To dage efter solhverv, og denne fine solopgang møder mig på vej til arbejde.
En tilståelse
Selvom jeg længes lige så meget efter forår, sol, blade på træerne og varme som alle jer andre jeg hører forbande vejrguderne i disse dage, så har jeg alligevel en tilståelse at komme med.
For dybt i mit bryst banker et barnligt hjerte, et hjerte som har set alt for mange brungrå, regnvåde danske kun-næsten vinterdage. Og når de buskede fnug falder stille fra en hvid himmel, lægger sig tykt på træer og buske og dækker vej og sti som en tyk, blød dyne, så synger det hjerte.
Det synger i glæde over det fortryllede eventyrlandskab verden pludselig forvandler sig til. I vemod efter dage som var, med kælketure på bakken ved stranden og prikkende fingre som vågnede op ved kaminen hos Bedste bagefter. Efter en tid hvor sne betød kælk, snelygter og lytten til morgenradioen for at høre om skolen mon var lukket.
Det synger til trods for halsbrækkende cykelforhold og kulde som går gennem marv og ben. Til trods for gamacher, uldsokker og -trøjer, vådt overtøj og cyklens frosne gear.
Men mest synger det for skønheden. For den særlige tysthed der hviler over et landskab dækket af sne, selv her i byen. For den rene, klare luft, den særlige duft som sneen bringer. For den benovede glæde et snedækket landskab bestandig kan vække. Denne verdens magi.
Vintertrylleri på forårsjævndøgn.
Samtidig
Så skete det. Morgenen efter vi holdt martsblot i sneen på Vestereng (jeg var den første på blotpladsen så her et billede fra mens jeg stadig var igang med at få gang i bålet – nok tændvæske gør underværker for snevådt brænde)
stod jeg søvndrukken op til dette syn:
Blomstrende amaryllis på snebaggrund.
På vej
Det er muligvis stadig koldt udenfor (ja, klapperkoldt!) men lyset er kommet. Det har min amaryllis opdaget, som hvert år i marts. I løber af de sidste to uger er den gået fra halvvissen til at opsende en lang fast stængel med blomsterknopper.
Jeg tror ikke der går mange dage før den springer ud i fuldt flor 🙂
Forår, forår, kom nu snart
Forårsbebudere fra min Mors have. Og det det trods for at der igen ligger sne på jorden udenfor og vintervinden bider.
Kom snart forår, jeg trænger til dig.
Det lysner
Ja udenfor, altså. Fra at være bælgravende mørkt når jeg cykler til arbejde om morgenen er det i løbet af de sidste par uger lysnet mærkbart.
Igår så der således ud på det sidste stykke mellem boldbanerne.
Det fineste lyserøde morgengy, allerede kvart over seks 🙂
Stort :-)
Når man arbejder i et industrikøkken er det ikke kun gryder og ovne der er store.
Her er det min kollega Malene med en af de 5kgs chokoladeplader der kom hjem da vi fik varer idag.
Et overraskende godt måltid
Igår aftes var jeg på besøg hos Allan, til hygge, mad og tvserier.
Menuen stod på kartoffelmos, tunsteak og lynstegte grøntsager. Og nøj, det var godt 🙂
Det som gjorde det særligt var tilberedningsmetoden. Allan har en sous vide-koger, altså et temperaturstyret vandbad, hvori man “koger” emnet lufttæt forseglet i en vakuumpose.
Så i vakuumpakkeren med tunen, forsegl, og ned i vandbad med en konstant temperatur på 43 grader. Op igen efter en halv time. Så har tunen farve som om den stadig var rå, mens den faktisk er tilberedt bleu. Så får den lige en lyntur på en meget varm pande – bare 30 sekunder på hver side for at give lidt stegeskorpe – og vupti: utrolig lækker og mør fisk.
Jeg fristes til at prøve det selv, uden det fornemme udstyr. Siden fisken kun skal have en halv time tror jeg godt man kunne approksimere med et vandbad i en skål hvor man så supplere med mere varmt vand efterhånden som temperaturen falder. Om det bliver lige så godt når fisken ikke er vakuumpakket, men kun forseglet i en almindelig pose eller i plastikfilm er så det springende punkt.
Jeg tænker det lige ville være noget for Mor og Lasse, de er så glade for at spise fisk.
London – opsamling
Onsdag trodsede vi kulden og Karens forkølelse og tog bussen til Westminster. Vi gik forbi Big Ben
og Alberte tog ivrigt billeder af London Eye – hendes favoritdestination.
Det var ikke just varmt i vejret.
Senere på eftermiddagen var Far med Mads Emil i skateparken White Grounds og jeg gik en tur på V&A.
De har utrolig mange fine ting at kigge på, men ind imellem er rummene tingene er udstillet i mindst lige så fine. Her en trappe:
Og lysekronen i foyeen.
Om aftenen spiste vi på Wagamama, hvor skålene med nudler var større end Albertes hovede.
Men hun spiste op! Hvilket var væsentlig mere end man kunne sige om mig.
Torsdag inden vi tog toget mod Gatwick var der lige tid til at gå forbi Krispy Kreme som til min glæde har en lille bod på Victoria Station.
De laver de bedste donuts jeg kender, og jeg har ikke fået dem siden jeg boede i USA.
De er stadig gode! 🙂
Til afslutning et par af Fars billeder fra de første dage.
På perronen i Gatwick mens vi venter på toget ind til Victoria Station. Enten fjoller Mads Emil for os, eller også bliver man glad af at tage til London.
Lige da vi var ankommet til lejligheden gik Far og jeg ud for at finde morgenmad til dagen efter. Det var nu aldeles forgæves, for det var søndag og efter 11 om aftenen, så alting var lukket. Men Far fik dog taget dette billede, som i hvert fald ikke efterlader nogen tvivl om at vi var i London – rød dobbeltdækkerbus og regnvejr 😛
Da vi morgenen efter fandt en stor Sainsbury´s og provianterede blev der taget dette billede af Teresen i et af dens favorithabitater.
Da morgenmaden var hjembragt og blev fortæret lykkedes det Far at fotografere både mig og sig selv i samme hug.
Den første dag var det stadig noget vådt i vejret – men vi ser nu glade ud alligevel 🙂
Hjemme igen
Lejligheden er tom og stille. Der er ikke noget tykt, varmt og lyddæmpende gulvtæppe under mine fødder, og jeg sidder ikke nedsunket i en forbavsende dyb og overblød blomstret sofa i cremefarvede nuancer der matcher gulvtæppet. Jeg kan ikke høre togene svagt udenfor fra Victoria Station, kun computerens summen.
Mest mærkbart er her ingen mennesker. De ligger ikke inde ved siden af og sover, fordi det endnu er morgen, de er ikke på badeværelset eller ude efter brød til morgenmaden, de er her ikke. Her er kun mig, og det føles helt overvældende tomt.
Måske er det først nu jeg mærker hvor meget det har fået mig til at slappe af, konstant at være omgivet af mennesker jeg holder af. Den ro der (midt i det kaos 3 voksne og 2 børn trods alt også er) er i at vide man er sammen med nogen, ikke bare lige nu, men adskillige dage frem.
Allerede i bilen på vej hjem fra lufthavnen igår mærkede jeg det mentale gearskifte. Min afslappede, men opmærkesomme feriementalitet – den som planlægger en dag ad gangen og kun fokuserer på hvad der skal se inden for rammen af den oplevelse der er igang lige nu – begyndte fluks at svinde hen og blive erstattet af min hverdags-planlægningsmentalitet: Hvad skal der ske i morgen, resten af ugen, næste uge, hvad skal jeg ordne, hvad skal der nås, hvilke mennesker vil jeg gerne se, hvem har jeg aftaler med.
Klumpen i maven vender tilbage, og ferien som lige før var nu, noget jeg var midt i, begynder allerede at svinde hen som et minde. Stadig stærkt og friskt – jeg kan jo nærmest række ud med tankerne og føle mig selv stå midt i menneskemylderet i undergrunden eller sidde på en Pret sammen med Far, Karen, Mads Emil og Alberte.
Dejligt – varmt og trygt, 4 dage hvor jeg kunne give slip og slappe af – men nu en erindring.