Søvnløs morgen – efter at være kommet tilbage fra kenjutsusommerkursus har det været som om min krop ikke rigtig er udmattet nok til at sove roligt, selv når hovedet er.

Inden seks giver jeg op, trækker i tøjet og går en tur ned gennem slugten mod vandet som solen står op.

De grønne, råddentlugtende alger fra igår har blæsten heldigvis bortvist, og fjorden er atter vandklar og havduftende.

Tidligere torden, nu aftenstille regn på taget. Jeg ligger under dynen, på vej mod søvn, og lytter til de spredte lyde fra stuen og køkkenet af Onkel Jørgen der sætter sin tallerken i vasken, sætter sig i lænestolen, tænder lampen, skifter kanal på fjernsynet. Trygge lyde at slumre hen til. Ikke-alene-i-huset.

Multituder af kirsebær – de hænger næsten så tæt som træets blade. En sært foruroligende overflod, fornemmelsen af for meget, overmodning, korruption er tyk i luften og på spring. Hvepsene summer og tager deres del af gildet mens mine fingre smutter ind og ud og forsøger kun at snuppe hvepseløse bær til spanden. Bærrene er kulsorte og bløder som stukne grise når jeg halverer dem, blødende vinrøde – kirsebærrøde, vel – spiralgalakser i morgenyoghurten, i dejen til kirsebær-chokoladebollerne, i min tallerken med sødmælk og knasesukker.

Nyopgravede kartofler druknet i persille. Små nye gulerødder og friskplukkede bønner der kun lige har set det kogende vand. Hyldeblomst-rom-gele med hindbær og rosenblade. Stadig-lune tomater fra drivhuset.

(Snigfotograferet ud gennem køkkenvinduet.)
Sommergul mælk tappet direkte fra malketanken oppe på gården. Om lidt: Pandekager med is og nylavet kirsebærsyltetøj 🙂

Uncategorized • Skrevet 02. August, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Ahh….Dvask sidder jeg i lænestolen og hviler mine stadig-ømme muskler, just hjemkommet efter en uges kenjutsusommerkursus. Denne gang ikke i et lejet sommerhus med fællesmadlavning, opvask m.v., nej i år var vi så heldige at Vestjyllands Højskole afholdt kurset for os.

Her er jeg lige ankommet til mit værelse for en uge siden og har fået de vigtigste ting på plads: Leoparden, en kop the, håndklæder (der bliver brug for megen baden) og min iaito 😉

Iår var det Stephen Snelders fra Amsterdam der kom og underviste os. Den første undervisningsdag var Laurits 30-års fødselsdag, så han fik straks traditionelt 30 gange første sværdkata med Gerry i gave. Her ser i ham efter et par stykker:

Og her efter alle 30.

Med så ussel en kondition som min er det nok heldigt for mig at jeg ikke har fødseldag om sommeren 😉
Udover al den gode mad højskolens økologiske køkken serverede for os var den anden nye ting i år at hver dag startede med et foredrag på højskolens bibliotek om alt muligt spændende relateret historie. Da indtil flere af dem jeg træner med i Århus har studeret arkæologi eller historie skulle der mere end morgentræthed til at holde dem væk fra bibliotekets kopi af Trap Danmark

Hver dag ud på eftermiddagen flyttede træningen udenfor på græsplænen. Jeg tog kameraet med ud og her har nogen rettet det mod Gerry og jeg mens vi øvede kodachi (kortsværd).

Han er ikke så nem at få ram på, men ind imellem lykkedes det næsten.

Der var ikke meget skygge ude på græsplænen – her har Lars forstået at udnytte hvad der var.

Den nye ting iår for de mere avancerede var spyd mod sværd – her er Frank og Gerry igang med den første kata mens Stephen ser (kritisk?) til i baggrunden.
.
Så snild er jeg langtfra endnu – jeg tipper at denne her er den næste jeg kan lære hvis jeg er heldig.

Engang var der mere end de basale 4 naginatakata i katori shinto ryu, men de er gået tabt gennem tiden. Her er en erstatningsøvelse jeg glæder mig til at prøve: Naginata mod naginata i stedet for sværd i første kata.

Nogle af de andre kursister på højskolen havde gået og undret sig lidt over hvad det egentlig var vi lavede med al den larm og råben, så den sidste eftermiddag lavede vi en lille demonstration. De to kurser der var samtidig med os var tekstildesign og maleri – her er hvad en hurtigtegnende (en kata varer mellem 5 og 30 sekunder) sjællandsk dame (som ikke selv ville med på billedet) fik ud af det.

Nu, efter en uges fægtning og god mad tager jeg i morgen til Astrupvig til nogle dages dasen, syslen og mere god mad. Og hvis jeg er heldig har regnen ikke ødelagt alle kirsebærrene endnu 🙂

Uncategorized • Skrevet 29. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

“Det er mistænkeligt at lægge salpeter under en væltet statue uden at rejse den op!”
&nbsp &nbsp &nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp – centurion Maximus Petronius Martialis, 248 e.Kr.

…. Jeg har valgt den helt rigtige fritidsinteresse 🙂

Uncategorized • Skrevet 20. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Jeg har lige været ved tandlægen. Ikke just den fornøjeligste aktivitet, men jeg går alligevel sædvanligvis derfra i godt humør.

For min tandlæge giver service, venlighed og kvalitet i rigt mål. Ikke bare har han rare brune øjne og et hyggeligt ansigt med livets smilerynker, hans andre egenskaber er heller ikke at kimse ad.

Min holdning til ham må siges at have ændret sig noget fra jeg så ham første gang, da jeg var en to-tre år gammel og med min Mor til tandlæge.
Hun er sådan en der nemt besvimer hvis hun ser blod, og har derudover nogle lidt medtagne tænder, så hun har nok været lidt nervøs, hvad jeg muligvis har fornemmet. Ved den lejlighed fortalte jeg i hvert fald på det bestemteste Hr. Bloch at han ikke måtte gøre min Mor noget! Jeg kan ikke huske meget andet end at sidde i hans lave vindueskarm og se min Mor i stolen og så naturligvis den fantastiske sofa i mørkt, udskåret træ han har stående i sit venteværelse. Den ser ud som om den har stået der siden klinikken var hans fars (tidligere Bedstes tandlæge, vi har skam frekventeret Bloch’erne i generationer 😉 ) og det har den såmænd nok også. Den er snirklet og magisk, med farverigt gammeldags betræk og en aura lidt som garderobeskabet fra Narniabøgerne.

Siden da er vi nu kommet fint overens, tandlægen og jeg. Selvom jeg må tilstå ikke just at være en begejstret tandlægegænger (det sørgede skoletandlægen grundigt for – folk som siger “det kommer ikke til at gøre ondt” og det så gør ondt mister man ret kvikt tilliden til) er det ikke nær så slemt hos Aage. Han siger tingene som de er, og roder ikke hvis det ikke er nødvendigt.
Eksempelvis min hule tand, som skoletandlægen ville bore ud og plombere. Jeg protesterede og fik min vilje, og nu, 14 år efter lever den uplomberet i bedste velgående, uden at min tandlæge endnu har villet bore i den. … Hvilket bringer mig til endnu et eksempel på den gode service: Samme tand bliver med et par års mellemrum røntgenfotograferet, så vi er sikre på der ikke er flyttet slemme ting ind i den. Ikke denne gang dog – “Vi venter til næste gang, så kan du få tilskud.” :-)! Ganske vist er jeg ikke længere en fattig studerende, men siden det nu ikke _er_ nødvendigt at det gøres hvert år, er det da nydeligt at han tilpasser det til intervaller der er økonomisk gunstige.

Nej, for så vidt at det kan være en fornøjelse at gå til tandlæge er det det bestemt hos min. Han har altid tid til at spørge og snakke, og han forklarer gerne hvad han laver og svarer på mine dumme spørgsmål. (I ved, dem i stil med: Hvorfor er tandkødet mere ømt i overmunden? Det viser sig der faktisk er en god forklaring.)

Det er dejligt når man slet ikke har noget at udsætte. Tak 🙂

Uncategorized • Skrevet 19. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Lyd overalt omkring mig. En fremmed puls trænger ind og overdøver min egen, og jeg er et med menneskemængden omkring mig, en organisme forenet af bassens fælles pulsslag.
Ikke højt og invasivt – jeg har glemt ørepropperne men savner dem ikke – men lige højt nok til at jeg er bevidst om det, til at jeg kan mærke det resonere ikke bare i brystbenet men i hele kroppen.

På min plads midt i menneskehavet er der lunt. Sommeraftenen er blevet kølig, men herinde er luften varmet op af fælles kropsvarme der flyder som blod gennem årer i nettet af plads mellem os.

Ikke at der er meget af den, pladsen. Vi står ikke tæt som i toget i Japan, men dog tæt nok til at man skal passe på hvor man gør af fødder, hænder, arme for ikke at ramme nabocellerne. Kun få maser eller skubber – vi er en hensynsfuld og civiliseret organisme, tæmmet af de samme toner.

Ovenpå stortrommens – mit – pulsslag ligger den blødere, mere levende rytme fra bassen. Man kan godt høre og mærke at det er den, der er musikerens foretrukne instrument, især her hvor den ikke bare kan høres men næsten mærkes fysisk.

Teksterne snor sig gennem min bevidsthed, rundt i kroppen og ud ad munden. Gammelkendte, velkendte, kendte sange med tusinde associationer knyttet til sig: Sommer i Grækenland da jeg var 17 og troede den første kærlighed var for evigt. Syngende at vugge den spæde Christoffer til ro i armene (barnet syntes tilsyneladende lige godt om Sting og “Æblemand”). Mit første bekendtskab med Anne Rices fangende vampyrbøger. Den kedsommelige skrivning af min bacheloropgave – og smagen af de chips der blev fortæret i store mængder samtidig.
Mange andre – den musik der nu indhyller mig i sommernatten har været en del af min væren-til i snart et halvt liv. Når jeg på dybtblå aftener ser op på Månen er det stadig “Sister Moon” der spiller i mit indre (og til de forbipasserendes fortrydelse ofte slipper ud mellem mine læber).

Jeg og alle de andre søanemonceller vifter med vores tentakler, et hav af oprakte hænder, som prøver vi hver især at fange lyden, suge den ind så den kan fylde os helt og flyde over (det ville ikke være så dårligt at have en dosis overskudslyd til en træls og trist dag.), blive det eneste og altovervældende fokus for øjeblikkets eksistens.

Tænk hvis jeg havde opdaget dette her dag jeg var teenager! (Da havde jeg på den anden side ingen penge til koncertbilletter.)

Uncategorized • Skrevet 16. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

God var den nu alligevel (hvornår har jeg også nogensinde set en film med Johnny Depp hvor han ikke var god, selv hvis filmen var ussel?), men øv, der er lang tid til næste sommer.

…(*nynner*)…. Yo ho, yo ho, a pirate’s life for me.

Uncategorized • Skrevet 12. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Et køligt luftlag nær jorden – fødderne mærker forskellen som pedalerne bevæges op og ned. Aftenen dybes, snart er den sommernat.

Termometret jeg passerer viser 27 surrealistiske grader.

Himmelbål i horisonten, langt forskudt fra vest. Udflydte kondensstriber efterladt af længst bortfløjne fly farves gyldne og vandskinnende. Krusninger på solnedgangshavet.

Flammende ruder i etagebyggerierne i den modsatte retning – ild ser ild.

Himlen skifter til kølig syrenfarvet mod øst som jeg cykler ned mod stien – natblå smelter snigende ind i aftenhimmelens fnuglette lyseblå.

Halvkendte dufte af planter hvis navne danser i udkanten af mit tankefelt. Gryder af fugtigtung luft hvor stien bliver til bro og krydser vandet, i dem dump rungen af blodtørstige insekters summen.

Uncategorized • Skrevet 06. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Lidt som i “overrumple”, men “rumple” lyder ikke som om det nødvendigvis er rart – noget med at rulle rundt og blive moslet så man kommer i uorden.
“Rask” derimod signalerer både velbefindende, frisk handlekraft – som i “en rask dreng” og hurtigt tempo – “i raskt trav”.

“Over” som i det engelske “overturn”, vælte. Eller som i “det gik vist hen over hovedet på mig”. Noget forbløffende og uventet, der skubber hverdagens normale rutiner og mønstre til side og bringer en lidt ud af den sædvanlige balance.

Så raskt kom noget over mig igår, noget uventet, dejligt og forbløffende.

Paf af det ekspanderende smil der bredte sig over mit ansigt, af den bløde, varme og ud-over-mine-bredder-flydende undren “nogen vil gøre dette – for mig?!?” -fornemmelse, sank jeg ned i stolen og bare smilede. Tabte næsten mælet, men heldigvis kunne smilet høres gennem telefonen.

Næsten ligemeget hvordan det falder ud kan glæden ikke blive mindre end den der allerede er. Tanke og viden alene har gjort mig blød og beæret, smilende og fjern i blikket.

Det er vel nok en overraskelse 🙂

Uncategorized • Skrevet 28. June, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Den længste dag kom og gik søvnløs og det blev Sankt Hans aften. Marias klematis blomstrede uimodståeligt og efter heroisk at have ageret min køkkenassistent stak Asger af med mit kamera for at forevige den.

Ikke længe efter fik jeg snøvlet mig færdig til at vi kunne begynde at spise – her en snart udryddet squashcarpaccio med græskarkerneolie og hindbæreddike.

Med maverne fulde af nøgne ravioli (det er ikke kun mig der kan lide dem, omend Nis foretrækker sine påklædte (og det endda selvom han er en mand 😉 )) har vi her Nis, som har fødselsdag i dag, og Frauke, som har det bedre 🙂

Og ikke at forglemme Nis medbragte rom som efter sigende var fremragende. (Jeg må tilstå at for at behage mine søde tænder skulle den på allerblasfemiskeste vis røres godt op i honning og mælk.)
På den anden side af bordet Maria, Pelle og snapsen.

Mmmmm… Marias hjemmelavede bærsnaps. Jeg har just forsøgt mig med en hyldeblomstsnaps efter hendes anvisning – nu er problemet bare at der jo går måneder inden jeg kan teste om den er faldet heldigt ud 😉

Vi fandt aldrig noget bål – det vi kom forbi var af ussel størrelse og havde plejehjemsbeboere på stole og en højlydt dansktopmusikant så vi fortrak skyndsomst. Tilbage ved nr. 211 var der til gengæld en fin regnbuesky.

Senere – det har jeg ikke noget billede af – den stille fryd ved at falde i søvn under samme tag som venlige vejrtrækninger. At glide ned i slummer i forventning om selskabet der vil være der når den næste dag gryr.

Lørdag aften – godt most efter dejlig snaps og godt selskab aftenen inden og kenjutsu hele eftermiddagen (hvor heldig er man lige når en 5. dan kommer forbi Århus? 🙂 )
dasede jeg i Mors have da Daniel kom forbi. Stor jubel fra Christoffer og hans besøgende kammerater fulgte.

“Han kommer og banker os!”

“Jaaaaah!”

Det gik desværre lidt for hurtigt for kameraets fokusmekanisme :-/

Slemt snydt for Midsommerild aftenen før var jeg aldeles opsat på at der skulle være bål om ikke på Sankt Hans aften, så dog på dagen, men ak, de ødelande på Åvej havde brændt al hvad der brændes kunne Sankt Hans aften ;-(

Reddet blev jeg af af Onkel Chrisser og Birte som lod mig nasse en god sækfuld af deres dejligt tørre brænde fra skuret. Så i hyggeskæret fra kævler Bedstefar engang har kløvet bagte vi snobrød da energien var gået lidt af flokken. Ta-ak 🙂

Christoffers endte fingerformet med nutellablod.

Den mindste deltager blev noget træt inden brødet var gennembagt.

På terrassen sad Mor og ville ikke fotograferes, så her er i stedet blomstertønden ved havedøren hvor et af de New Zealandske haveskilte er kommet til ære og værdighed.

Inden det blev mandag regnvejr blev der også tid til sammen med Daniel og Chili at besøge Far og Judith.
Vi andre fik lasagne, men Far – der bliver blødsøden og rundøjet når hunden kommer, jeg tør slet ikke tænke på hvad der vil ske hvis han nogensinde får børnebørn 😉 – synes ikke Chili skulle snydes. Her smører han rugbrødshapser med pepperoni, skarpt overvåget af madens tiltænkte destination.

Chili var ganske tilfreds med maden, men vist noget paf over hvad Far fandt på senere.

Uncategorized • Skrevet 26. June, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Forunderligt, genkaldeligt, velkendt. Det er lyst – længe – og bliver ikke rigtig helt mørkt. Inden det lykkedes mig at falde i søvn denne nat var det godt igang med at blive lyst igen.

Fornemmelsen af uanede muligheder, af tusmørkefarvet, blidtblå nat der kalder. Elverpigerne danser derude, selv her midt i byen.

Jeg savnede de lyse nætter sidste sommer i Japan, men de er tilsyneladende stadig i mit blod 🙂

Uncategorized • Skrevet 15. June, 2006 • Ingen kommentarer endnu