Ulvemøde igår. Godt et dusin rollespillere i en overdådigt frodig kolonihave, rødternet dug på bordet, og masser af dybfølte meninger som slås for at komme til udtryk fluks.

Et kaotisk væld af gode pointer og naturligt individuelle og personlighedsafhængige synsvinkler iblandet enkelte klumper af social akavet- eller klemthed.

Selvom jeg sidder stille og lytter til at begynde med går der ikke længe før kaos har lirket sig alt, alt for tæt ind på livet af mig, behovet for kontrol bliver påtrængende og jeg tager den. Inden jeg opdager hvad jeg er igang med har jeg overtaget hvervet som ordstyrer og vupti også referentblokken.

På den ene side er der ikke noget galt med det. Jeg er temmelig god til at tage noter imens jeg lytter, og jeg er sjældent den mest talende i en plenumdiskussion så det giver udmærket mening at jeg skriver. Og hvis ingen andre umiddelbart vil udfylde ordstyrerrollen så kan jeg godt regne ud at hvis valget står mellem selv at gøre det, eller lade mødet forløbe i (timevis af) generel taleanarki så får vi det lettere glidende og mere produktivt møde ved at jeg snupper styringen af talerækken.

Men på den anden side! På den anden side bryder jeg mig ikke om rollen som hende den sure. Kontrolmennesket med det stramt opsatte hår hvis ansvar det altid – implicit eller eksplicit – har været at få et vilkårligt gruppearbejde jeg deltog i til at forløbe planmæssigt. Hende jeg arbejder på ikke at være så tit mere.

Jeg sætter ikke pris på at være indpisker og hold-kæft-råber, især ikke i en situation som igår hvor mit indtryk var at hovedparten af de tilstedeværende egentlig hellere bare ville snakke frit. Konflikten kommer så idet jeg bestemt ikke holder af ustrukturerede marathonmøder hvor folk får luftet deres meninger – den højeste oftest – men ingenting rigtig bliver besluttet.
Så vinder mit behov for udbytte af mødet og hende med den trælse råbestemme styrer pludselig.

Bagefter er det en meget blandet fornemmelse. På den ene side er der blevet besluttet ting og jeg har styr på hvad de er (eftersom jeg skrev referatet), og diskussionen forløb nogenlunde fokuseret og ikke hele natten (omend 4-5 timer nu er lang tid for et møde). Samtidig har jeg en dårlig smag i munden over at have siddet og herset med folk.
Den ved jeg ikke helt hvad jeg stiller op med, og det er ellers bestemt ikke første gang jeg står i en lignende situation.
Hvordan mon de andre tilstedeværende oplevede det? Og hvilken del af det hele er det snedigst jeg arbejder på at ændre?

Uncategorized • Skrevet 04. July, 2009 • 4 kommentarer

I torsdags snuppede jeg den tilbudte mulighed om at køre til Astrupvig og hente Christoffer, og dermed også nå at sige hej til Gurli og Jørgen. Vejret var fantastisk, der var som altid hyggeligt og det var helt umuligt ikke at være i godt humør. (… Hvorfor det er Christoffer skal hentes og ikke får lov at tage toget selv ligesom Daniel gjorde forstår jeg ikke. Måske er det en del af forældrenes fornemmelse af at han bliver stor alt for hurtigt – så længe han ikke tager toget selv er han stadig lille.)

Det er længe siden jeg har været hos Gurli og Jørgen i strålende solskin. Jeg havde helt glemt hvor dejligt det er. Tempereret på terrassen, varmt i solen og køligt indenfor.

Vi sejler over til skrænten på den anden side af vandet. Jeg har bemærket den de sidste 20 år, med dens brune og hvide farver mod skoven omkring den, men aldrig været der før. Der er sandbund lidt ude, og vi vader ind med båden – først de sidste meter mod kysten overtager stenene igen.

Der er knivskarp opdeling mellem det gulbrune, bølgede lag øverst, lige under mulden og det vandret brat afgrænsede hvidlige lag den sidste håndfuld meter ned til strandbredden. Kyklopskrift som siger “Isen var her, og skubbede rundt med overfladen”.

Med de sidste dages varme er det hvide hårdt og udtørret, men lidt længere henne hvor en vand fra en bæk eller kilde siver ned ad skrænten er det helt tydeligt at det er ler. Inden længe er Christoffer og jeg dækket af mudderhåndaftryk og vores bare fødder har fået grå sokker op til over anklerne. Tante Gurli ønsker sådan at hun havde taget sit fotogrfiapparat med, men morskaben er nu ikke mindre selvom den er udokmumenteret.
Jeg har vældig lyst til at komme tilbage næste gang jeg er på besøg, slæbe ler med op og se om jeg kan lave noget af det. Måske kan man bygge en jordovn i et hjørne af haven? Jeg mistænker at det ikke vil virke videre godt eftersom der er sandkorn i, men er næsten ligeglad, så tillokkende er det.

På vej tilbage, ude midtpå hvor det ikke vrimler med gopler svømmer vi, og skiftes til at hænge i et reb efter båden. Jeg lader nådigt Christoffer låne min plads i spidsen af båden med et ben hængende ned på hver side – han er vel Yndlingsarnet 😉

Sådan en sommerdag slutter ikke bare lige, og inden den er omme har vi både plukket jordbær, daset i skyggen, hyggesnakket, også med Bent som kom forbi, spist Tante Gurlis dejlige mad og fået økomælk med hjem, frisk fra gården.

Uncategorized • Skrevet 02. July, 2009 • Ingen kommentarer endnu

René var i London for at træne sidste weekend, og med hjem havde han dejlig the jeg havde bedt ham købe for mig i Fortnum & Mason.

Allerede glad og tilfreds blev jeg paf da han også havde en gave med hjem til mig 🙂

Absolut syndig chokolade 😀

Kan I huske Mette Finderups scenarie Darling er død fra Fastaval 2003? En af mine bedste Fastavaloplevelser, og siden da har jeg af de syv katolske dødssynder haft en forkærlighed for grådighed, så den spiste jeg naturligvis først 😉

… Indtil videre er grådighed bedst og frådseri mindst spændende. Men der er adskillige synder tilbage til at ændre stillingen!

Uncategorized • Skrevet 26. June, 2009 • Ingen kommentarer endnu

Jeg har set lyset! Nemlig.

Efter at have været forkølet og hostet i snart halvanden måned er der ikke noget sært i at min næse løber. De sidste dage har jeg ogst nyst en masse oven i det sædvanlige hosteri, men ingen grund til at tænke videre over det.
… I hvert fald ikke før jeg gik ned efter vasketøj her til morgen og derefter brat blev snottet og nøs i et væk.

Monstro allergisæsonen er startet? Mindsandten, DMIs pollental siger ja. Så skal jeg bare lige vente 14 dage indtil min Rhinocort begynder at virke.

Aa-tjuh!

Uncategorized • Skrevet 23. June, 2009 • Ingen kommentarer endnu

En svag duft af roser når mine næsebor. Lige netop mærkbare, under forkølelsen. Et væld af lyserødt over det hvide træ.
Det er ikke til at forstå hun ligger derinde Marie, jeg kan knapt forestille mig hende stille, i ro. Hun smilede altid, lagde en hånd på armen af en, talte med eller lyttede med sit blik.
Uden hun nogensinde behøvede at sige det direkte var jeg aldrig i tvivl om at jeg var lige så velkommen som hendes rigtige børnebørn.

Her er hvidt og stille, så stille som jeg sidder ved siden af Christoffer. Rummet med træspær i loftet og bænkerækkerne bag os fyldes langsomt og umærkeligt, med mine propper i ørerne nærmest drømmeagtigt stille. Foran os fortsætter blomstervældet. Flammeroser – gulorange med dybrød kant – hvide orkidéer, dybtrøde roser, mange slags gule blomster samlet i en buket, nogle orange der ligner de kommer fra en velpasset have i et nydeligt bundt.

Vellyd. Foran os en kirkesanger, skråt bagved Olav Jonas og de kender begge to salmernes melodi. Jeg skutter og putter mig med min hæse hostestemme og lader klangene fra de to sangere skylle ind over mig.

Senere, efter så mange håndtryk og med maven i sær forvirring hængende mellem sukkerchok og sult, ved gravstedet hvor alle blomsterne er blevet lagt ud.
Tilbage er kun den nære familie. Solen kigger frem.

En af de hvide orkideer fra før glimter i strålerne.

Jeg husker din duft og dit varme smil.

Farvel Marie.

Uncategorized • Skrevet 19. June, 2009 • Ingen kommentarer endnu

I tre dage har jeg knapt stukket næsen udenfor, og omhyggeligt sagt nej tak til alting. Jeg har siddet, sovet, stirret op i loftet, iagttaget min Far som med ekspertise og venlighed kom og ordnede rengøringen, spist af den mad han derefter købte ind, nettet tilfældigt rundt (det rækker min tålmodighed normalt ikke til, men tilsæt lidt dope, så bliver jeg _så_ tålmodig) og gjort mit bedste for ikke at hoste.

Idag har der været solskin, liggestol, smoothie, damebladslæsning, og en gravhund der stædigt forsøgte at gabe over en fodbold. Sidstnævnte var ikke godt for grine/hosterefleksen, men ellers er jeg vist næsten ved at have styr på det der rekonvalesceren. I hvert fald med hjælp, for det foregik alt sammen i min Fars have 😉

Uncategorized • Skrevet 13. June, 2009 • Ingen kommentarer endnu

Jeps, det er kakaduen som ville bide i min næse i sidste indlæg.

Den sidste uge har været præget af at jeg har testet tesen “Nå, men jeg kan sikkert sagtens X selvom jeg har et brækket ribben.”
Blandt konklusionerne er:

Tage med Frauke til nogle røntgenundersøgelser og detlige på Amtssygehuset. Ja, det kan man sagtens 🙂 Det gør ikke noget at sidde halvvissen på en stol eller stå ved siden af og holde tøjstykker, mumle beroligende ting. Dejligt at kunne være til nytte for Frauke selvom jeg er i stykker. Og lidt pudsigt at som jeg skråede igennem hospitalet om morgenen for at komme hen hvor vi skulle mødes blev jeg på en af de lange gange høfligt stoppet af en ung mand i hvidt arbejdstøj, som bad mig fortælle hvor man lagde kittel og bukser hen efter brug 😉 Jeg må ligne en ansat mere end jeg ligner en pårørende eller patient 🙂

Marias fødselsdag. Jo, det går fint 🙂 Og hyggeligt var det, med dejlig mad, fine morbide morsomheder og en pillespisende kat. Fra fornemmelsen af varm, stegt kylling på vej til min skrigsultne krop (det bliver mest kun til frugt eller havregryn med mælk herhjemme når jeg er syg) og fornøjelsen ved at give det sprøde skind til fødselsdagsbarnet (men det er nu også en fornøjelse når hun ikke har fødselsdag), til de kompetent løsnende fingre i min nakke, og de interessante udtryk i Ingrids ansigt da fingrene lidt senere tog hendes eftertrykkeligt sammenfiltrede betonmuskler under behandling. Alt sammen udmattende, men dejligt 🙂 Og tusind tak for liftet, Ingrid!
Hov, forresten, hvad hed den bog du fik jeg gerne vil låne, Maria?

Rekonvalescering hos Far og Karen. Perfekt til en træt fredag. Opstablet på sofaen med ild i brændeovnen, hækletøj i skødet og rolig samtale. Mmm. En svag røgduft og lyden af lagenstof der rives til garn. Maven fuld af tzatziki og stille hygge i alle retninger.

Blot lørdag aften. Hurra, rollespil (omend den langsomme gåtur fra 6erens stoppested ned til Moesgaard strand ikke ligefrem var en fornøjelse). Mere af det. Nu, tak 😛
Fuldmånen viste sit ansigt, Sortmåne kaldte og selvom jeg endte med at være lang i spyttet var det spændende at være Ælde. Jeg lærte noget (teknisk) om hvad jeg en anden gang skal holde øje med hvis jeg tager fokus på den måde – tænk at mærke jeg bliver klogere! Og derudover sjovt at mærke det pludseligt ændrede magtforhold – Fenja alene er jo ellers rang et 😉

Holde lang daseweekend, småskavanker til trods. Glimrende, hvis jeg selv skal sige det! René havde fri mandag, så vi havde en hel ‘weekend’ efter blotet til bare at være.
Uventet møde ved stemmeboksen, Paradis-is og hyggesnak i en solskinsplet med læ. Køligt knasende sukkerærter spadserer i gåsegang mod min mund, selvom jeg ikke har bevæget mig ud af sofaen (mmm, stor, fluffy og blød) siden morgenstunden. Ufortyndet blid opmærksomhed mod min hud og Babylon 5 inden sengetid. Fundamentet til en smilerynke eller to er lagt.

Ikke anse en fibersprængning (smerten i højre side af bryskassen blev i begyndelsen af ugen så hidsig at jeg troede jeg havde brækket et ribben i den side også – min rare læge trykkede på mig og sagde næhnej, det er en fibersprængning i musklerne mellem ribbenene) for noget videre, selvom der bliver rykket i den hele tiden af mit hosteri. Dårlig idé!
Jeg tænkte “Nå pyh, der er ikke brækket mere, en gnaven muskel kan vel ikke være så farlig, jeg fortsætter som planlagt.” Og brugte dernæst dagene i denne uge på at udmatte mig selv eftertrykkeligt indtil jeg igår aftes omsider indså jeg tog fejl.

På trods af det fik jeg nu givet tiden godt ud. Tirsdag kom Christoffer på eget initiativ på besøg hos mig (første gang uden vejfindingshjælp!) og eftermiddagen gik med forsigtige kram, lun pasta i chilisovs og syslen med laksegl, snirkelbogstaver, hækletøj, søskendevittigheder og the i lange baner.
Igen lod jeg mig overraske af at han efterhånden er et ‘rigtigt’, færdigt, helt menneske jeg kan diskutere, hygge, tale, sysle, være stille med.
Yndlingsbarnet er godt på vej til ikke at være barn mere (yndlingsteenager lyder lidt modsætningsfyldt, ikke?) og jeg har lyst til at knuge ham tæt ind til mig og fortælle igen og igen hvor godt jeg synes han gør det, med de muligheder han har. For det meste lykkes det mig at lade være 😉

State of Play var væsentligt bedre end forventet, og som påskud for at mødes med biografklubben af DMData-kolleger (hvoraf flertallet forlængst heller ikke arbejder der mere) var den helt tilstrækkelig 🙂 …Desuden var dialogen ikke mere dybsindig end at mine hosteanfald næppe hindrede forståelsen af handlingen for de øvrige publikummer ;-P
Den lune følelse af held ved sådan at have et påskud for at se mine hyggelige tidligere kolleger bobler lunt hver måned, næsten uanset filmens meritter eller mangel på samme 😀

Jeg måtte desværre give op overfor at hjælpe Frauke med sagsbehandleren og flere hospitalsundersøgelser (jeg havde ellers allerede sagt ja), og mens jeg var stædigt men i stigende grad usselt madlavningsselskab igår aftes gik det lige så stille op for mig at jeg havde opbrugt energireserverne.

Så nu er dagsordenen at lytte til kroppen og opføre mig derefter. Jeg kan vist ikke påstå at jeg fandt på det uden eftertrykkelige vognstangsvink, men det bliver det jo ikke mindre rigtigt af ;-P

Jeg har sovet over 15 af de sidste 24 timer, holdt mig i ro alle de resterende og ikke bevæget mig længere end langsomt ned i gården for at hente den flaske shampoo der faldt ud af vinduet (og så var jeg også godt forpustet). Jeg har bedt min Far om at komme og hjælpe mig med at få støvsuget og andre efterhånden meget presserende husligheder, og jeg har (næsten) ikke dårlig samvittighed.
Selvom jeg hiver lige meget efter vejret og det stadig brænder i højre side når jeg hoster er jeg ikke nær så frustreret som før 🙂

Man kunne kalde mig tykpandet. Jeg lytter ikke ret meget når stædighedsklapperne falder ned over mig. Men nu holder jeg pause, også om jeg så skal kede mig så længe.

Uncategorized • Skrevet 11. June, 2009 • Ingen kommentarer endnu

Av! I lødags revnede jeg endnu engang et ribben ved at hoste. Der var ikke så meget at være i tvivl om, under et natligt hosteanfald fik jeg brat den velkendte, stikkende smerte i brystet.

Men pyt, efter at have brokket mig på facebook tænkte jeg ikke noget videre over det. Jeg havde jo prøvet det før, og selvom det er ømt og stikker kan man stadig de fleste ting. Jeg var med til at lave mad til 100 bryllupsgæster søndag og det gik fint.

Nej, det er åbenbart når man har fri det bliver farligt. Igår aftes, som jeg sad hyggeligt i Kurts sofa og småsnakkede mens jeg forhindrede kakaduen-med-adskillige-navne i at bide mig i næsen kom der et hosteanfald der gjorde mere ondt end de andre… Og det blev det så ved med 🙁

Idag humpede jeg i en adstadig gangart som en firsårig med skøre knogler ned til lægen som følte lidt på min brystkasse og sagde “Ja det er brækket her 2 cm fra brystbenet, det er derfor det gør så ondt”.

Så nu kan jeg ingenting 🙁 Jeg sidder helt stille i lænestolen og forsøger ikke at hoste. Når det mislykkes laver jeg nogle aldeles spændende ansigtsudtryk, de rare opioide piller jeg fik med hjem til trods.

Jeg frygter at juni bliver en laaang måned, og jeg har endda ellers ferie fra og med idag. Hvadsomhelst jeg gør med venstre arm gør ondt. At sætte, rejse mig eller ligge ned er omstændelige og ubehagelige projekter og alt der vejer ret meget mere end en kop the gør ondt at flytte. Og min vane med at række langt eller samle ting op fra gulvet med foden? Det kan ikke anbefales med brækket ribben.

Jeg har afmeldt pilates (øv, øv og dobbelt øv, jeg var ellers lige ved at blive stærk nok til at kunne nogle af de seje ting), jeg skal have fortalt Christoffer at jeg nok ikke kan komme til sommerlive med ham alligevel og der er blot på lørdag.

Det lykkes mig ikke at se det positive situationen, hvilket plejer at være en forudsætning for at jeg kan holde af verden.
Jeg kan kun se en masse ting jeg ikke kan og ikke ret mange realistiske muligheder for at tilbringe tiden andre steder end alene i lænestolen.

Uncategorized • Skrevet 02. June, 2009 • 1 kommentar

Uncategorized • Skrevet 24. May, 2009 • Ingen kommentarer endnu

Jeg har lige været til gruppe som vanligt om onsdagen og der er røget et kilo af på bare en uge.
Jeg ved godt jeg har været presset, men jeg troede egentlig jeg var færdig med at reagere ved at spise mindre portioner og færre måltider. Pernille bemærkede i sidste uge at jeg spiste af små skåle, men jeg slog det selvsikkert hen og troede på det da jeg sagde at jeg havde styr på det. Det er godt de vejer mig og tjekker efter!

Behandlerne i gruppen fortalte mig idag at de som ansatte i Børn og unge-psykiatrien har indberetninspligt. At hvis ikke nogen – altså mig, for ingen andre lader til at ville gøre det – træder til og hjælper, så har de pligt til det. Og de spørger om jeg virkelig har lyst til at sidde om 10 år og indse at jeg også har svigtet?

Jeg ringer til TUBA nu. Eller Alkolinien, eller hvemsomhelst i den retning der har telefontid nu, lige nu. Inden jeg mister modet igen. Det går ikke at gruble over den storm det kan medføre.

Den lille stemme indeni, som skriger “Men det skulle du jo have gjort for et par år siden, da det blev anbefalet første, anden og tredie gang” bliver kun mere skinger og sviende af at have ret.

Uncategorized • Skrevet 20. May, 2009 • 2 kommentarer