Så er det ved at være slut. Det er torsdag aften, og jeg sidder på trappestenen og skriver (det er så langt ind i lejligheden byens trådløse netværk kan nå) mens månen står op over Venedig og min sidste aften her drager på held. I morgen er det med færgen over til hvor bilen er parkeret, og så afsted nordpå.
Den er fin, månen. Her fra igår aftes, lige lidt senere end nu.
Og der var sart pastelfarvet solnedgangslys over lystbådehavnen nede om hjørnet.
Her til morgen blev det til en spadseretur rundt på nordsiden af øen. Skiltningen var… ambivalent 😉
Alternativt fører alle veje ikke bare til Rom, men også til Rialtobroen og Markuskirken.
Der var en kirke med en fin glyf over døren
En cirkel og en trekant flettet ind i hinanden. Hvad mon betydningen er?
Vi kom også forbi en butik med kunstglas og lysestager. Billederne blev ikke så gode grundet refleksion i vinduet, men måske kan man alligevel se dragen?
Og påfuglen.
Venetianerne er glade for udsmykning og snirkler. For eksempel ringeklokker med løvehoveder. (De er virkelig glade for den løve hernede. Den symboliserer både byen selv og også dens skytsengel Stk. Markus.)
Nogle gange endda i en fin kartouche, hvis løvehovedet alene nu ikke var nok.
Dørhåndtag har også gerne snirkler, og dørene er ofte med udskæringer i træværket.
Der er også små hoveder i stukken rundt omkring på ydersiden af bygninger. Her et vædderkranie(?) fra universitets ydermur.
Mange steder er der åbninger og porte helt ned til kanalerne.
Mange af husene har navne. Både en del af de gamle palæer som er opkaldt efter ejeren. Men ind imellem også nyere huse, navngivet af deres ejere. For eksempel ligger Granatæblehuset på vejen fra min dør og ned til Det Gode Sted.
Et sted på min vandring kom jeg forbi et stenhuggerværksted.
Jeg fik læst det meste af min bog i løbet af eftermiddagen. Den er et nydeligt stykke alternativ historie som foregår i Venedig i 1400-tallet. Lige dele intrige, politik, tragedie, historie og fantasi.
Den kan anbefales – også uden udsigten 🙂
Åh ja: Jeg købte nye sandaler lige inden jeg tog afsted. Første gang nogen sinde jeg har købt sko på nettet (lige præcis dem jeg ville have kunne ikke opdrives i nogen fysiske butikker i Århus). De var dyre og jeg var noget bekymret for om de nu også ville være gode, men de viser sig at være aldeles fantastiske! 🙂
Her er de – stadig rare at have på efter fem dages byvandring i træk.
(Det er dem her.)
På jagt efter en postkasse kom jeg forbi en af Biennalens udstillinger i et marmorbeklædt men forfaldent palæ.
Det var kinesiske kunstnere, noget af det sært og noget af det sært tiltalende, placeret i luftige højloftede rum med flagende loftsmalerier.
Dette første maleri minder mig om Venedig selv – trapper, kroge, forfald og lys.
En kattepige med maske og en fugl i bur:
En bedende kat – maleriet hang i en smal gang der gjorde det umuligt at komme på afstand – derfor den skæve vinkel.
Det sidste her kan jeg virkelig godt lide – den kat ville jeg gerne møde og høre dens historie. Hvorfor beder den på en slette af runde havbundssten? Hvad foregår der med skyerne i baggrunden? Og det teateragtige forhæng i forgrunden? Hvad er det for en bog (med et billede af de samme skyer), hvem er katten og hvorfor beder den? Hvem til, hvad om?
Og, nærmest som et urværk, metal”tandhjul” indkapslet i glas.
Fra anden etage kunne man se ud over balkonen og ned på palæets lille forhave. Et flig af åndehul, midt i en by der ingen parker har, og hvor træer er en sjældenhed.
Kigget ned ad den sidste trappe ud til forhaven er næsten som et maleri i sig selv (bemærk endnu en Murano-lysekrone).
Mere fra Venedig
Allerførst et kig på hvad der møder mig når jeg kommer hjem til middagshvil. Her bor jeg:
Tirsdag gik vi hen for at se Dogepaladset. På vejen kom vi forbi der hvor ambulancerne holder når de ikke er i brug.
… Præcis ligesom skaldebådene er der naturligvis tale om både, ikke biler.
Inde i paladset var der fyldt med fine malerier og forguldt stuk. Her den Gyldne Trappe.
Lysekronerne i glas fra Murano var også eftertragtede dengang, og der hang flere rundt om i paladset.
Jeps, flere.
På pladsen foran paladset og Sankt Markus kirken var der et fint klokketårn blandt de omkransende bygninger.
Vi så også selve kirken og alle dens guldmosaikker. Den havde mange fine kroge man kunne kigge ind i oppe fra første etage (deroppe hvor de fire berømte stjålne bronzeheste står).
Og så bare for at I kan se at jeg faktisk var der, er her en udsigt fra balustraden hvor hestene står, dette er hjørnet der vender over mod Dogepaladset(til venstre) og lagunen.
Overalt i byen er der jerngitre for mange døre og vinduer. Masser af dem er ornamenterede på forskellig vis. Igår fik jeg øje på dette her over en dør:
Ifølge min bedste overbevisning er dyret til højre en ged med vinger. Se selv:
Nogle folk siger at italienerne kan være lidt snobbede. Deres slik er i hvert fald 😉
Her er også monstertomater – set på grøntsagsmarkedet ved Rialtobroen her til morgen.
Der var også lækre, modne figner, men dem har jeg forlængst spist 😉
Slutteligen er her Det Gode Sted – til venstre ad gyden vi bor på og de 300m ned til vandet. 30 meter til højre, og så er man her.
Her er skygge fra midt på eftermiddagen, en fredelig mur at sidde og læse op ad, ru stenbelægning at hvile sine bare fødder på (ja, det er mine sandaler der står der) og den nydelige udsigt over lagunen jeg viste jer i sidste post.
Jeg tror jeg går derned nu 🙂
Ferie i Venedig – del 1
Hokus-pokus blev det ferietid, og afsted til Venedig gik det. Et sted på den tyske motorvej så jeg i en kø denne lastbil med følgende udsagn på bagsmækken:
Det havde den jo sådan set ret i – men derfor var det nu alligevel ikke morsomt at køre i kø.
Men, sydpå kom vi, og på vej ud i byen den første morgen stoppede jeg ved broen 20 meter nede af gaden fra min hoveddør og så Venedig:
Kanaler, både, gamle huse – hele balladen 🙂
Den første dag gik med at slentre rundt i byen – ad snævre gyder og over utallige broer. Rundt om hvert hjørne ligger en lille eller større plads. En af dem havde sågar en bevinget løve.
… Egentlig var det nok statuen på toppen af soklen der var tænkt til at være pladsens fokus. Den er af ham her. Men løven var mere interessant 😉
Rundt om i gader og gyder kunne man få øje på indgange til mange fine palæer. Pludselige indkig til marmor og grønne planter gemt i små oaser bag mure og tremmer.
Eftersom Venedig jo kun har fodgængergader sker al transport af varer med båd ad kanalerne. Det samme for affald. Så nu har jeg også set en skraldebåd.
I et allerede glemt hjørne var der lidt måske halvokkult graffiti
… Nogen der vil spille Mage?
Efter et middagshvil blev resten af eftermiddagen tilbragt i skyggen af en husmur med en bog og udsigt over lagunen.
Idag, mandag, tog vi bådbussen ud til nogle af de mindre øer omkring Venedig.
Der var et fint glasmuseum på Murano (hvor venetianerne i århundreder holdt deres glaspustere mere eller mere i ø-arrest så de ikke kunne stikke af og sælge deres hemmeligheder).
Der var meget at se på, men det der tiltalte mig mest var helt klart dette glas fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Blågrønt og fint 🙂
Der var ingen ende på butikkerne som solgte håndlavede glasting i alskens udformninger. Her er et kig fra lysekronesektionen i en af dem:
På Torcello, en lille ø – nu nærmest ubeboet til trods for at den omkring år tusind var langt mere magtfuld end selve Venedig, var der en vældig fin byzantinsk katedral. Kæmpe kirke og meget øde land. Svært at forstå at den nu tomme ø har huset over 10000 mennesker i sin storhedstid – men man kan jo heller ikke se resterne – byggematerialerne fra de ubrugte bygninger er forlængst blevet genbrugt på andre øer.
Der var også en sær, men interessant blomst. Hvis det da ikke var et rum-insekt i forklædning?
Jeg er sikker på at den kunne have en plads i en af Knud Holtens bøger! 🙂
Leoparden vil med!
… Jeg tror gerne Leoparden vil med til Venedig. Den har i hvert fald sneget sig ind i stuen til tøjet der venter på at blive pakket 😉
Lasse holder fest
Lørdag den 22. juni holdt Lasse fest i haven. Han fyldte 65 og gik på pension, så der var lagt op til det helt store gilde.
Allerede dagen inden var der både sat telt og borde op i haven. Alt sammen til ære for katten -det synes hun i hvert fald.
Jeg var bare ude for at aflevere kagen til dagen efter, men i den halve time jeg var der nåede hun at ligge på stort set alle de opstillede borde.
Dagen oprandt, og Christoffer og Jessie passede pladsen som bartender.
Der blev spist en masse – både på terrassen
og ude i teltet på græsplænen.
Inden længe begyndte jazzbandet at spille. 6 mand høj var de, fra Mårslet Naturjazz.
De spillede dejligt 🙂
Der var underholdning fra kortklubben
og leg på trampolinen.
I løbet af eftermiddagen fik Lasse cirkuleret blandt de mange gæster.
Inden musikken sluttede gik blæserne en tur rundt i selskabet under det sidste nummer.
Fødselaren var begejstret 🙂
En fantastisk postpakke
Jeg fik en pakke med posten idag. En pakke jeg ikke havde den fjerneste idé om hvad indeholdt.
Se:
Det har jeg godt nok ønsket mig længe. 5-7 år måske. Og altid har det været udsolgt alle vegne.
Idag dukkede det fuldstændig uventet op i en pakke. Fra et menneske jeg endda kun har mødt en gang for flere måneder siden. Sikken en betænksomhed!
Jeg smiler over hele krydderen 🙂 Hvor heldig kan man være?
Nyt arbejde
Jeg har fået nyt arbejde 🙂
Fra 1. august og det næste år er jeg vikar i matematik på Viby Gymnasium. Jeg skal undervise to 1.g. klasser og en 1.hf.
Jeg er fyldt op af spænding. Der er – helt naturligt tænker jeg – også uro og bekymring. Det er jo et nyt job, en ny faglig kontekst og nye kolleger og jeg vil helst gøre det perfekt fra begyndelsen.
Men mest så er jeg fuld af begejstring for igen at skulle arbejde med mit hovede, og med matematik ikke mindst.
Den sidste tid hvor jeg har overvejet og undersøgt mulighederne for at få job i gymnasiet har jeg kigget lidt på gymnasiematematik. Og det har været som at møde en gammel ven man ikke har set i årevis. “Ah ja, det er sådan du ser ud.” “Diskriminant, kan du huske starten af vores bekendtskab, hvor du var et mysterium for mig?” “f’ jeg erindrer fra før vi blev introduceret, da jeg så dig i det fjerne som en tangent til grafen. Senere, da vi blev nære, så jeg hvor mange ting du kunne fortælle mig.”
Erindringer. Om glæde, frustrationer, uforståenhed, indsigt og nysgerrighed. Tanker om hvordan man giver bekendtskabet – og måske endda venskabet – videre, til mere eller mindre motiverede og engagerede modtagere.
Det bliver en travl sommer. Jeg har stadig mit arbejde i Idrætshøjskolens køkken indtil jeg går på ferie midt i juli. De næste 3 uger er vores travleste tid, med masser af sommerkursister. Oveni har jeg lovet min rare chef at få en facebookside og nogle andre elektroniske værktøjer på plads til ham og køkkenets øvrige ansatte inden jeg holder.
Derudover så er der nu matematiklærebøger, undervisningsredskaber, læreplaner og masser af andet i den dur jeg skal nå at sætte mig ind i før jeg begynder på mit nye arbejde i starten af august.
Jeg må hellere komme igang 🙂
Leoparden kunne alligevel ikke sove og begyndte (som du kan se øverst) klokken 5 i morges med denne her.
Nyt design
Vupti, så kom det, mit nye blogdesign.
Det har jeg glædet mig til længe 🙂
Der kan stadig ske enkelte ændringer rundt omkring i hjørnerne, men i det store og hele er det sådan min lille stump af nettet kommer til at se ud fremover. Hvis I mod forventning skulle møde noget der ikke opfører sig som det skal, så være søde og læg en kommentar så det kan blive ordnet.
Det er Thomas der har lavet det til mig. Tænk at få gaver når det ikke engang er jul 🙂
Min Mor
Jeg har den måske sødeste Mor i verden. Nemlig.
Når jeg besøger hende får jeg blomster med hjem fra haven – fra vintergækker i februar til akelejer og lupiner nu her i begyndelsen af juni.
Når jeg skal hjem igen er hun utrolig sød til at låne mig bilen med. Det fine lille gule lyn har været min trofaste følgesvend de sidste uger. Der er mange steder det bare er nemmere at komme når man ikke er afhængig af offentlig transport – fra Bendt Brandt i industrikvarteret i Lisbjerg, til Gellerup Kirke på en søndag aften.
Når jeg dukker op og bliver et par dage, som jeg gjorde af flere omgange de sidste uger mens Lasse var på ferie i Normandiet, tager hun alle mulige hensyn og gør små søde ting. Hun laver kirsebærgrød, selvom hun ikke spiser det selv. Hun køber endda sødmælk til at hælde på, fordi hun ved det kan jeg bedst lide. (Hvorfor køber jeg i grunden ikke sødmælk derhjemme, når nu det smager bedst? Under jeg mig det ikke, eller hvordan? Er det en rest af spiseforstyrrelsen? Jeg stod og tænkte over det i Fakta den anden dag, men endte alligevel med at lægge letmælk i kurven. Sært.)
Der er få ting så hyggeligt som at lave ting hos min Mor. At sidde og sysle med et eller andet mens hun stryger, laver mad, ser fjernsyn. Bare det der stille selskab hvor man ikke forlanger så meget af hinanden end nærvær og spredte kommentarer.
Min Mor er sådan en der tit kommer med små gaver. Bare for at se modtageren smile. Så ved man også at man er blevet tænkt på. Lige nu ligger der en grøn katteformet håndklædekrog på mit køkkenbord og venter på at blive hængt op.
En dag kunne jeg godt tænke mig at rejse på ferie med min Mor. Bare hende og jeg, et sted i den store verden. Ikke for langt væk, det vil hun helst ikke. Men Sydeuropa måske, et sted hvor der er masser af gamle sager at kigge på. Athen? Tænk hvis det kunne lade sig gøre… Da jeg i sin tid stod i kongekammeret i Keops-pyramiden tænkte jeg på da jeg sad på hendes skød, før jeg selv kunne læse, og vi så på diagrammet over gangene i den store pyramide. Meget af min fascination af arkæologi og oldtidshistorie kommer fra min Mor. Jeg kan ikke åbne (eller dufte til) “Skatte fra tidernes morgen” uden fluks at tænke på hende 🙂
Tænk hvis vi kunne tage afsted sammen…
Tanker om Tereses Tilstand
Pludselig var det en måned siden jeg sidst havde skrevet noget. Flere folk har brokket sig over at der er stå stille herinde.
Men hvad skal man skrive når man i virkeligheden overhovedet ikke har det godt? For der er da ikke megen sjov i at læse noget hvor jeg bare ævler om hvor sort det hele ser ud og hvor ked jeg er af livet, universet og alt det der.
Til hverdag forsøger jeg at fylde dagene ud med rare ting og søde mennesker. For det er nok trods al brok, den ene ting jeg faktisk har i mit liv. Dejlige mennesker at fordrive tiden sammen med. Folk som ved deres dejlige selskab kan jage de grimme tanker på flugt nogle minutter eller timer. Eller i det mindste gøre dagen lidt mere udholdelig mens tankerne kører i baggrunden.
Lige de sidste dage har jeg tilbragt ude hos Mor og Christoffer på Åvej, mens Lasse er i Normandiet.
I det gode vejr har det været dejligt at kunne sætte sig i haven efter arbejde. Rart at sludre med Christoffer når han kommer hjem fra eksamen eller træning og er på vej på arbejde eller ud til venner – knægten har gang i tusind ting.
Men mest af alt har det været åh så rart bare i nogle dage ikke at komme hjem til en tom lejlighed hver aften. At der er nogen at komme hjem til, eller nogen der kommer hjem senere. Nogen at stå op sammen med, spise sammen med, sidde sammen med. Føj hvor jeg dog hader at være single! Håbløshed fra ende til anden.
Nå, men idag går turen hjem igen. Jeg kan jo ikke blive herude altid, det er ikke mit hjem. Bare en midlertidig flugt. På samme tid en lille lindring og også en konstant påmindelse om hvad jeg ikke selv har.
De sidste måneder har jeg forsøgt at søge nogle gymnasielærerstillinger. Aldeles uden held, eftersom jeg kun har et fag, og det i øvrigt er snart 10 år siden jeg har brugt det 🙁
Jeg har i adskillige måneder kunnet mærke at jeg trænger til at lave noget med hovedet. At selvom mit køkkenjob er hyggeligt og ukompliceret, så skal der helst mere til, nu hvor mit hovede ikke længere er lagt i vat. At jeg igen har mod og lyst til et akademikerjob. Det nytter bare ikke ret meget hvad jeg har lyst til, når mine kompetencer i den retning er forældede og utilstrækkelige.
Så hvad stiller jeg op med det? Kan jeg uddanne mig til nogle jobmuligheder? Hvad skal det være? Opbruge opsparingen på at læse et gymnasierelevant sidefag i fysik? Vil det give reelle jobmuligheder, eller vil jeg stadig komme bag i køen i forhold til friske unge kandidater på 25 med verden foran sig? Og vil jeg overhovedet kunne finde ud af at studere igen, eller er min hjerne sløv og slidt af års negligering og medicinering? Tør jeg satse? Vil det gøre mig mindre ulykkelig?