I Jaipur red vi på elefanter op til Amber Fort. Jeg red på denne her
Så gik turen i gåsegang op ad processionsvejen til fortet.
På vej op var der fin udsigt over den persiske have
Så gik vi op ad trappen til selve fortet.
Hele vejen op til det øverste udsigtspunkt over modtagelsesgården. Her kunne koner og konkubiner se hvad der skete igennem gittervinduet uden selv at blive set.
(Jeps, det var dernede vi kom ridende på elefanter lige før.)
Heroppefra kunne man endnu bedre se symmetrierne i den persiske have
Inde i de mere private dele af paladset var der fine udsmykninger med farver og spejle
Hist og her var et enkelt panel restaureret så man kunne forestille sig hvordan rummene mon tog sig ud da de var nye.
Ikke kun væggene var fine, loftet var der gjort mindst lige så meget ud af
På vej tilbage til Jaipur efter at have set Amber Fort passerede vi en sø med et lystpalads i. Tilsyneladende havde mogulen lyst til at jage ænder, og hvad er så mere oplagt end at få bygget et jagtslot ude i søen? De rige har mange glæder.
Nu vi er ved de rige så jeg også i Jaipur denne fantastiske halskæde
Og prisen? Den beskedne sum af 75000 euro. Men så følger øreringene skam også med.
Forår i min Mors have
Mere fra begyndelsen
Den første dag var slet ikke slut endnu selvom vi ikke havde sovet ret meget i flyet på vej til Delhi. Først var vi ude at se Raj Ghat, stedet hvor Gandhi blev kremeret.
og derefter huset hvor han boede sine sidste dage og i hvis have han blev skudt.
Så var jeg også godt træt
Men vi var skam ikke færdige. På programmet var også et stort sikh-tempel. Når man besøger et sikhtempel skal man have noget på hovedet. Så der var naturligvis et tørklæde-udleveringskontor så selv de tåbelige turister kunne være passende påklædt. Bemandingen (i baggrunden) så nu alligevel noget skeptisk ud
Vi blev ellers fine. Både Tante Gurli
og Onkel Jørgen
🙂
De lokale bar deres tørklæder en del mere yndefuldt.
I sikhismen går man op i at hjælpe de fattige, og i det tempel vi besøgte havde de et kæmpestort køkken hvor de hver dag lavede et enormt fælles måltid for alle som måtte dukke op – helt drevet af frivillig arbejdskraft.
Der var store gryder der skulle røres i
Amforaformede krukker på stribe med masser af dal (krydret linsesuppe/grød)
Og ikke en sandkasse, men en melkasse hvor folk kunne sidde på rad og række og udrulle fladbrød.
I sådan et stort køkken er opvasken også stor.
Indien – begyndelsen
Først var der en lang rejse – motorveje, lufthavne, busser og en tidsforskel som skar 4½ time af nattesøvnen.
Dernæst hotelværelse – slet ikke ringe.
Sågar toiletterne ved receptionen var der gjort noget ud af. Her er servietterne til at tørre hænder i, pyntet med frisk blomst.
Der var også en have – omend græsset ikke havde det så godt her i den tørre årstid – hvor man kunne sidde i kurvemøblerne og forsøge at se civiliseret ud.
Den første dag lagde vi ud med en rickshawtur. Der kan være mange passagerer på sådan en:
Vi nøjedes nu med at være to i hver, og så var pladsen for brede vesterlændingerumper endda trang.
Vi kørte i den gamle del af Delhi, blandt hundredevis af små butikker der solgte forskelligt tingeltangel.
Trafikken var tæt
Meget tæt
og også over hovederne på os var der godt fyldt op. Både af elnettet
… elspindet måske snarere?
og af byens andre beboere
Nyt hjem søges
Det går ikke med René, Maiju og jeg. Vi har knoklet og knoklet i 3 hårde måneder, men det som skulle være så godt er helt sønderrivende skidt.
Jeg er i stykker, og helt rå indeni, som kød i et stort åbent sår.
Jeg ved ikke hvad der skal ske, alt det jeg troede var sikkert er det ikke alligevel. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kommer til at stole på et andet menneske igen.
Jeg ved ikke hvor kræfterne skal komme fra og jeg er nødt til at flytte.
Hjælp mig.
Drilleamaryllis
Hvert år i marts blomstrer min amaryllis. Den sender en lang, frisk stængel op med en knop, og af knoppen udspringer 4 knaldrøde fantastiske og næsten vulgære røde blomster.
Jeg rejser på ferie om en halv time og har de sidste dage utålmodigt gået og kigget på knoppen på toppen af stænglen, set hvordan den strækker sig efter lyset og håbet.
Her til morgen ser den således ud:
Drilleamaryllis!
Opløftet
Glad-energisk-sitrende.
Rejse i morgen tidlig. Morgensolskin, nypudsede vinduer og hoste-sygemelding fra arbejdet idag.
Forår.
Glad.
Ond cirkel
Jeg har ondt i nakken og skuldrene. Lægen fortæller mig at det er fordi jeg ikke længere motionerer regelmæssigt. Alligevel motiverer ømheden mig ikke tilstrækkeligt til faktisk at komme igang med noget motion igen.
Det er en dum cirkel at være kommet ind i. Jo mindre jeg rører mig, jo mindre har jeg lyst, energi og motivation til at røre mig. Selv den korte tur til arbejde synes urimeligt uoverskuelig og jeg ender især nu hvor der er sne tit med at tage bussen :-/
Det gik lidt bedre i efteråret, men siden juletravlheden på arbejdet begyndte, og ikke mindst siden den gode pilatesinstruktør flyttede til København i december er der ikke sket meget. Jeg meldte mig til noget andet pilates, men opgav det snart igen – det var ikke det samme, og når motion ikke er sjovt, så giver jeg hurtigt op. Når selv ikke det faktum at jeg har betalt i dyre domme for noget kan motivere mig til at møde op, så står det skidt til.
Så hvordan kommer jeg nu igang med at røre mig igen? For jeg har jo ikke spor lyst, heller ikke selvom jeg tydeligt kan mærke på kroppen at den trænger – arbejdet synes hårdere, jeg får ondt i ryggen, er mere dvask derhjemme…
Det er i den grad op ad bakke, og bakken bliver kun stejlere af at jeg er i usselt dårlig form 🙁
Hjælp?
Vinteren er tilbage
Det var tydeligvis for tidligt at håbe på at det milde vejr blev ved. Her til morgen var der istapper på gadelygten udenfor stuevinduet og sne dækkede vejen.
Ikke nogen dårlig dag at have fri på 🙂
God indflydelse
Det er ikke ligefrem fordi min rengøringsrutine plejer at være videre striks. Faktisk er det næppe helt forkert at formode at der ind imellem er gået måneder imellem rengøringen af mit hjem.
Ikke at jeg er opdraget til den slags sløseri. Bestemt ikke. Hos min Mor bliver der gjort pænt rent hver uge og min Far er i de nære kredse også kendt som Hr. Kan-ikke-sidde-ned-og-spise-før-køkkenet-er-gjort-rent-om-så-maden-bliver-kold-imens.
Men mig har det aldrig rigtig været vigtigt for. Jovist er det rarest hvis der ikke er alt for meget støv og hvis det ikke knaser når man går over køkkengulvet, men der er så mange andre ting det giver mere livskvalitet at beskæftige sig med. I mange tilfælde ser jeg end ikke støvet.
Nu bor jeg for første gang sammen med en for hvem rengøring er vigtig, og til miin forbløffelse oplever jeg at ikke bare bliver det dermed også vigtigere for mig, jeg ser også snavset mere. Rengøring en gang om ugen virker pludselig rimeligt, for fodlisterne _er_ jo støvede.
Jeg ville have forventet at jeg ville synes det var vigtigt med hyppig rengøring fordi det er vigtigt for Maiju. Jeg havde ikke forudset at jeg også selv ville have lyst til at her er rent og at jeg pludselig i langt højere grad bemærker hvis gulvet trænger til en tur med støvsugeren.
Det er vist det man kalder god indflydelse 🙂