Kattens Rejse

Rekonvalescens

I tre dage har jeg knapt stukket næsen udenfor, og omhyggeligt sagt nej tak til alting. Jeg har siddet, sovet, stirret op i loftet, iagttaget min Far som med ekspertise og venlighed kom og ordnede rengøringen, spist af den mad han derefter købte ind, nettet tilfældigt rundt (det rækker min tålmodighed normalt ikke til, men tilsæt lidt dope, så bliver jeg _så_ tålmodig) og gjort mit bedste for ikke at hoste.

Idag har der været solskin, liggestol, smoothie, damebladslæsning, og en gravhund der stædigt forsøgte at gabe over en fodbold. Sidstnævnte var ikke godt for grine/hosterefleksen, men ellers er jeg vist næsten ved at have styr på det der rekonvalesceren. I hvert fald med hjælp, for det foregik alt sammen i min Fars have 😉

Tanker fra lænestolen


Jeps, det er kakaduen som ville bide i min næse i sidste indlæg.

Den sidste uge har været præget af at jeg har testet tesen “Nå, men jeg kan sikkert sagtens X selvom jeg har et brækket ribben.”
Blandt konklusionerne er:

Tage med Frauke til nogle røntgenundersøgelser og detlige på Amtssygehuset. Ja, det kan man sagtens 🙂 Det gør ikke noget at sidde halvvissen på en stol eller stå ved siden af og holde tøjstykker, mumle beroligende ting. Dejligt at kunne være til nytte for Frauke selvom jeg er i stykker. Og lidt pudsigt at som jeg skråede igennem hospitalet om morgenen for at komme hen hvor vi skulle mødes blev jeg på en af de lange gange høfligt stoppet af en ung mand i hvidt arbejdstøj, som bad mig fortælle hvor man lagde kittel og bukser hen efter brug 😉 Jeg må ligne en ansat mere end jeg ligner en pårørende eller patient 🙂

Marias fødselsdag. Jo, det går fint 🙂 Og hyggeligt var det, med dejlig mad, fine morbide morsomheder og en pillespisende kat. Fra fornemmelsen af varm, stegt kylling på vej til min skrigsultne krop (det bliver mest kun til frugt eller havregryn med mælk herhjemme når jeg er syg) og fornøjelsen ved at give det sprøde skind til fødselsdagsbarnet (men det er nu også en fornøjelse når hun ikke har fødselsdag), til de kompetent løsnende fingre i min nakke, og de interessante udtryk i Ingrids ansigt da fingrene lidt senere tog hendes eftertrykkeligt sammenfiltrede betonmuskler under behandling. Alt sammen udmattende, men dejligt 🙂 Og tusind tak for liftet, Ingrid!
Hov, forresten, hvad hed den bog du fik jeg gerne vil låne, Maria?

Rekonvalescering hos Far og Karen. Perfekt til en træt fredag. Opstablet på sofaen med ild i brændeovnen, hækletøj i skødet og rolig samtale. Mmm. En svag røgduft og lyden af lagenstof der rives til garn. Maven fuld af tzatziki og stille hygge i alle retninger.

Blot lørdag aften. Hurra, rollespil (omend den langsomme gåtur fra 6erens stoppested ned til Moesgaard strand ikke ligefrem var en fornøjelse). Mere af det. Nu, tak 😛
Fuldmånen viste sit ansigt, Sortmåne kaldte og selvom jeg endte med at være lang i spyttet var det spændende at være Ælde. Jeg lærte noget (teknisk) om hvad jeg en anden gang skal holde øje med hvis jeg tager fokus på den måde – tænk at mærke jeg bliver klogere! Og derudover sjovt at mærke det pludseligt ændrede magtforhold – Fenja alene er jo ellers rang et 😉

Holde lang daseweekend, småskavanker til trods. Glimrende, hvis jeg selv skal sige det! René havde fri mandag, så vi havde en hel ‘weekend’ efter blotet til bare at være.
Uventet møde ved stemmeboksen, Paradis-is og hyggesnak i en solskinsplet med læ. Køligt knasende sukkerærter spadserer i gåsegang mod min mund, selvom jeg ikke har bevæget mig ud af sofaen (mmm, stor, fluffy og blød) siden morgenstunden. Ufortyndet blid opmærksomhed mod min hud og Babylon 5 inden sengetid. Fundamentet til en smilerynke eller to er lagt.

Ikke anse en fibersprængning (smerten i højre side af bryskassen blev i begyndelsen af ugen så hidsig at jeg troede jeg havde brækket et ribben i den side også – min rare læge trykkede på mig og sagde næhnej, det er en fibersprængning i musklerne mellem ribbenene) for noget videre, selvom der bliver rykket i den hele tiden af mit hosteri. Dårlig idé!
Jeg tænkte “Nå pyh, der er ikke brækket mere, en gnaven muskel kan vel ikke være så farlig, jeg fortsætter som planlagt.” Og brugte dernæst dagene i denne uge på at udmatte mig selv eftertrykkeligt indtil jeg igår aftes omsider indså jeg tog fejl.

På trods af det fik jeg nu givet tiden godt ud. Tirsdag kom Christoffer på eget initiativ på besøg hos mig (første gang uden vejfindingshjælp!) og eftermiddagen gik med forsigtige kram, lun pasta i chilisovs og syslen med laksegl, snirkelbogstaver, hækletøj, søskendevittigheder og the i lange baner.
Igen lod jeg mig overraske af at han efterhånden er et ‘rigtigt’, færdigt, helt menneske jeg kan diskutere, hygge, tale, sysle, være stille med.
Yndlingsbarnet er godt på vej til ikke at være barn mere (yndlingsteenager lyder lidt modsætningsfyldt, ikke?) og jeg har lyst til at knuge ham tæt ind til mig og fortælle igen og igen hvor godt jeg synes han gør det, med de muligheder han har. For det meste lykkes det mig at lade være 😉

State of Play var væsentligt bedre end forventet, og som påskud for at mødes med biografklubben af DMData-kolleger (hvoraf flertallet forlængst heller ikke arbejder der mere) var den helt tilstrækkelig 🙂 …Desuden var dialogen ikke mere dybsindig end at mine hosteanfald næppe hindrede forståelsen af handlingen for de øvrige publikummer ;-P
Den lune følelse af held ved sådan at have et påskud for at se mine hyggelige tidligere kolleger bobler lunt hver måned, næsten uanset filmens meritter eller mangel på samme 😀

Jeg måtte desværre give op overfor at hjælpe Frauke med sagsbehandleren og flere hospitalsundersøgelser (jeg havde ellers allerede sagt ja), og mens jeg var stædigt men i stigende grad usselt madlavningsselskab igår aftes gik det lige så stille op for mig at jeg havde opbrugt energireserverne.

Så nu er dagsordenen at lytte til kroppen og opføre mig derefter. Jeg kan vist ikke påstå at jeg fandt på det uden eftertrykkelige vognstangsvink, men det bliver det jo ikke mindre rigtigt af ;-P

Jeg har sovet over 15 af de sidste 24 timer, holdt mig i ro alle de resterende og ikke bevæget mig længere end langsomt ned i gården for at hente den flaske shampoo der faldt ud af vinduet (og så var jeg også godt forpustet). Jeg har bedt min Far om at komme og hjælpe mig med at få støvsuget og andre efterhånden meget presserende husligheder, og jeg har (næsten) ikke dårlig samvittighed.
Selvom jeg hiver lige meget efter vejret og det stadig brænder i højre side når jeg hoster er jeg ikke nær så frustreret som før 🙂

Man kunne kalde mig tykpandet. Jeg lytter ikke ret meget når stædighedsklapperne falder ned over mig. Men nu holder jeg pause, også om jeg så skal kede mig så længe.

Brækket ribben

Av! I lødags revnede jeg endnu engang et ribben ved at hoste. Der var ikke så meget at være i tvivl om, under et natligt hosteanfald fik jeg brat den velkendte, stikkende smerte i brystet.

Men pyt, efter at have brokket mig på facebook tænkte jeg ikke noget videre over det. Jeg havde jo prøvet det før, og selvom det er ømt og stikker kan man stadig de fleste ting. Jeg var med til at lave mad til 100 bryllupsgæster søndag og det gik fint.

Nej, det er åbenbart når man har fri det bliver farligt. Igår aftes, som jeg sad hyggeligt i Kurts sofa og småsnakkede mens jeg forhindrede kakaduen-med-adskillige-navne i at bide mig i næsen kom der et hosteanfald der gjorde mere ondt end de andre… Og det blev det så ved med 🙁

Idag humpede jeg i en adstadig gangart som en firsårig med skøre knogler ned til lægen som følte lidt på min brystkasse og sagde “Ja det er brækket her 2 cm fra brystbenet, det er derfor det gør så ondt”.

Så nu kan jeg ingenting 🙁 Jeg sidder helt stille i lænestolen og forsøger ikke at hoste. Når det mislykkes laver jeg nogle aldeles spændende ansigtsudtryk, de rare opioide piller jeg fik med hjem til trods.

Jeg frygter at juni bliver en laaang måned, og jeg har endda ellers ferie fra og med idag. Hvadsomhelst jeg gør med venstre arm gør ondt. At sætte, rejse mig eller ligge ned er omstændelige og ubehagelige projekter og alt der vejer ret meget mere end en kop the gør ondt at flytte. Og min vane med at række langt eller samle ting op fra gulvet med foden? Det kan ikke anbefales med brækket ribben.

Jeg har afmeldt pilates (øv, øv og dobbelt øv, jeg var ellers lige ved at blive stærk nok til at kunne nogle af de seje ting), jeg skal have fortalt Christoffer at jeg nok ikke kan komme til sommerlive med ham alligevel og der er blot på lørdag.

Det lykkes mig ikke at se det positive situationen, hvilket plejer at være en forudsætning for at jeg kan holde af verden.
Jeg kan kun se en masse ting jeg ikke kan og ikke ret mange realistiske muligheder for at tilbringe tiden andre steder end alene i lænestolen.

Korsvej

Jeg har lige været til gruppe som vanligt om onsdagen og der er røget et kilo af på bare en uge.
Jeg ved godt jeg har været presset, men jeg troede egentlig jeg var færdig med at reagere ved at spise mindre portioner og færre måltider. Pernille bemærkede i sidste uge at jeg spiste af små skåle, men jeg slog det selvsikkert hen og troede på det da jeg sagde at jeg havde styr på det. Det er godt de vejer mig og tjekker efter!

Behandlerne i gruppen fortalte mig idag at de som ansatte i Børn og unge-psykiatrien har indberetninspligt. At hvis ikke nogen – altså mig, for ingen andre lader til at ville gøre det – træder til og hjælper, så har de pligt til det. Og de spørger om jeg virkelig har lyst til at sidde om 10 år og indse at jeg også har svigtet?

Jeg ringer til TUBA nu. Eller Alkolinien, eller hvemsomhelst i den retning der har telefontid nu, lige nu. Inden jeg mister modet igen. Det går ikke at gruble over den storm det kan medføre.

Den lille stemme indeni, som skriger “Men det skulle du jo have gjort for et par år siden, da det blev anbefalet første, anden og tredie gang” bliver kun mere skinger og sviende af at have ret.

Bryllup

I fredags blev min Far gift. Her er han, glad men lidt nervøs 5 minutter inden vielsen.

Det første han gjorde da jeg ankom til rådhuset var distræt at spørge mig to gange på 3 minutter om jeg havde fået ny kjole 😛

Det gjorde ikke så ondt da det kom til stykket tror jeg.

Bagefter holdt de fest i haven i deres nye hus – det var helt sært at se det med møbler i. Jeg glæder mig til ild i brændeovnen til vinter!

Solen skinnede velvilligt, og bordtennisbordet blev gavebord. Her ser vi arbejdsfordelingen i Far og Karens fremtidige liv:

Der var dejlig mad fra Mrs. Bridges og minsandten også en køretur i Karens papfars fine – og selvistandsatte – Aston Martin.

Æbletræet (det ligner æbleblomster, men jeg er ikke sikker) blomstrede ivrigt, sartlyserødt og forårshvidt.

Blå sø

En solskinsrar aprildag, på vej i Bruuns for at hente en taske for min Mor mødtes jeg af dette syn i banegårdshallen.

En veritabel sø af små blå keramikskåle. Hvide udenpå, lyseblå på indersiderne og dybtblå i centrum.
Adskillige hundrede skåle og ikke to ens. Og to keramikere der stod og forærede dem bort, sendte dem på rejse med de forbipasserende.

Få timer senere stod min skål, nr. 193, på stuebordet med forårsblomster Pernille havde bragt.

En dråbe af den blå sø i mit hjem, selv en lille sø.

Drage i nabogaden

Da jeg kom cyklende hjem for lidt siden traf jeg en drage i Marstrandsgade. En dampdrage hvis ikke jeg tager meget fejl.

Kameraet fangede ikke da den rullede sig sammen og legede i kastevinden mellem bygningerne, men tro mig, det var fint 🙂

Hulhed

Fra periferien af de cirkler jeg bevæger mig i lyder en kendt stemme: “Det skal nok blive godt igen, det tror jeg på.”.

Men herinde i midten hvor jeg står er der tomt. En kugle af ingenting som gravitationelt drager brystkassen mod implosion, ribbenenes stålsathed til trods.

Overraskelse

Da jeg søndag formiddag på Fastaval vaklede fra min sovepose og ned i køkkenet for at grave arbejdstøjet frem lå der en påskegave og ventede på mig.

Jeg har aldrig før fået et påskeæg jeg ikke vidste hvem var fra. Men der lå det, påskegult, smilende og lokkende i hjørnet af kufferten 🙂

Endnu kontaktlinseløs og søvnunderskudsforvirret kiggede jeg mig flere gange omkring i lokalet, men spøjst nok fik min undren ikke den rare giver – eller andre – til brat at materialisere sig.

…Og jeg har endda ikke sendt et eneste gækkebrev iår.

Påskeægget var oprindeligt endnu finere end på billedet, men chokolade smager ekstra godt når man er træt og glad så kun halvdelen af indholdet overlevede til jeg kom hjem til kameraet mandag 😉