Kattens Rejse

Citatrørt

Først et fra onsdag aften, hvor jeg og min forkølelse svælgede i
Stargate (p.t. sæson 9, Beachead) for at bortjage alenedæmonerne:

“Daniel Jackson: Vala, this is a military vessel.
Vala: I know, darling. I’ve stolen it before.”

Jeg var nær blevet kvalt i mit grineinducerede hosteanfald. Måske nok
sjovere i kontekst, men jeg kan se at jeg ikke er den eneste det morede.

Og en noget anden genre: Her til morgen i Politikens bogtillæg:

Når man nærmest har alt (af Peter H.
Olesen)

Sidder her og keder mig
På et temmelig højt niveau
Der er ild i cigaren
Og vinen i glasset er fra Bordeaux

Sidder her og hygger mig
I mit helårs hi
Drømmer søde, nostalgiske drømme
Om nedstyrtende nybyggeri

Og hvad kan man ellers drømme om
når man næsten har alt?
Og hvor går man hen
Når man endelig er nået frem?

Sidder på terrassen og slumrer ind
til solsortens solosang
Udsigten her er næsten for meget
Som en kitschet Krøyersolnedgang

Sidder og stirrer mæt og tilfreds
Ind i et køleskab der er fyldt
Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal
have det så godt
Men det er vel løn som forskyldt

Og hvad skal man så drømme om
Når man nærmest har alt?
Og hvor går man hen
Når man endelig har fundet hjem?

Her kunne jeg sige nogle ting om friværdi, middelklasse, mangel på
mening i livet og en total mangel på taknemmelighed, men jeg synes
egentlig teksten taler så fint for sig selv.

Den passer ikke just på mig (endnu?) – for mig er det stadig klassikerne:

tal ikke til mig. (af gustaf munch-petersen)

saa stille
saa stille –
tal ikke -!

meget meget forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -,
og alene maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget –

endnu har jeg ingenting fundet –
jeg har hverken
fundet mit hus
eller min elskede
eller mine marker –
de maa være
et sted, hvor jeg endnu ikke har været –
jeg har allerede gaaet meget længe –
maaske har jeg meget længe
endnu at gaa –

og helt alene maa jeg gaa
og saa forfærdeligt forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget –
men jeg maa jo
finde et sted at være –

jeg maa jo have et hjem et sted –
jeg ved jo,
at jeg har mit hus
og mine marker et sted –
min elskede kan jo ikke vente altid –
jeg har allerede gaaet meget længe –
tal ikke til mig –
hvis jeg har alt for længe at gaa endnu,
blir det maaske for sent –

stille – stille -!
jeg maa
finde mit hjem –

(Og sig så ikke at man ikke får noget ud af at skrive stil! Digtet var
med i et stiloplæg til danskeksamen engang. Det rørte mig øjeblikkeligt
da jeg var 15 og har gjort det lige siden.)

Ekbátana (af Sophus Clausen)

Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.

En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
at Hjærtet det elsker Ekbátana.

Byen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure – som passer
der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
begravet i Minder – Ekbátana.

Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
og drømte umulige Roser og Rim,
er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana.

Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
som blødte den yppigste Oldtid endda …
Jeg har levet en Dag i Ekbátana.

Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
og Hjærtet sov ind i sin Højhed – som fra
en Solnedgang over Ekbátana.

Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
paa dit Dronningelegem – Ekbátana.

Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
al Livets Vellyst – hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt
ved en kongelig Fest i Ekbátana.

Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
? jeg har levet en Dag i Ekbátana.

Har vi mon ikke alle det? Desuden et rigtigt digt for rollespillere,
forfattere og andet fantaserende godtfolk med eget paradigme: “Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt en dybere Lykke, end nogen har tømt.”
Nemlig.

Jyden han er stærk og sej

Da jeg var lille – i den alder hvor “Mor” og “mad” er svære ord havde jeg en bog der hed “Jeg kan”. Om en tumling som beretter – viser det sig gennem bogens ikke-så-mange sider – at hun kan både skubbe sin dukkevogn, spise med ske og andre væsentlige færdigheder.

I dette land er det ikke rigtig tilladt at sige “jeg kan” når man er ret meget mere end 3 eller 5. Man må ikke slå på tromme for sig selv – højst hvis man søger et job, og så er det jo alligevel kun en HR-person og et par ansatte der får ens upassende skriftlige selvhævdelser at se.

Men nu gør jeg det alligevel, sådan rent undtagelsesvist. Mest fordi jeg selv blev lidt forbløffet over hvordan tingene var placeret i mit hovede. Mange færdigheder undres og glædes man jo typisk ikke over når de lykkes – hvis jeg bager en indviklet kage, syr noget der passer eller kokkererer uden at komme til skade er det en selvfølge – når jeg går igang synes opgaven hverken større eller mindre i mit hovede end den virkelig er.
Andre opgaver derimod kan synes overvældende – sikkert grundet manglende øvelse.
Så efter weekenden ville jeg bare gerne have lov at sige “Jeg kan”

Jeg kan køre med trailer (omend ganske vist endnu ikke bakke med den) – men nu er jeg jo også jyde 😉

Jeg kan hjælpe Nis med flytteforberedelser fra det der engang var vores fælles hjem – ikke uden tristhed, men jeg gør det med glæde.

Jeg kan slibe, bejdse (bejdse er så meget nemmere end maling!), lakere og bortvise træorm med ikke-ubrugeligt resultat.

Jeg kan 🙂

Alle sjæles nat

Det var alle sjæles nat i den forløbne uge. Jeg havde ganske vist hovedet fuldt af eksamenslæsning (det er tømt nu, jeg bestod svineheldigt eksamen 70-536 igår, hurra for multiple choice, og er nu den heldige indehaver af min første MCP. Mit hovede har selvsagt lige siden været i fuld gang med at tømme sig for al viden om WindowsPrincipals, globalization, configuration management, code access security og meget mere. Ting man ikke bruger i sit daglige arbejde er temmelig spildt.) Men det var nu egentlig ikke det jeg ville fortælle om.

Ved sengetid alle sjæles aften lagde jeg den store tunge røde 70-536-bog væk, og tændte et jomfrueligt hvidt og stearinduftende nyt lys ved sengen.
Lunt under dynen i skæret fra dets lille flamme huskede jeg dem jeg har mistet – lod dem danse for mit indre blik og lod mig synke ind i den følgende vemodighed for denne ene nat.

Jeg husker Olde, hvis begravelse var den første jeg oplevede. Jeg husker hendes gåpåmod og villighed til at bære med godt humør på trods af sygdom på sygdom. Jeg husker hende kalde mig sin lille guldklump inden jeg forstod hvad det betød, kun at det var noget godt, at hun var særligt glad for at se mig. Jeg husker weekendeftermiddage med Far på besøg i hendes beskyttede lejlighed – en kokon af kaffehygge. På sin vis er hun skyld i min eksistens. Min Mor var 19 og au pair i USA, min Far savnede hende slemt. Han havde ingen penge, men en meget forstående mormor, hvis særlige yndling han var. Han skrev (lyder fortællingen): Kom hjem Anne, jeg savner dig sådan. Olde og jeg betaler billetten. (Ja det var inden Skype – der havde jeg det nu noget lettere med kontakten hjemtil da jeg var på den anden side af havene) Min Mor kom hjem, og kort tid efter fejlede et kondom. Vupti, min indtræden i verden var sikret 😉

Jeg husker Bedstefar, maskinmesteren, som lærte mig at lave papirflyvere og flyve dem tværs gennem stuen længe inden jeg var stor nok til selv at kunne skrive mit navn på dem. At ligge på hans mave i hængekøjen på sommerdage og lege at vi sejlede til fremmede lande, ligesom han gjorde på sit arbejde. Den særlige, hyggelige lyd af Bedstefar som spillede harmonika en sen lørdag aften, hvor alle de voksne hyggede og sang om bordet mens jeg og de andre børn lavede ballade og legede rundt om. At han var morgenmenneske, ligesom jeg, og at vi kørte vidt omkring efter morgenbrød i det tidlige daggry. Længe inden Bedste, som først blev levende efter en hel kande kaffe var stået op og til at lege med.
Det var også ham der lærte mig at binde trompetstik, at lave æggemadder i marcipan (for ingen jul uden konfekt formet som oste- og spegepølsemadder, vel?), og at brænde en gammel telefonbog i kaminen så den bladrer gennem alle siderne af sig selv mens den brænder. Bedstefar kunne ordne alting, og hvis ikke, så kunne han med hjælp fra alle de spændende ting i sit værksted.

Jeg husker Misse, min dagplejemor da jeg var lille, min ekstra Bedste. Hvordan hun altid havde tid til at få besøg, til at spille kort eller gå tur, drikke ice cream soda (en fortræffelig drik, Misse stod i mejeri en gang i sine unge dage) eller bare have mig med i sin hverdag. Hun fortalte om “gamle dage”, altså da hun var ung ;-), lærte mig at spise sukkermadder og om ting jeg først senere rigtig har værdsat – som “Høflighed koster ingen penge”. (Lige op på siden af den kommer “Hvad skal jeg gribe og gøre i, min kop står der smør i” 😉 ) På mørke dage husker jeg glæden ved at stå ud af bussen eller komme op ad stien og mødes af hendes smil – den gensidige glæde ved den andens selskab på trods af aldersskel, også da jeg blev 15, 18 eller 22.
Den ene ting jeg fortryder smerteligst i mit (endnu ikke så lange) liv er at jeg ikke fortod hvor syg hun var, og derfor aldrig nåede at besøge hende og sige farvel inden hun døde. Så på sin vis er det også hende der har lært mig at nogle gange får man en, og kun en chance for at gøre det rigtigt, når den er forbi kan nok så mange ønsker og tårer ikke gøre det om.

Sammen med Misse husker jeg Ove, hendes mand, min ekstra bedstefar. Han var skorstensfejer, og en sand mester i sandkasse. Det var som regel hans barndomsby, Snejbjerg vi byggede, og mange historier fulgte altid med. På regnvejrsdage kunne han som ingen anden farve jævnt og inden for stregerne i en malebog – noget der virkelig imponerede den 7-årige Terese 🙂 En voksen mand, ikke min Far, som havde tid og lyst til at lege! Rimet om at “Den som træder på stregerne kysser skorstensfejerne” lød aldrig rigtig så slemt i mine barneører 😉

Moster Tik-Tak, med uret i en kæde om halsen. En dame (en af de eneste damer jeg har kendt) med stil og en tilsyneladende uudtømmelig hjælpsomhed. Hun bagte de mest fantastiske kanelsnegle (søg på moster), fodrede tusind af kvarterets katte udenfor lejligheden med de stillige møbler og havde den mest fantastiske juletræspynt. Og hvor var hun rar og god til at lege 🙂

Sidst, ikke mindst, husker jeg Bedste. Fornemmelsen af at sidde på hendes skød i det tæppe hun hæklede da jeg var spæd, lunt i arme lørdag efter middagen mens de voksne snakkede. At hun med stædighed kunne alting selv (min Bedstefar sejlede jo) og viste mig hvordan man fletter og hækler og bager nøddekager og 1000 andre ting.
Da jeg var 17 og desperat ønskede mig sort sengetøj(!) gik hun i alle butikker i byen for at finde det. Det er nu slidt næsten skinnende og helt blødt, og jeg sender hende stadig en kærlig tanke hver gang jeg kryber ned i dets omfavnelse.
Jeg husker hende som stærk, spinkel (hvis man lever af rødvin og cigaretter er det ikke meget huld man opbygger) og stædig. Jeg ser hende skinne igennem i min Mor, stærkere som årene går.
Bedste havde en hel speciel, sært tiltalende duft af cigaretrøg og sæbe. Længe efter hun var død sad den stadig i hendes fleecetrøje, den hun brugte for ikke at frådse med varmen. Bizart hvordan næsehukommelsen og hjernens viden kan mismatche – “lige her” og “død, kommer aldrig tilbage” i skærende skarp kontrast.

Jeg vågnede ved femtiden, som lyset netop var ved at brænde ud. Lunt i glæden ved ikke helt endnu at skulle op lod jeg dem danse en sidste runde, og gav så slip, igen. De er der jo, i mig, allesammen. Oves spøgefuldhed, Bedstefars historieinteresse og værdsættelse af sort ironi, Misses gammeldags høflighed (til tider i hvert fald 😉 ) og Bedstes stædighed. Engang imellem er det bare nødvendigt at tage dem frem – ikke for længe, for trist er det at savne – lige længe nok til at mærke dem igen, huske duftene, stemmerne, øjeblikkene og vide hvor jeg kommer fra.

Konnotationer

Det blæser en halv pelikan her til morgen – en blid Wellingtonbrise. Åbenbart et af de tidspunkter hvor lighedspunkterne forvirrer hjernen, for som jeg spadserer til arbejde slår det pludselig ned i mig “er det ikke den forkerte side af vejen?!?”.
Splitsekundet efter beroliger de resterende (forhåbentlig lidt højere) hjernefunktioner: Nej, vi har ikke venstresidekørsel i Danmark.
Resten følger med – instinktet med at stå lidt bedre fast når man passerer et hjørne fungerer også stadig, omend vinden her til morgen vist ikke som i Wellington er stærk nok til at vælte uagtsomme turister og gangbesværede pensionister. (Det ser ellers sjovt ud 😉 )

Og apropos konnotationer. I morgenmørket (og andet mørke for den sags skyld), hvis det er tåget eller jeg ikke har linser på, ligner trafiklysene og billygterne julelys.

Der var masser af nedblæste blade at sparke i her til morgen 🙂

Dagens morale: Den sjov man selv laver har man i hvert fald. Tillykke med fødselsdagen Mor, det er antageligvis dig der har påkaldt blæsevejret 🙂

Mere fra Malta

Først her en fin fugl. Blomst. Fugl.

Og straks herefter Mor i sin favoritkrog, inde under stråhalvtaget i hjørnet af gårdhaven.

… Jeg kan godt huske da jeg fik den nederdel i julegave – det er mere end 10 år siden 😉

Nå, men det skal jo ikke bare være hjemmebilleder det hele. De næste 3 dage lejede vi bil og kørte rundt på de maltesiske hullede cykelstier med stendiger om (i.e. veje).
Vi tog til Valetta og var inde at se Johanitterordenens Stormesterpalads. Der var danske flag for alle pengene. (Der var vist noget med at Johanitterordenen var involveret da Dannebrog fald ned fra himlen, eller noget i den stil)


Hvis man ikke orker flere flag og ikke har råd til en kuppel kan man snyde:

Da stormesteren antageligvis i tide og utide havde besøg af folk i rustning (at dømme efter alle de der stod langs med væggene var det ikke altid ejermanden fik den med ud igen) var der lavet en særlig trappe med lave trin, så det ikke var så svært at komme op iklædt rustning.

I bygningen ved siden af havde de indrettet tøjhusmuseum. Her har Christoffer fanget mig mens jeg overvejer bortførelsesforsøg af nogle næsten-naginata.

Vi kiggede også på katedralen

(de er glade for guldudsmykning sådan nogle tempelriddere, og de vil alle sammen huskes – hele gulvet var fyldt med dekorationer a la denne

)
og så så vi mens vi ventede på frokosten på de minimale boksershorts Daniel havde købt på markedet:

Det viste sig senere at de var lavet af superstrækstof. Jeg grinede så meget at jeg tabte min bog ned i hovedet af mig selv da han gik forbi på vej ud af badet og først trak dem ned til cykelshort, og derefter trak linningen op om skuldrene.

Dagen efter tog vi færgen til Gozo, for blandt andet at se verdens ældste fritstående bygninger:

… Men billedet herover forestiller naturligvis de fine myrehøje vi så da Daniel kørte os langt ud på landet og helt derud hvor vejene er så smalle at man overvejer om bilens sider mon vil ramme stendigerne.
Her er han bag rattet:

Og her er så templet i Ggantje – som ingen i øvrigt ved hvad i sin tid (3400 f.Kr.) blev brugt til.

Der var masser af stilladser og afstivning- det var ikke helt klart om det var under restaurering eller om det bare er sådan de gør det på Malta 😉

(Bemærk Mors arm, som hun peger og demonstrerer sin overlegne viden om dette templets inderste rum.)
Der var sære huller flere steder hvor der lod til at have været døråbninger. Monstro det var en stor stald – eller måske et fængsel, for så store dyr har og havde de vist ikke på Malta?

Malta – del 1

Så, nu må jeg hellere få nogle billeder ud, inden de ender i glemsel et sted på min harddisk. Og det første her kan jeg særlig godt lide, så det går ikke.
Set ned fra tagterrassen første aften mens vi trætte venter på at vores kufferter skal ankomme.

Til trods for nattens søvnløshed vågnede jeg urimeligt tidligt, og efter tålmodigt at have været stille for ikke at vække de andre indtil omkring ved solopgang gik jeg en morgentur.


Da jeg kom ned til svømmepølen var solen stået op og der var det nydeliste lys og fuldmånen på vej ned.

Tilbage ved vores bungalow mødtes jeg af den øreløse kat

som straks viste sin inderlige ligegyldighed over for mig (jeg havde jo ikke noget mad med) med et grundigt morgenstræk og et gab.

Senere på dagen da resten af selskabet efterhånden var kommet op, og Christoffer og jeg havde læst et par kapitler af Jon Bings “Azur” (en favorit fra da det var mig der var 10) kom det for dagen at Lasses shorts havde mistet en knap. Da han stædigt insisterer på at være analfabet når det gælder nål og tråd var det heldigt at hans søn har haft håndarbejde i skolen og var villig til hjælpsomt at klare det i en ruf.

Senere på dagen var Lasse, Daniel og jeg med på en gåtur op til Mellieha, den nærmeste by. Den smalle sti bugtede sig op mellem de små, stendigeafgrænsede marker, møjsommeligt vandet med vindmøller og regnopsamlingstanke.

Undervejs fortalte guiden os om planterne omkring os. Blandt andet de spiselige figenkaktus

(de smager som en af den slags grøntsager ens mor insisterer på man spiser op. Fæl på en rosenkål-krydset-med-bitter-agurk-måde. Heldigvis var kaktusfigenlikøren hun også havde med væsentlig mere appetitlig. Selve planten må kvæget for min skyld gerne beholde – de bliver nemlig fodret med dem de stakler.)
Derudover voksede der anis alle vegne, og minsanten om vi ikke også fandt en vildtvoksende Daniel.

Udsigten og skyerne var vældig fine efterhånden som vi kom op i højden.

Oppe i byen kom vi forbi en kirkegård – eller hvad det nu hedder. For jorden er så stenet på Malta at man begraver folk centralt på specielle steder nær de store byer (de er jo katolikker, så de bliver typisk ikke brændt), og så blot har et sted med mindeplader i de mindre byer. En minde-gård?

Vi kom også forbi kirken, (bemærk at dens kuppel har rødt tag – det har de næsten alle sammen, de blev malet røde under krigen, for at undgå at de blev bombet)

med dette ur

og lærte at stort set alle maltesiske kirker har to ure: Til højre for døren et almindeligt ur, Guds ur, så han kan se hvornår menigheden er i kirke (da han antages at være alvidede skulle man igrunden tro han vidste det i forvejen) og til venstre for døren et ur som dette, djævelens ur, så han bliver forvirret og ikke kan finde ud af hvornår det er.

Legetøj til store børn

Der var engang hvor chokoladekalendre var sådan nogle med fæl erstatningschokolade som man først var lille og slikhungrende nok til at sætte til livs og senere gemte til katten (jep, min barndoms kat, Sarah – de store skoves skønhed med de grønne øjne, (jeg døbte hende selv da jeg var fire 😉 ) var vild med chokolade og marcipan) eller chokoladekagebagning efter forårets komme.

Man kan stadig få dem, med den fæle erstatningschokolade. 7 kroner i Fuptex så jeg den anden dag. Hvad jeg også så var en kalender med Toms chokolade. Mmm – skildpadder, Holly og den slags. (Den kostede også 15 gange så meget, men man betaler vel gerne for noget godt.) Jeg turde ikke købe den, jeg er jo ikke dum. Der er over en måned til december begynder og jeg er sulten hver dag, altid. Den ville ikke overleve længe.

I dag så jeg så til min fryd (og frustration, se ovenfor) noget endnu bedre. En Lindt chokoladekalender. Men nej, det går ikke. Det er alt for uforskammet tidligt til juleting – skolernes efterårsferie er jo først lige begyndt – jeg er slet ikke klar til nisser, brune kager, skumjulemænd og marcipankugler i Netto og al den ballade. Jeg er så julegal som nogen, men anstændigvis kunne de vel vente i det mindste til 1. november….
Men en Lindt chokoladekalender! Ærgeligt at jeg ikke kan købe den nu og at de utvivlsomt er udsolgt når vi nærmer os 1. december. Men hvad – efter en uge med lækker (og alt for meget) restaurantmad på Malta kan jeg godt mærke at det alligevel er grønne sager, supper og den slags min appetit hungrer efter.

Koldt og stille

Den ene morgen gik jeg og Christoffer ned efter morgenbrød i shorts og bare tæer. Den næste var der rimfrost på nogle af bladene i haven.

Den ene aften kunne jeg høre min Mors vejrtrækning og mærke varmen fra barnekroppen der søgte tæt ind mod min. Den næste trak jeg vinterdynen højt op over ansigtet og lunede mig ved Leoparden.

Min verden har brat bortlagt 15 varmegrader og 4 menneskers selskab. Her er koldt og stille.

… Og om et par dage når jeg forhåbentlig kommer ovenpå kommer der billeder fra Malta.

Tak, Farmor

Min Farmor døde inden jeg nåede at lære hende at kende.
I mit sind er hun er en bleg skikkelse på billeder fra da jeg var spæd – allerede halvt spist af kræften. Borte længe inden jeg lærte at tale.

Så hun er aldrig en jeg har tænkt meget på – har aldrig rigtig eksisteret i min virkelighed. Alle mennesker har en mor, så det må min Far også have haft, omend han mistede hende kort efter han som tyveårig blev forælder selv.

Men på det sidste har jeg tænkt meget på hende, min Farmor. Hun havde ingen døtre og efterlod derfor sine perler til min Mor – og med tiden til de børnebørn hun aldrig kendte. Jeg husker vagt at have set dem om min Mors hals ved festlige lejligheder, og at have fået at vide at det var “Farmors perler”.

For nogle år siden havde de indbrud hos min Mor, og blandt det mistede var perlerne. Forsikringsselskabet kunne ikke så godt hitte en kæde præcis magen til, og gav os penge i stedet. Da klækkede min Mor den fremragende plan at vi skulle bruge dem – Farmors arv – sammen hende, Daniel og jeg.

I morgen stiger jeg på et fly til Malta. En uge i ferieland, i selskab, i farver, i solskinnet og korsriddernes fodspor.

Tak, Farmor 🙂 Selvom jeg da ikke ville have været ked af perlerne er jeg nu bedre tilfreds med dette. Pynt at tage på til runde fødselsdage er ikke så skidt, men en uges eventyr sammen med min familie luner en del mere. Så igrunden også tak til jer der stjal halskæden – jeg håber den har bragt jer glæde.

Kulinariske horisonter

Horisonterne fjerner sig, verden udvides. Det var et kvantespring af dimensioner da mine smagsløg begyndte at sætte pris på ost – så mange slags der dog findes. Jævnligt kvajer jeg mig i supermarkedet når jeg køber ind. “Den ost ligner den lækre der var til frokost på arbejdet igår, den køber jeg…” Beklageligvis er der lumske skimmeloste der ligner de venlige oste jeg godt kan lide. Jeg lærer det forhåbentlig før eller senere – eller også må jeg overtale dem til at sætte navneskilte på osten i kantinen 😉

Den nye horisont denne gang er her:

Ikke bare har champignon og detslige smagt mig bedre og bedre i den sidste tid, da Nis i søndags bragte kantareller med hjem fra Struer sang mine smagsløg af fryd.
Skal I lige se dem lidt tættere på? De var gode!

Nogen der kan nogle gode retter med svampe? Eller kender nogle gode svampesteder heromkring? (Selvom det er empirisk bevist at der er kantareller at finde i Struer er der jo lidt langt…)
Starthjælp ønskes!