Tidligt op og ud af døren i morgenmørket. Leoparden fik sig et vældigt måltid i lufthavnen og så var det ellers afsted til Zadar
… Mads Emil ser lidt forbløffet ud over hvor meget sådan en igrunden kan sætte til livs.
Inden da var Far igang med at veje kufferten – der var stor interesse for hvad kuffertvægten viste.
Efter en kort flyve- og taxatur ankom vi til vores feriehjem.
Masser af plads, panoramavinduer, og en kæmpe sofa 🙂
Lejligheden ligger lige på den anden side af broen til den gamle bydel, så inden længe gik vi tur derover.
Det er nogle sære bogstaver de har brugt heromkring tidligere – disse er fra en statue på et af torvene
Vi gik forbi adskillige isbutikker. Denne adskilte sig ved at udsmykke isen så den nærmest så skræmmende ud.
Der var sol bag spredte lammeskyer og en stenbænk langs strandpromenaden man kunne dase på – mens andre tog billeder.
På vej hjem observerede vi denne zombiehelgen i indgangen til byens katedral.
Produktiv eftermiddag
Idag efter skole kom Christoffer på besøg for at spise småkager og arbejde på sin matematikaflevering.
Småkagerne var chocolate chip cookies, bagt i lørdags. Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver dem efter Fraukes opskrift. At dømme efter den tomme tallerken kunne Christoffer også godt lide dem 😉
Selv var jeg også flittig. Mens der blev lavet matematik i stuen, fik jeg omsider lavet kirsebærsyltetøj.
Produktiv eftermiddag 🙂
Doven lørdag
… Det absolut eneste konstruktive jeg har foretaget mig er disse her:
Chocolate chip cookies efter Fraukes amerikanske opskrift.
Resten af dagen er blevet tilbragt på sofaen, med middagslur og letbenet bog.
Efter at have skiftet arbejde kan jeg virkelig hvordan mærke behovet for at lave absolut ingenting er vokset. Hovedet er træt når man er så meget på til hverdag.
Nye terninger
Da vi skulle spille Monsterhearts i lørdags kom Tore med nye terninger til mig.
Ganske vist siger man jo at terningen ingen hukommelse har, men når det kommer til især sekssidede terninger i mine hænder i et spil Monsterhearts, så har de om ikke hukommelse, så en stålsat vilje til primært at slå ettere.
Og i Monsterhearts fejler ens rolle det den handling den forsøger hvis man slår under 7 med to terninger. Slår man to ettere bliver det måske særlig slemt. Som f.eks. dengang Jackson forsøgte at finde nogle oplysninger i en okkult bog. Vupti, terningerne fornemmer mine hænder, og lander på to ettere. Det viste sig at Jackson synes nogle af de fremmede ord var svære, og derfor sagde dem højt for sig selv mens hun læste. I bogen om dæmoner. Ilddæmoner. Et øjeblik senere var der grundigt ild i Jacksons værelse – et perfekt “Hastur, Hastur, Hastur”-øjeblik.
Bedstemor (som Jackson bor hos) blev temmelig misfornøjet med det udbrændte værelse og alskens ubehagelige konsekvenser ramte den stakkels teenager. Alt sammen fordi sandsynligheden for at jeg slår to ettere ifølge det hidtil indsamlede empiriske materiale er væsentlig højere end 1/36.
Jeg har forsøgt med Tores terninger, med mine egne terninger, med Olivers. Det lader til at så længe det er mig der ruller dem, er de vægtede. Og ikke til min rolles fordel.
Så det gav god mening at komme med nogle helt friske terninger, nu hvor vi gik igang med en ny historie. Der blev ikke brændt nogen teenageværelser ned, men det gik heller ikke ligefrem rosenrødt for min Nathan. Og det er jo ellers ikke fordi det i forvejen er nemt at være 16 år og gå i high school i en lille amerikansk by. Især ikke når man i virkeligheden er en falden engel og igang med at opdage at de andre i klassen heller ikke er helt almindelige og at de voksne har gang i noget skummelt 🙂
Måske skulle jeg vaske terningerne inden næste gang vi spiller? I finsprit? Eller måske vievand. Så kan det være de enten er for berusede eller for helligt omtågede til at slå så mange ettere 😉
Lidt hygge skal man da have
Hvis man er nødt til at arbejde på en tidlig søndag morgen i september, så må det mindste man kan forlange da være stearinlys og lyskæde tændt, varm yndlingsthe i koppen og fuldmodne sveskeblommer i skålen med A38 🙂
Tidligt og stille
Onsdag morgen fem minutter i syv på lærerværelset. Himlen over det sydlige Viby står i brand og de tomme stole spejler sig i ruden.
Marokko med Ingrid – del 2
Dagen efter gik vi tur i souk’ens mange små og snoede gader.
Langt inde i labyrinten af gyder fandt vi stedet hvor der blev farvet læder:
I samme baggård stod beholdere med farven. Det lugtede skarpt og jeg tvivler på at der blev brugt handsker – arbejdstilsynet ville have korset sig.
I souk’en kan man også risikere at støde på den berygtede souk-hipster.
Vi så også adskillige af byens gamle palæer og paladser. Hovedparten var aldeles tomme, bortset fra turisterne – ikke et møbel i syne, kun tomme sale og gange. Rummet på billedet havde som det eneste et spejl som møblement.
Andre tidligere paladser var indrettet til museer – her en overdækket gård
Der var et fint gittervindue ud til gården
… Omend udsigten hurtigt forandredes 😉
Om eftermiddagen gik vi i et stort lokalt supermarked for at se hvad man kunne lære om marokkanerne ud fra deres varer.
For eksempel at hvor vi køber maling i litervis, så køber de honning.
Og at man kan få dumme-Peter-hatte med Hello Kitty.
(Teorien om at det også kunne være en fødselsdagshat blev fluks forkastet som usandsynlig.)
Dagen efter tog vi på en heldagsudflugt op i bjergene til den gamle beduinlandsby Ait Ben Haddou.
Det var tydeligt at der var en frodig side af bjerget
og en mindre frodig side.
Og som på alle gode turistudflugter gjorde minibussen masser af holdt så man kunne fotografere udsigten. Eller sin rejsemakker som fotograferer udsigten.
Der blev også gjort stop ved et kvindekollektiv der malede de allestedsnærværende arganfrø til olie til brug i kosmetik og hårpleje. Ingrid samlede nogle frø op
… Det vides ikke om det var før eller efter de havde været igennem gedens fordøjelse, men jeg mistænker efter 😛
Omsider kom vi til Ait Ben Haddou. Byen har stået siden middelalderen, omend der nu er bygget en ny bydel på den modsatte side af floden, hvor der er el og rindende vand til rådighed. Sjovt nok er befolkningen flyttet derover, og den gamle bydel står tom tilbage på skråningen.
Mens vi var der i august var der tørt og varmt, men man kunne godt se på flodlejet og broen mellem den nye og gamle del af byen at der er en del vand om foråret.
Vi vandrede over det tørre flodleje og op i middelalderbyen. Mange film er optaget her, ikke mindst fordi der når man kigger i de rigtige retninger ikke er spor af den moderne verden.
Jeg følte mig lidt hensat til Tattooine eller en anden ørkenplanet.
Leoparden følte sig tilpas i det varme klima.
Oppe fra tårnet på toppen kunne man kigge ud over bebyggelse og marker
eller bare gold ørken
I en tredie retning kunne man se en stump omhyggeligt indhegnet ørken.
Gad vide hvad meningen med det var?
På vej ned igen var der fint udsyn over den gamle bydel
og rig lejlighed til at tage silhouetbilleder i de skyggefulde passager
Efter Ait Ben Haddou fortsatte udflugten til nærmeste større by hvor der både lå et fint gammelt citadel og en væsentlig del af Marokkos filmindustri.
Citadellet var som de fleste andre gamle bygninger vi så restaureret præcis nok til at turister kunne betale entre og gå ind, men indenfor var ingen skilte, møbler, kustoder, ja faktisk overhovedet ingenting udover tomme gange, trapper og sale. Det ville være et fint sted at holde et dungeonlive, men som kulturformidling lod det noget tilbage at ønske.
I et af citadellets rum var dette i gulvet.
Tydeligt en del af den oprindelige bygning – men hvad er det? Hverken Ingrid eller jeg havde nogen realistiske bud.
På den anden side af hovedvejen, overfor citadellet, lå et museum over filmkulisser. Her var alt fra det romerske senat til skumle fængsler.
I torturkammeret var der praktisk nok hængt lænker op.
Men det var fup og svindel – inden i lænkerne til hænderne var der lagt blød beklædning, så en skuespiller kunne være mageligt lænket.
Sidst på dagen gik turen hjem igen, og på vej ad de mange skarpe hårnålesving var der rig lejlighed til at overveje om vores chauffør mon var svimmel eller utilpas? Han havde jo hverken fået vådt eller tørt hele dagen, eftersom det var ramadan. Dejlig tanke – men vi kom nu helskindede hjem, omend Leoparden var meget træt.
Så meget desto mere grund til dagen efter at forfriske sig i skyggen med den traditionelle stærkt søde myntethe
mens Ingrid købslog om en stråhat.
Der var også tid til at beundre de fine trafikkegler – ikke noget med orange plastik her.
Den sidste dag tog vi ud og besøgte den berømte have ved Yves Saint Laurents tidligere hjem i Marokko, Marjorelle-haven.
I stærk kontrast til byen udenom var her skyggefuldt og roligt, med bygninger i klare farver og hængende planter alle vegne.
Der var stadig masser af spor af bygningernes marokkanske oprindelse, men de strålende farver gav et helt andet indtryk end byen på den anden side af havens mur.
Husets oprindelige ejer havde anlagt en kaktushave.
Nogle af dem var vist snarere forklædte rumvæsner.
Til trods for havens mange andre besøgende var det et rart sted at hvile lidt på en bænk – og for Ingrid til at få taget nogle selvportrætter.
Pludselig var jeg også med i billedet – lidt skeptisk efter nummer 47
Men så fik hun mig alligevel til at grine 🙂
Tilsidst besluttede Leoparden at nu var det nok.
Så tog vi bussen ned i bymidten og satte os på en café. I bussen lagde jeg mærke til hvad der egentlig var på det skilt jeg havde set på alle busdøre hele ugen:
“Pas på kåben ikke kommer i klemme når De forlader bussen” – eller noget i den stil.
Det var sidste chance for postkort, så Ingrid skrev næsten frivilligt et par stykker.
Jeg havde mere travlt med at kigge på killingen som havde søgt skygge op ad væggen bag min stol.
Næste morgen var det tid til at tage lufthavnsbussen.
I lufthavnen, inde på den anden side af sikkerhedstjekket gik der masser af andre passagerer rundt og ventede på deres fly. En af dem havde en uventet facon:
Men det var åbenbart en rejsende – katten frekventerede butikker
– flere endda
og undersøgte varerne omhyggeligt
Ingen af de lokale lod til at undre sig.
Loot fra London
Frauke har lige været i London og besøge sin kæreste Martin. Dejligt for dem, men også for mig, for hun havde loot med hjem til mig 🙂
God og uparfumeret sort the i breve fra Fortnum & Mason, til at tage med på arbejde – nu er jeg ikke længere nødt til at nøjes med kantinens ualmindeligt triste thebreve.
… Og så kom de endda i en fin dåse, som helt sikkert nok skal finde anvendelse når en engang er tømt.
Skinnende nylonstrømper fra Primark hvor de er billige – og eftersom jeg endnu ikke er blevet voksen og rolig nok til at kunne have sådan nogen på en aften uden at de løber og må smides ud, er det bedst at det ikke er den dyre slags.
Slutteligen bind 4 i en space opera-serie hvor jeg allerede besidder bind 1 og 3. Nu mangler jeg bare at opstøve bind 2 brugt et eller andet sted 🙂
Kolde fingre
Der er bid i luften her til morgen. Fingrene fryser på styret – det er vantetid snart, nu.
Mosekonen brygger over Brabrandstien og træernes grene hænger tunge af æbler – grønne, røde.
På stien under mirabelletræerne lugter der sødt og råddent, frugten er faldet i flere uger nu og laget af overkørte mirabeller er tykt og brunt.
Birketræernes konfettiblade har gule imellem de grønne, og kastanjernes blade er allerede brune i hver en spids. Det er mørkt når jeg står op, og selvom solen lader de første røde stråler glide over Rosenhøj når jeg ankommer til arbejde er der ingen tvivl om at sommeren er gået, borte.
Morgenluften dufter af vand og faldne blade. Jeg gemmer mine kolde fingre i ærmerne og spekulerer på hvornår jeg mon næste gang kommer til at mærke hele kroppen omfavnet af solvarme.
Marokko med Ingrid – del I
Pludselig er det en måned siden vi kom hjem fra Marrakech, og jeg har været alt for optaget af mit nye arbejde til at få skrevet og lagt billeder op. Men her kommer de, bedre sent end aldrig 🙂
Knapt var vi ankommet, før Leoparden gav sig til at læse guidebogen og planlægge.
Ingrid og jeg var trætte efter at have været oppe midt om natten for at nå flyet, så vi sov til middag så længe.
Næste morgen hoppede vi på en rundtursbus og kiggede på byen.
En væsentlig del af lokalbefolkningen gik tilslørede og til at begynde med valgte Leoparden at gøre det samme.
Inden længe følte den sig dog hjemme nok til at hoppe op i forruden.
Der var palmer, og Leoparden følte sig næsten som Onkel Rejsende Mack.
Temperaturen var i den høje ende, og over middag havde både mennesker og dyr det rigeligt varmt.
Denne her lå meget stille, men så man efter længe nok var der vejrtrækning.
Man skal ikke være længe i Marrakech før man opdager at alle bygningerne har den samme farve.
Fra fine og velholdte huse som disse fra den nye bydel, til gamle rønner med skæve vægge i medinaen. Alle malet den samme orangelyserøde tone. Gad vide om de byggede i en stenart der havde den farve engang? Det kunne man mistænke. Ikke mindst fordi den gamle bymur også har den farve – og den er ikke malet.
Området hvor byen ligger er temmelig tørt, og kun ved hjælp af underjordiske vandingssystemer, bygget siden 1110-tallet – kan byens adskillige offentlige haver holdes grønne.
Og selv når toppene er grønne, er jorden under stadig tør. Vores bus kørte gennem oasen Palmeraie i den nordlige ende af byen:
Bortset fra palmer og buske, var der præcis lige så tørt som i resten af landskabet – men nu er august jo selvfølgelig også den varmeste måned. I foråret hvor der er chance for regn tænker jeg her ser helt anderledes ud.
Om aftenen spadserede vi fra vores hotel i Gueliz ned til byens centrale plads, Jemaa-el-Fnaa. Næsten dernede så vi en suspekt udseende mand, som gik rundt og kiggede sig over skulderen og generelt virkede som om han havde noget for. Han gik op til hjørnet af en eller anden officielt bygning (jeg kan ikke huske hvad det var for en), hev et stykke kridt frem og skrev hurtigt følgende på muren:
Så snart han var færdig smuttede han ned ad en sidegade, stadig med mange urolige blikke i alle retninger.
Så kan man jo ikke undgå at blive nysgerrig. Ikke mindst fordi Marokko jo på ingen måde er et demokrati. Står der mon “Ned med kongen”? Eller “Fri shisha til alle?”
Kender jeg nogen der kan læse arabisk?
Lige inden pladsen kommer man til minareten til den berømte Koutoubia-moske. Vi var ikke inde at se den, for i Marokko er der ikke adgang for ikke-muslimer i moskeerne. Men derfor kunne man jo godt tage et billede af minareten (eller forsøge i hvert fald, for Ingrid stod jo ved siden af).
Det var forbløffende så lurende og skummel den kom til at se ud da tusmørket sænkede sig og der blev tændt lys i vinduerne.
… Er det en galge på toppen? 😉
Der var massevis af mennesker på pladsen efter mørkets frembrud. En vrimmel af oder der solgte mad, og også masser af lokale spisende, nu hvor solen var gået ned og fasten brudt.
Folk solgte alle mulige andre sager. Mit øje faldt på denne opstilling af sodavand.
Jeg kan ikke helt finde ud af om det er et mønster der skal tilkalde rumvæsnger eller setup’et til et ritual der tiltrækker turister med for mange penge. Nogen rationel forklaring på opstillingen kunne ikke umiddelbart ses.
Vi valgte en restaurant som viste sig at have uinspirerende mad, men i det mindste en fin udsigt over hele balladen.
Pausetid. Jeg var ude at spille varulv igår aftes, og nu er det vist nødvendigt med en eftermiddagslur. Mere fra Marokko en anden dag 🙂