Læs det her.
Fastaval – ny slagplan næste år?
Hjemme igen fra årets Fastaval. Træt, og lidt trist.
Trist fordi det iår føles som om Fastaval var noget der foregik som bagtæppe imens jeg var i køkkenet.
Og ganske vist var det hyggeligt at bage kager, dele kager ud, få ros for kager, rydde op efter kagebagning og alt det andet der følger med min Fastaval-tjans, men egentlig, oprindeligt kommer jeg jo på Fastaval for at spille rollespil.
Det blev det ikke til meget af i år, og de to gange jeg fik spillet var det med en arbejdstræthed der gjorde at jeg begge gange overvejede om jeg ikke bare skulle gå i seng i stedet for (så jeg var klar til mere køkkentjans bagefter). Og det til trods for at begge var gode scenarier som ramte lige ned i min smag.
Jeg spillede “Heart’s Blood” – en Jeepform-tilpasning af Bram Stokers Dracula og “Tilbagefald”, en historie om hvordan alkoholisme gradvist slår en familie i stykker.
Men der var jo adskillige andre scenarier som jeg også gerne ville have spillet. Og det ville da også være dejligt at kunne møde op til spil uden dårlig samvittighed over det arbejde der nu ikke bliver gjort fordi jeg er ude at more mig i stedet for at være flittig i køkkenet.
For slet ikke at tale om de mennesker som jeg gerne ville have nået at snakke ordentligt med i stedet for bare at måtte suse forbi på vej til at aflevere en kage, tage noget opvask eller finde et forsvundent køkkenaggregat. Folk jeg holder af, men typisk kun ser en eller to gange om året og som det derfor føles som om jeg gik glip af i år 🙁
Så næste år skal der ske noget andet. Enten skal jeg tage en pause og helt lade være med at være arrangør eller også skal jeg have en body double. En som vil dele min tjans og bage halvdelen af kagerne sådan at vi begge to kan nå at være overskudshavende fastavalgæster to af dagene i påsken og kun arbejde de andre.
I år var i hvert fald året hvor det holdt op med at være holdbart – hvor jeg holdt op med at føle mig som en del af miljøet og i stedet kun var en serviceperson. Vellidt og altid modtaget med smil, men ikke desto mindre serviceperson og ikke deltager.
Det er desværre ikke sjovt længere 🙁
Rundt om i Bangkok
Efter at have set paladset sejlede vi op og ned af floden en tur. Vi fodrede fisk
og kiggede på de små huse langs floden.
Meget forskellige i velstand og vedligeholdthed.
Vi så også en leguan
omend den nu ikke gad at blive stirret alt for meget på
Og derfor gik sin vej.
Der var også små både som solgte frugt og andet.
Mange steder oppe på land så man boder med tørret fisk – både fra flod og hav.
Efter sejlturen var vi ude at se templet med den liggende Buddha.
Han var stor.
For det tilfældes skyld at du nogen sinde har undret dig over hvad der er under Buddhas fodsåler, så er svaret her:
Perlemor!
I dette tempel kunne man på flere af dørvogterne se den begyndende indflydelse fra vesten – her er en der har fået høj hat på.
Overalt på gader, stræder og pladser så man masser af gadekøkkener.
Et kig ned i gryderne:
Vi gik tur på blomstermarkedet og så et væld at fine blomster. Både friske
og kunstige
Om aftenen tog vi skytrain en tur ind til bymidten.
og videre med tuktuk til en restaurant.
Næste morgen var der ikke noget officielt program, så Tante Gurli, Onkel Jørgen og jeg besluttede os for at tage en taxi over og se Wat Arun (som vi allerede flere gange havde set fra flodsiden).
Vi fandt nemt en taxi og betalte den fyrstelige sum af tyve kroner for den halve times køretur. Og så blev vi endda kørt helt hen til indgangen til templet fordi som taxachaufføren sagde at Onkel Jørgen var gammel. Han mente det i asiatisk stil utvivlsomt som en kompliment – men vi benyttede resten af ferien enhver lejlighed til at minde Onkel Jørgen om det 🙂
Wat Arun – morgengryets tempel, opkaldt efter Aruna, daggryets gudinde fordi morgenenes første solstråler glimter i det porcelænudsmykkede tårn. Der var mange fine detaljer og hjørner
Og oppe ad den første trappe i tårnet var der en lille gang hele vejen rundt, med fin udsigt.
Trappen ned fra andet niveau var stejl
Alle klarede turen tilbage til jordniveau
Ved fælles hjælp 🙂
Bagefter tog vi færgen over på den anden side af floden (for den formidable sum af 3 baht – 60 øre) og fik noget koldt at drikke i skyggen.
Om eftermiddagen gik vi tur i Chinatown. Vi så bl.a. et kinesisk apotek som havde mange bizarre ting.
For eksempel:
tørrede søheste – gad vide hvad de gør godt for?
Der var også slangehamme
Og svalereder
Sidstnævnte kunne endda fås i en fin gaveæske.
Endelig var der inde i butikken også potensmidler som disse:
– tørrede dådyrpikke.
Og alt sammen til indvortes brug – godt man ikke er kineser!!!
Bangkok – Grand Palace
Vi sejlede fra hotellet og til kongepaladset. På vejen fik vi et kig på Wat Arun i dagslys.
Vel ankommet til paladset fik Tante Gurli og flere af de andre et hvil i skyggen mens guiden fortalte.
En del af det vi så inde i paladset var det tempelområde der ligger i den ydre del. Her den høje guldstupa.
Og en fin detalje med porcelænsudsmykning fra taget på en af de mindre tempelbygninger.
Foran de fleste dør- og portåbninger i sådan et tempelområde står der dørvogtere.
Dvs. to statuer af skabninger, en på hver side af åbningen.
Det kan både være en kombination af mennesker og forskellige dyr, og mere eller mindre fantastiske dyr:
Inde på paladsets område var der også en miniature kopi af Angkor Wat som en tidligere konge havde fået konstrueret.
Der var mange fine detaljer af murudsmykning
og masser af stupaer i alle størrelser rundt omkring.
Ude foran et af templerne stod der kar med vand og blomster til at stænke vandet på sig som en velsignelse med.
Jeg er aldeles velsignet:
Også Tante Gurli – omend hun nu vist mere satte pris på den kølende effekt i nakken.
Så var det blevet tid til et hvil i skyggen inden vi gik videre.
I en nyere del af paladset kunne man begynde at se det tidspunkt hvor vestlig indflydelse begyndte at gøre sig gældende i Thailand. Som denne bygning med vestlig inspireret arkitektur, men med det traditionelle thailandske kongetag.
I slutningen af vores tur rundt på paladsområdet så vi tilfældigvis dette her – kan du gætte hvad det er?
Nej, det er ikke en bærestol, det er en kiste hvor den døde sidder op inden i. Ikke at der er noget lig her, for det var en testkørsel af en kommende begravelse af et medlem af kongefamilien som var død for nogle måneder siden. I Thailand er det sådan at man beholder liget i 7 dage inden man kremerer det – og hvis man er rigtig adelig og vigtig kan man beholde det i op til 100 dage – så har man god tid til at øve begravelsesceremonien.
Her så vi også det særlige konge-wai:
(Wai er den hilsen thailændere bruger, med samlede hænder foran overkroppen eller ansigtet og et lille buk. Som det måske kan ses på billedet er konge-wai lidt mere omstændeligt.)
Bangkok
For godt 14 dage siden tog jeg toget til København og satte mig fuld af forventning ind i et Thai Airways fly og lod mig transportere til Bangkok sammen med Tante Gurli og Onkel Jørgen.
Det første der møder en ombord på sådan et fly er – udover de ulastelige stewardesser i nationaldragt – en varm vaskeklud til at tørre sine hænder i, en snack og en drink. Ikke nogen dårlig måde at begynde ferien på 🙂
Vel ankommet til Bangkok er det første der sker desværre at Tante Gurli falder på vej op ad trappen til hotellet og slår både skinneben, kind og briller – sidstnævnte så de bliver ganske skæve. Så vi drager ud i den store by for at finde en optiker der kan rette dem ud igen.
Hos en thailandsk optiker bliver man mødt af smilende, uniformerede yngre kvinder som serverer juice og finder stole frem.
Med blomsterpynt endda:
Brillerne blev fluks rettet ud og det hele kostede…. ikke en øre!
På vej videre fra optikeren stoppede vi forbi en bagerforretning og fik lidt til maven. De havde vældig flot dekorerede kager.
Bagefter – nu med udrettede briller og mindre tomme maver – tog vi skytrain – en slags hævet metro (Bangkok har også en almindelig underjordisk metro) – ud til Bangkoks berømte weekendmarked.
Der har de alt – og jeg mener alt – fra blomster, til tøj, håndklæder, køkkengrej, smykker, nipsting af alle slags, mad og meget, meget mere. Vi gik rundt der længe – så længe at Onkel Jørgen helt glemte at drikke vand og blev svimmel :-/
Tilbage til hotellet – først med skytrain og så med hotellets færgebåd det sidste stykke ned ad floden. Når man er kommet ombord på båden viste det sig at der fluks kommer en tjener rundt. Først med en kølig klud til at tørre sved af panden og byens snavs af hænderne, og dernæst med et glas iskoldt drikkevand. Det er slet ikke så tosset sådan med lidt service 🙂
Om aftenen blev vi hentet af en båd med dækket bord, mandskab og buffet af thaimad.
.
Så kunne man ellers nyde sin mad og samtidig se hvordan mørket stille faldt på på vej hen ad floden.
Mange af de berømte monumenter var oplyst – her Grand Palace:
Også Wat Arun – et tempel i Khmerstil (mere om det senere)
Mætte af dagens indtryk – og stadig lidt trætte efter flyveturen – blev vi afleveret tilbage på hotellet så vi kunne sove ud inden morgendagens udflugt til Grand Palace.
Hjemme igen
Morgen i Kastrup. Luften er tyk og hvid af tåge, og landingsbanen ikke at se før flyet blidt møder den. Temperaturen udenfor er mindst 20 grader for kold når man kommer lige fra Thailand og verden gråner med afsluttet-ferie-stemning.
Sidder i toget, dagen lysner. Solen kigger frem og himlen bliver blå. Et fantastisk forårsvejr folder sig ud mens jeg rytmisk bliver transporteret nærmere hjem.
Jeg hentes på banegården af Lasse og køres fluks hjem til min Mors varme omsorg. Mad, bad, selskab og lur i solen – så er det alligevel ikke så slemt at komme hjem 🙂
Klokken 4 onsdag morgen
Tidligt vågen – intet realistisk håb om mere søvn. Forbløffende klar og fuld af tanker.
Det er åbenbart med denne nye vågenhed ikke muligt bare at sove aftenerne væk således som jeg ellers har vænnet mig til over det sidste års tid. I stedet hedder det at den som formaster sig til at gå i seng klokken otte vågner klokken fire. Så kan jeg lære det – glæder mig allerede til min middagslur efter arbejde.
Næste skridt må være at håndtere at fylde den tid ud jeg nu ikke længere sover. For det er stadig svært at koncentrere mig, ikke nemt at hverken læse eller se serier i mere end 5 minutter ad gangen. For slet ikke at tale om håndarbejde – det er noget som bare ikke sker.
I stedet har jeg næsten konstant lyst til at være i selskab med mennesker. Folk som er mig nære, eller som jeg ønsker bliver det. Jeg længes efter kontakt mellem sind, lange samtaler, neddykken i væren. Og når jeg får lidt af det skriger alt i mig efter mere, mere.
Hvorfor denne (pludselige?) afhængighed? Hvad betyder det – og hvad stiller jeg op med den?
Opvågnen?
Når jeg røres af noget, bliver det hos mig. Det flyver rundt og rundt i en evindelig cirkel i mine tankers teater.
Lige indtil jeg skriver det ud og det krystalliseres.
Eller – hvis der ikke er overskud eller vindue til at skrive i – det falmer med tiden, langsomt blegnende intil ikke engang jeg kan huske hvorfor det var så vigtigt, skinnende og meningsfuldt ;-(
Jeg kigger på min blog. Min sygnende, længe ignorerede blog, knapt overlevende med blot en enkelt en post om måneden flere måneder i træk. Er konklusionen at jeg er, eller måske har været, et sted hvor ikke meget kunne røre mig, hvor jeg ingenting lukkede ind?
Det jeg har oplevet i den sidste tid, hvor flere ting har bevæget mig til at skrive indlæg, føles i hvert fald som en levendegørelse. En langsom opvågnen af en slags, efter måneder og årstider tilbragt i dvalelignende tilstand.
En helende og nødvendig dvale efter afslutningen på mit forhold til René og Maiju, en slumretilstand hvori intet helt kunne nå ind til mig mens jeg bearbejdede sorg og svigt.
Men nu? Nu er der begyndt at ske noget. Den sidste måned har været fuld af gode oplevelser, nærværsskabende, oprivende og rundt-rykkende tildragelser som nok kan vække en op af selv dyb dvale. At de så er adskilt af skrigende banale hverdage på arbejdet er vist bare et udtryk for at det er et virkeligt liv jeg har, ikke et historie- eller filmliv.
Mere. Åh giv mig mere!
Søvnløs
Sover en time og vågner så.
Vender og drejer mig og giver op henad midnat.
Har fundet ud af at have facebook på telefonen (velkommen til det nye årtusind, gamle dame!) og inden længe efter jeg har skrevet i min status at jeg er søvnløs pinger den første.
Et par mennesker jeg ikke har talt med længe, endsige set i virkeligheden i årevis. Folk hvis døgn- og livsrytmer er for forskellige fra mine til at vi praktisk passer sammen i livsførelse – og alt for sjældent bare er online samtidig.
Men begge sjæle som jeg har en inderlig fornemmelse af at hvis nu bare… så ville vi blive dejligt gode venner. Hvis bare vi boede i den samme by, var vågne på samme tidspunkt af døgnet, ikke havde så mange andre forpligtelser. Hvis nu bare.
Men det gør vi, og der er så meget uudnyttet potentiale at det er til at blive helt elektrisk af. Jeg længes efter at realisere det i en sådan grad at jeg opdager jeg ligger og sparker med benene i sengen (det er derfor computeren hopper).
Samtalen fortsætter ind i natten indtil selv natteravnene derude må gå i seng hvis de skal op og på arbejde, og jeg ligger igen og prøver at falde i søvn.
Mine tanker kredser om en bid af den sidste samtale – en bid som fanger følelsen perfekt.
“Elsker dig uden at kende dig. Føler mig sjæleligt beslægtet med dig p.gr.a. din tankegang.
Gad vide hvordan du er i virkeligheden.”
Er der nogen du har det sådan med?
Helt levende indeni
Jeg vågner langsomt, tankerne hviler stadig ved eftergløden af nattens spil.
Mit hovede kører i overdrive – scener genspilles, ændres, skabes uden at jeg helt kan få hold på dem. Som at se tilfældigt ordnede afsnit af en film der indretter sig efter min usammenhængende ønsker, her i den sidste dovne, halvdrømmende stund i daggryet mellem søvn og vågen.
Jeg bliver hængende så længe jeg kan. Her hvor fiktionen har rørt mig, hvor drømmende alternative handlinger er mulige og hvor jeg hviler så forlokkende sødt på de søvnige, men åh så salige rester af rollespils-rush. Hvis jeg kunne blive i denne tilstand i timer var jeg vel lykkelig så længe.
Inden længe tager mit daglige jeg over og jager de sidste rester af drøm og søvn bort. Tøvende, uvillig giver jeg slip og kommer op til morgenens overflade, til den bittersødt gryende dag.
Med erindringen om henrykkelse så nær omend fortid.
… Det er mange år siden jeg sidst har spillet 1-1 rollespil. Det er den sikreste måde jeg kender at vågne i afterglow, selvom varulv også nogle gange kan gøre det. Hvis der er et navn for det stof det udløser i min hjerne, så giv mig fluks en recept. Eller vis mig vej til en pusher – jeg er ligeglad, vil bare ha’.
Jeg tænker det må være intensiteten det giver at dele spillet, historien med præcis ét menneske.
Den måde bipersoner er mere virkelige, mere hele fordi man kan give dem sin fulde opmærksomhed – der er ingen andre spillerroller til at konkurrere om den. Samtaler bliver intense og min rolles følelser mere virkelige for mig.
Og så er der den sikre overbevisning om at man ikke stjæler opmærksomhed fra andre spillere som ønsker den, men kan hvile i sin rolle, også i de små ting uden at kede nogen eller snuppe deres rampelys. Det giver en vældig ro til at opleve.
Jeg ved ikke om det giver mening. Men jeg ved at jeg bliver så levende, åh så levende.