Kattens Rejse

Inden skole

Luften er næsten lun selvom det stadig er morgen, solstriberne varme nok til at jeg er veltilpas kun i korte bukser og en top min Mor vist har strikket før jeg lærte at læse.

En svag dis hænger i luften. Det lette slør klæder byen i næsten-glitrende eventyrskin(d) og lokker til udforskning. “Gå på opdagelse” synger lyset, duften af sommerdug, morgenen – lige henne ad sidegaden, rundt om hjørnet ligger der utvivlsomt en del af byen jeg aldrig har været i. Himmelblå, solbeskinnet, murstensrød, skyggekølig og løvmørkegrøn.

Næsen overbevist om feriestemningen, selvom ferien er slut, den svage duft af lunt vand og asfalt dirrer af tid nok. Højsommer.

Et nyt kapitel

Ganske som lovet af sagsbehandleren – “det skal nok gå i orden inden august, men sikkert først i sidste øjeblik”.

Et nyt kapitel begynder nu. Jeg er ikke længere sygemeldt og i morgen har jeg første skoledag 🙂

Det føles som et tidspunkt hvor jeg – nu, sidste chance inden det begynder – skal formulere ønsker, planer og forsætter for mig selv, men jeg er stum. De lister måske omkring i udkanten af min bevidsthed, men lader sig ikke ordfanges.

Den indre kritiker hævder stadig at jeg har givet op, fejlet, slået en håndfuld ettere – fra velbetalt akademikerjob over års sygemelding til teknisk skole – og selvom jeg anstrenger mig for ikke at høre efter bærer jeg dens dom i mig. Sikkert og vist er det at samfundet sætter mere pris på folk der skriver programmer end på folk der laver mad til folk der skriver programmer 🙁

Samtidig er jeg fortsat så lettet over ikke at skulle sidde der bag skærmen. Modsatrettede følelser.

Lidt afklarethed ville ikke være af vejen. Noget stabilt at bygge det nye værelse i mit liv på.

Pigen i spejlet

Jeg så en pige i spejlet i morges. Rigtigt så. Jeg har fanget korte glimt af hende før, og flere på det sidste, men denne gang mødte hun mit blik og kiggede tilbage på mig.

Min første ubevogtede tanke – inden blikket – var “hun ser da meget sød ud”.

Så låstes vores blikke.

Jeg kan ikke holde op med at spekulere på hvad hun mon tænkte.

Velkomst

Med Nis på passagersædet kører jeg mod Viborg. Dejligt at have selskab på køreturen som forkorter sig proportionalt.
Det er år siden vi sidst kørte denne vej sammen, men velkendtheden er der med det samme, en melankolsk smag af det der var.

Jeg sætter ham af på Lyngdalen, og får lige vinket til Laust som rykker vedbend ned og ser lige så hyggelig ud som jeg husker det.
Videre mod Astrupvig, op ad Lyngdalen, rundt og videre af Houlkærvej med minderne som højtråbende bagsædepassagerer.

Som jeg runder Strygejernet begynder det at regne. Jeg skutter mig – der er brat langt til det næste kram, og de blågrågrønne øjne der plejer at smile til mig er bagude, i Århus og snart forsvundet til Finland. Stemmen i telefonen bringer dem slet ikke tæt nok på.

Vejen svinger og trækker mig mod Limfjorden. Landskabet snor sig velkendt og vejen om det. Før jeg helt ænser det ruller jeg ned ad grusvejen og gnægger atter af skiltet “Kør forsigtigt – det støver”. Jeg er sikker på det skal forstås på samme måde som “Stem grønt – det nytter” 😛
Under alle omstændigheder er vejen regnvåd og der er ingen chance for støv – selvom det er fristende at prøve lige ud for skiltet.

Nøglen ligger til mig som lovet i emailen, og min køje er klar.

Mere end klar faktisk, for futskoene – nye – er min størrelse, ikke Tante Gurlis.

Jeg er velkommen.

Eksperiment

Forleden købte jeg en flaske fåremælk fra Knuthenlund. Jeg har længe gerne ville have mine fingre i fåremælk, tanken var at eftersom fåremælksyoghurt smager dejligt forestillede jeg mig at mælken i sig selv også gjorde.

Fåremælk er mere næringsrigt en komælk. Der er både mere protein, kulhydrat og fedt i, og smagen viste sig at afspejle dette. Blid og cremet i munden, sødere end den sødeste sødmælk og mere flødeagtig end jeg havde forventet ud fra de 5,5 gram fedt pr 100 gram.

Efter det første halve glas skummede jeg fløden fra og mælken – fåreletmælk? – var nu helt perfekt til mûsli om morgenen. Stadig sød, men med en ikke helt så overvældende tyngde.

Hvad stiller man så op med et par spiseskefulde fårefløde? Jeg er sikker på de havde været gode i en karrysovs, men eftersom jeg ikke lige har været hjemme til aftensmad de sidste dage var der ikke meget sjov ved det.

Fløden op i et lille glas med låg, rysterysteryste, tilsæt lidt salt og vupti: Fåresmør. Mere cremet i smagen end almindeligt smør, kridhvidt (ligesom gedesmør – det kan man få i Irma, mmmm). Rigtig godt, blidt men smagfuldt. Helt perfekt på nybagt brød 🙂

Desværre er prisen på fåremælk ikke blid og så vidt jeg kan google mig frem til er der ikke nogen der sælger fløden alene, eller færdiglavet smør for den sags skyld.

Min rolle?

Ulvemøde igår. Godt et dusin rollespillere i en overdådigt frodig kolonihave, rødternet dug på bordet, og masser af dybfølte meninger som slås for at komme til udtryk fluks.

Et kaotisk væld af gode pointer og naturligt individuelle og personlighedsafhængige synsvinkler iblandet enkelte klumper af social akavet- eller klemthed.

Selvom jeg sidder stille og lytter til at begynde med går der ikke længe før kaos har lirket sig alt, alt for tæt ind på livet af mig, behovet for kontrol bliver påtrængende og jeg tager den. Inden jeg opdager hvad jeg er igang med har jeg overtaget hvervet som ordstyrer og vupti også referentblokken.

På den ene side er der ikke noget galt med det. Jeg er temmelig god til at tage noter imens jeg lytter, og jeg er sjældent den mest talende i en plenumdiskussion så det giver udmærket mening at jeg skriver. Og hvis ingen andre umiddelbart vil udfylde ordstyrerrollen så kan jeg godt regne ud at hvis valget står mellem selv at gøre det, eller lade mødet forløbe i (timevis af) generel taleanarki så får vi det lettere glidende og mere produktivt møde ved at jeg snupper styringen af talerækken.

Men på den anden side! På den anden side bryder jeg mig ikke om rollen som hende den sure. Kontrolmennesket med det stramt opsatte hår hvis ansvar det altid – implicit eller eksplicit – har været at få et vilkårligt gruppearbejde jeg deltog i til at forløbe planmæssigt. Hende jeg arbejder på ikke at være så tit mere.

Jeg sætter ikke pris på at være indpisker og hold-kæft-råber, især ikke i en situation som igår hvor mit indtryk var at hovedparten af de tilstedeværende egentlig hellere bare ville snakke frit. Konflikten kommer så idet jeg bestemt ikke holder af ustrukturerede marathonmøder hvor folk får luftet deres meninger – den højeste oftest – men ingenting rigtig bliver besluttet.
Så vinder mit behov for udbytte af mødet og hende med den trælse råbestemme styrer pludselig.

Bagefter er det en meget blandet fornemmelse. På den ene side er der blevet besluttet ting og jeg har styr på hvad de er (eftersom jeg skrev referatet), og diskussionen forløb nogenlunde fokuseret og ikke hele natten (omend 4-5 timer nu er lang tid for et møde). Samtidig har jeg en dårlig smag i munden over at have siddet og herset med folk.
Den ved jeg ikke helt hvad jeg stiller op med, og det er ellers bestemt ikke første gang jeg står i en lignende situation.
Hvordan mon de andre tilstedeværende oplevede det? Og hvilken del af det hele er det snedigst jeg arbejder på at ændre?

En dejlig dag

I torsdags snuppede jeg den tilbudte mulighed om at køre til Astrupvig og hente Christoffer, og dermed også nå at sige hej til Gurli og Jørgen. Vejret var fantastisk, der var som altid hyggeligt og det var helt umuligt ikke at være i godt humør. (… Hvorfor det er Christoffer skal hentes og ikke får lov at tage toget selv ligesom Daniel gjorde forstår jeg ikke. Måske er det en del af forældrenes fornemmelse af at han bliver stor alt for hurtigt – så længe han ikke tager toget selv er han stadig lille.)

Det er længe siden jeg har været hos Gurli og Jørgen i strålende solskin. Jeg havde helt glemt hvor dejligt det er. Tempereret på terrassen, varmt i solen og køligt indenfor.

Vi sejler over til skrænten på den anden side af vandet. Jeg har bemærket den de sidste 20 år, med dens brune og hvide farver mod skoven omkring den, men aldrig været der før. Der er sandbund lidt ude, og vi vader ind med båden – først de sidste meter mod kysten overtager stenene igen.

Der er knivskarp opdeling mellem det gulbrune, bølgede lag øverst, lige under mulden og det vandret brat afgrænsede hvidlige lag den sidste håndfuld meter ned til strandbredden. Kyklopskrift som siger “Isen var her, og skubbede rundt med overfladen”.

Med de sidste dages varme er det hvide hårdt og udtørret, men lidt længere henne hvor en vand fra en bæk eller kilde siver ned ad skrænten er det helt tydeligt at det er ler. Inden længe er Christoffer og jeg dækket af mudderhåndaftryk og vores bare fødder har fået grå sokker op til over anklerne. Tante Gurli ønsker sådan at hun havde taget sit fotogrfiapparat med, men morskaben er nu ikke mindre selvom den er udokmumenteret.
Jeg har vældig lyst til at komme tilbage næste gang jeg er på besøg, slæbe ler med op og se om jeg kan lave noget af det. Måske kan man bygge en jordovn i et hjørne af haven? Jeg mistænker at det ikke vil virke videre godt eftersom der er sandkorn i, men er næsten ligeglad, så tillokkende er det.

På vej tilbage, ude midtpå hvor det ikke vrimler med gopler svømmer vi, og skiftes til at hænge i et reb efter båden. Jeg lader nådigt Christoffer låne min plads i spidsen af båden med et ben hængende ned på hver side – han er vel Yndlingsarnet 😉

Sådan en sommerdag slutter ikke bare lige, og inden den er omme har vi både plukket jordbær, daset i skyggen, hyggesnakket, også med Bent som kom forbi, spist Tante Gurlis dejlige mad og fået økomælk med hjem, frisk fra gården.

Overraskelsesgave!

René var i London for at træne sidste weekend, og med hjem havde han dejlig the jeg havde bedt ham købe for mig i Fortnum & Mason.

Allerede glad og tilfreds blev jeg paf da han også havde en gave med hjem til mig 🙂

Absolut syndig chokolade 😀

Kan I huske Mette Finderups scenarie Darling er død fra Fastaval 2003? En af mine bedste Fastavaloplevelser, og siden da har jeg af de syv katolske dødssynder haft en forkærlighed for grådighed, så den spiste jeg naturligvis først 😉

… Indtil videre er grådighed bedst og frådseri mindst spændende. Men der er adskillige synder tilbage til at ændre stillingen!

Doh! ;-)

Jeg har set lyset! Nemlig.

Efter at have været forkølet og hostet i snart halvanden måned er der ikke noget sært i at min næse løber. De sidste dage har jeg ogst nyst en masse oven i det sædvanlige hosteri, men ingen grund til at tænke videre over det.
… I hvert fald ikke før jeg gik ned efter vasketøj her til morgen og derefter brat blev snottet og nøs i et væk.

Monstro allergisæsonen er startet? Mindsandten, DMIs pollental siger ja. Så skal jeg bare lige vente 14 dage indtil min Rhinocort begynder at virke.

Aa-tjuh!