Kattens Rejse

Lidt forelsket i Sverige

Jeg er sikker på at Sverige, som alle andre lande, har deres del af trælse problemer. Men efter et par dages ferie i Stockholm er jeg lidt forelsket.

Forelsket i den ordentlighed der hersker. På mange caféer og spisesteder så vi skilte med venlige henvisninger om at rydde op efter dig selv og om at sortere affaldet ved samme lejlighed. Og det lader til at folk gør det – der var i hvert fald ryddeligt alle steder.
Vi spiste i caféen og dasede i plantagen ved Rosendal slot en pragtfuld solskinseftermiddag, og alle gæsterne kunne finde ud af at følge skiltets henvisning om at rydde op efter sig selv og at bordene var til de der havde købt mad eller drikke i plantagens øko-café og alle andre var velkomne til at holde picnic i græsset.

(Men man skulle vogte sin mad hvis man ville spise den selv 😉 )
Da tiden kom til at aflevere vores bakke og skrald var der sat op så man nydeligt kunne sortere i glas til genbrug, kompost til plantagen, bestik til opvask osv. Og stik mod min forventning herhjemmefra fungerede det – der var ingen der i dovenskab eller dumhed havde smidt det hele i samme spand.
Det lokale fugleliv var ikke synderligt bange for at ende som aftensmad.

Byen var i det hele taget ren og pæn og til forskel fra hjemme i Århus så jeg ikke en eneste doven idiot der smed sit skrald på gaden.

Forelsket i følelsen af at være velkommen, at være ok. Mange caféer havde små regnbueflag sat på deres markiser, en diskret erklæring om at alle slags gæster er velkomne.

Og det er jo ikke sådan at jeg nødvendigvis føler mig uvelkommen andre steder, men der er alligevel noget der giver slip og slapper af inden i mig når jeg er sikker på at ingen skuler eller mumler hvis jeg kommer til at holde min kæreste i hånden i løbet af måltidet.

Forelsket i det miljøfokus der møder en mange steder i byrummet. På siden af færgen står der “Jeg sejler på 100% grøn el”, på siden af bussen er der et billede af en flaske med 500L rapsolie der hældes i tanken.

Vi så et væld af reklamer med fokus på det miljøbevidste valg. Jeg tænker reklamerne vinkles sådan fordi det virker – og det gør mig glad 🙂 Reklamer fra COOP om hvad et sundt hjemmelavet måltid mad koster og andre i samme stil som, mens de sælger et produkt, opfordrer til hensigtsmæssige madvaner og forbrugsmønstre.

Det kan godt være det lidt hånligt kaldes forbudssverige, men jeg er fan. Måske vi kunne fremelske lidt mere af den slags ordentlighed og miljøhensyn herhjemme?

Betinget refleks

Solskinsmorgen i Astrupvig – jeg slår øjnene op og alle sanser bombarderer mig med en fælles sang om at det er fridag og eventyr venter:

Solen glimter i bladene udenfor, hvor træerne ned mod fjorden danser i vinden. Stærene i kassen op ad stuevæggen kvidrer. Husets duft og knirken er som som tusind sommermorgner før denne, en perlerække af livsøjeblikke der strækker sig tilbage til min tidlige barndom.

Da jeg kørte over dæmningen på vej herop igår viste denne herre for første gang sit ansigt:
Ålekongen

Ålekongen 🙂
Hvilke eventyr mon han varsler dagen skal bringe?

Feriesnedag

Jeg har bevilget mig selv at holde feriefridagene i år – også selvom det ikke giver økonomisk mening i mit job.

Den første af dem var i dag, og hvilken perfekt timing! Efter grundigt snefald i går aftes lå sneen tung og hvid og himlen var klar da jeg gik ud med sneskovlen til morgen.

Inden jeg blev færdig stod solen op og spejlede sig gyldent i vinduerne i huset på hjørnet.

Og det var vindstille nok til ved middagstide at sidde på terrassen (med skibukser, uldfrakke, handsker og ørevarmere ganske vist) med the og en frokostbid og læse i solen en time eller to 🙂

Efter mange dage med gråvejr er det helt oplivende at mærke at året alligevel er kommet langt nok til at solen føles varm mod huden. Langsomt begynder de vintertomme batterier at blive ladet op.

Julegave fra Bedste

I år var der uventet en julegave fra Bedste, selvom det snart er mange år siden hun døde.

Det var ved Mors mellemkomst, og helt dejligt 🙂 En pose med Bedstes hvide duge og stofservietter som havde ligget glemt og ubrugt hos Birte og Chrisser. Nu igen helt fine og hvide efter Mor havde bleget og strøget dem 🙂
Lige klar til nytårsbordet 🙂

Det bliver alligevel jul i Ikke-Så-Langt-Bortistan

Det ligner grangiveligt at det alligevel bliver jul på gården i Korup i år 🙂

Det så ellers meget sort ud en overgang lillejuleaften (men vi ved jo godt at sådan er det den 23. december i julekalenderen, det er der det ser allersortest ud).

Først opdagede Ingrid at hun havde gemt gaven fra Kalendernissen til den 24. december så godt fra mine nysgerrige øjne at den var blevet glemt hjemme i Århus. Tårer blev knebet, gode råd var dyre, og frygten for Svigermors vrede og foragt var stor.

Dernæst kom Andersmis slet ikke hjem. Han er indendørskat hos Ingrids lillebror Mathis, og med hernede på juleferie. Da han smagte friheden i går formiddags, løb han ud i verden og kom ikke tilbage trods megen kalden.

Det var en mørk og stormfuld lillejuleaften, der var ingen gave fra Kalendernissen og den stakkels lille mis (red: kæmpestore røde og velnærede hankat) var alene ude i stormen.

Men som i alle rigtige julekalendre lysnede det den 24. Juleaftensmorgen lidt før syv var der miaven fra bryggerset, i en tone der ikke efterlod tvivl om at madskålen burde fyldes nu-nu-nu! Og der var glædelig-jul-sms fra (Sviger)Mor om at hun havde hørt at en gave ventede i Århus til når jeg kom hjem, og lynet var ikke slået ned i Ingrid, trods den slemme forglemmelse.

Og på sengekanten var der brev fra Nissen

med tegning af pakkens indhold

Inden længe indtog Flabetkatten i et uagtsomt øjeblik sin ikke-så-retmæssige plads på spisebordet og signalerede tydeligt at den ikke forstod hvad postyret var for.

Nu bliver der stoppet ænder, strøget skjorter og gjort fint inden frokost om lidt. Derefter er jeg slet ikke i tvivl om at julefreden vil sænke sig og at det alligevel bliver jul i Ikke-Så-Langt-Bortistan.

Juleforberedelser

Der er blevet bagt og sendt pebernødder til soldaten.

Og for første gang har jeg været svært godt tilfreds med tung juletrafik, for jeg nåede at snakke med ham hele vejen fra Marselisborg gennem midtbytrafikken og til Åvej da jeg fangede ham for at sige glædelig jul her til aften.

Der er blevet købt drager til nevøer og niecer.

Der er blevet duftet og beundret juletræ hos Mor – bemærk yndlingshjertet øverst til venstre på træet.

Jeg tror minsandten vi er klar til jul 🙂

Dumt. Og snottet.

Når man bliver febersyg og forkølet på sin skemafri torsdag, melder sig syg fredag, er ussel lørdag, spiser panodiler nok til at kunne nyde sin fødselsdag lidt søndag, tager alle de lovlige stoffer man har for at komme igennem obligatorisk kursus mandag og første besøg tirsdag, er hyped nok til at tro det er en god idé at gå på arbejde onsdag….
Så ender man med at måtte gå hjem og stege i sin egen feber onsdag inden frokost og er stadig syg når det bliver torsdag igen. Øv.

Slet ikke så tosset

Min hjerne er fuld af snot og hovedet er tungt som en overmoden melon. Men der er tændte stearinlys, Ingrid har presset appelsiner og to meget utålmodige kattedyr venter på bordet.

Inden længe har de tilranet sig de (ifølge dem i hvert fald) bedste dele af mit fødselsdagsloot.

Nu febergisper jeg på sofaen under en dyne mens Ingrid rydder op og husstandens andre beboere fester med deres nye legetøj.

Jeg lukkede øjnene et lillebitte øjeblik og vågner til klikketikliklyden fra tastaturet – Ingrid spiller. Der er lunt under dynen og stearinlyset brænder stadig. Hvis jeg skal være syg på min fødselsdag er det her slet ikke så tosset 🙂

Bladsne i efterårsskoven


På vej hjem fra Mor og Lasse igår cyklede jeg gennem Riis skov. Mest fordi vinden skubbede lige rigeligt rundt med cyklen og jeg tænkte der var mere læ inde mellem træerne.

Og det var der. Et tykt lag visne blade dækkede vejen, luften var rolig og lyset blidt ned gennem skovens tag. Lydene fra Grenåvej var dæmpet næsten væk og mest kunne man høre en lys rislen af vindens rusken i træernes kroner.

Og hvad man ikke kan se på billedet ovenfor er at i et jævnt og stille tempo faldt blade som gylden sne i hele skoven. Rykket fri af vinden mens de endnu var gule dalede de ned på sti og skovbund som store forsigtige snefnug.

Et magisk øjeblik, der overfaldt mig helt stille og uventet mens jeg bare var på vej hjem 🙂

På besøg i Christoffers nye liv

Igår var der åbent hus på Høvelte Kaserne, hvor Christoffer aftjener værnepligt hos Livgarden. Daniel, Lotte, Ingrid og jeg var kørt derover for at se hvad vores unge mand egentlig går og laver.

Vi overnattede på Bella Sky, og var alle enige om at her kunne vi godt komme igen.

Nemt at komme til lige fra motorvejen, lækre værelser med super udsigt over byen og overdådig morgenmad. Ikke helt billigt, men man får godt nok meget – ikke mindst følelsen af at være på eventyr – for de sidste par hundrede kroner man betaler for et hotelværelse 🙂 Jeg er klar til en weekend i København snart!

Lørdag morgen tidligt gik turen mod Høvelte. Brat sceneskift til stråtækte huse langs snoede landeveje. Der stod i indbydelsen at arrangementet var populært, men det var alligevel en overraskelse at se så mange mennesker i alle aldersklasser gå langs vejen mod kasernen (parkeringen var en kilometers penge væk) kvart i ni lørdag morgen.

Da vi kom op til indgangen vrimlede det med unge mænd i grønt tøj, og det virkede helt umuligt at lede efter Christoffer – på afstand lignede de alle hinanden. Heldigvis fandt han os 🙂

Vi blev vist rundt på hans stue, og så hans meget nydeligt ordnede skab med mange slags grej.

Her hører vi forklaringen på hvordan man skal lægge stropperne på sin taske (højre eller venstre øverst) alt efter om det er en lige eller en ulige måned. Militæret er i sandhed et mærkeligt sted!

Derefter var der stueeftersyn, med befalingsmænd som hundsede rundt og fik rekrutterne til at gøre ekstra rent, stryge skjorter og detslige – vist mestendedels for vores morskab, Christoffer afslørede senere, at til hverdag er de ikke altid helt så stride. Jeg tænker også at hvis de skulle bruge ekstra tid hver eneste dag på at lægge tøj sammen som de overordnede havde hevet ud på gulvet, gøre rent oven på lamperne og genstryge skjorter så nåede de nok ikke ret meget reel uddannelse 😉

Efter morgenappel og et besøg fra Livgarden (de huer ser altså ikke praktiske ud – men varme er de nok) viste Christoffer os rundt. Delingerne havde forberedt forskellige ting og vi så bl.a. modeshow (der er godt nok mange slags forskellige uniform til brug i alle mulige situationer). Det meste af tiden så de unge mænd omkring os meget institutionelle og alvorlige ud, men til showet skinnede det pludselig igennem at de jo er vores 3.g-ere året efter – nogle generte, nogle scenevante, mange af dem klar til at spille op til publikum.

Christoffers deling havde stillet et køkken op hvor vi fik lov at smage på deres feltrationer. Det var ikke så skidt igrunden. Den varme mad smagte meget af færdigret, men resten var helt tilforladeligt og passende nærende, omend meget sødt og kalorieholdigt. Men sådan skal det vel være – når man skal spæne rundt udenfor og være skarp hele dagen på hvad der kan være i en lille æske, er det ikke nok med fibre og protein, der skal sukker og ka-oomf til oveni.

Undervejs kom vi forbi et mærkeligt skilt – forklaring ønskes:

Ingrid og jeg nåede også ud at køre i pansret mandskabsvogn i øvelsesterrænet. Jeg kan godt forstå, det er friske unge mænd de stopper i den slags når det gælder, for det var godt nok noget af en rystetur. Djurs-Sommerland-fornøjeligt når det bare var for en kort tur, men mine mavemuskler og lår synes da de havde været på arbejde bagefter, bare for at holde mig oprejst.

Sidste billede er fra afslutningen, lige inden de blev trådt af og fik weekend. Kan du finde Holger (altså Christoffer)?

Jeg kan afsløre at han har ikke stribet trøje på, men han bærer noget andet der er stribet. (Du kan klikke på billedet og se en større version.)
Jeg lover han er der! Se selv:

Han sad i smørhullet på bagsædet mellem mig og Ingrid hele vejen hjem til Aarhus og fortalte og fortalte, reflekterede og fortalte mere. Det var spændende at se hvor hans hverdag er nu, og interessant at se hvordan det egentlig foregår med egne øjne – men det var næsten lige så dejligt at høre det hele gennem hans øjne, lunt på bagsædet mens Daniel kørte os hjem 🙂