Kattens Rejse

Archive for the ‘Tanker’ Category

Hjemme igen fra årets Fastaval. Træt, og lidt trist.

Trist fordi det iår føles som om Fastaval var noget der foregik som bagtæppe imens jeg var i køkkenet.
Og ganske vist var det hyggeligt at bage kager, dele kager ud, få ros for kager, rydde op efter kagebagning og alt det andet der følger med min Fastaval-tjans, men egentlig, oprindeligt kommer jeg jo på Fastaval for at spille rollespil.

Det blev det ikke til meget af i år, og de to gange jeg fik spillet var det med en arbejdstræthed der gjorde at jeg begge gange overvejede om jeg ikke bare skulle gå i seng i stedet for (så jeg var klar til mere køkkentjans bagefter). Og det til trods for at begge var gode scenarier som ramte lige ned i min smag.

Jeg spillede “Heart’s Blood” – en Jeepform-tilpasning af Bram Stokers Dracula og “Tilbagefald”, en historie om hvordan alkoholisme gradvist slår en familie i stykker.

Men der var jo adskillige andre scenarier som jeg også gerne ville have spillet. Og det ville da også være dejligt at kunne møde op til spil uden dårlig samvittighed over det arbejde der nu ikke bliver gjort fordi jeg er ude at more mig i stedet for at være flittig i køkkenet.
For slet ikke at tale om de mennesker som jeg gerne ville have nået at snakke ordentligt med i stedet for bare at måtte suse forbi på vej til at aflevere en kage, tage noget opvask eller finde et forsvundent køkkenaggregat. Folk jeg holder af, men typisk kun ser en eller to gange om året og som det derfor føles som om jeg gik glip af i år :-(

Så næste år skal der ske noget andet. Enten skal jeg tage en pause og helt lade være med at være arrangør eller også skal jeg have en body double. En som vil dele min tjans og bage halvdelen af kagerne sådan at vi begge to kan nå at være overskudshavende fastavalgæster to af dagene i påsken og kun arbejde de andre.

I år var i hvert fald året hvor det holdt op med at være holdbart – hvor jeg holdt op med at føle mig som en del af miljøet og i stedet kun var en serviceperson. Vellidt og altid modtaget med smil, men ikke desto mindre serviceperson og ikke deltager.

Det er desværre ikke sjovt længere :-(

Tidligt vågen – intet realistisk håb om mere søvn. Forbløffende klar og fuld af tanker.
Det er åbenbart med denne nye vågenhed ikke muligt bare at sove aftenerne væk således som jeg ellers har vænnet mig til over det sidste års tid. I stedet hedder det at den som formaster sig til at gå i seng klokken otte vågner klokken fire. Så kan jeg lære det – glæder mig allerede til min middagslur efter arbejde.

Næste skridt må være at håndtere at fylde den tid ud jeg nu ikke længere sover. For det er stadig svært at koncentrere mig, ikke nemt at hverken læse eller se serier i mere end 5 minutter ad gangen. For slet ikke at tale om håndarbejde – det er noget som bare ikke sker.

I stedet har jeg næsten konstant lyst til at være i selskab med mennesker. Folk som er mig nære, eller som jeg ønsker bliver det. Jeg længes efter kontakt mellem sind, lange samtaler, neddykken i væren. Og når jeg får lidt af det skriger alt i mig efter mere, mere.

Hvorfor denne (pludselige?) afhængighed? Hvad betyder det – og hvad stiller jeg op med den?

Når jeg røres af noget, bliver det hos mig. Det flyver rundt og rundt i en evindelig cirkel i mine tankers teater.
Lige indtil jeg skriver det ud og det krystalliseres.
Eller – hvis der ikke er overskud eller vindue til at skrive i – det falmer med tiden, langsomt blegnende intil ikke engang jeg kan huske hvorfor det var så vigtigt, skinnende og meningsfuldt ;-(

Jeg kigger på min blog. Min sygnende, længe ignorerede blog, knapt overlevende med blot en enkelt en post om måneden flere måneder i træk. Er konklusionen at jeg er, eller måske har været, et sted hvor ikke meget kunne røre mig, hvor jeg ingenting lukkede ind?

Det jeg har oplevet i den sidste tid, hvor flere ting har bevæget mig til at skrive indlæg, føles i hvert fald som en levendegørelse. En langsom opvågnen af en slags, efter måneder og årstider tilbragt i dvalelignende tilstand.
En helende og nødvendig dvale efter afslutningen på mit forhold til René og Maiju, en slumretilstand hvori intet helt kunne nå ind til mig mens jeg bearbejdede sorg og svigt.

Men nu? Nu er der begyndt at ske noget. Den sidste måned har været fuld af gode oplevelser, nærværsskabende, oprivende og rundt-rykkende tildragelser som nok kan vække en op af selv dyb dvale. At de så er adskilt af skrigende banale hverdage på arbejdet er vist bare et udtryk for at det er et virkeligt liv jeg har, ikke et historie- eller filmliv.

Mere. Åh giv mig mere!

Sover en time og vågner så.
Vender og drejer mig og giver op henad midnat.

Har fundet ud af at have facebook på telefonen (velkommen til det nye årtusind, gamle dame!) og inden længe efter jeg har skrevet i min status at jeg er søvnløs pinger den første.

Et par mennesker jeg ikke har talt med længe, endsige set i virkeligheden i årevis. Folk hvis døgn- og livsrytmer er for forskellige fra mine til at vi praktisk passer sammen i livsførelse – og alt for sjældent bare er online samtidig.
Men begge sjæle som jeg har en inderlig fornemmelse af at hvis nu bare… så ville vi blive dejligt gode venner. Hvis bare vi boede i den samme by, var vågne på samme tidspunkt af døgnet, ikke havde så mange andre forpligtelser. Hvis nu bare.

Men det gør vi, og der er så meget uudnyttet potentiale at det er til at blive helt elektrisk af. Jeg længes efter at realisere det i en sådan grad at jeg opdager jeg ligger og sparker med benene i sengen (det er derfor computeren hopper).

Samtalen fortsætter ind i natten indtil selv natteravnene derude må gå i seng hvis de skal op og på arbejde, og jeg ligger igen og prøver at falde i søvn.

Mine tanker kredser om en bid af den sidste samtale – en bid som fanger følelsen perfekt.

“Elsker dig uden at kende dig. Føler mig sjæleligt beslægtet med dig p.gr.a. din tankegang.
Gad vide hvordan du er i virkeligheden.”

Er der nogen du har det sådan med?

Jeg føler mig tør indeni. Der springer ingen kilde, løber ingen bæk. Hverken af inspiration, glæde eller energi.

Jeg er træt og trist. Selvom jeg laver dejlige ting med søde mennesker besidder den underliggende melankoli mig helt.

Det er svært at koncentrere mig. Når jeg ikke er igang med en aktivitet bliver jeg nærmst panisk af tomheden, når jeg er igang med noget knækker min koncentration hele tiden og frygten for tomheden kigger frem.

Det har været sådan længe, åh så længe. Hvornår bliver det bedre?

Det er tidlig morgen og jeg har allerede vendt og drejet mig i sengen siden halv fire, inden jeg gav op og stod op.
Der er dejligt vintermørkt udenfor, lyskæden lyser hyggeligt henne over vinduet og jeg har the i koppen. Så mangler bare at jeg ikke skule på arbejde idag, så var idyllen perfekt.

Eller næsten, for tankerne svirrer. Om hvad jeg har haft og mistet, om andre, tidligere dage hvor jeg var nærmest lykkelig.

Om der mon nogensinde er nogen som vil elske mig igen? En som jeg kan give mig selv til, en jeg ikke kan undvære og som er der specielt for mig? Det føles ikke sådan, og så bliver tankerne hurtigt tunge.

Jeg prøver på at nyde de gode ting jeg laver i hverdagen, bestræber mig på at sige ja til invitationer og samvær. Og det er dejligt at se rare mennesker, men når jeg er alene kommer tristheden, for nedenunder ligger et dybere savn.

Og hvad stiller man op med det?

Det er alle sjæles nat og jeg har tændt et lys. Det er natten hvor vi husker vores døde, mens lyset stille brænder ned.

Det er ikke første gang – fra et andet år kan du læse her

I år husker jeg Tante Ella. Så lyset står i en farverig rød glasstage – havde jeg haft en med guld på havde jeg brugt den.

Det er mørkt udenfor, vintermørkt, julemørkt. Og om noget associerer jeg Tante Ella med jul. Hun var altid den mest festligt klædte i rødt og guld og med sit varme smil og begejstrede julesind kunne hun nok sætte gang i hyggen. Hun havde tit eggnog med og der var altid gaver til Mor fra ‘Nissen’ eller ‘Julemanden’ under træet.

Med sin læbestiftmund og kunstigt optegnede øjenbryn var hun en forfængelig dame til det sidste, men hun formåede at være det med stil, al glimmeret til trods.
Med sine mange amerikanske låneord, parykken og alt glitteret var hun min barndoms mest excentriske personlighed.

Hjemme hos Tante Ella var der hyggeligt fyldt af det mest kitchede nips man kan forestille sig. Lyserøde plastikflamingoer i haven og masser af kunstige blomster indenfor. Sammenlignet med de amerikanske hjem jeg har været i kunne man bestemt godt se at hun havde boet mange år derovre. Samtidig kunne man se på de mange sjove småting hun havde stående at hun havde levet et langt og dejligt liv.

I det hele taget husker jeg Tante Ella som et varmt menneske der bestandig havde appetit på mere af livet. Flere festligheder, mere hygge, mere samvær.

Nu hvor hun ikke er her længere husker og ser jeg hendes varme i min Mors øreringe, i smagen af eggnog, i hendes syting som jeg har arvet og ikke mindst altid i julepynt og glimmer.

Tante Ella danser i mine minder denne nat.