Kølig junimorgen – da skibsuret slår to slag er jeg rystesvedende vågnet af de sædvanlige drømme. Inden jeg vender tilbage til mit spjætaftvingende fængsel under dynen stikker jeg hovedet udenfor et øjeblik, og beundrer i lånte træsko den spirende dag. Bortset fra fuglenes morgenkvidren (“Bol med mig, jeg er flottest/stærkes/mest højlydt/…!”) er her stille. Luften er dugfugtig men ikke kold, og det falske daggry maler himlen over slugten og bugten i glansbilledpasteller.

Våde jordbær under bladenes camouflageparasoller. Som skyen blæser til side og rejser videre, ud af linien mellem solen og mig åbner jeg taknemmeligt ryggen for solens velgørende berøring og lader mine bare tæer vrikke af fryd i Tante Gurlis træsko.

Senere i solen på terrassen, to hvide plastikbaljer foran mig. Række ud, tag et bær fra den fyldte balje, ret ryggen, nip blomsten af bærret og deponer det i den anden balje. Gentag.
Tilstedevæerelse nu.

En baljefuld jordbær med blomsten på ligner plukket frugt, plante der har vokset. En baljefuld pynede jordbær ligner mad der venter på at blive spist.

Sandfarvet jord – muldlaget er skrællet af så hele området er forsænket en halv meter. En skov af malerpinde (arkæologer sponsoreres åbenbart af Flügger 😉 ) med enkelte småflag og landmålerstokke iblandt.
Knap 100 meter væk to solbrændte mænd med skovle, mureskeer og kasket mod solen. Pindene markerer stolpehuller lærer jeg af Laurits – her har i senromersk og tidlig germansk jernalder ligget en håndfuld gårde, slidt ned og genopbygget gennem generationer så stolpehullerne danner en forbind-punkterne-gåde hvor det ikke er videre simpelt at se hvilke huller der hører sammen og danner huse.
Jeg-med-rødder lytter fascineret, med lun erindring om at sidde tæt op ad min Mor i sofaen og kigge på billederne af en udgravning i lag – stenalder, bronzealder, jernalder og så fremdeles oven på hinanden som lagene i en kage.

Uncategorized • Skrevet 21. June, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Jeg kan godt forstå at nogle mennesker stjæler. Jeg synes ikke det er sjovt eller i orden, men hvis man har et stofmisbrug, en sulten familie, uoverskueligt forbrug hvadenten det er af spil, medicin, smølfer eller andet kan jeg godt sætte mig ind i hvordan man kan ende med at hugge for at tilfredsstille sit (reelle eller selvskabte) behov.

Men i søndags blev jeg godt gal. Og det endda uden at kunne være det med god samvittighed selvom jeg var og er ganske overbevist om at det er mig der er den forurettede part i balladen.

Solen skinner, det er søndag morgen og efter at have spist morgenmad pakker jeg et tæppe, noget at drikke en bog og min telefon og trisser ned i Mølleparken for at se om jeg har koncentration til at læse lidt. (Og hvis det viser sig jeg ikke har er der stadig rart morgensolskin at dase i inden det bliver varmere.) Til ære for varmen er jeg iført et par korte shorts og en soltop – ikke tildækket men absolut heller ikke mere afklædt end resten af menneskerne på gaden denne varme juni.

Som jeg ligger der med bogen kommer to fyre – afrikanere fra Åbyhøj fortæller de senere – som ligner de har haft en lang nat i byen og ikke er kommet hjem endnu. De spørger om de må sidde ned, og jeg slår (naivt?) ud med hånden mod resten af parkens græs og siger de for min skyld gerne kan slå sig ned. De sætter sig klods op af mig – på hver sin side – og taler og taler. Til mig altså, og til trods for at jeg til at begynde med stædigt kigger i min bog, svarer kort og også siger at jeg bare gerne vil læse. Den ene bliver lige lovlig nærgående, men holder snitterne for sig selv da jeg misfornøjet siger at siden jeg nu ikke rører ved ham, så kan han godt vise mig den samme høflighed. I stedet fortsætter han med lange forklaringer (ikke ganske letforståelige, hans dansk er temmelig gebrokkent) om at jeg er smuk og klog (det er en sci-fi-bog 😉 ) og mere i den stil. Jeg takker gentagent nej til hans tilnærmelser og begynder at blive noget irriteret. Samtidig har jeg ikke lyst til at blive direkte grov – jeg er sikker på det ikke er spor dejligt at være ikke-kaukasisk tilflytter i vores samfund sådan som vi danskere efterhånden kun vil dele med os selv og giver alle der lyder eller ser anderledes ud den kolde skulder økonomisk, socialt og officielt- Men samtidig er det ikke just nemt at nyde sin søndag morgen eller forsøge at læse under konstant tiltale fra en lige ved siden af som laver armbøjninger (for at imponere? Er Åbyhøj så tilbagestående?), kommer med naive udtalelser om hvordan forhold virker (a la ‘jeg gør alt hvad hun siger,såsom at tage opvasken, gøre rent og mere til, og bagefter kommer hun så op i sengen og gør (til gengæld) hvad jeg vil’), som ikke siger noget jeg har lyst til at høre og i øvrigt gør det med en accent der det meste af tiden gør det ikke ligefrem trivielt at regne ud hvad han mener. (Eller måske snarere hvad han siger – hvad meningen er er jeg ikke i tvivl om!)

Jeg får efter en halv times tid endelig overbevist ham om at han ikke får heldet med sig med mig, og han går modstræbende på min gentagne opfordring. Jeg vender lettet – og lettere irriteret – min opmærksomhed tilbage mod bogen.

Lidt senere bemærker jeg at jeg ikke kan hitte min telefon (den lå på tæppet ved siden af tasken, jeg havde lige smset med Nis). Min (well, teknisk set stadig Daniels) gamle ridsede Nokia, fuld af træstøv (Daniel er jo tømrer), med adskillige år på bagen og som man ikke vil kunne få en krone for hvis man prøver at sælge den. Argh! Som sagt, jeg kan godt forstå at nogle mennesker ser sig nødsaget til at stjæle, men hvorfor stjæle noget der ingen værdi giver en? Det er lidt lige som hærværk – den eneste glæde der kan være ved det, omend en utiltalende en, må være at man forpurrer noget for en anden. Grrrr! Klaphat, svumpukkel, usling, moralskt umodne selleri af en bagstiv halvsproget. Og hov, der er den! Det virker ikke helt ok at skælde ud over det – han (hvem af dem det så end var der gik med den) har det jo antageligvis ikke nemt, i et kulturelt, klimamæssigt og geografisk fjernt land fra hvor han voksede op, blandt mennesker der især om sommeren klæder sig som om de burde være prostituerede.
… Dagens lektion: Det er mere end almindeligt småtrælst når ens retfærdige harme føles uretfærdig.

På den lysere side er der jo også folk der pludseligt og overraskende trækker i den modsatte retning. Her til aften spiste jeg hos Pernille og René (en gang imellem er det nu ualmindelig rart når folk vil kokkerere til mig) og senere på aftenen, som vi mageligt henslængt og sammenfiltret i sofaerne morede os over Bones drog deres bofælle, Jeppe, af mod studenterbaren. Da han stikker hovedet ind for at sige farvel spørger han om jeg skal bruge cykellygterne. Hans altså.
Jeg har engang i foråret fået lov at låne hans cykellygter på vej hjem fra Trillegården, med megen brok og undskyldninger fra min side over at være i en tilstand hvor selv det at huske at medbringe cykellygter kan være en udfordring.
Idag planlægger jeg at tage hjem inden mørket falder på, og med et smil siger Jeppe “Jamen så tager jeg dem selv med god samvittighed”. Med god samvittighed. Hans egne cykellygter! Det er ikke altid den mest omfattende omsorg der er den mest bemærkelsesværdige. Jeg er stadig helt paf over en sådan omtanke fra en jeg nok har sludret med et par gange, men igrunden ikke kender. Tak Jeppe, det var sødt tænkt. Verden er ikke helt af lave 🙂

Uncategorized • Skrevet 12. June, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Da jeg talte i telefon med min Mor lørdag aften sagde hun noget der gjorde mig vældig glad. Og som jeg her i formiddags stod og trillede små brød til Marias fødselsdag kom jeg sådan til at tænke på hende. (…Altså ikke sådan forstået at jeg kun tænker på jer når I glæder mig.)

Da den første halve bageplade var fuld af små pertentligt snoede dejknuder slog det mig hvordan jeg har set hende gøre det samme. Lige fra jeg var så lille at jeg måtte sidde på køkkenbordet eller stå på en stol for at kunne nå op at ‘male bollerne’ bagte hun stort set alt det brød vi spiste – kager, boller, flutes, birkes, burgerboller.
Fascinationen af hvordan det lignede en verdens skabelse når jeg fik lov til langsomt at hælde et bjerg kerner og mel i et dejfad urhav (olie, vand, gær, salt 😉 ) og hvordan det første bjerg og havet langsomt rørtes sammen, fik struktur og senere form. De små forklaringer om hvordan man laver runde boller, hvilken slags dej man kan stikke småkagefigurer ud af, hvor tæt gærboller kan stå uden at hæve ind i hinanden, hvorfor man pensler med hvad eller hvordan man former et fletbrød.

Jeg kan huske mit tolvårige selv blive spurgt i hjemkundskab hvorfor jeg flettede brødet og snoede bollerne. Uden nogensinde direkte at have fået det fortalt har jeg aldrig været i tvivl om at mad er noget man gør sig umage med og lægger omsorg i. ‘Jeg tilbereder mad til dig med omhu fordi jeg elsker dig’. Og alligevel er det først nu det i ord går op for mig hvad det var jeg lærte.

Færdigheder er minder om de der har videregivet dem, deres værdier. Bedste viste mig at der er husrum hvor der er hjerterum, tryghed svøbt i et tæppe på hendes skød og at med stædighed kommer man langt. Misse lærte mig at ‘Høflighed koster ingen penge’, og at venskab ikke kender aldersforskel og Moster Tik Tak at man ikke skal lade sig blive for gammel til at lege.

Kvindeviden? Arver mænd tilsvarende – men naturligvis anden – viden fra deres fædre, onkler, bedstefædre? Og hvad mon?

…Gør I? Fortæl mig. Be’ om:-)

Uncategorized • Skrevet 04. June, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Tanker om flere tanker end der kan være i mit hovede. Jeg prøver at hente dem ind, give dem tid, en ad gangen, men pladsen er trang og som regel bliver det kun til et strejf af overvejelse på kanten af søvnen, i bussen, på cyklen eller til en tanke om fremtidige tanker midt i en igangværende handling.

Intenst ekspertpersonale med en helt anden synsvinkel end min. Som dagene går bemærker jeg hvordan stumper og smuler af deres udtalelser langsomt forpuppes, gror og folder vingerne ud – af mine tankers fordøjende puppe forvandlet fra larver af mistænkeligt tvangslydende og kategoriske generaliseringer og regler til om ikke sommerfugle så dog natsværmere af videregivet erfaring, viden og bedste-villen.

Udmattet, men uden fysisk træthed. Mit sind køres ganske eftertrykkeligt træt, de dage jeg er på Hospitalet forbruger gang på gang mere mental energi end jeg opdager før det er sket.
Svedt roteren ved nattetide – kroppen er slet ikke træt og har en masse energi der ikke bliver brugt. Rastløs og indespærret læseferie-fornemmelse for alle pengene.
Men en del af pointen er jo at jeg skal tage mere på (I skulle se min kostplan, det er ikke noget under at jeg bruger godt en halv ol minutter på at fordøje efter hvert hovedmåltid, der skal megen mad til for at tage ½ kilo på om ugen) så der ses ikke ligefrem opmuntrende på min trang til at arbejde kroppen træt – spiste kalorier spildt på unødvendig bevægelse er lidt det indtryk jeg får.
Tanken om at blive mit stillesiddende slatne teenage-selv igen, med ubrugte, usamarbejdsvillige muskler, elendig kondition, total mangel på ork og bestandigt tilbagevendende hovedpiner snurrer mit hovede den forkerte vej. (Især fordi foruden søvnløsheden er hovedpinerne også kommet tilbage den sidste snes dage – når jeg ikke er træt nok til at sove godt men ligger og roterer, drejer jeg min hypermobile nakke i utiltænkte retninger, bider mine kæbemuskler sammenfiltret ømme og volder musklerne ud i positioner de ikke er lavet til. Goddag igen dundrende spændingshovedpiner. Skal I snart videre?)

Uforudsigelige fluktueringer i størrelsen af mit personlige rum. Der er dage hvor alting er for tæt på og andre, sjældnere, hvor ingenting er nært nok. Jeg sætter pris på at I bærer over med det – det må være endnu mere forvirrende udefra end indefra.

Uncategorized • Skrevet 01. June, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Morale…? Når man kommer træt hjem og bare vil have nattøj, lænestol og mad (i den rækkefølge) skal man sikre sig at kniven har æggen mod det mærke man vil skære af sin nye natbluse, ikke mod den hånd der holder blusen.

Eller kan man risikere pludselig at stå med en skærende smerte i fingeren og opdage at ens reflekser har puttet den i munden og siger “Ngnnnnnnn” meget eftertrykkeligt.
Dernæst – i hvert fald hvis man som jeg har det Damhøjske tøseblod – bliver man svimmel og kvalm, maven knuder sig sammen og man indser at man nok kommer til at ringe til nogen der kan hjælpe en på skadestuen. (Man føler sig som sådan en idiot! Det er jo bare blod. Og slet ikke farligt, bare ubekvemt. Når jeg tænker på alle de effektive, rå eller omsorgsfulde karakterer jeg har spillet, som både har gået folk i stykker og lappet dem sammen igen! De farlige situationer siger erfaringen dog i det mindste at jeg godt kan klare – jeg får lynkvalme, udspyr svimmel mit maveindhold og er straks derefter klar til at håndtere nødsituationen.)

Dernæst skal man jo så ringe til skadestuen. Balladen starter først da den professionelle dame i telefonen beder mig beskrive hvordan såret sidder, ser ud, etc. Synet af de adskillige farver indersiden af en finger har, dens struktur og andre herligheder svimler mig lidt mere. Som min Mor omhyggeligt har lært mig tænker jeg fornuftigt “Jeg må hellere komme hovedet ned mellem benene så jeg ikke besvimer”. Resultat: Jeg falder sammenkrummet og med hovedet først imod køkkengulvet og taber telefonen med et klonk. Bliver klarhovedet igen da jeg kan høre stemmen i telefonen spørge “Hvad sker der nu” i det helt rigtige roligt interesserede tonefald.

Så kan man så ligge der på køkkengulvet (føj hvor det trænger til at blive vasket!) med benene oppe mod skufferne og ryste og klapre. Og ynkeligt tale i telefon med medfølende venner mens man ydmyget venter på at ens Far kommer og leger skadestuechauffør. Tak for tjenstvilligheden Far! 🙂

Jeg fryser og ryster – maven kører rundt og skifter hele tiden retning, og til trods for at det kun er fingeren der er kommet til skade ser hele mig vist ikke ligefrem stabil ud. Sekrætæren ved skranken får resolut min Far til at komme mig i en kørestol og jeg bliver pakket ind i et tæppe. Det er jo bare et hul på fingeren! Usling jeg. Hvordan klarer folk at blive skudt monstro? Måske er dette her verdens måde at fortælle at de Damhøjske kvinder ikke skal tænke i retning af soldat, læge, sygeplejerske, slagter, redder, etc når de overvejer deres fremtidige hverv.

Sygeplejersken der lapper mig sammen er overmåde venlig og meget omsorgsfuld. Ligesom folkene i skranken insisterer hun gang på gang på at man ikke selv er herre over om man kan tåle at se blod, og at det ikke er noget at skamme sig over. Tak 🙂 Jeg er ikke enig, men det var nu alligevel lindrende at få det at vide.

Et par timer senere end jeg havde planlagt sidder jeg i lænestolen, med noget aftengrød (uha, maven cykler) og en ET-finger der skal holdes opad og tør den næste uge. Jeg forudser at opvask, rengøring af køkkengulvet og den slags bliver en udfordring. I det mindst kom der ikke blod på min nye natbluse – men til gengæld et eftertrykkeligt hul :-/

ET phone home…?

Uncategorized • Skrevet 16. May, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Energisk går jeg ned mod byen og min medicin i formiddagssolen, veltilpas stadig i blottøj efter en uplanlagt men betænksomt og uventet tilbudt overnatning i Trillegården.

Vinden rusker og hvirvler lugten af blot under min næse fra mit pjuskede hår, rygsækken og yndlingshætteweateren, nu Fenjas trøje. En lunende, kraftrig blanding af duften af bålrøg, duggens fugt i græs og tøj, septfæller, jord, kød og aske under neglene og i mine hænders revner (jeg tjekker, morgenbadet _fik_ det altså skrubbet væk selvom jeg stadig fornemmer det) og adskillige andre toner jeg ikke kan skelne.

Der er stadig lidt af varulven i mig på vej hjem – jeg kan mærke hende på rankheden i ryggen, det direkte blik og mine faste skridt. Jeg er træt, men smulen af Fenja i mig har kraft at dele ud af. Jeg er Fenja, af Fenris æt, Troldhøjs yngste, og jeg slår ikke genert øjnene ned for formiddagens forbipasserende. Jeg er Fenja og jeg lader mig ikke dø, jeg vil slås!

Også på ydersiden er der spor efter nattens hændelser. Armslyngen er brændt og min venstre arm ikke længere dødvægt, men resterne af det blå øje lader sig ikke velvilligt fjerne helt. Sådan går det når man ikke har de rigtige slags makeup, men bare bruger hvad der ligger i skuffen – hævetrød læbestift og tynd øjenhud bliver åbenbart nemt så gode venner at farven ikke sådan lige lader sig fjerne. Så idag er mit højre øje svagt rødt og ser lidt tilskadekomment ud. Igår så det sådan ud

og Maria gav mig besked på at holde op med at fjolle og se så ynkeligt og sørgmodigt ud gennem bilruden da vi var henne at købe brænde – nogen kunne tro det var alvor og ringe til politiet 😉

Der er blomstrende tusindfryd, mælkebøtter og flere blå og violette jeg ikke kan huske navnet på i græsset på vejen ned ad Langelandsgade. Det er Mors dag, og som jeg smilende kommer i tanke om hvordan jeg som lille plukkede blomster til hende i vejkanterne på vej hjem fra skole stopper jeg op, og binder en minibuket af småblomsterne i alt det grønne. Den overlevede cykelturen til Åvej næsten uskadt 😉
Da jeg var lille, husker jeg at min Mor tog mig med om til sin mor på Mors Dag, for at lave mad og forkæle Bedste. Alle årets andre dage er børnenes dag, sagde hun, men på Mors Dag er tanken at enhver mor skal have lov at slappe af og blive puslet om og forkælet.
Det handler ikke om gaver – blomster, chokolade og al den slags kan da være meget rart, men det bliver der hverken lavet mad, vasket tøj eller gjort rent af – nej det handler om at overtage nogle af hverdagens pligter, at kanalisere sin omsorg til nyttighed og forkælelse.

Så jeg ryster på hovedet af de mange søndagsåbne blomsterbutikker, lægger miniaturebuketten i cykelkurven og tager (røglugtende og rødøjet er jeg bange for, men mødre har vist øvelse i at tage den slags som det kommer) ud og laver nøgne ravioli (‘Den eneste måde spinat smager godt på’ siger Yndlingsbarnet) med langtidssimret tomatsovs og bøf til min Mor. Gluten- og hvidløgsfrit er det nu alligel en fortrinlig spise 🙂

Uncategorized • Skrevet 14. May, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Første svømmetur i almindelig svømmehal længe. Jeg tænker jeg har taget nok på, men nix. En med min legemsvægt og højde kan svømme rundt regnet et kvarter før kulderystelserne bliver ubehagelige nok til at man må krybe ind i saunaen og ryste. Men jeg fik da svømmet ½ km, lidt har også ret 🙂

Det siges at en fejltagelse først er en fejltagelse når man begår den anden gang (og altså tydeligvis ikke har lært noget). Jeg ville sådan ønske min samvittighed ville erklære sig enig.

Det er udsøgt koldt at afrime tilsneede frysere, selvom de er små. Heldigvis kom Asger næstekærligt og hjalp – tak 🙂 Og hvor gør man så af rimen bagefter, hvis man gerne vil bruge sin køkkenvask til madlavningen?

Flere undersøgelser og samtaler på hospitalet venter i begyndelsen af næste uge. Tænk at det kan være så udmattende bare at være der. Husker jeg at sige at jeg sætter pris på at I tilbyder at være lime-mig-sammen-selskab bagefter? – Forunderligt at I gider blive ved – jeg tror jeg havde opgivet mig (men ikke jer!) for længst.

Min læge var glad og tilfreds med mig i dag – jeg har taget over et kg på siden sidste uge. Det føles sært sådan at måle mig selv vokse sidelæns – gad vide om det er anderledes for folk der er vokset op i hjem med badevægt?

Musik…? Jeg blev foreslået at siden jeg nu til stadighed ikke rigtig kan læse og udrette noget bogligt kunne det være en idé at bruge tiden på at øve mig i at spille på et instrument. Så jeg ikke går helt i stå mens mit hovede heles og kroppen kommer sig. Ikke at jeg har talent for den slags, men det behøver man måske heller ikke hvis det er for beskæftigelsesterapeutiske formål 😉 Men det eneste jeg nogensinde har spillet er klaver, og sådan et har jeg ikke (og heller ingen plads til, selv hvis jeg orkede at anskaffe et). Jødeharpe? Triangel? 😉 Brugbare ideer? Nogen der har et keyboard jeg må låne?

Jeg har lyst til at I skal komme på besøg. Min ork rækker ganske vist ikke så langt, og jeg har heller ikke fødselsdag før til efteråret, men det føles som om jeg burde have det snart. Måske man ældes af at være syg? Alternativt går man i barndom og det er fordi jeg er gave-ivrig jeg synes det skal være snart 😉 Min Mor tilbyder at jeg må gå amok i deres hus og have i uge 30 (der er længe til, hen i juli), hvis bare jeg husker at fodre katten, og derude er der masser af plads. Kan I lokkes til at komme forbi der?

Uncategorized • Skrevet 10. May, 2007 • Ingen kommentarer endnu

I anledning af solskinsvejret og også lidt som guleod efter timers intensive udspørgsningsundersøgelser på hospitalet bevilgede lægen og jeg mig en weekendtur til Hovedstaden.
Ikke med noget særligt formål udover at besøge de dejlige mennesker jeg kender, som – deres dejlighed til trods – har den sære opfattelse at den tættest befolkede og mindst grønne del af Djævleøen er et tiltalende sted at stifte bo.

Formiddag på Volden. Jeg daser ikke tankeløst, men læser flittigt det materiale de gav mig med hjem fra undersøgelserne. (Eller så flittigt det nu kan blive når ens koncentration kun rækker til en håndfuld sider ad gangen.)

Senere trisser jeg over Langebro – som faktisk går både op og ned, se:

Hele herligheden til ære for denne

… Bemærk at jeg ikke er den eneste som nysgerrigt står og kigger 😉

Videre, ned på Nationalmuseet. Til min glæde kan det stadig være rart at gå på museum, selvom man ikke rigtig har mental energi til at fordybe sig i noget. En spadseretur gennem antiksamlingen gav blikket mange smukke eller interessante ting at hvile på. Der var fin keramik (skiltet sagde godt nok “Simpel keramik”, men min æstetiske sans foretrækker nu denne (eller alternativt Grækenlands geometriske periode) frem for den mere ansete sort- og rødfigurskeramik).

I den egyptiske afdeling havde de adskillige statuetter af yndlingsgudinden.

Beklager reflekserne i glasset, men de tør åbenbart ikke have antikviteterne stående frit fremme når kattegale personager og andet skidtfolk kan risikeret at dukke op 😉

Jeg studsede over disse terninger (tysk-romerske så vidt jeg husker) – jeg har været rollespiller længe, men 26-kantede terninger har jeg aldrig set før.

Arkæologiske interesser til trods har jeg kun været på Nationalmuseet en enkelt gang før, for mit halve liv siden. Med min Far og en hel dag, for at det ikke skal være lyv, min Far som ikke synes videre godt om museer! Set i bakspejlet kan man blive helt lun indeni når man opdager hvor meget ens voksne prøvede, gav, bekymrede og anstrengte sig. Og det på trods af ens kontrære, trættende og pernitne teenage-attitude

Besøg hos Lars i han og Joans nye lejlighed. Ny for mig i hvert fald, selvom de har boet der et stykke tid efterhånden. Jeg har aldrig været på Nørrebro før, og jeg konstaterer at her som ingen stump af Danmark jeg har set minder om New York, London, Paris, Hamburg, LA. Generisk storbystemning med folk fra alle verdenshjørner på gaden. Ikke noget jeg havde forventet at se her i stueracistiske, navleoptagede vi-har-nok-i-os-selv Danmark.
Snak, musik, aftensmad på altanen, demonstration af Lars’ veludviklede talent for cocktailkreering. Glæden ved selskab som – endskønt sjældent – føles lige tæt hver gang vi genses.

Strøgtur til Fantask, indisk aftensmad og søndag-formiddags-hygge med Nis.

Lidt for hyggeligt åbenbart, for min ellers trofaste rejsekammerat gemte sig hos Elefanten og kom ikke med mig videre ud til Marie og Rune. Nis tog dette billede af kumpanerne.

Imens de to hyggede tog jeg atter til Nørrebro, denne gang længere ud, til Marie og Runes splinternye lejlighed. Her er hun i sin lyse stue.

Indtrykket fra Fastaval, jul og den sidste tid forstærkedes. Her er glæde, vilje, omsorg og engagement, både i arbejdslivet, hjemmet og hinanden. De virker så glade og velplacerede begge to at man bliver helt varm om hjertet 🙂

… Hvis fremtiden findes for dem, kan den så måske også findes for mig?
Min weekendturstaske var ikke lige egnet til at spænde på en motorcykel, så jeg fik ikke denne gang den tur bag på Maries motorcykel jeg øjeblikkeligt og højlydt ønskede da jeg første gang hørte hun var ved at tage kørekort. Næste gang pakker jeg snedigere!
Tidlig morgen – jeg har orange billet til toget. Marie vågner for at sige farvel, først ser hun søvnig ud

dernæst bryder det der er indeni frem igen.

Nis har jaget i den zoologiske sengehave, og husket Leoparden på at den savner mig. Vi mødes på hans vej til arbejde.


Gensynsglæden var stor men jeg havde for travlt med at kramme til at tage billeder 😉
På vej mod banegården som solen stod op over byen, lyset var fint og luften krystalklar og pendlerne myldrede.

Uncategorized • Skrevet 06. May, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Sol, Bastet, Varmegiver!

Selv på dage med fejltagelser og svaghed kan dine strålers kærtegn lindre og hele lidt. Dybt nede i min nordbosjæl ved mine instinkter at din – så ofte fraværende – varme berøring skaber livet selv, og når du forårslunt, med løfter om sommervarme, lægger dig til hvile på min forarmede, tilbedende hud synes skammen over dagens fiaskoer og utilstrækkelighed mindre pinagtig og jeg henrykkes til et blindt varmesugende Nu.

I forårets lunhed er din strømmende berøring som den modermælk jeg ikke drak, næringsgivende, styrkende, kærlig. I stum accept lader du den gavmildt flyde ned i mig såvel som resten af Nordpå, uanset fortjeneste, behov eller ønske.

Insisterende kalder du mig ud af skyggen, sengen, cirklerne, med lokkende løfter om et øjebliks glemsel, alle følelser overvældet af din varme, dit lys gennem mine lukkede øjenlåg.

Fingres leg over tangenter, dybe strenge og whiskers mod trommeskind fordyber effekten. Hvis der var en gudinde for blid jazz ville hun helt sikkert – som Bastet – også være solens.

Uncategorized • Skrevet 30. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Jeg sætter gelændre op, binder sikkerhedsliner på, skriver sedler, bruger lydbøger når det er for svært at læse, spiller musik og følger psykologens råd (de virker 🙂 Dumt at det eksempelvis er nødvendigt med en professionel til at sige at det ikke hjælper at have dårlig samvittighed over ikke at være blevet rask) men uden videre held.
Forhåbningsfuldt tror jeg at det er mig der kontrollerer mig, men nej. Jeg opdager gang på gang, nedslået og fortvivlende, at det er sygdommen. Selv mens det sker står en del af mig ved siden af, iagttager og tænker med foragt “Du må jo ville dette her siden du gør det ved dig selv!”.

Når solen skinner har jeg det lidt bedre. Ikke at fryse hjælper en del og jeg har fået en tilnærmelsesvis sund solbrændt kulør i ansigtet efter de gange jeg er faldet i søvn i solstriber, lunt skærmet under tæpper.

Simple ting. Kaffe er godt. Nogle gange. Chokoladekiks er farlige. Hver gang. Mine nye bukser som faktisk passer (selvom min hjerne kan lide at være tynd bliver man slemt træt af tøj der er et nummer eller to for stort) er fantastiske. Bare at tage dem på kan redde en time, en gåtur, en halv dag 🙂

Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget. Ikke engang de gennemblødende natlige svedeture med onde drømme. Jeg har vindduftende, soltørret rent sengetøj at krybe i i aften – det var ellers ikke planlagt det skulle være nødvendigt at vaske det idag.

Måske jeg skulle indse en gang for alle at jeg er magtesløs og selvydmyget. Omend det ikke virker sandsynligt at det hjælper at give op føles det efterhånden som det eneste jeg ikke har prøvet.

Der er alt for mange beklagelser på denne blog :-/ Denne inklusiv 😉

Natten, oplyst af diset dommermåne og cykellygte med lånt batteri (hvor svært skulle man lige tro det kunne være at huske at skifte det inden jeg tager hjemmefra?), dufter af fjern mulighed for potentiel værdighed, men trist svagt og usandsynligt.

En indre tankeskikkelse, et jeg-der-var-eller-er-ønsket danser i natten. Forsigtigt, i hensigt, under månen. Spørgende? Se mig, hjælp mig, bare lidt?

Uha. I morgen. Uha.

Nad-em-Lodem,
Ammuedandei…?
Nad-em-Lodem,
Pomm-ken-rae Lodem ubur!

Uncategorized • Skrevet 24. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu