarily I am slowly beginning to learn that when I really try, I can do more than I think I can, that I can adapt. That when more is put on the line and only I am there to make it work I vaguely glimpse some sinuous, persevering inner strength. I remember my Grandmother saying “One gets far with stubbornness” It seems to me there is a lesson worth taking to heart somewhere in this.

I dare to imagine – not expect! – to someday learn to actively access that strength.

Firm in my memory are the people who made me feel so astoundingly welcome here. The alleged friendliness, consideration and openness of the Americans is no rumor but fact, at least in Ithaca. Warm and considerate people – some I know, some strangers – have offered help, given advice, made available their contacts to me and even invited me into their homes and families to share the holidays with them. Amazing and humbling.

I came here expecting interesting work and hopefully pleasant colleagues and acquaintances. I did no expect to also find friendship. This seems to indicate that sometimes, when I really try, some people can find me worthwhile just for me. Not surprisingly my inner self finds this unbelievable and waves away the empirical evidence as pure luck 😉

The work. Having a go at SML, playing with the intricacies of algorithmics, being wide awake and very alert in Japanese class under Nakanishi-sensei’s watchful eyes, ears and mind focused on her rapid speech. (Oh if I could be a teacher like that.) Reliving the joy of pair programming and joint problem solving. It is so good to be studying again.

The land itself. Green-in-green in summer, warm and luscious, always the sound of running water from a gorge nearby. All the hues of fire in fall, the rounded mountains set ablaze with color. The stars, so many stars in Ithaca.

New York in the snow storm, the bustling gray city gone quiet, the streets empty but for the wind, all the grayness hidden under a foot of snow.

Daylight at 4:30 in the afternoon on Winter Solstice. Cicadas when I just arrived. The moon in the backyard on my birthday. Bare feet in the first snowfall. A view over the hills of Pennsylvania from the trampoline the morning of the third day of Christmas. Rain pelting down in October, the puddle outside my door becoming a lake. Stewart park the last warm Friday afternoon in fall, reading a book at the edge of Cayuga Lake. A wind chill of -30 C on a beautiful, snowswept January morning…

This land has many faces and they are all beautiful to me.

Can a place one is leaving not to come back be home?

Rejser • Skrevet 05. February, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Det er sært trist at flyve natten i møde. Den sidste røde solnedgangsglød har sluppet os, og skyhavet nedenfor blåner og bliver mere tågeagtigt. Varmen bløder ud af udsigten, og mine fingre og tæer ved at jeg er på vej tilbage til vinteren. På vej til en kuffert der skal pakkes og bittersøde farvel der skal bydes. På vej hjem, omend kun kort. Jeg må se at mestre kunsten at få en dag til at synes et år.

Jeg må jo indse at jeg ikke får skrevet så meget uden min trofaste laptop og med begrænset netadgang – det er ikke just befordrende for skriveriet at skulle dechifrere og lynindtaste krøllede lapper med min mestendedels ulæselige håndskrift mens en halvtræt hotelskrankepave holder øje med at jeg ikke overskrider mine tildelte 10 minutter.

Så nu hvor jeg sidder i flyet, nu mere end halvt opslugt af natten, kommer her en gengivelse af noget at det jeg ville have fortalt jer de sidste par dage.

Getty Center: Form over indhold.



Verdens rigeste museum,det påstår guidebogen i hvert fald. En vision af hvide kuber, firkantede søjler og bløde 60er-rumskibsinspirerede kurver draperet over toppen af to bjergkamme vest for LA, med egen sporvognslinie fra gadeniveau og de 10 minutter til toppen. En rig mands drøm om et kunstmuseum.

Vi så det en smilende varm sommersøndag i januar, solen bagte blødt og en kølig brise fløj over landskabet og løb i cirkler mellem søjlerne. Eller rettere sagt: Vi så 1½ af kunstudstillingerne og var mildest talt ikke imponerede – ikke efter The Metropolitan og LACMA. (Det eneste lyspunkt vi kom forbi var et lille rum med terrakottaskulpturer og forklaringer om hvordan de brugtes som forstudier til marmorudgaver og forskellene i de to materialers muligheder.Herfra en buste af en fransk kvinde (hvis navn jeg har glemt) der bjergtog mig med sin karaktergengivelse)



Derefter rettede vi opmærksomheden mod det der _var_ imponerende: stedet selv. De 6 bygninger nøje placeret i det bakkede terræn så hver en udsigt, hvert glimt af de grønne bjerge hele vejen rundt og LA i horisonten ses nydeligt indrammet af de hvidkaklede mure i en serie af imponerende udendørsrum – som enorme panoramavinduer i en kæmpes hus.

Haven må også nævnes: Anlagt af en billedhugger, ikke en haveplanlægger er den et studie i overflader, form og farve. Så strengt geometrisk som en slotshave fra 1700-tallet men ganske anderledes opbygget. Om hvert et hjørne en overraskelse i form af lyd, lugt eller udseende. Og fra bunden af haven, det eneste sted i hele centret man (bevidst) berøves udsigten over landskabet, et intenst udsyn til haven og museet, de hvide søjler knejsende nærmest klassisk til trods for deres rå og firkantede ydre, bibringende de kubiske kolosbygninger en overraskende lethed.

Hvis jeg var museumsansat var det helt sikkert der, i fokuspunktet for al stedets ikke ubetydelige energi (luften var tyk af den!) jeg ville udføre mine bønner og ritualer.

Interstates: I toget på vej til LAX. Hen over landskabet, omkring og over perronerne bugter de sig som enorme pythonslanger, motorvejene. Ofte 6 spor i hver retning, utallige forgreninger, broer, tunneller. Store hvidgrå slanger, tunge og dovne. Udspyende mængder af køretøjer i søgen efter steder at parkere. LA er i sandhed en by befolket af bilejere. De fleste af de steder vi kom var havdelen af hver blok parkeringsplads. Til mellem $5 og $9 i timen! Jeg forstår ikke hvordan folk har råd.

Den offentlige transport forbløffede mig med sin kvalitet. En ren ny metro med farverigt dekorerede stationer, utallige lettilgængelige busruter og direkte metroforbindelse mellem downtown (hvor vi boede) og lufthavnen. Og det var billigt! $3 for en heldagsbillet gældende i alle busser, selv til fjernere destinationer som Getty og Santa Monica. Hjemme i Århus kan man vist ikke engang få en enkeltbillet til de penge længere.



Santa Monica: Den berømte mole med halvhjertet tivoli og urimeligt dyre snacks gik vi hurtigt ned fra igen. Men spadsereturen langs stranden, lunt sand mellem mine bare tæer, at soppe i havet i januar 😉 det var ikke så dårligt. Vandet var koldt – en påmindelse om at det ikke er et lunt og beskyttet lille hav som derhjemme men det store, sultne Stille Ocean jeg dyppede tæerne i.



Senere en gåtur langs den lige så berømte Promenade hvor jeg grumt lod mig friste af en fuldfed varm, blød hvidløgspretzel og et flammefarvet puslespil udformet som en drage.

Pretzlen er i det mindste spist og skal kun bæres med videre som fedtpolstring på min bag. Puslespillet grubler jeg stadig over – så meget plads er der heller ikke i min kuffert, for slet ikke at tale om prisen for at sende det hjem. Men mit barnlige hjerte glædes hver gang mit blik falder på æsken med billedet af dens drageformede indhold, så helt spildt er det vel ikke. Bare fjollet.

Måske skulle jeg sende den hjem til Christoffer til låns indtil jeg selv kommer tilbage. Jeg spår den en fremtid hængende over min seng, beskyttende min søvn.

Inden vi tog til Getty og Santa Monica spiste vi amerikansk morgenmad på “The Pantry”, et gammeldags morgenmadssted der ikke har været lukket en eneste gang siden det åbnede i 1920erne. Ikke engang under jordskælv eller urolighederne i 1992. Vi fik the, jeg fik boghvedepandekager og Nis bestilte hvedepandekager, frisk appelsinjuice, brasede kartofler og æg. Enten ser han vældig godt tilfreds ud i al almindelighed, eller også morer han sig på min bekostning idet jeg efter at have gjort kål på broderparten af mine egne pandekager, en hel del smør og 1/3 flaske sirup lystigt fortsatte med hans efterladte kartofler og hvedepandekager. Jeg forstår ikke hvordan nogen der kender mig kan undres herover 😉

Under alle omstændigheder synes jeg det er et godt billede af ham.

I mandags var vi i Universal Studios, en slags sammenblanding af et tivoli og en demonstration af hvad der foregår i filmstudier.

Her er en typisk amerikansk forstadsgade – har du set den før?



Den har nemlig været både i Buffy, Desparate Housewives og adskilligt andet. Spøjst som øjet ikke opdager den slags.

Som I kan se regner det også i det solrige Californien – i hvert fald på disse 50 meter mexikansk landsby i Universal Studios, hvor det tropiske regnskyl laves af sprinklere der kaster vand op i luften og springfloden slippes fri omme bag hjørnet.

Rejser • Skrevet 03. February, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I La Brea ligger Page Museum der udstiller diverse af fundene man har halet op af tjærepølene. Blandt andet adskillige sabelkatskeletter som dette.

Her kan I se at små sabelkatte har sabelkattemælketænder inden de får deres blivende sabeltænder:

Rejser • Skrevet 30. January, 2005 • 1 kommentar

Warmth on my upturned face, uncovered hair and bared arms, the light red-golden filtered through eyelids. The hot wide smell of tar from the pit on the other side of the path.

Cool moist grass beneath me, the low stone wall at my back reaching body temperature and giving off a faint rock scent mingling with that of sun-touched skin. A tiny bug tickling as it crosses the strip of back between jeans and brown sweater.

Noon approaches, my hair approaches 120 F and I ponder converting neck scarf to hijab against the sun.

Children running, families pushing strollers, the breeze rustling oak leaves and a book forgotten in my lap, its appeal unable to compete with the sun for my attention.

Summer in the midst of winter.

Rejser • Skrevet 30. January, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Up here the sky is blue. Far below glimpses of snow-covered fields can be caught, The sight of blue skies above and white clouds underneath pushes me towards vacation mood. My instincts expect I am flying someplace warm – probably because I previously have mostly flown in summer for vacations.

Bright sunlight throwing reflections from my shiny twirly-pen in all directions as I write, resting warmly on the side of my face towards the window and prompting my eyes to lid against the glare.

Live’s “The Dolphin’s Cry” is playing in my mind and I wish I had brought the CD.

My mind takes off in a dozen directions at once, fueled by the limbo of transit, shaken loose from its paths of logic by the humming and shaking of the engine beneath me.

In transit I am free to dream, ponder, analyze, rethink and answer. In transit the world has no influence on me and is only felt by the pull on my heartstrings. Only I exist.

The skyscape is as utterly flat as I’ve never seen it before, a neverending great plane with marks in the clouds as from giant birds passing on snowy ground.

A haze hangs in the horizon, blurring the transition between white-in-white below and blue-in-blue above. A vast, empty space with me suspended in lotus in the middle. A sky-desert to burn the confusion in my soul, a nothingness for my thoughts to unfurl in, but me almost afraid to have them do so, as the room is so great they might evaporate and leave me altogether.

It feels a bit like that scene from “The Matrix” – that white room. Only friendlier with the warmth of the sun.

Yet another sacred mirror? Dare I brave the confusion, test my cohesion and look into it?

Rejser • Skrevet 27. January, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Desværre uden billeder – dem kan jeg først uploade når jeg kommer tilbage til Ithaca

I dag har jeg lært at ikke kun biblioteker har vær stille-skilte – parker har dem også. Her er synet der mødte os i Fort Tryon Park på vej op til The Cloisters.



En snoet sti op gennem den snedækkede park i det nordligste hjørne af Manhattan, en endnu smallere trappe og en overdækket gang op til museet godt gemte indgang.

Stille indendøre, Neo-middelalderlig arkitektur med udstillingsstykkerne bygget ind. En søjlegang fra Frankrig her, et vinduesparti med glasmosaikker fra et kloster i Tyskland der. Som i Knossos en spøjs blanding af nyt og gammelt, men her det hele med en dobbelt stilhed, både kirke og museumsstemning.



Her er en enkelt udstillingsgenstand indefra, min broders navnefælle Skt. Christoffer med den lille Jesus.



Senere drog vi videre til the Met selv. En anderledes fornemmelse denne gang, men som sidst overvandt det mig snart med sin skønhed, sammenhængen mellem arkitektur og indhold, måben over dygtigheden af hænderne bag kunstværkerne.

En af de besøgende havde sit eget kunstværk med: Forfra blot en sort læderfrakke, men bagfra dekoreret i mange farver.



Jeg greb ivrigt chancen for at falde i staver over glasmosaikkerne igen – og det fascinerende atrium de er udstillet i. (En stor del af hvad der gør netop dette museum så indtagende er de fantastiske inderdørsrum – atriet, Astor Court, det egyptiske tempel…)







Det er muligt at Tiffany’s værker har for mange og klare farver til præcis at være god skandinavisk smag, men jeg må tilstå mig aldeles forgabt i dem alligevel.

Det sidste billede fra dagens udflugt må blive fra den japanske afdeling af våbensamlingen. Her ser i to tanto-klinger. Den ene fra 1819, den anden fra 1330erne. Kan I se hvilken er hvilken? 😉

Rejser • Skrevet 25. January, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Empire State Building. Fuld af turister med kameraer og amerikanere der vil saelge dig ting – audio tours, fotografier, souvenir-ubrugeligheder…, eller uniformeret viser vej “exit to your left”, “please step forward”… Mit hovede fyldtes med al deres plapren, der var ikke plads til overs til mange tanker.

Men udsigten fra toppen var fin – kold, klar vintervind helt ind til mine knogler, og byen straekkende sig overraksende flad i alle retninger, Saert at den ser saa plan ud oppefra – set fra gadeniveau er man som en myre mellem mursten imellem skyskraberne.



Det danske konsulat – uniformerede portnere of vagter ved indgangen til bygningen. skriv venligst dit navn i gaesteloggen.

Overraskende danskesprogede ekspedienter paa 18. etage, og en skl med saltbomber og andet uundvaerligt hjemme fra inde bag deres glasrude (og ganske uden for min raekkevidde ;-/). En labyrintisk forklaring og 5 minutters kancellisprogsgranskning inden stemmeseddel, konvolut og følgebrev kunne udfyldes.



New York atter grå. Da jeg ankom var den hvid og sagte af sne, men allerede nu har den genvundet sin gråhed, Sjappet ligger tykt og sæbefedtet overalt og mine yndlingsstøvler (læs: mit eneste par støvler) kan snart ikke tåle mere salt, væde og ubarmhjertig radiatortørring uden at falde helt fra hinanden. Vandkulde helt ind til benet – jeg foretrækker bestemt sneen.

Aftensmad på en libenesisk restaurant, Nis og jeg ender begge med at bestille en helt forkert hovedret, bytter under tjenerens undrende øjne og er begge tilfredse. The i civiliserede kopper, Nis saa søvnig af jetlag at han næsten falder i søvn ned i sin.

Stille hotelværelse. Han sover nu, i varmen (ingen termostat) og ligner en sær krydsning mellem Zorro og en fange med den sorte sovemaske de gav ham i flyet.

Jeg skriver ved border foran spejlet og ser hans spejlbillede ud af øjenkrogen, så uvant efter al min alenetid.

Rejser • Skrevet 24. January, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Sitting here blogging in the bean bag chair in Kamal, Ganesh and Siggi’s office I have come full circle. Today is my last day of work before packing, going on vacation and then leaving for New Zealand.

In my fist week at Cornell, before I got assigned an office, I would also sit here in the bean bag or the windowsill – courteously invited to do so by the inhabitants of this office so I didn’t have to hang around waiting in hallways – reading my AI book in preparation for class or waiting for some appointment taking care of the multitude of practicalities surrounding my arrival.

Then the view was green and I was astounded by the dazzling labyrinth that was my new life to be here.

Now the view is white and I am confounded by the challenge of leaving all this in order to traverse a new labyrinth.

There must be strength and experience to be gained from the sadness and trepidation in this, but I have yet to discover how to crystallize it.

Rejser • Skrevet 20. January, 2005 • Ingen kommentarer endnu