Kattens Rejse

Student – og flyttet til Djævleøen

Lige før ferien begyndte blev Christoffer student. Vildt! Jeg synes jo ikke det er så længe siden han var lille og blødkindet

– men det siger vist bare noget om at jeg er blevet en gammel dame 😛

Hans lærer kom for sent til den sidste eksamen, så min Mor nåede at fotografere en lidt utålmodig snart-student lige inden eksamen.

Derefter vandrede vi rundt på gangene en halv times tid mens der var AT-eksamen. Egaa Gymnasium har citater rundt om på væggene, eksempelvis denne klassiker

og et fra Sting – særlig fint sammen med skiltet på døren synes jeg.

Så kom han endelig ud og med et flot resultat. Det blev fluks fejret 🙂

Ferien er fløjet og i mandags flyttede han til Djævleøen og begyndte sin værnepligt hos Livgarden.
Fredag aften var jeg til aftensmad hos Mor og Lasse, og formåede at holde mig vågen til han kom med toget klokken sent. Han var helt glad og fortalte og fortalte – det var så dejligt 🙂 Og som hans ondeste (…nysgerrigste) søster ville jeg jo vide besked om det hele!

ESAs sommerworkshop for lærere

I april tog jeg hvad der lignede en spinkel chance og skrev en ansøgning om en plads til ESAs årlige kursus for lærere. Alt muligt om at undervise med baggrund i vores udforskning af rummet, leveret af vaskeægte eksperter der arbejder for det europæiske rumagentur. Ikke til at stå for

Jeg var heldig og fik en plads! De 3 dage På ESTEC i Nordwijk i Holland i juli var som forventet både vilde og inspirerende 🙂
Kurset bestod dels af oplæg og dels af af workshops med konkrete forslag til undervisningsforløb, aktiviteter og øvelser udarbejdet af ESAs undervisningsafdeling.
Det var ikke det hele der var relevant for min undervisning, men meget var, og derudover var det overvældende hvad de havde fløjet ind af eksperter til at holde oplæg for os – en astronaut, en af lederne af Ariane-raketprogrammet og et væld af forskere i alt fra rummad til kriterier for valg af landingssteder til den næste Mars-mission.
Da jeg havde spørgsmål til udstyret til et eksperiment og hvordan man kunne anvende det hjemme med forhåndenværende materialer fik jeg besked på at de da lige ville kontakte ingeniøren der havde designet udstyret. Senere på dagen dukkede manden op og svarede entusiastisk på mine spørgsmål :-O

Det meste foregik i High Bay hvor prototyper af opsendt og kommende udstyr er udstillet.

Her er det et Mars-køretøj forrest, og Columbus-modulet fra den internationale rumstation i baggrunden. En af de primære aktiviteter ESA har på centret er test af satellitter, rumfartøjer og videnskabeligt udstyr til ISS, så der var nok at se på i pauserne 😉

Langs de fleste af væggene var der porte og luger til spændende sager. På dag 2 var en port rullet op og man kunne se Planetary Robotics Lab bag den

Værsågod – det er vist så tæt man kan komme på at være på Mars.
Der var også adskillige interessante døre som vores sikkerhedsbadges ikke rakte til at gå igennem.

Så må man tage hvad man kan få. Hvis man går op ad trappen så man kan se ind i Columbusmodulet og med lidt held vinkle et “jeg har været på rumstationen”-billede 😛

Der var et par workshops jeg især tænker at udsætte kommende fysikhold for.
Først en øvelse hvor man modificerer et webcam til kun at se i den infrarøde del af spektret.

Det anvendes i praksis til at se forskel på sund og syg vegetation fra satellitter, men virkede også godt til at demonstrere forskel på hvad der stopper forskellige bølgelængder af elektromagnetisk stråling. Det infrarøde kamera kan f.eks. se en tændt lighter gennem en flaske cola, selvom øjet ikke kan.
Den sjoveste workshop handlede om at afgøre om forskellige “jordprøver” kunne være fra Mars. Pointen var bl.a. at formidle den naturvidenskabelige arbejdsmetode. Øvelsen var tiltænkt elever lidt yngre end mine, men modificeret ser den ud til oplagt at kunne bruges i det naturvidenskabelige grundforløb i begyndelsen af 1.g.
På billedet er vi igang med at inddampe vand jordprøven har været skyllet i forsøget på at afgøre om den er saltholdig.

Blandt de mere praktiske tips og trick synes jeg godt om illustrationen af Keplers 2. lov (en planetbane overstryger samme areal i et fast tidsrum uanset hvor i kredsløbet planeten befinder sig) med glaskugler og en ellipse af reb. Det virker som en god måde at arbejde med hvad loven betyder for planetens hastighed forskellige steder i banen (for hastigheden kan man beregne hvis man måler længden af snoren glaskuglerne ligger inden for).


Der var et biologiforsøg med spirulina, fra en forskergruppe der arbejder på at udvikle anlæg der kan gro spirulina ombord på rumfartøjer ud fra skibets affaldsprodukter. Spirulina er særligt egnet da det udover at være protein- og næringsrigt gror i et basisk miljø – modsat de fleste uønskede menneskelige bakterier.

Elevøvelsen var mest relevant for biologilærere, men jeg havde en privat fest over at vi lavede de små spirulinakugler med samme teknikker som i molekylærgastronomi – dette var ikke et forum hvor jeg havde ventet at få brug for viden fra min tid på teknisk skole! 😉
Vi byggede tågekamre ud af akvarier, filt, alkohol og tøris.

Den fine skrå streg cirka midt i billedet er sporet af en alfapartikel som får den overmættede alkoholdamp til at fortætte i dens kølvand.

Der var oplæg fra chefen for Ariane-raketprogrammet som lærte os at høre forskel på raketter med flydende og fast brændstof. Vi lærte også om udfordringerne med at gøre rumfart rentabelt – firmaer der skal have sendt satellitter op vælger den billigste sikre løsning – og om forskellene på hvordan man angriber design og opsendelser henholdsvis i Rusland (IKEA-design: brug hver del mange steder og ændr kun en lille ting ad gangen over lang tid), hos ESA (lav specialdesign og brug samme raketmodel længe) og hos bleeding-edge firmaer som SpaceX og Blue Origin. (Jeg vidste godt at SpaceX havde landet nederste del af deres raket, men Blue Origin er åbenbart kommet et skridt videre og har genopsendt deres genlandede raket.)
Slående i den sammenhæng er at russernes fremgangsmåde har givet dem 1863 opsendelser siden 1957 med 96% successrate. Den der ager med stude springer sjældent i luften??

Af oplægsholderne var den mest fantastiske helt klart Elliot Sefton-Nash fra ESAs Directory of Science. Han talte om missioner til udforskningen af solsystemet og pludselig var det overhovedet ikke længe at sidde stille og lytte i halvanden time.

Han arbejder med at afgøre det bedste landingssted for del 2 af ExoMars-missionen (første del sendt op i år, del 2 i 2020) og formåede på samme tid tydeligt at lade det skinne igennem at dette var hans baby, og samtidig gøre det “de-bedste-scener-af-en-god-film”-spændende. Den bedste foredragsholder jeg har hørt i årevis!

Vi fik en masse materiale med hjem, en del af det regner jeg med at kunne bruge mere eller mindre direkte. Men mindst lige så godt var inspirationsværdien – masser af gode idéer til hvordan rummet kan bruges som kontekst for undervisning i naturvidenskab, men især også masser af entusiasme og wow-faktor, den samme fornemmelse af hvor vildt spændende det er, fra da jeg var 9 og sad med “Atlas over verdensrummet” og drømte mig langt væk 🙂

ESA prioriterer ansøgere der ikke har været med på deres kurser før, så eftersom det ikke skal være mig næste år, skal det måske være dig? De får i hvert fald min varmeste anbefaling.

Og nu til noget helt andet:

Intet besøg i fremmede lande uden supermarkedseventyr. Jeg kan afsløre at “pap” lader til at være hollandsk for grød.

Man kan få afkølet havregrød i supermarkedets mejeriafdeling. Umiddelbart virker besværet ved at bære den hjem større end ved at lave den selv, men hvad ved jeg. Det smagte cirka som at stikke tungen ud ad vinduet på en klistret dag.
Jeg hørte senere, at det jeg skulle have prøvet var småkage-smørepålægget “Speculoos”. Pokkers!

Kend dine lus på gangen

Da jeg kom hastende ud af Schiphol og hen til busstoppestedet stod der en mand i ternet skjorte og granskede skiltet med køreplanen.
Min første tanke var “Han ligner en fysiklærer!” – og det var han også. De ser åbenbart ligedan ud i England 😉
Så havde jeg en at sludre med på vej til Noordwijk, og jeg kunne høre at jeg ikke var den eneste der var spændt på ESA-kurset.

Mit første indtryk af Noordwick er en fin lille badeby med en stiv og ikke just varm brise fra havet.
Heldigvis har hotelværelset fornødenhederne i orden, så nu sidder jeg lunt under dynen med en varm kop the 🙂

En ode til terrassen

Jeg elsker vores terrasse! Jeg elsker den for de uanede muligheder den signalerer med sin tomhed. På den står en yndlingsblomst og af og til en liggestol, intet andet.

De solskinslune brædder inviterer mig til at ligge på træet, se op i himlen og mærke varmen på ryggen.
Fraværet af møbler opfordrer mig til at stå, sidde, slænge mig med puder og tæpper, hulahoppe, lave pilates eller sysle med håndarbejde. Rillerne mellem brædderne gør at man blot skal svinge let med en kost før savsmuld eller trådstumper forsvinder. Og hvis man keder sig kan man altid gå igang med at hive den padderokke op som gerne vil gro der 😛

Ved bålstedet i havens hjørne står et bord og to stole hvor de kan fange aftenens sidste solstråler. De kunne stå på terrassen, men de har ikke været deroppe endnu.

Nogle gange er fravær en mulighed 🙂

Jeg bliver så gal


Jeg så adskillige kopier af denne klamme reklame på vej hjem på cyklen idag. Og jeg blev mere og mere vred.
Vred over at I synes vores land kun er jeres, og kun er for dem der er magen til jer. Det er fælt nok at vores flag i højere og højere grad er blevet symbol for den slags egoistiske holdninger.
Men vores land? Det må I, frygten og hadefuldheden ikke få!

Så jeg tog mig den frihed at redesigne jeres kampagne.
Værsågod, her er den virkelighed jeg er med til at skabe hver dag på mit arbejde. Hvor vi insisterer på at menneskers værdi og rettigheder ikke afhænger af deres kultur eller hudfarve. Hvor vi arbejder for at alle vores elever lærer at samarbejde og respektere hinanden trods forskelligheder.

De andre billeder er ikke fra mit arbejde, men fra andres. Pointen er den samme.

Påske, men ikke Fastaval

For første gang siden 1995 har jeg ikke været til Fastaval i påsken. Der var ganske vist også et ufrivilligt hul i 2005 da jeg boede i Japan, men ellers har jeg været der hvert år siden jeg var 17.

Det har været mærkeligt at gå glip af den årlige rollespiller-fætter-kusinefest, men også helt dejligt at jeg nu hvor påsken nærmer sig sin slutning er næsten udhvilet i stedet for helt flad.

Og det er da også årsagen til at jeg valgte ikke at tage afsted i år. Jeg betaler stadig af på renterne af sidste skoleårs overtræk på energikontoen, så det virkede smartere at slappe af og lade op.
For selvom ideen om at lege er dejlig, så kræver Fastaval kræfter jeg ikke synes jeg har i år.

Men hvad har jeg så bedrevet? Altså udover at stalke Fastaval(-gængere) på Facebook og være samtidig misundelig og lettet over ikke at være afsted?

Først fløj vi til London. På vejen lykkedes det mig at holde mig vågen til at vi kunne lave målinger til første del af mit Eksperimentel Skolefysik-projekt. Sammenhørende målinger af højde og stråling: jo højere op i atmosfæren du kommer, jo mere af den kosmiske baggrundsstråling trænger der igennem.

De næste dage gik med at spise, dase og shoppe amok. Sushi nærmest hver dag (man spiser da fisk på de kristne helligdage, ikke? 😉 ) – her fra en frokost på Pret med ret fin agurkevand til

Ingrid kom hjem med mest loot, men jeg blev nu ikke snydt, hverken i Uniqlo eller Pepperberry.
Begge butikker kunne for min skyld godt komme igang med at åbne en filial i Århus fluks! Især Pepperberrys størrelser med forskellig mængde plads til barmen, så blusen ikke gaber rundt om knapperne er et hit. Jeg har kig på to polske firmaer der gør det samme (og til meget rimelige priser), men dem har jeg ikke testet endnu.

Ingen tur til London er fuldstændig uden et besøg på British Museum 🙂

Vi slentrede gennem den egyptiske afdeling og jeg beundrede Rosettastenen – igen. Der var masser af egyptisk loot i deres museumsbutik og udover et nyt rosetta-yndlingskrus kom vi hjem med en ny beboer

Bastet-i-plys 🙂

Leoparden er indtil videre godt tilfreds med sin nye legekammerat.

Resten af ferien er blevet brugt på at pakke loot ud,

pleje Ingrid (hun lagde sig syg fluks efter hjemkomsten, den stakkel),
tilbede den hjembragte gudinde,

og være på familiebesøg.
… For første gang nogen sinde var jeg med til den Damhøjske påskefrokost – en tradition der blev indstiftet efter jeg var begyndt at tage til Fastaval.

Vi nåede også et smut til Sønderjylland og på udflugt til Vadehavet efter østers. Selvom jeg ikke spiser de små slimklatter var det en dejlig tur – solen tittede frem og vi spiste madpakker på stranden bagefter. Himlen er meget stor og lys når vandet er helt fladt i alle retninger.

Idag kom Nis forbi på vej hjem fra Fastaval – dejligt at være fysisk tilstede i samme rum, i stedet for skype til en afveksling 🙂

Og nu sidder jeg her i lænestolen. Jeg har maven fuld af mad fra den hjembragte indiske kogebog, og følger lidt med i Fastaval-festens prisuddelinger på facebook. (De giver ikke så meget udbytte når man ingen scenarier har spillet). Jeg er egentlig ret frisk, omend jeg ikke ligefrem er ivrig efter at komme igang med arbejdet i morgen.

Jeg håber jeg har energi til Fastaval næste år, men det der “påske” var nu heller ikke så tosset 🙂

Og til sidst et billede af min nye yndlingsbluse, helt uden grund.

Hyggeweekend og nyt legetøj

I weekenden var vi i sommerhus i tågen med Thomas og Helena. GPSen sagde det var nord for Slagelse, men al den tid vi var der lå tågen hvid og tæt. Det gav en behagelig tidløs fornemmelse af afsondrethed – ingen grund til stress og jag når resten af verden alligevel er væk 🙂

Så vi spiste dejlig mad, spillede spil, sludrede og dasede 🙂
Lørdag morgen mens de fleste af de andre stadig sov gik jeg en tur ned til vandet.
Der var våde isdråber på træerne og tåge i alle hulninger fra kampen mellem frost og tø.

Man kunne se hvor heksecirklerne havde været i sommers

Hjemme igen ankom Ingrids nye computer. Leoparden havde savnet os og synes den var vældig interessant.

Det viste sig dog hurtigt at det var kassen der var mest tiltalende.

Nu er det gode spørgsmål så hvornår jeg ser Ingrid igen 😉

Norge

I begyndelsen af vinterferien var vi i Norge for at besøge Ingrids søster og hendes familie. Når nu ikke der var mere sne at få herhjemme, så måtte det da kunne lykkes lidt længere mod nord. Og ganske rigtigt, den aften vi ankom faldt der en håndfuld centimeter sne og alt var fint og hvidt.

Lise og Morten bor lidt uden for Oslo, i et parcelhuskvarter der grænser op til et større skovområde, og med snedrys var det aldeles eventyrligt. Den første dag tog vi alt det varme tøj på og på tur i skoven. Knasende is og sne under fødderne, snelag på granerne og spor efter rådyr og elg mellem træer og klipper. Jeg tog ingen billeder, men det var ren Narnia 🙂 Hvidt, koldt, skærende smukt.

Målet var en hule, hvor vi slog os ned med stearinlys og spiste madpakker og drak varm kakao. Der var fine is-stalagmitter på gulvet.

Jeg var imponeret af børnene – Peter på snart 4 og Ida på knap 2 klarede ret fint en adskillige timers lang gå/klatreudflugt i glat og kuperet terræn. Ida gik ikke selv hele vejen, især ikke på de stejle stykker, men man kunne godt fornemme at det ikke var deres første tur.

Mandag skulle Lise og Morten på arbejde, så Ingrid og jeg tog bussen ind til Oslo og gik en turistrunde omkring slottet, fæstningen og operahuset nede ved havnen.

Der blev købt supermarkedsloot

… 4-kornsblandingerne med det dejlige bid er igang med at blive til hjemmelavet müsli, første portion er med pekannødder og svesker 🙂

Den sidste dag havde Morten fri og tog os med til Holmenkollen. Jeg var på ski for første gang, og nok var det ikke yndefuldt, men det var til gengæld sjovt 🙂 … I hvert fald når det ikke gik for meget nedad, lidt kryster er man vel 😉

Ingrid havde noget bedre styr på det, for hun har snydt og været i Norge og øve sig før 🙂 Og Morten, den indfødte, var aldeles overlegen til trods for at han også skulle klare to små børn med hver deres par ski – og hvor den yngste frygtløst kastede sig ud på de bakker vi kom forbi og skulle indhentes og sættes på ret kurs.

Vi tog elevatoren op i toppen af skihopbakken og nød solskinsudsigten.

Det er begyndelsen af sporet i hopbakken man kan se til højre i billedet. Lige udenfor billedets højre kant står Ida og holder om hegnet, kigger ned ad bakken og erklærer målrettet “Jeg vil ake!” Der blev nu ikke nogen kælkning på den bakke, forældre er så kedelige 😉

I stedet blev det til et gruppebillede, med nogle efterhånden lidt trætte børn inden vi tog hjem og sov til middag.

Jeg håber ikke det bliver sidste vinterferie i Norge 🙂

Jeg forstår ikke hvordan børnefamilier magter det

Jeg tager på arbejde. Jeg kommer hjem sidst på eftermiddagen og er godt brugt. Heldigvis er der som regel mulighed for at hvile lidt indtil madlavning og spisetid. Og heldigvis har jeg søde kolleger og et dejligt arbejde, som jeg ikke vil undvære, selvom det nogle gange er udmattende.

Derefter er der mange aftner studier der skal passes eller resten af forberedelsen til morgendagens lektioner. Hvis det er en heldig dag hvor jeg er færdig med begge dele er der tiltrængt mulighed for at stene på sofaen.

Jeg forstår ikke helt hvordan børnefamilier magter det. Tanken om at skulle være på når man kommer hjem og indtil børnene er lagt i seng for derefter at gå igang med resten af arbejdet? De må være supermennesker 🙂