Jeg stirrer ud i luften.

Jeg lukker øjnene og slapper af, ser på indersiden af øjenlågene og venter. Jeg ved ikke helt hvad jeg venter på.
På at noget skal ske? På at verden og mit hovede skal vende gunstigt igen.

Det har været et hårdt forår.
Flytte sammen, flytte fra hinanden. Ligge i vintermørket ved sengetid og trække dynen op over hovedet for ikke at høre de to andre skændes. Føle René glide længere og længere væk fra mig og ned i sit eget hul af opbrugte reserver.
Fare vild i den hæslige jungle det er at finde et nyt sted at bo i Århus. Trække mig igennem et skoleophold med godt resultat til trods for at mit hjemmeliv er en tyngende katastrofe.

Og nu, tilbage på arbejdet. Deadlines er overstået, jeg er flyttet og er færdig med skolen for denne gang. Presset er taget af og dagligdagens trummerum gået igang.

Nu, i stilheden efter stormen er det tydeligt at jeg har pådraget mig stormskade. Mit hovede er ikke noget velfungerende sted, det meste af tiden har jeg bare lyst til at lukke øjnene og sove fra det hele. Jeg kender det godt, har været her før. Og ved desværre også hvor meget arbejde der skal til før det bliver bedre.

Det arbejde har jeg ikke kræfter til – og hvad gør jeg så? Tidligere har der været René til at hjælpe mig op af hullet med nærvær, støtte, udfordring og omsorg. Men René er slidt op, har ikke mere at give, har ikke engang nok til sig selv
Jeg har søde venner, og det hjælper at være sammen med dem. Men når dagen slutter stirrer jeg på indersiden af øjenlågene igen og ved slet ikke hvad jeg skal stille op med de uoverskueligt mange timer som udgør resten af dagen, resten af ugen, resten af livet.

Jeg har hele tiden lyst til at spise, og det er bestemt ikke fordi jeg har tabt mig og har noget at indhente. Jeg teoretiserer at det er et basalt behov som jeg _kan_ opfylde og som derfor fylder mere end sundt er, nu hvor der er andre jeg mangler at få opfyldt. Men teorien får det ikke til at gå væk.
Spise, ikke spise, overspise. Jeg kører rundt i en usund cyklus og bruger alt for mange tanker på det. Måske fordi det er nemmere at tænke på mad end på alt det andet. Når jeg har spist har jeg lyst til at kaste det hele op så jeg kan komme til at spise igen.
Jeg gør det ikke. Endnu. Men jeg ved ikke hvor længe jeg kan være stædig. Jeg _ved_ at det ikke vil gøre noget bedre, tværtimod, men det eneste jeg har lyst til (som jeg kan få) er at spise og sove.

Så længe jeg sover kommer jeg heller ikke til at se på mig selv. For jeg er væmmelig og fæl, må være væmmelig og fæl siden mine kærester ikke vil mig mere. Jeg genkender den afsky og ved den er en del af spiseforstyrrelsen, men den er så logisk nu at den har bidt sig fast og ikke er til at bortmane.

Min koncentration er nærmest ikkeeksisterende. Jeg læser 3 sider i en ellers god bog (Dresden Files, den sidste nye), lukker øjnene og har lyst til at gå i seng. Ser på klokken og tvinger mig selv til at læse lidt mere, klokken otte er for tidligt at sove, selv for mig.

Jeg kunne ellers sagtens sove. Jeg kan sove 12 timer i træk hvis det skal være, og en totimers middagslur oveni. Endnu et velkendt tegn på at den depressive tendens i mig har medvind for tiden.

Jeg skal gå igang med at mobilisere de værktøjer jeg har lært til at komme op af det her hul. Men det er så meget mere indsats end jeg orker, lige nu kan jeg nærmest ikke huske hvad de er. Mit idiotiske hovede foreslår at det er meget nemmere at spise en liter is, kaste den op og sove fra det hele.

Hjemme • Syg • Skrevet 21. May, 2011 • 1 kommentar