Hvis man er nødt til at arbejde på en tidlig søndag morgen i september, så må det mindste man kan forlange da være stearinlys og lyskæde tændt, varm yndlingsthe i koppen og fuldmodne sveskeblommer i skålen med A38 🙂
Tidligt og stille
Onsdag morgen fem minutter i syv på lærerværelset. Himlen over det sydlige Viby står i brand og de tomme stole spejler sig i ruden.
Marokko med Ingrid – del 2
Dagen efter gik vi tur i souk’ens mange små og snoede gader.
Langt inde i labyrinten af gyder fandt vi stedet hvor der blev farvet læder:
I samme baggård stod beholdere med farven. Det lugtede skarpt og jeg tvivler på at der blev brugt handsker – arbejdstilsynet ville have korset sig.
I souk’en kan man også risikere at støde på den berygtede souk-hipster.
Vi så også adskillige af byens gamle palæer og paladser. Hovedparten var aldeles tomme, bortset fra turisterne – ikke et møbel i syne, kun tomme sale og gange. Rummet på billedet havde som det eneste et spejl som møblement.
Andre tidligere paladser var indrettet til museer – her en overdækket gård
Der var et fint gittervindue ud til gården
… Omend udsigten hurtigt forandredes 😉
Om eftermiddagen gik vi i et stort lokalt supermarked for at se hvad man kunne lære om marokkanerne ud fra deres varer.
For eksempel at hvor vi køber maling i litervis, så køber de honning.
Og at man kan få dumme-Peter-hatte med Hello Kitty.
(Teorien om at det også kunne være en fødselsdagshat blev fluks forkastet som usandsynlig.)
Dagen efter tog vi på en heldagsudflugt op i bjergene til den gamle beduinlandsby Ait Ben Haddou.
Det var tydeligt at der var en frodig side af bjerget
og en mindre frodig side.
Og som på alle gode turistudflugter gjorde minibussen masser af holdt så man kunne fotografere udsigten. Eller sin rejsemakker som fotograferer udsigten.
Der blev også gjort stop ved et kvindekollektiv der malede de allestedsnærværende arganfrø til olie til brug i kosmetik og hårpleje. Ingrid samlede nogle frø op
… Det vides ikke om det var før eller efter de havde været igennem gedens fordøjelse, men jeg mistænker efter 😛
Omsider kom vi til Ait Ben Haddou. Byen har stået siden middelalderen, omend der nu er bygget en ny bydel på den modsatte side af floden, hvor der er el og rindende vand til rådighed. Sjovt nok er befolkningen flyttet derover, og den gamle bydel står tom tilbage på skråningen.
Mens vi var der i august var der tørt og varmt, men man kunne godt se på flodlejet og broen mellem den nye og gamle del af byen at der er en del vand om foråret.
Vi vandrede over det tørre flodleje og op i middelalderbyen. Mange film er optaget her, ikke mindst fordi der når man kigger i de rigtige retninger ikke er spor af den moderne verden.
Jeg følte mig lidt hensat til Tattooine eller en anden ørkenplanet.
Leoparden følte sig tilpas i det varme klima.
Oppe fra tårnet på toppen kunne man kigge ud over bebyggelse og marker
eller bare gold ørken
I en tredie retning kunne man se en stump omhyggeligt indhegnet ørken.
Gad vide hvad meningen med det var?
På vej ned igen var der fint udsyn over den gamle bydel
og rig lejlighed til at tage silhouetbilleder i de skyggefulde passager
Efter Ait Ben Haddou fortsatte udflugten til nærmeste større by hvor der både lå et fint gammelt citadel og en væsentlig del af Marokkos filmindustri.
Citadellet var som de fleste andre gamle bygninger vi så restaureret præcis nok til at turister kunne betale entre og gå ind, men indenfor var ingen skilte, møbler, kustoder, ja faktisk overhovedet ingenting udover tomme gange, trapper og sale. Det ville være et fint sted at holde et dungeonlive, men som kulturformidling lod det noget tilbage at ønske.
I et af citadellets rum var dette i gulvet.
Tydeligt en del af den oprindelige bygning – men hvad er det? Hverken Ingrid eller jeg havde nogen realistiske bud.
På den anden side af hovedvejen, overfor citadellet, lå et museum over filmkulisser. Her var alt fra det romerske senat til skumle fængsler.
I torturkammeret var der praktisk nok hængt lænker op.
Men det var fup og svindel – inden i lænkerne til hænderne var der lagt blød beklædning, så en skuespiller kunne være mageligt lænket.
Sidst på dagen gik turen hjem igen, og på vej ad de mange skarpe hårnålesving var der rig lejlighed til at overveje om vores chauffør mon var svimmel eller utilpas? Han havde jo hverken fået vådt eller tørt hele dagen, eftersom det var ramadan. Dejlig tanke – men vi kom nu helskindede hjem, omend Leoparden var meget træt.
Så meget desto mere grund til dagen efter at forfriske sig i skyggen med den traditionelle stærkt søde myntethe
mens Ingrid købslog om en stråhat.
Der var også tid til at beundre de fine trafikkegler – ikke noget med orange plastik her.
Den sidste dag tog vi ud og besøgte den berømte have ved Yves Saint Laurents tidligere hjem i Marokko, Marjorelle-haven.
I stærk kontrast til byen udenom var her skyggefuldt og roligt, med bygninger i klare farver og hængende planter alle vegne.
Der var stadig masser af spor af bygningernes marokkanske oprindelse, men de strålende farver gav et helt andet indtryk end byen på den anden side af havens mur.
Husets oprindelige ejer havde anlagt en kaktushave.
Nogle af dem var vist snarere forklædte rumvæsner.
Til trods for havens mange andre besøgende var det et rart sted at hvile lidt på en bænk – og for Ingrid til at få taget nogle selvportrætter.
Pludselig var jeg også med i billedet – lidt skeptisk efter nummer 47
Men så fik hun mig alligevel til at grine 🙂
Tilsidst besluttede Leoparden at nu var det nok.
Så tog vi bussen ned i bymidten og satte os på en café. I bussen lagde jeg mærke til hvad der egentlig var på det skilt jeg havde set på alle busdøre hele ugen:
“Pas på kåben ikke kommer i klemme når De forlader bussen” – eller noget i den stil.
Det var sidste chance for postkort, så Ingrid skrev næsten frivilligt et par stykker.
Jeg havde mere travlt med at kigge på killingen som havde søgt skygge op ad væggen bag min stol.
Næste morgen var det tid til at tage lufthavnsbussen.
I lufthavnen, inde på den anden side af sikkerhedstjekket gik der masser af andre passagerer rundt og ventede på deres fly. En af dem havde en uventet facon:
Men det var åbenbart en rejsende – katten frekventerede butikker
– flere endda
og undersøgte varerne omhyggeligt
Ingen af de lokale lod til at undre sig.
Loot fra London
Frauke har lige været i London og besøge sin kæreste Martin. Dejligt for dem, men også for mig, for hun havde loot med hjem til mig 🙂
God og uparfumeret sort the i breve fra Fortnum & Mason, til at tage med på arbejde – nu er jeg ikke længere nødt til at nøjes med kantinens ualmindeligt triste thebreve.
… Og så kom de endda i en fin dåse, som helt sikkert nok skal finde anvendelse når en engang er tømt.
Skinnende nylonstrømper fra Primark hvor de er billige – og eftersom jeg endnu ikke er blevet voksen og rolig nok til at kunne have sådan nogen på en aften uden at de løber og må smides ud, er det bedst at det ikke er den dyre slags.
Slutteligen bind 4 i en space opera-serie hvor jeg allerede besidder bind 1 og 3. Nu mangler jeg bare at opstøve bind 2 brugt et eller andet sted 🙂
Kolde fingre
Der er bid i luften her til morgen. Fingrene fryser på styret – det er vantetid snart, nu.
Mosekonen brygger over Brabrandstien og træernes grene hænger tunge af æbler – grønne, røde.
På stien under mirabelletræerne lugter der sødt og råddent, frugten er faldet i flere uger nu og laget af overkørte mirabeller er tykt og brunt.
Birketræernes konfettiblade har gule imellem de grønne, og kastanjernes blade er allerede brune i hver en spids. Det er mørkt når jeg står op, og selvom solen lader de første røde stråler glide over Rosenhøj når jeg ankommer til arbejde er der ingen tvivl om at sommeren er gået, borte.
Morgenluften dufter af vand og faldne blade. Jeg gemmer mine kolde fingre i ærmerne og spekulerer på hvornår jeg mon næste gang kommer til at mærke hele kroppen omfavnet af solvarme.
Marokko med Ingrid – del I
Pludselig er det en måned siden vi kom hjem fra Marrakech, og jeg har været alt for optaget af mit nye arbejde til at få skrevet og lagt billeder op. Men her kommer de, bedre sent end aldrig 🙂
Knapt var vi ankommet, før Leoparden gav sig til at læse guidebogen og planlægge.
Ingrid og jeg var trætte efter at have været oppe midt om natten for at nå flyet, så vi sov til middag så længe.
Næste morgen hoppede vi på en rundtursbus og kiggede på byen.
En væsentlig del af lokalbefolkningen gik tilslørede og til at begynde med valgte Leoparden at gøre det samme.
Inden længe følte den sig dog hjemme nok til at hoppe op i forruden.
Der var palmer, og Leoparden følte sig næsten som Onkel Rejsende Mack.
Temperaturen var i den høje ende, og over middag havde både mennesker og dyr det rigeligt varmt.
Denne her lå meget stille, men så man efter længe nok var der vejrtrækning.
Man skal ikke være længe i Marrakech før man opdager at alle bygningerne har den samme farve.
Fra fine og velholdte huse som disse fra den nye bydel, til gamle rønner med skæve vægge i medinaen. Alle malet den samme orangelyserøde tone. Gad vide om de byggede i en stenart der havde den farve engang? Det kunne man mistænke. Ikke mindst fordi den gamle bymur også har den farve – og den er ikke malet.
Området hvor byen ligger er temmelig tørt, og kun ved hjælp af underjordiske vandingssystemer, bygget siden 1110-tallet – kan byens adskillige offentlige haver holdes grønne.
Og selv når toppene er grønne, er jorden under stadig tør. Vores bus kørte gennem oasen Palmeraie i den nordlige ende af byen:
Bortset fra palmer og buske, var der præcis lige så tørt som i resten af landskabet – men nu er august jo selvfølgelig også den varmeste måned. I foråret hvor der er chance for regn tænker jeg her ser helt anderledes ud.
Om aftenen spadserede vi fra vores hotel i Gueliz ned til byens centrale plads, Jemaa-el-Fnaa. Næsten dernede så vi en suspekt udseende mand, som gik rundt og kiggede sig over skulderen og generelt virkede som om han havde noget for. Han gik op til hjørnet af en eller anden officielt bygning (jeg kan ikke huske hvad det var for en), hev et stykke kridt frem og skrev hurtigt følgende på muren:
Så snart han var færdig smuttede han ned ad en sidegade, stadig med mange urolige blikke i alle retninger.
Så kan man jo ikke undgå at blive nysgerrig. Ikke mindst fordi Marokko jo på ingen måde er et demokrati. Står der mon “Ned med kongen”? Eller “Fri shisha til alle?”
Kender jeg nogen der kan læse arabisk?
Lige inden pladsen kommer man til minareten til den berømte Koutoubia-moske. Vi var ikke inde at se den, for i Marokko er der ikke adgang for ikke-muslimer i moskeerne. Men derfor kunne man jo godt tage et billede af minareten (eller forsøge i hvert fald, for Ingrid stod jo ved siden af).
Det var forbløffende så lurende og skummel den kom til at se ud da tusmørket sænkede sig og der blev tændt lys i vinduerne.
… Er det en galge på toppen? 😉
Der var massevis af mennesker på pladsen efter mørkets frembrud. En vrimmel af oder der solgte mad, og også masser af lokale spisende, nu hvor solen var gået ned og fasten brudt.
Folk solgte alle mulige andre sager. Mit øje faldt på denne opstilling af sodavand.
Jeg kan ikke helt finde ud af om det er et mønster der skal tilkalde rumvæsnger eller setup’et til et ritual der tiltrækker turister med for mange penge. Nogen rationel forklaring på opstillingen kunne ikke umiddelbart ses.
Vi valgte en restaurant som viste sig at have uinspirerende mad, men i det mindste en fin udsigt over hele balladen.
Pausetid. Jeg var ude at spille varulv igår aftes, og nu er det vist nødvendigt med en eftermiddagslur. Mere fra Marokko en anden dag 🙂
Solnedgang over Brendstrupvej
Som arbejdsugen klingede af og jeg var på vej til Stjernepladsen for at hente Nis ved bussen så en weekend fyldt med rollespil og hygge kunne begynde gik solen ned for enden af Brendstrupvej.
Sensommeren er lige så smuk som den er flygtig. Hvert et lunt øjeblik må nydes, man ved aldrig om det bliver det sidste før næste år.
Jeg er slet ikke færdig med at mærke varmen mod huden. Med at gå i bare ben og mærke jorden under mine tæer. Med at sidde ude og lade mig fylde af solens lys. Med ikke at fryse de fleste vågne øjeblikke.
Jeg er ikke klar til vinter. End ikke klar til at sommeren skal slutte. Men det gør den – måske endda i morgen 🙁
Jeg ønsker mig en brandvarm september!
Nyt transportmiddel
Så kom det nye transportmiddel til huse. Lasse hjalp mig med at hente det i Tilst 🙂
Det tog lidt længere tid end forventet, men til gengæld kan vi nu svare på gåden “Hvor mange THansen-medarbejdere skal der til at finde stelnummeret på en elcykel?”
Efter disse to havde ledt adskillige minutter (hvilket involverede kravlen rundt på gulvet for at forsøge at se ind under pedalerne, noget der resulterede i vældig interessante kropsstillinger som jeg barmhjertigt ikke fotograferede) kom der en tredie til:
Så var der gevinst, omsider. Så svaret er 3 😛
Jeg købte en dejlig stor cykelkurv til bagagebæreren og en god lås hos den rare cykelmand i Veri-centret (han kan anbefales) og Lasse var så flink at sætte dem på for mig.
Så var dyret køreklar:
Jeg måtte konstatere på vej hjem fra Mor og Lasse her til aften at det at man kører på en elcykel ikke er det samme som at man ikke bliver svedig og forpustet. For den kører jo så dejlig tjept, og så er det fristende liiige at trampe lidt mere i pedalerne for at få lidt ekstra fart på 😉
Nu er jeg så spændt på hvordan det kommer til at gå med batteriet. Det skulle jo være den store svaghed ved de billigere elcykler, og garantien er kun på 6 måneder. Jeg må krydse fingre og håbe på det bedste.
Så mangler der bare en ting: Hvad skal dyret hedde? Forslag modtages med kyshånd.
Loot
Jeg er bukserig!
Da jeg var ude hos Maria igår fandt hun en vældig kasse frem fra skuret, en kasse fuld af bukser hun ikke længere brugte eller passede.
Efter en hvirvelvind af prøven kom en stor stak med mig hjem.
Jeg har aldrig før i mit liv ejet så mange par bukser på en gang! 😀
Hokus-pokus, bukserne organiseret efter skæbne:
Længst til højre dem der passer perfekt og bare skal stryges. Så en bunke der skal lægges op og måske have syet indsnit i taljen. Så skurkebunken med dem der skal befries for kattehår inden jeg går videre med dem, og tilsidst en lille bunke på 3 par der alligevel ikke helt passede. Det ene gemmer jeg til næste sommer hvor der måske er lidt mere sul på mig end nu, og de sidste to giver jeg fluks videre til en anden værdigt trængende.
Tak Maria 😀
Vild himmel
… Hvad mon den spår om?