Jeg har næsten altid betalt min skal med glæde. Afleveret halvdelen af min kage i tilfreds viden om at den gik til at betale alt det jeg har fået – pasning, uddannelse, fysioterapi – alt det jeg kan risikere at skulle have – blindtarmsoperationer, advokatbistand… – og det de, der er mindre heldige end mig, har brug for.

Jeg er blevet en endnu gladere skatteindbetaler efter mine nylige oplevelser som logerende på statens regning.

Tænk at der, da jeg havde brug for det, var en plads til mig! At da jeg snublede, og slet ikke kunne selv så var der venlig omsorg, ældre og rar husly og en skare af hårdtarbejdende, professionelt velkvalificerede, underbetalte og indfølende plejepersonale til at spritte hudafskrabningerne af, pege hvilken vej der var op og holde en roligt støttende hånd under min albue at rejse sig ved.

Fra det bizarre i at høre sig selv beskrevet i fagsprog da min læge ringede til skadestuen for at høre om de ville indlægge mig, over de seriøst lyttende ansatte med deres tusinde tricks mod bivirkningernes rasen, til listen med nødplaner jeg fik at tage med hjem. Det er en overvældende, beroligende, følelse at opleve systemet… virke!

Naturligvis er ingenting helt rosenrødt. Vist var der da sure løg der gjorde verden besværligere end den behøvede være, midaldrende kvinder med surtvendte rynker, misbilligende øjne og nej-stemmeføring – endt på den forkerte hylde eller slidt op af års håbløse arbejdstider, nedskæringer og patienter. Men for hver en af den slags sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter mødte jeg tre med oprigtig omsorg, erfaren professionalisme og inderlig vilje til at lindre og gøre godt.

Fra at krybe langs væggen, tærende min krop op i sindets spiraler, med flere og flere myoser i min sjæls muskler, lirkede de mig med tålmodighed, forståelse og faglig urokkelighed til at opdage jeg var holdt op med at indtage næring (hvor ser man klart i bagklogskabens klare lys), afspænde nogle af knuderne og finde viljen til at begynde at spise igen. Udenpå er forskellen indtil videre blot 2 kilo mere mig, men indeni er der – selvom jeg stadig roder – så meget der er flyttet rundt, og forhåbentlig nærmere sin rette plads.

Jeg er forundret, noget paf og taknemmelig. Tænk at de var der. Tænk at der var plads til mig.

Tak 🙂 Og tag bare et par procent mere – jeg betaler gerne!

Uncategorized • Skrevet 31. January, 2007 • Ingen kommentarer endnu

En smuk morgen. Bussens vuggen luller mine anstrengte, trætte øjne i, selvom dagen er frostklart snespættet, højhimlet og spejlglat, med ferskenfarvede vattotskyer som solen står op over skoven bag mig og bombarderer mine øjenlåg med gyldent, skarpt morgengry.

Kontakt.
Øje til øje.
Hud mod hud.
Talestrøm i begge retninger.
3-4 forskellige mennesker, hver sin lise for min sprukne sjæl.

Ny medicin, et nyt sæt bivirkninger. Håndrysten, skiftevis sveden og gåsehud, mave-øm boblen-og-syden, hjertet slår som en tromme, dumpt og højt, rammer ribbenenes resonansfrekvens og runger i hele kroppen. Medicinens kemiske hjernefiflen har spist min søvnighed – jeg kan falde i søvn hvis jeg ligger stille længe nok, men vågner igen efter en halv time hver gang, ingen søvn uden kunstig hjælp på denne medicin. Tanken om at være afhængig af sovemedicin for at kunne få hvile huer mig ikke, skurrer mig mentalt mod hårene. At det er midlertidigt gør det lidt bedre. Lidt.
Men det er en pris jeg alt sammen gerne jeg betaler hvis bare de sidste 3 ugers synsforstyrrelser forsvinder helt. Jeg læste en halv avis i dag inden øjnene blev ømme og sylen i venstre tinding og kæbe kom tilbage, og håber forsigtigt på mere i morgen.

Tom Cruise i katolsk præstekjole og kalot. Lidt senere i mishandlet læderjakke og stram t-shirt. Han må nu stadig gerne spise mariekiks i min seng 😉 Og i øvrigt vil jeg have sådan nogle muskler! Det er muligt at det halve af det er filmtricks men måden det ser ud når han spurter! Som om musklerne er pålidelige, en velsmurt maskine der kører, vedblivende, stærkt og stabilt. Jeg er misundelig. Hvor anskaffer man sig (viljestyrken til at oparbejde) den slags henne, hvis ikke man er filmstjerne der bliver betalt for at buffe op?

Uncategorized • Skrevet 27. January, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Den aften jeg fortalte mine forældre at jeg har en spiseforstyrrelse fejrede jeg det i gyngestolen med en chokoladeskildpadde, hyggesnakkende i selskab med den flinke gut med ADHD og en rar, medicineret skizofren.

Det var dejligt.

Uncategorized • Skrevet 27. January, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Den anden aften kom der en times store, lodne fnug, og da Far og jeg kom ud af Vericentret var parkeringspladsen dækket af et fint, tyndt hvidt lag. Andre folk så sure ud, men mit ansigt flækkede i et stort og ægte smil.
Da jeg kom tilbage til hospitalet og ind på min stue (det er denne her:

… måske skulle jeg have ladet en rest af ‘h’et blive som en apostrof, så kunne jeg lege Vulcan 😉 ) var der den hyggeligste udsigt ud af mit vindue


Ganske vist forsvandt det hele lidt senere da regnen kom, men her til morgen var jeg heldig igen. Da hun kom for at veje mig (stadig 41,5 :-/, men i det mindste har jeg lidt flere kræfter, min krop orker mere 🙂 Jeg kan i øvrigt for de interesserede rapportere at proteindrikke smager væsentligt (omend enormt kunstigt – som den slags skrigfarvet slik det kun er børn der kan lide) bedre end de berigede supper) kunne jeg selv uden linser se det særlig snelys i morgenmørket.

Senere, på vej tilbage fra gymnastik i formiddags kunne jeg ikke nære mig for at tage kameraet med ud.

Alt efter hvilken vej man vender kan det også se mere dystert ud – der var skyet mod øst.

Det er nu et fint hospital 🙂
Og så lige et af de billeder jeg ikke kan dy mig for: Fin bygning i modlys.

Uncategorized • Skrevet 22. January, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Sprække af lys ud mod gangen – jeg har ladet døren stå på klem. Lyden af skridt, fjernsynet derude, nøgler i låse og småsnakken er hyggeligt beroligende – som da jeg var mindre og lå lunt i min seng og kunne høre de voksne nede i stuen.

Stopmæt. Min mavesæk føles udspilet (og det er den sikkert også, de skrumper jo hvis de ikke bruges sådan nogle) og øm, fyldt til briste- og langt over bekvemmelighedspunktet. Men der skal jo noget ned hvis jeg skal holde op med at svinde ind, få nogle muskler tilbage og (det glæder jeg mig til!) få flere kræfter igen.
Den morgen hvor hun sagde “41,5” da hun kom og tændte lyset og vejede mig (jeg må tage hendes ord for det, det var inden jeg kom op og fik linser på, men hun er vældig sød og antageligvis siger statens sundhedspersonale sandheden) var ikke rar – da havde jeg prøvet at spise mere en lille uges tid allerede :-/
(Et godt råd til fremtidige hospitalspatienter: Sig pænt nej tak til de proteinberigede supper. Jeg mistænker de er en del af et regeringskomplot for at spare staten for penge ved at lade patienterne faste sig ihjel i afsky 😉 )

Jeg er gennemsyret, fyldt til pandebenet og fingerspidserne af energiforladt intet-ork. På gode dage liver jeg kortvarigt op i jeres selskab, et lys der bortjager træthedens skygge. Men bagefter står den altid klar til at indhylle mig påny. At sidde og kigge på indersiden af mine øjenlåg (ja, jeg mener kigge – jeg falder ikke i søvn, er ikke søvnig, bare træt) virker som en tiltalende aktivitet det meste af tiden.

Tanker – så mange tanker der kredser i mit hovede. Nytteløst rundt og rundt i en stor grå malstrøm. For intet krystalliseres ud af den, intet kan besluttes nu, i min hjernes omtågede tilstand af vente-væren. Venten på at antidepressiverne viser en virkning, på at min krop kommer lidt til kræfter. Venten på lægen, på mod, på afklaring, mening og glæde.

Runddansen hvirvler og fylder – forsigtigt, uøvet lukker jeg på mere erfarne patienters anbefaling en tynd strøm ud til det søde personale. (“Hvis de ikke ved hvordan du har det kan de ikke vide hvordan de skal hjælpe dig” er først indlysende når det er blevet sagt. Tyggegummiet de gav mig mod medicinens mundtørhed efter jeg fortalte om den var en sand åbenbaring – for første gang i 14 dage har jeg spyt!)
Så mange usigeligheder kan siges her, så megen omsorg mellem fremmede. Mit første møde med hospitalsvæsnet overrasker positivt.

Uncategorized • Skrevet 19. January, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Der er ingen ende på hvad jeg kan planlægge når jeg ligger i mørket under dynen om aftenen, inden søvnen tager mig. Måske er det derfor jeg orker at føre så fortvivlende lidt af det ud i livet dagen efter?

Rokke – rokke – rokke. Gyngestolens vippen dulmer min synsforstyrrede hjerne. Når jeg gynger er der ingen tvivl om hvorvidt verden bevæger sig.

Salomons Segl. Jeg skiftevis ser på skærmen og hviler øjnene mens fingrene taster. Selvom jeg efterhånden kender historien, er der glæde i, selv i denne tilstand, at kunne være til lidt nytte. Korrekturlæsning og flabede spørgsmål magter jeg stadig 😉

Appelsinen på tallerkenen foran mig synes kæmpestor. Jeg brækker en båd af, tygger langsomt og mærker den bliver til en brosten på vej ned gennem halsen inden den rammer mavebunden.

Ser “Forbrydelsen” og bliver budt ostechips der smager fantastisk i min mund. For en stund er der glæde, jeg er helt væk i fiktion og krydret fedt.

Træt og kold, helt energiforladt. Mine hænder ryster og jeg er svimmel til morgen. Det er dejligt at se jer, men der er altid en pris. Får taget blodtrykket – det er ok, så det er (som forventeligt) hjernen der er i udu.

Uncategorized • Skrevet 15. January, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Der er brug for at skifte fokus, væk fra min nye medicin og dens bivirkninger. Jeg har allerede nu på fjerdedagen udviklet en grundig afsky for de små femkantede lyserøde (ikke elefanter, nej 😉 ) piller og deres medfølgende bølger af kvalme, synsforstyrrelser, svimmelhed, bedøvethed og andre charmerende sager.

Så selvom de ikke lige er til at se, så må der være nogle gode ting et sted, omend måske midlertidigt overskygget. For bedre at kunne få øje på dem, prøver jeg lige at lave en liste…:

• Helligtrekonger-lys
  
• Renés snilde hænder der løsner spændinger i min nakke.
• Hjemmelavet pizza på min nye bagesten. Det er muligt at det mere var duften end spisningen jeg kunne nyde, men alligevel… Endnu en af de fine sager fra jul.
• At jeg fik samlet mig sammen til at gå på besøg på arbejdet – de er jo rare der 🙂
• Marias frikadeller – det første i flere dage jeg virkelig havde lyst til at spise.
• Da min Far ringede den anden dag da jeg stod nede i Netto – det er lunt og dejligt at vide at der bliver tænkt på mig.
• Lydbøger. Dem kan man læse, selv med synsforstyrrelser 😉
• …?

… Der må være flere, men jeg kan ikke finde dem lige nu. Har I set nogen?

Uncategorized • Skrevet 05. January, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Det er den første jul jeg kan huske hvor jeg ikke fik en eneste blød pakke. Det plejer ellers primært at være beklædningsgenstande der ender under træet til mig.

Til gengæld har jeg fået fine ting – nogle efter ønske, nogle af inspirerede gavegivere.

Tidligere har jeg aldrig helt forstået hvad der kunne få folk til at betale 2-10 gange så meget for en bestemt thekande/bageform/bestikserie/… frem for bare at købe standardudgaven fra supermarkedet – i langt de fleste tilfælde er der jo ikke stor funktionel forskel, kun forskelligheder i design og navn. En gaffel er en gaffel er en gaffel, så længe den har en lille håndfuld tænder og passer til mundstørrelsen.

Men jeg har opdaget en sær glæde ved tingene. Jeg forstår det ikke helt, for de er jo bare… ting. Køkkenredskaber. Spiseværktøj. Som det røde, ildfaste fad jeg allerede har fortalt om.

Så nu kommer de her – nu eller senere – hver gang ejerskabsglæden funkler.

I dag dette her – lavet til vin, men her fyldt med solbærsaft. Fra Nationalmuseet, kopi af et 1700-tals glas.

Uncategorized • Skrevet 29. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Jul om få dage – og jul igår. Eller Yule rettere, årstidshjulets yderpunkt den allerkorsteste dag.
Christoffer og jeg havde inviteret til Solhverv – hvilken bedre måde at nyde mørketiden end ved at spise og drikke i venners selskab? Hjulpet af René havde jeg været i basaren efter ged, og sammen med Christoffer sørgede vi for at den fik godt selskab i gryden af porrer, gulerødder, løg, byggryn og masser af laurbærblade.
Senere, efter dessertgrøden (mmmm, byggrød 🙂 Så herlig en spise kunne få selv min ellers skrantende appetit til at live op), tændte vil bål


og varmede mjød.


Senere: Kage, varm mjød (endog også til Christoffer, Pelle og jeg – det smager stadig godt efter man har varmet sit glas lidt ekstra og kogt spritten af 🙂 ) og lego.

Der blev rodet længe i legokassen, men jeg er ikke siker på Nis julegave blev helt som tiltænkt.

Da jeg kom hjem stod der fine blomster uden for min dør, og et god-bedring kort fra mine søde kolleger. Se:

Tusind tak 🙂 De står lige her ved siden af i vasen og er stadig dejlige.

Lillejuleaften: Min uldbluse er hængt til luftning og har vist dannet et venskab med tørrestativet.

Jeg plejer ellers ikke bryde mig om den slags, men lige i dette tilfælde blev jeg vist nedstemt af min knokkelkrop. Æg, sukker, piskefløde og rom med muskatnødsdrys – sul til mine sideben. Eggnog.

Jul – på ydersiden helt som det plejer, men indeni overhovedet ikke. Alle forsamlinger er talrige, 7 er mange, en overordentlig uoverskuelig, summende multitude i mit hovede. Trætheden er stadig overvældende, og selskab – hvor meget de end er min søde familie – udmattende. Jeg ønsker mig igrunden ikke ret meget andet end at få det bedre, så det er svært at oparbejde megen entusiasme.
Jeg får lavet rødkål, kartofler, rislalamande… Alt det der foregår alene i køkkenet kan jeg snildt overkomme. Men resten – jeg trænger til at tage hjem efter hovedretten, men tænker at det er ubehøvlet over for dem der har købt gaver til mig, at sådan gør man ikke og at det vil være synd for min Mor, som holder så meget af julen.

Resten af aftenen prøver jeg at holde mig lidt i periferien, ude af menneskekaoset, men det virker ikke helt efter hensigten. Velmente henvendelser som “pak nu op”, “vil du række mig kirsebærsovsen”,”den er også til dig, kom så igang”, “tusind tak” eller “vil du ikke have X?” kan man ikke sådan bare ignorere uden at være grov. I det mindste husker de at lade være at prøve at kramme eller ae mig – for tiden kan en vilkårlig uønsket berøring sende mig direkte til gak-gak land ganske øjeblikkeligt 🙁

Jeg har endnu ikke lært præcis hvornår jeg _skal_ sige stop og gå væk hvis det ikke skal have konsekvenser – kan ikke finde ud af hvor meget af det der er mig, og hvor meget der er medicinen. Så juledag er jeg (forventeligt, jeg idiot) helt fra koncepterne med rysteture, hulken, rastløshed og altgennemsyrende træthed. Trætheden vinder heldigvis – godt hjulpet af et tætpakket tvprogram – det er jo ikke juledag hvis ikke vi ser julekalender og Disneys juleshow mens den slikfyldte suppeterrin går på omgang. Er der forresten nogen der har set mine søde tænder?

Narnia i fjernsynet om aftenen. Tillokkende men bittersøde minder, snart 20 år gamle. Det allerførste tårevædede møde med den beske smag af at genkende noget uendeligt smukt, og vide det er uopnåeligt. Forbitrelsen og fortvivlelsen ved erkendelsen af at det er – ikke u-virkeligt, for det er jo lige her, i sindrummet skabt i sammensmeltningen mellem forfatterens ordbilleder og min fantasi, men u-rørligt, u-håndgribligt, uden for rækkevidde.
Men hurra for computeralderen – efterhånden er de grafiske effekter så gode at min hjerne næsten tror på det – forførende virkelige billeder af imaginære verdner 🙂

Julefrokost hos Lasses forældre – jeg tror jeg kan klare det, og er forbløffende frisk om formiddagen. Bager det gode æltningsfri brød i min nye Le Creuset ildfaste hjertekasserolle. (Den er fin, fin, fin 🙂 )
Til at begynde med går det også udemærket, men efter et par timer og 4 velmenende berøringer fra Lasses Mor ryger jeg påny ud i hulken og rysten. Hvis I skulle være i tvivl: Dette her er noget råddent noget at fejle – det kan ikke ses, så folk tager ikke en alvorligt når man prøver at forklare at der er nogle ting man – af uforklarlige årsager – bare ikke kan holde til.

3. juledag. Træt døsen i lun tæppekokon. Star Trek og slumrelæsning med stearinlys og juletræsudsigt.

Uncategorized • Skrevet 27. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Ja sådan lød dommen til sidst, efter mange blodprøver, tests, lægesamtaler og et spørgeskema. Forstyrrelse i hjernens produktion af signalstoffer. Så vidt jeg kan læse rundt omkring er det ikke altid ganske klart af hvilke årsager man kan gå hen og få sådan en. Fik jeg den mon fordi det relativt bratte tab af 1/5 af min kropsvægt fik min hjernekemi til at panikke? Eller taber jeg mig så slemt på grund af den? Hønen og ægget. Frustrerende er det i hvert fald.

For man kan jo ikke se at jeg er syg – der er ikke noget gipsben eller operationsar. De eneste (for mig) synlige tegn er en gennemsigtig, træt bleghed, og så måske at min silhouet er skrumpet noget, nu hvor mit bmi er faldet ned under 15. Det ved jeg nu ikke om man kan se under mine mange lag tøj – jeg kan ikke selv se det længere, påklædt eller ej :-/
Heldigvis er mine søde venner gode til at finde ud af det – de kender andre der har prøvet det samme, og ved godt hvordan man forholder sig til det – men min stakkels familie og andre har det vist hårdt. (Jeg har hørt flere af disse her allerede, alle sagt i den bedste mening.)

Og det forbistrede er at det (hvilket jeg kan læse mig til er almindeligt, men ak, viden ændrer ikke følelser) heller ikke føles som om jeg er syg – bare træt, så træt, doven, mislykket, dum, værdiløs, ukoncentreret og på usleste vis ude af stand til at håndtere helt almindelige situationer. Det var nok også derfor lægen så eftertrykkeligt (og gentagent, da jeg stadig så tvivlende ud) understregede for mig at jeg var syg – ikke bare slatten – og at jeg ikke bare kunne beslutte det væk. At jeg skulle tage det alvorligt som en sygdom, også selvom jeg ikke kan se den, men kun dens effekter. Men hvor er det svært når det nu føles som om det er min vilje der er utilstrækkelig og ikke min krop! Og endnu sværere at bede andre tage det alvorligt når det føles sådan. På en eller anden måde ville det være mindre pinligt at fejle noget andet – blodprop, klumpfod (hm, det er vist ikke noget man sådan pådrager sig 😉 ), kompliceret lårbensfraktur eller leverbetændelse måske?

Så undskyld at jeg er pinlig. Jeg er ked af at I er nødt til at tage særhensyn når I er sammen med mig, frygteligt ked af at jeg ikke kan passe mit arbejde for tiden, ked af at jeg ikke kan spise op (jeg ved godt jeg trænger til det!), og vældig ked af at udsætte jer allesammen for det her.

Ja, det måtte altså ud. Et eller andet sted bagest i min kemisk forstyrrede hjerne siger en spag og fuldstændig undertrykt fornuft at jeg vist egentlig ikke har noget at undskylde for, og at det i øvrigt ikke hjælper spor.Men derudover er I selv ude om det – ingen tvinger jer til at læse dette her 😉

Uncategorized • Skrevet 19. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu