Kattens Rejse

Orlov, dag 257: Længsel og taknemmelighed

I denne weekend er Ingrids forældre på besøg i kolo, så de sammen kan gøre den klar til sæsonen. Jeg suger grådigt den blide forårsluft ind på min korte tur ud i vores egen have. Jeg kan holde til at sidde på terrassen cirka lige så lang tid som det tager at spise min frokost af gulerod, peberfrugtskiver og en mad. Undervejs rejser jeg mig op og kigger over mod kolo, fuld af længsel efter at være med. At kunne deltage, gøre noget, føre en samtale med nogen, bidrage, fylde sanserne med verden. Men haltehjernen befaler at jeg skal gå ind, lægge mig og lukke øjnene. Igen. Med eller uden længsel i brystet 🦋

Jeg rejser mig og kigger over hækken på min kapable Ingrid, som fra stigens top og med motorsav i hånd er i gang med at skære et af kolos træer ned, der er blevet for højt (den øverste halvdel af træet er allerede fjernet på billedet ovenfor). Og længslen i mig må dele pladsen med taknemmelighed. Over at være partner med sådan en lad-os-gå-i gang-duelig, udholdende, omsorgsfuld og stærk prinsesse, som har hænderne skruet helt rigtigt på. Som da toilettet endnu engang truede med at stoppe i går (kloakeringen i vores hus er fra da det blev bygget i 50erne) smilede til mig og sagde “Det skal du ikke bekymre dig om – jeg har styr på hvordan jeg fikser det, hvis det stopper helt til”. Som laver the til mig, når det er så skidt at jeg ikke kan selv, fortæller mig at det nok skal blive bedre og holder alle haltehjernestrabadserne ud sammen med mig ❤🙏

Syg • Tanker • Skrevet 13. April, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 250: Prisstigninger!

Det er Ingrid der har købt ind for os de sidste år mens jeg har været syg. Sidste vinter kan jeg godt huske hun begyndte at tale om prisstigninger på stort set alle varer, men mælken hun kom hjem med forleden overraskede mig alligevel 😲 Gryn med mælk til morgenmad er åbenbart ikke længere en billig spise 😉

In other news (og grunden til at der har været meget stille her): Det går ualmindeligt ringe med helbredet. Baglæns hele marts, og indtil videre ligger jeg stadig med lukkede øjne og kan ikke noget. Ingrid fortæller mig at det kommer til at blive bedre igen 🥰 og jeg lytter til hende med al mit håb, og ligger stille og venter.

Set • Syg • Skrevet 06. April, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 237: Baglæns, baglæns, baglæns

Det er svært at skrive her, når det ikke går godt. Det føles flovt, som om det på en eller anden måde skulle være min egen skyld, og ikke sygdommens. Men nu gør jeg det alligevel, om end kort, for ressourcerne er meget små lige nu.

Jeg måtte stoppe brat op og hvile i begyndelsen af marts. Midt på måneden, som det ellers lignede at det begyndte at gå lidt fremad igen, var der et par praktiske ting, som haltehjernen ikke var med på (skorstensfejer-besøg, mobillab der kom og skulle tage blodprøver og ekg) og som fik det til at gå i stå igen. For et par dage siden var der så endnu en snublesten og resultatet er, at nu er jeg igen der hvor jeg kun kan ligge stille med lukkede øjne. Ingrid er på familiebesøg, og selvom jeg savner hende, er det fint at her er absolut ro.

Så her ligger jeg, og prøver at være i det. Prøver at lade være med at spekulere på om der var noget jeg kunne have gjort for at undgå det, på hvor meget bedre det var for en måned siden, eller på hvor længe jeg mon skal ligge her, om vi tæller uger eller måneder. Prøver at forsvinde ind i lydbogen så tiden går. Vi ses på den anden side.

Syg • Skrevet 24. March, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 229: Belønningslego 🌸

I forgårs gjorde jeg noget svært. Og når man gør noget svært, så må der gerne være belønning bagefter.

Jeg vågnede med et hoved der ikke kunne holde ud at være nogen steder eller gøre nogetsomhelst. Det er et velkendt faresignal, og så ved jeg godt at det eneste der er at gøre, er at rydde kalenderen og holde mig i ro. Det svære var at tage konsekvensen af det jeg mærkede og aflyse den aftale jeg havde med min mor fredag, for jeg havde sådan glædet mig til at se hende 😢

Men jeg gjorde det, for jeg ved godt at hvis jeg ignorerer den slags signaler, så starter (eller fortsætter) en nedadgående spiral. Se mig, jeg har omsider lært af erfaringen 😐 Så der skulle være belønning, og Ingrid bestilte mig lego-kirsebærgrenene som jeg havde kigget grådigt efter siden jeg så dem første gang.

(Jeg har ellers aldrig ønsket mig lego før. Når man bor i et lille hus, så er der hverken plads til at have det stående fremme eller til at opbevare det i kasser. Men kirsebærblomster?! Dem kunne jeg ikke stå for 😍)

I dag satte vi os og samlede dem sammen.

Haltehjernen klarede det ikke i et stræk, så vi måtte pausere for frokost og hvil.

Nu står de i hjørnet af bordet med runde tre af haltehjernetræningslegoet (det hjælper Ingrid ikke med!) og smiler til mig. De minder mig om at det er essentielt at jeg prompte reagerer på min krops signaler, hvis jeg gerne vil have det bedre. Og de minder mig om at selvom det er svært for mig, så kan det godt lykkes 🌞

Syg • Tanker • Skrevet 16. March, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 225: En uge senere. Hvad så nu?

Haltehjernen og jeg har hvilet i 10 dage. Efter de første 7 holdt det op med at gå baglæns. Derefter begyndte det langsomt at gå den rigtige vej igen. Er jeg tilbage der, hvor jeg var før jeg fik tilbagefaldet? Nix. Desværre. Der skal meget mindre til før den kognitive træthed sætter ind, både af samtale, praktiske opgaver, bevægelse, gåture – alting. Og følsomheden for sanseindtryk er ubehageligt høj igen, på tværs af alle sanserne. Humøret har heller ikke været super, hverken hos mig eller Ingrid – det er hårdt når det går den forkerte vej. Igen. Vi har prøvet det flere gange end vi har tal på, og det bliver bestemt ikke nemmere af gentagelsen. Ikke mindst klaustrofobien er værre, når verden ellers lige havde åbnet sig, bare en lille smule, for mig, men så brat lukker mig inde igen.

Så hvad så nu? Der er ikke andet at gøre end at fortsætte, endnu mere forsigtigt end før. Teresyfos går i gang med at skubbe klippeblokken op ad bjerget. Igen.

I går jeg kunne binde an med at løse lidt af en kryds-og-tværs. Jeg håber at kunne komme i gang med det lego der står på bordet og venter i dag eller måske i morgen. Det har godt nok ellers fået mange længselsfulde blikke den sidste uge. Et skridt ad gangen, og en pause efter hvert skridt. Åh altså.

Syg • Skrevet 12. March, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 217: Ups, der var noget jeg glemte

Der er to primære principper for at jeg kan blive ved med at få det bedre.

  1. At hvile så snart jeg mærker at jeg er træt. Smid bogstavelig talt hvad jeg har i hænderne og læg mig. Også selvom det betyder at jeg efterlader resten af opvasken eller et halvfærdigt projekt flydende ud over hele stuegulvet. Det er svært, for det strider både mod min sædvanlige måde at håndtere ting på og mine indarbejdede principper givet videre af opdragelse, skole, arbejdsgivere m.m. Heldigvis er Ingrid rigtig god til at minde mig om det, og med hendes hjælp bliver jeg bedre og bedre til det.
  2. Ofte at hvile mig inden jeg bliver træt, for jeg mærker først trætheden når grænsen er overskredet. Det er dobbelt svært, fordi det både skal huskes og fordi jeg så gerne vil alt muligt, ikke mindst efter slet ikke at have kunnet noget som helst så længe.

I den forgangne uge glemte jeg alt om princip nummer 2 🙄 For der er så mange ting jeg ivrer efter at gøre og eftersom listen over hvad jeg kan, som beskrevet i torsdags, har fået flere nye spændende ting tilføjet, så forglemte jeg mig fuldstændig. Samtale med hospitalet, besøg af min Far, gåture til flere butikker, masser af krydsord, lego-bygning, serie-sening m.m. Og selvom det alt sammen er ting jeg godt kan, så kan jeg dem ikke så tæt sammen og uden at huske også at hvile mig før jeg bliver træt i løbet af hver dag.

Så fredag begyndte med en intens og genstridig opspænding af øjne, nakke, skuldre og den dertil hørende hovedpine. Den fortsatte lørdag, hvor en intens udmattelse sluttede sig til festen sammen med et behov for bare at ligge helt stille. Da forstod jeg omsider budskabet.

Denne uge står derfor i hvilens tegn. Jeg har mentalt skubbet det jeg havde håbet på at gøre længere ud i fremtiden (have besøg af min mor, løse sværere kryds-og-tværs, gå i gang med nogle lidt mere omfattende småreperationer med symaskinen, længere gåtursudflugter), og forsøger at forlige mig med tanken om at hvile, hvile og hvile mere, og så når jeg slet ikke magter det mere bare foretage mig en enkelt ting ad gangen, kun det jeg har kunnet længe – sætte en vask over, tømme skraldespande, lægge lidt tøj sammen – og helst ikke noget der kræver øjne, for de er vældig sure og spændte efter sidste uge.

Som I nok kan gætte, er det at skrive her noget der kræver øjne. Så jeg stopper fluks. Jeg havde bare brug for at sige højt hvor jeg er og hvad planen er, for så er der større sandsynlighed for at jeg følger den, og dermed hurtigst muligt kan komme til at kunne nogle af alle de ting jeg kunne lige før igen.

Syg • Skrevet 04. March, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 213: Jeg kan (sidst i februar)

Der er gået en måneds tid siden jeg skrev “Jeg kan“, så det må være passende med en opdatering.

Jeg kan …

… gå en tur på 20-25 minutter i dagslys. Det går bedst når det er overskyet, men det lykkes stadig i en eller anden grad de dage hvor solen skinner.

Jeg kan …

… samle legosæt efter anvisning, løse mediumsvære kryds-og-tværs på dansk og engelsk, lægge kabaler hvori der indgår tilfældighedselement (f.eks. otteren: ok, viftekabalen: ikke ok). Alt sammen i 10-20 minutter ad gangen alt efter øjnenes tilstand den dag.

Jeg kan …

… have besøg af et af mine nærmeste familiemedlemmer i 15-25 minutter 😀

Jeg kan …

… på en god dag se to afsnit serie i træk. Med denne fart bliver også en film måske muligt om et par måneder 🙂

Jeg kan …

… gå tur til en butik i nærheden (Rema, Føtex, Apoteket) og købe en håndfuld småting 🎉🥳✨ Jeg har svært ved at beskrive hvor megen frihedsfølelse – eller måske snarere aftagende følelse af afmagt og isolation – der ligger heri. Yeay! 😎😃

Jeg kan …

… cykle 5 minutter på motionscyklen i middel tempo. Motionscyklen er helt klart det jeg har fået trænet mindst. Det er så pokkers demotiverende når man starter fra absolut nul, og bliver svedt og gisper desperat efter vejret lige så snart den første fod har trådt pedalen ned 😓 Så jeg har haft svært ved at motivere mig selv til at sætte mig op på cyklen i første omgang.

Det næste jeg prøver at træne op er:

  • Længere supermarkedsbesøg med flere ting på indkøbslisten. Målet er til sidst at kunne klare det ugentlige indkøb som Ingrid ellers har hængt på de sidste år. Da jeg kun kan gå er planen at dele det op i to, og så tage cyklen med, så indkøbene kan ligge i cykelkurvene på vejen hjem.
  • At tage bussen. Bare et par stop, og så tilbage igen (eller gå hjem når det er slemt). Haltehjernen bliver overvældet af ellers almindelige sansestimuli, så at befinde sig i noget der bevæger sig er udfordrende. Busser er mindst slemme (frem for at cykle eller være passager i en bil), fordi de bevæger sig relativt roligt, med stabile accelerationer og rolige sving, så derfor er bussen første skridt.
  • At ordne noget ude i haven på de dage hvor vejret ikke er for træls. Dobbelt udfordring: Mere dagslys + aktiviteter af forskellig slags. Så til at begynde med bare noget der tager et par minutter (Samle skrald op i hækken, feje den lille terrasse, luge et lillebitte hjørne…)
  • Og så er der den forsømte motionscykel. Her ved jeg ikke helt hvad der er realistisk at skrive. På den ene side er det allervigtigste at mærke efter, og slappe af så snart der er noget haltehjernen ikke vil, for ellers er der straf og tilbagegang. På den anden side er halvdelen af grunden til at jeg ikke er kommet længere med cyklen siden sidst nok lige så meget at jeg ikke tager mig sammen til det fordi det er ubehageligt. Hvilket er dumt, for lige meget hvor meget jeg hader at svede og være forpustet, så trænger min krop til det. Både haltehjernen, for hvem det er godt at træne gradvis voksende puls og blodgennemstrømning, og resten af kroppen som er forfaldet til primært at bestå af skind, fedt og ben fordi jeg har ligget helt stille hele dagen i så mange måneder. Så hvad gør jeg mon? Belønningssystem af en eller anden slags? Hvad er mon en passende belønning for at cykle objektivt meget kort, men med mediumstort selvhad? Eller er der noget andet smart, som jeg ikke er kommet i tanke om?

Syg • Tanker • Skrevet 29. February, 2024 • 1 kommentar

Orlov, dag 209: Småreparation + ny gæst i haven

To hjemmestrikkede karklude i en dejlig forårsgrøn farve. De er af den tynde slags der er nemme for mig at vride. Desværre er de efter flere ganges tørretumbling tilstrækkeligt små til at de ikke er nemme for Ingrids lidt større hænder at vride 🤨

Hokus-pokus, 10 minutter med nål og tråd og vupti:

En forårsgrøn karklud i en størrelse og tykkelse hvor alle husstandens hænder synes den er nem at vride 😀

De sidste 3-4 dage har jeg set en ny gæst i haven. Han er ikke bleg for at gå grundigt ombord i solsikkekernerne, men han er noget kamerasky og lader mig kun få billeder på afstand, derfor den grynede paperazzikvalitet.

Et flot dompaphan, med blank, rød fjerdragt 😍

I dag viste det sig så, at han ikke er single.

Jeg har kun set hende en gang indtil videre, men med lidt held vil solsikkekernerne også gøre hende til en tilbagevendende gæst.

… På den lidt mere ærgerlige gæsteliste så jeg igår aftes Museto (eller måske Musetre?) midt på dørmåtten! Den stak af da jeg pegede den ud for Ingrid, men gik belejligt i den fluks ved måtten opstillede fælde i løbet af natten. Det forekommer mig at mus er markant mere nuttede set ud gennem havedøren end indenfor 🙄

Håndarbejde • Haven • Hjemme • Skrevet 25. February, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 204: Småreparationer og alle de ikke-faglige ting vi gerne vil have vores elever også lærer af os

Der er ikke længere hul i Ingrids allerblødeste sweatervest.

En tur i gemmerne gav en stump uld-broderegarn (arvet efter Tante Gurli) i en anvendelig farve og en stoppenål der passede til. Reparationen er ikke helt usynlig – jeg er sikker på at Bedste kunne have gjort det så det ikke kunne ses, men så dygtig en stopper af strikket tøj er jeg ikke.

Bagefter fik vesten en tur med… Ja hvad hedder sådan en?

Her hos os kaldes den summedimmeren (fordi den er en dims og den summer), men jeg mistænker at det ikke er dens officielle betegnelse 😉 Den har en lille propel af knive der snurrer rundt bag et gitter, og bruges til at skære fnuller af striktøj så det kommer til at se pænt og mindre slidt ud igen.

Så nu kan vesten bruges igen, uden at hullet løber sig større, og det pyntede på den at blive af-fnullet. Engang ville den måske være blevet degraderet til hjemmebrug på grund af den synlige stopning, men vi har bestemt at tøj med reparationer af huller eller mindre slitage stadig er gå-på-arbejde tøj. For som lærer bliver vi set (og diskuteret!) af eleverne ikke kun i forbindelse med det faglige. Og ligesom vi ønsker os at de i lærerkollegiet ser et bredt udvalg af køn, etnicitet, religion, politisk overbevisning, personlig stil m.m. repræsenteret, så ønsker vi (Ingrid og jeg, jeg tør ikke tale for vores øvrige kolleger) at eleverne ser, at det er almindeligt at reparere sit tøj og fortsætte med at bruge det, på trods af synlige lapninger.

For de spejler sig i os, de søde små. Det betyder noget, hvad de ser os gøre. I det globale gennemsnit står tøjindustrien for 8-10% af verdens CO2-udledning, og danskerne er en af de befolkningsgrupper i verden der køber allermest nyt tøj pr indbygger. Så det batter noget, at fokusere der. Og selvfølgelig er det bedst at holde op med at købe så meget nyt tøj. Men det nytter også at passe på det tøj man har, og bruge det, til det reelt er slidt op. Kun at vaske det, når det faktisk er beskidt, (eftersom vask giver megen slitage på tøjet). At vaske det på et kort program medmindre det er meget snavset (enzymerne i moderne vaskepulver har ikke brug for lang tid for at vaske tøjet rent). Og, ikke mindst, at reparere det, så det kan bruges længere.

Så når eleverne ser os i omhyggeligt repareret tøj, er forhåbningen at tanken om at tøj kan lappes lige så stille spreder sig. Hvad der ellers spreder sig samtidig er uvist – jeg er sikker på at eleverne også ser en masse som vi ikke ved at vi spejler til dem 😉

Arbejde • Håndarbejde • Skrevet 20. February, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 197: Farver og striber (del 3)!!! + loot

Så er det sidste af julegavelagnerne farvet og i brug. Kattedyrene er særdeles tilfredse med den junglegrønne farve 😸😻

(Pakningen sagde “skovgrøn”, men det fortæller vi dem ikke 😉)

In other news: Når man kan bevæge sig ud i verden og købe ind, så virker det ikke som nogen sær ting at købe en pakke tyggegummi om ugen. Men når man ikke kan, foretager sine tyggegymmiindkøb på nettet, og et par måneders forbrug derfor ankommer på en gang, så ser det pludselig lidt mere ud som et misbrug.

Nej-nej, jeg kan stoppe nårsomhelst 😂

Håndarbejde • Hjemme • Skrevet 13. February, 2024 • Ingen kommentarer endnu