Morale…? Når man kommer træt hjem og bare vil have nattøj, lænestol og mad (i den rækkefølge) skal man sikre sig at kniven har æggen mod det mærke man vil skære af sin nye natbluse, ikke mod den hånd der holder blusen.

Eller kan man risikere pludselig at stå med en skærende smerte i fingeren og opdage at ens reflekser har puttet den i munden og siger “Ngnnnnnnn” meget eftertrykkeligt.
Dernæst – i hvert fald hvis man som jeg har det Damhøjske tøseblod – bliver man svimmel og kvalm, maven knuder sig sammen og man indser at man nok kommer til at ringe til nogen der kan hjælpe en på skadestuen. (Man føler sig som sådan en idiot! Det er jo bare blod. Og slet ikke farligt, bare ubekvemt. Når jeg tænker på alle de effektive, rå eller omsorgsfulde karakterer jeg har spillet, som både har gået folk i stykker og lappet dem sammen igen! De farlige situationer siger erfaringen dog i det mindste at jeg godt kan klare – jeg får lynkvalme, udspyr svimmel mit maveindhold og er straks derefter klar til at håndtere nødsituationen.)

Dernæst skal man jo så ringe til skadestuen. Balladen starter først da den professionelle dame i telefonen beder mig beskrive hvordan såret sidder, ser ud, etc. Synet af de adskillige farver indersiden af en finger har, dens struktur og andre herligheder svimler mig lidt mere. Som min Mor omhyggeligt har lært mig tænker jeg fornuftigt “Jeg må hellere komme hovedet ned mellem benene så jeg ikke besvimer”. Resultat: Jeg falder sammenkrummet og med hovedet først imod køkkengulvet og taber telefonen med et klonk. Bliver klarhovedet igen da jeg kan høre stemmen i telefonen spørge “Hvad sker der nu” i det helt rigtige roligt interesserede tonefald.

Så kan man så ligge der på køkkengulvet (føj hvor det trænger til at blive vasket!) med benene oppe mod skufferne og ryste og klapre. Og ynkeligt tale i telefon med medfølende venner mens man ydmyget venter på at ens Far kommer og leger skadestuechauffør. Tak for tjenstvilligheden Far! 🙂

Jeg fryser og ryster – maven kører rundt og skifter hele tiden retning, og til trods for at det kun er fingeren der er kommet til skade ser hele mig vist ikke ligefrem stabil ud. Sekrætæren ved skranken får resolut min Far til at komme mig i en kørestol og jeg bliver pakket ind i et tæppe. Det er jo bare et hul på fingeren! Usling jeg. Hvordan klarer folk at blive skudt monstro? Måske er dette her verdens måde at fortælle at de Damhøjske kvinder ikke skal tænke i retning af soldat, læge, sygeplejerske, slagter, redder, etc når de overvejer deres fremtidige hverv.

Sygeplejersken der lapper mig sammen er overmåde venlig og meget omsorgsfuld. Ligesom folkene i skranken insisterer hun gang på gang på at man ikke selv er herre over om man kan tåle at se blod, og at det ikke er noget at skamme sig over. Tak 🙂 Jeg er ikke enig, men det var nu alligevel lindrende at få det at vide.

Et par timer senere end jeg havde planlagt sidder jeg i lænestolen, med noget aftengrød (uha, maven cykler) og en ET-finger der skal holdes opad og tør den næste uge. Jeg forudser at opvask, rengøring af køkkengulvet og den slags bliver en udfordring. I det mindst kom der ikke blod på min nye natbluse – men til gengæld et eftertrykkeligt hul :-/

ET phone home…?

Uncategorized • Skrevet 16. May, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Energisk går jeg ned mod byen og min medicin i formiddagssolen, veltilpas stadig i blottøj efter en uplanlagt men betænksomt og uventet tilbudt overnatning i Trillegården.

Vinden rusker og hvirvler lugten af blot under min næse fra mit pjuskede hår, rygsækken og yndlingshætteweateren, nu Fenjas trøje. En lunende, kraftrig blanding af duften af bålrøg, duggens fugt i græs og tøj, septfæller, jord, kød og aske under neglene og i mine hænders revner (jeg tjekker, morgenbadet _fik_ det altså skrubbet væk selvom jeg stadig fornemmer det) og adskillige andre toner jeg ikke kan skelne.

Der er stadig lidt af varulven i mig på vej hjem – jeg kan mærke hende på rankheden i ryggen, det direkte blik og mine faste skridt. Jeg er træt, men smulen af Fenja i mig har kraft at dele ud af. Jeg er Fenja, af Fenris æt, Troldhøjs yngste, og jeg slår ikke genert øjnene ned for formiddagens forbipasserende. Jeg er Fenja og jeg lader mig ikke dø, jeg vil slås!

Også på ydersiden er der spor efter nattens hændelser. Armslyngen er brændt og min venstre arm ikke længere dødvægt, men resterne af det blå øje lader sig ikke velvilligt fjerne helt. Sådan går det når man ikke har de rigtige slags makeup, men bare bruger hvad der ligger i skuffen – hævetrød læbestift og tynd øjenhud bliver åbenbart nemt så gode venner at farven ikke sådan lige lader sig fjerne. Så idag er mit højre øje svagt rødt og ser lidt tilskadekomment ud. Igår så det sådan ud

og Maria gav mig besked på at holde op med at fjolle og se så ynkeligt og sørgmodigt ud gennem bilruden da vi var henne at købe brænde – nogen kunne tro det var alvor og ringe til politiet 😉

Der er blomstrende tusindfryd, mælkebøtter og flere blå og violette jeg ikke kan huske navnet på i græsset på vejen ned ad Langelandsgade. Det er Mors dag, og som jeg smilende kommer i tanke om hvordan jeg som lille plukkede blomster til hende i vejkanterne på vej hjem fra skole stopper jeg op, og binder en minibuket af småblomsterne i alt det grønne. Den overlevede cykelturen til Åvej næsten uskadt 😉
Da jeg var lille, husker jeg at min Mor tog mig med om til sin mor på Mors Dag, for at lave mad og forkæle Bedste. Alle årets andre dage er børnenes dag, sagde hun, men på Mors Dag er tanken at enhver mor skal have lov at slappe af og blive puslet om og forkælet.
Det handler ikke om gaver – blomster, chokolade og al den slags kan da være meget rart, men det bliver der hverken lavet mad, vasket tøj eller gjort rent af – nej det handler om at overtage nogle af hverdagens pligter, at kanalisere sin omsorg til nyttighed og forkælelse.

Så jeg ryster på hovedet af de mange søndagsåbne blomsterbutikker, lægger miniaturebuketten i cykelkurven og tager (røglugtende og rødøjet er jeg bange for, men mødre har vist øvelse i at tage den slags som det kommer) ud og laver nøgne ravioli (‘Den eneste måde spinat smager godt på’ siger Yndlingsbarnet) med langtidssimret tomatsovs og bøf til min Mor. Gluten- og hvidløgsfrit er det nu alligel en fortrinlig spise 🙂

Uncategorized • Skrevet 14. May, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Første svømmetur i almindelig svømmehal længe. Jeg tænker jeg har taget nok på, men nix. En med min legemsvægt og højde kan svømme rundt regnet et kvarter før kulderystelserne bliver ubehagelige nok til at man må krybe ind i saunaen og ryste. Men jeg fik da svømmet ½ km, lidt har også ret 🙂

Det siges at en fejltagelse først er en fejltagelse når man begår den anden gang (og altså tydeligvis ikke har lært noget). Jeg ville sådan ønske min samvittighed ville erklære sig enig.

Det er udsøgt koldt at afrime tilsneede frysere, selvom de er små. Heldigvis kom Asger næstekærligt og hjalp – tak 🙂 Og hvor gør man så af rimen bagefter, hvis man gerne vil bruge sin køkkenvask til madlavningen?

Flere undersøgelser og samtaler på hospitalet venter i begyndelsen af næste uge. Tænk at det kan være så udmattende bare at være der. Husker jeg at sige at jeg sætter pris på at I tilbyder at være lime-mig-sammen-selskab bagefter? – Forunderligt at I gider blive ved – jeg tror jeg havde opgivet mig (men ikke jer!) for længst.

Min læge var glad og tilfreds med mig i dag – jeg har taget over et kg på siden sidste uge. Det føles sært sådan at måle mig selv vokse sidelæns – gad vide om det er anderledes for folk der er vokset op i hjem med badevægt?

Musik…? Jeg blev foreslået at siden jeg nu til stadighed ikke rigtig kan læse og udrette noget bogligt kunne det være en idé at bruge tiden på at øve mig i at spille på et instrument. Så jeg ikke går helt i stå mens mit hovede heles og kroppen kommer sig. Ikke at jeg har talent for den slags, men det behøver man måske heller ikke hvis det er for beskæftigelsesterapeutiske formål 😉 Men det eneste jeg nogensinde har spillet er klaver, og sådan et har jeg ikke (og heller ingen plads til, selv hvis jeg orkede at anskaffe et). Jødeharpe? Triangel? 😉 Brugbare ideer? Nogen der har et keyboard jeg må låne?

Jeg har lyst til at I skal komme på besøg. Min ork rækker ganske vist ikke så langt, og jeg har heller ikke fødselsdag før til efteråret, men det føles som om jeg burde have det snart. Måske man ældes af at være syg? Alternativt går man i barndom og det er fordi jeg er gave-ivrig jeg synes det skal være snart 😉 Min Mor tilbyder at jeg må gå amok i deres hus og have i uge 30 (der er længe til, hen i juli), hvis bare jeg husker at fodre katten, og derude er der masser af plads. Kan I lokkes til at komme forbi der?

Uncategorized • Skrevet 10. May, 2007 • Ingen kommentarer endnu

I anledning af solskinsvejret og også lidt som guleod efter timers intensive udspørgsningsundersøgelser på hospitalet bevilgede lægen og jeg mig en weekendtur til Hovedstaden.
Ikke med noget særligt formål udover at besøge de dejlige mennesker jeg kender, som – deres dejlighed til trods – har den sære opfattelse at den tættest befolkede og mindst grønne del af Djævleøen er et tiltalende sted at stifte bo.

Formiddag på Volden. Jeg daser ikke tankeløst, men læser flittigt det materiale de gav mig med hjem fra undersøgelserne. (Eller så flittigt det nu kan blive når ens koncentration kun rækker til en håndfuld sider ad gangen.)

Senere trisser jeg over Langebro – som faktisk går både op og ned, se:

Hele herligheden til ære for denne

… Bemærk at jeg ikke er den eneste som nysgerrigt står og kigger 😉

Videre, ned på Nationalmuseet. Til min glæde kan det stadig være rart at gå på museum, selvom man ikke rigtig har mental energi til at fordybe sig i noget. En spadseretur gennem antiksamlingen gav blikket mange smukke eller interessante ting at hvile på. Der var fin keramik (skiltet sagde godt nok “Simpel keramik”, men min æstetiske sans foretrækker nu denne (eller alternativt Grækenlands geometriske periode) frem for den mere ansete sort- og rødfigurskeramik).

I den egyptiske afdeling havde de adskillige statuetter af yndlingsgudinden.

Beklager reflekserne i glasset, men de tør åbenbart ikke have antikviteterne stående frit fremme når kattegale personager og andet skidtfolk kan risikeret at dukke op 😉

Jeg studsede over disse terninger (tysk-romerske så vidt jeg husker) – jeg har været rollespiller længe, men 26-kantede terninger har jeg aldrig set før.

Arkæologiske interesser til trods har jeg kun været på Nationalmuseet en enkelt gang før, for mit halve liv siden. Med min Far og en hel dag, for at det ikke skal være lyv, min Far som ikke synes videre godt om museer! Set i bakspejlet kan man blive helt lun indeni når man opdager hvor meget ens voksne prøvede, gav, bekymrede og anstrengte sig. Og det på trods af ens kontrære, trættende og pernitne teenage-attitude

Besøg hos Lars i han og Joans nye lejlighed. Ny for mig i hvert fald, selvom de har boet der et stykke tid efterhånden. Jeg har aldrig været på Nørrebro før, og jeg konstaterer at her som ingen stump af Danmark jeg har set minder om New York, London, Paris, Hamburg, LA. Generisk storbystemning med folk fra alle verdenshjørner på gaden. Ikke noget jeg havde forventet at se her i stueracistiske, navleoptagede vi-har-nok-i-os-selv Danmark.
Snak, musik, aftensmad på altanen, demonstration af Lars’ veludviklede talent for cocktailkreering. Glæden ved selskab som – endskønt sjældent – føles lige tæt hver gang vi genses.

Strøgtur til Fantask, indisk aftensmad og søndag-formiddags-hygge med Nis.

Lidt for hyggeligt åbenbart, for min ellers trofaste rejsekammerat gemte sig hos Elefanten og kom ikke med mig videre ud til Marie og Rune. Nis tog dette billede af kumpanerne.

Imens de to hyggede tog jeg atter til Nørrebro, denne gang længere ud, til Marie og Runes splinternye lejlighed. Her er hun i sin lyse stue.

Indtrykket fra Fastaval, jul og den sidste tid forstærkedes. Her er glæde, vilje, omsorg og engagement, både i arbejdslivet, hjemmet og hinanden. De virker så glade og velplacerede begge to at man bliver helt varm om hjertet 🙂

… Hvis fremtiden findes for dem, kan den så måske også findes for mig?
Min weekendturstaske var ikke lige egnet til at spænde på en motorcykel, så jeg fik ikke denne gang den tur bag på Maries motorcykel jeg øjeblikkeligt og højlydt ønskede da jeg første gang hørte hun var ved at tage kørekort. Næste gang pakker jeg snedigere!
Tidlig morgen – jeg har orange billet til toget. Marie vågner for at sige farvel, først ser hun søvnig ud

dernæst bryder det der er indeni frem igen.

Nis har jaget i den zoologiske sengehave, og husket Leoparden på at den savner mig. Vi mødes på hans vej til arbejde.


Gensynsglæden var stor men jeg havde for travlt med at kramme til at tage billeder 😉
På vej mod banegården som solen stod op over byen, lyset var fint og luften krystalklar og pendlerne myldrede.

Uncategorized • Skrevet 06. May, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Sol, Bastet, Varmegiver!

Selv på dage med fejltagelser og svaghed kan dine strålers kærtegn lindre og hele lidt. Dybt nede i min nordbosjæl ved mine instinkter at din – så ofte fraværende – varme berøring skaber livet selv, og når du forårslunt, med løfter om sommervarme, lægger dig til hvile på min forarmede, tilbedende hud synes skammen over dagens fiaskoer og utilstrækkelighed mindre pinagtig og jeg henrykkes til et blindt varmesugende Nu.

I forårets lunhed er din strømmende berøring som den modermælk jeg ikke drak, næringsgivende, styrkende, kærlig. I stum accept lader du den gavmildt flyde ned i mig såvel som resten af Nordpå, uanset fortjeneste, behov eller ønske.

Insisterende kalder du mig ud af skyggen, sengen, cirklerne, med lokkende løfter om et øjebliks glemsel, alle følelser overvældet af din varme, dit lys gennem mine lukkede øjenlåg.

Fingres leg over tangenter, dybe strenge og whiskers mod trommeskind fordyber effekten. Hvis der var en gudinde for blid jazz ville hun helt sikkert – som Bastet – også være solens.

Uncategorized • Skrevet 30. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Jeg sætter gelændre op, binder sikkerhedsliner på, skriver sedler, bruger lydbøger når det er for svært at læse, spiller musik og følger psykologens råd (de virker 🙂 Dumt at det eksempelvis er nødvendigt med en professionel til at sige at det ikke hjælper at have dårlig samvittighed over ikke at være blevet rask) men uden videre held.
Forhåbningsfuldt tror jeg at det er mig der kontrollerer mig, men nej. Jeg opdager gang på gang, nedslået og fortvivlende, at det er sygdommen. Selv mens det sker står en del af mig ved siden af, iagttager og tænker med foragt “Du må jo ville dette her siden du gør det ved dig selv!”.

Når solen skinner har jeg det lidt bedre. Ikke at fryse hjælper en del og jeg har fået en tilnærmelsesvis sund solbrændt kulør i ansigtet efter de gange jeg er faldet i søvn i solstriber, lunt skærmet under tæpper.

Simple ting. Kaffe er godt. Nogle gange. Chokoladekiks er farlige. Hver gang. Mine nye bukser som faktisk passer (selvom min hjerne kan lide at være tynd bliver man slemt træt af tøj der er et nummer eller to for stort) er fantastiske. Bare at tage dem på kan redde en time, en gåtur, en halv dag 🙂

Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget. Ikke engang de gennemblødende natlige svedeture med onde drømme. Jeg har vindduftende, soltørret rent sengetøj at krybe i i aften – det var ellers ikke planlagt det skulle være nødvendigt at vaske det idag.

Måske jeg skulle indse en gang for alle at jeg er magtesløs og selvydmyget. Omend det ikke virker sandsynligt at det hjælper at give op føles det efterhånden som det eneste jeg ikke har prøvet.

Der er alt for mange beklagelser på denne blog :-/ Denne inklusiv 😉

Natten, oplyst af diset dommermåne og cykellygte med lånt batteri (hvor svært skulle man lige tro det kunne være at huske at skifte det inden jeg tager hjemmefra?), dufter af fjern mulighed for potentiel værdighed, men trist svagt og usandsynligt.

En indre tankeskikkelse, et jeg-der-var-eller-er-ønsket danser i natten. Forsigtigt, i hensigt, under månen. Spørgende? Se mig, hjælp mig, bare lidt?

Uha. I morgen. Uha.

Nad-em-Lodem,
Ammuedandei…?
Nad-em-Lodem,
Pomm-ken-rae Lodem ubur!

Uncategorized • Skrevet 24. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Det er bedst hvis man husker at tage sin medicin. Og også hvis man husker at tage den medicin man får mod bivirkningerne af den medicin man skal huske at tage. Men et af problemerne med at have rod i hovedet er jo ligesom at man har rod i hovedet, og eksempelvis ikke altid er så god til at huske, på trods af sedler, regelmæssighed og al mulig anden hjælp.
Så lur mig om jeg ikke den anden dag glemte at tage den ene slags (af den ‘naturlige’ årsag at den åbne, fremmeliggende blisterpakning var løbet tør – ikke om man tænker så langt som at den næste så nok skal tages ud af æsken :-/ ). Den første del af dagen gik nogenlunde – jeg opdagede da godt at jeg var ekstra koncentrationsbesværet og hoppede og spjættede mere end ellers, men tænkte ikke lige over at der havde været en mistænkelig hvid pille mindre på mit morgenbord end sædvanlig. Jeg var ikke hjemme, så da jeg kom i tanke om hvad der mon var i vejen var der ikke lige så meget at gøre ved det. Sidst på dagen var jeg så rastløs og konstant spjættende at jeg blev helt svedt af det :-/

Resultat: Udmattelse (de to trailerlæs jord Onkel Chrisser og jeg skovlede op og kørte på genbrugspladsen hjalp nok også til udkørtheden, men det var rart! Nogen der har noget groft havearbejde der skal klares?) => For megen søvn på sære tidspunkter => søvnløshed denne morgen.

Efter at have irriteret mig et par timer mellem fire og seks smed jeg dynen ud af sengen og fulgte nødtvungent (frysende!) med, trådte lige ned i tøjet og hættesweateren fra igår, trak det døde får udenpå til værn mod morgenblæsten og vaklede ned af trappen.
Byen er mere stille på det tidspunkt, omend mange folk nu allerede er ude og på vej. Lyst(-agtigt i hvert fald) har det været længe, selvom her ikke just er lunt.

En hvid ISS-stationcar stopper lidt længere fremme ad vejen, og en kvinde i tørklæde stiger ud og går raskt afsted, antageligvis mod sit arbejde. Jeg mistænker misfornøjet at de garanteret kun betaler hende usselt til trods for at hun energisk er på vej til sit rengøringsjob længe inden mange andre (vellønnede) står op.

Vejarbejderne ved åen er allerede igang. På vej mod Magasin er der nylig sat et cykler-ingen-adgang-skilt op. Min trætte hjerne overvejer hvordan folk med cykler så skal komme om på den anden side, til strøget og telefontorvet – alt andet er afspærret og har været det længe, så det er den eneste gennemgang medmindre man vil bryde loven og smutte gennem Emil Vetts Passage. Det er vel ikke tanken?

Domkirken er – forventeligt – låst. Der er altså noget trist ved et samfund hvor man er nød til at låse helligsteder om natten, uanset religion.

Tæt op ad de røde mustensmure, ikke-særlig-men-dog-lidt i læ, under mine to hætter (fårets og sweaterens) går jeg ned mod havnen.

Skrå rækker af lastbiler med ventende containere. Betontange (halvø?) kun beboet af en stor bunke grus og en gravko. En lastbil kommer kørende og parkerer nydeligt foran de to, og den gule gravko går roligt igang med at skovle gruset op i det høje lad.

Masser af lastbiler, små kraftfulde container-trækdyr, holdende, kørende, ventende, tomme, fulde, rustne, farvede, grå. Trafik af ting, flyttet af tidligtopstandne mennesker i en helt anden verden end min.

Bagsiden. Bag betonafspærringen (så man ikke kan komme til at køre i) er der lige en halv meter at gå på mellem betonvæg og bassinkant. Her kan man ikke ses inde fra land og det flyder med knuste ølflasker, tomme juicekartoner og andet godt. Nogen (som ikke er morgenmennesker) hænger tydeligvis regelmæssigt ud her.
Grønt vand i havnebassinet. Så mørkegrønt at det næsten er sort. Svag måske-erindring af at besøge Bedstefar på skibet og se ned i den smalle stribe dybgrønt vand mellem kajen og skibet. Gad vide hvorfor havnevand i Danmark altid har præcis _den_ grønne nuance…?

Lidt trættere i benene men lige rundkørt trasker jeg op forbi manden der støvsuger en trappe i Bruuns Galleri, de morgenrejsende på banegården og trafikken ude foran. Der er flere i busserne og flere biler nu, men klokken er også næsten syv.
Optimistisk bestiller jeg en tynd kop mælkekaffe i det gode bageri på jagt efter kaffens af-spjættende effekt og gennembladrer en gratisavis mens jeg spiser den. (Jep, sådan en har jo mælkeskum på – det kan man spise med ske 😉 ) Kaffe- og brødkøbende folk på vej til arbejde strømmer ind og ud af døren, men i hjørnet hvor jeg sidder med kop og avis når trækken ikke ind, og fåret kan blive på ryglænet.

Op ad Banegårdsgade, ned gennem parkeringskælderen (der er altid læ – blev jeg hjemløs ville jeg sove der) og ned mod hjemme. Et langt, varmt bad, medicin (alle de korrekte slags denne gang) og morgengrød senere er jeg ikke bare træt, men også søvnig og døser prompte hen så snart jeg sætter mig bekvemmeligere end på en pind.

Så kører karrusellen igen.

Uncategorized • Skrevet 19. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Natten er forbløffende stjerneklar gadelygterne til trods. Den dufter fugtigt, distinkt ikke-længere-koldt, af næsten-sommer (næsten-forår er nok et mere realistisk bud 😉 ), lidt af Rebis og en del af søvand som jeg cykler forbi Egå Engsø. Det er længe siden natten har været min, næsten lige så længe siden jeg har cyklet i mørket, og selv nu hvor det vist i princippet ikke længere er koldt fryser jeg inde under uldjakke og handsker. Men det er en nat fuld af løfter om nætter der skal komme.

Musikken i mine ører skifter rytme og jeg ser brat hvor meget udsigten over søen, med byens orange lys spejlende sig i det afrundede vand ligner en bugt et helt andet billede, et helt andet sted. For 2 år siden boede jeg i Wellington, tog på universitetet hver dag, lavede vegetarmad (en af mine bofæller brød sig ikke om kød), gik til skotsk landsbydans og kunne alting selv. Så langt væk, men via en enkelt lignende udsigt alligevel så tæt på.

Mit indre musikanlæg spiller – mp3-afspillerens noget anden rytme og genre til trods – øjeblikkeligt og gennemsyrende denne her

I don’t need no one
to tell me ’bout Heaven
I look at my daughter
and I believe.
I don’t need no proof
when it comes to God and truth
I can see the sunset
and I perceive.

Rodløs men selvstændig, selv-afhængig om ikke uafhængig, med et selvspundet sikkerhedsnet(værk) under. Alene, langt væk i landet med de smukkeste landskaber, den grimme by og en solbrun, lækker knægt i kort, rødternet nederdel (og ikke andet) på gågaden. Nødtvungent alene-stærk, men dog stærk. Og dagene, verden, byen, nætterne – så godt som alle blæsende – var mine, hver og en.

Er jeg gået baglæns siden? Det ser næsten sådan ud. Dengang kunne jeg rejse selv, forske og udforske. Jeg kan godt huske at det ikke var behageligt, men også at det var spændende. Hvad har jeg lært siden, hvad kan jeg nu? Spise medicin og ryste så meget at thekruset skvulper over? Tænde for TV-avisen og ikke kunne huske noget fra den når de kommer til vejrudsigten? Se bøgerne på mine reoler og vide dem fuldstændig uden for min mentale rækkevidde.

Hvordan mon man lapper mig? Vender strømmen? Jeg kunne godt mistænke at jeg vokser baglæns.

Men aprilaftenen var nu dejlig trods alt.

Uncategorized • Skrevet 14. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Årets Fastaval var fantastisk, selvom jeg var slatten! Jeg lavede mad, snakkede med gamle venner og mødte nye, spankulerede, spillede noget underholdende rollespil og noget der var nytænkende, overvældende og overvældende godt, sov udmattet middagslur midt i menneskemængden (nørdmængden? 😉 ), var nyttig og nydende.

Her er et par klip, billeder hugget fra Lars eller doneret af Søren Parbæk og måske kommer der nogle til senere hvis jeg kan finde flere.

Først Jorgo (vist den levende i verden udover min familie jeg har kendt længst) som lavede JohnTV det meste af Fastaval og nød det. Jeg grinede også over de glimt jeg så – specielt terningerullet i soveposen 🙂

… Jeg tror nu du har mere end 3 i karisma… Og mascaraen fra banketten giver mindst +1 i bonus!

Hvor er mit barn? Jeg var jo gravid…?
Hjulpet til forløsning og erindring af en forfatter med skriveblokade, smilende som han beslutter sig for at leve, overvældes jeg, Miriam, af tårer, hulken og riven mig i håret – min spæde søn er død! Min dejlige Jonathan med blå øjne!

Hvorfor stod jeg også så tæt på trappens gelænder da den flok knægte kom løbende og maste sig forbi? Hvorfor er metroens gulv lavet af hårdt beton? Hvorfor kunne han ikke have være landet oven på mig? Hvorfor _min_ søn?
Min søn er død!
Vågnende i erkendelsen kommer jeg ud af Memoratoriet, til min David med de blå øjne. Wow!
En aldeles velfortjent vinder af publikumsprisen og det bedste scenarie jeg har spillet siden 2003.

Iskold eller lun (varmeblæserne var et hit – og en nødvendighed) og sejtlangsom opvågnen efter eftermiddagslur i caféens sofaer. (Jeps, det er længe siden jeg har kunnet holde en hel dag. Men det kommer vel igen engang…?). Rare, glade mennesker og tynd kaffe med rigtig meget mælk (koffein svinger godt med (mod?) mine medicinbivirkninger men jeg kommer kun overens med smagen når den er temmelig fortyndet).
Der var ikke meget lys dernede

men Lars synes lige som jeg at foretrække aftenbilleder uden blitz.

Veltilpas i camouflagekjolen med lånt riffel over skulderen. Min gang bliver rank og letfodet og til min begejstring går der to hele dage inden ejeren er der og vil have den retur. Den var også nyttig søndag til at forsvare de kanelsnegle jeg gerne ville forære hårdtarbejdende mennesker mod tilfældige og kagesultne forbipasserende.
Jeg konstaterer at (primært, men ikke udelukkende, mandlige) fastavalgængere – især de der hænger ud i rygeburet – godt kan lide kvinder med våben. Og det gør ikke noget at de er i lårkort (kvinderne altså) 😉

Vanedannende rarhed i køkkenet. Jeg nyder den bramfri tone og får produceret en hel masse – sandwiches, spydigheder og kager. Cola og kaffe i mit glas (hver for sig!), venlige ord og mange verbale skulderklap. Det er forunderligt sådan at blive åbenlyst værdsat og jeg smiler mere min godt halve håndfuld dage i køkkenet en de sidste måneder tilsammen. Tak.
Jeg er så glad for at have mødt Per og Allan og have fået lov at lege i køkkenet 🙂 (Og jeg er mig, så jeg må godt sige den slags uden at være fuld!)
Et sted med varme ovne og flinke mennesker (som oven i købet giver mig cola. Light!) hvor jeg får lov til at lave mad. Hvad mere kan man ønske sig?

Banketaften i køkkenet. Bekvem travlhed og sen, sen aftensmad. De 3 retter mad smager mig meget bedre efter at have hjulpet med at anrette den til gæsterne et par timer først. Jeg har stadig brandsår på fingrene efter den miniovn Allan betænksomt stillede tændt og åben på gulvet i det lille rum hvor vi spiste (skolen, og i særdeleshed køkkenregionen, var kold-trækkende-kold. Behøver de virkelig slukke for varmen inden de går til påskeferie? Igen?! De gjorde det så vidt jeg husker også sidste år) men det var også kun fordi jeg ikke kunne dy mig for at genlune mit flutes i den – uden grydelapper til at få det ud med bagefter. (Ja, jeg ved det er grumt energiforbrugende og man burde ikke, men jeg udligner det ved at være sparsommelig på alle andre tider af året.) Mmmm, frydefuld varme 🙂

Senere på aftenen i caféen sammen med Nis (hvor var det hyggeligt at have dig som overnattende gæst under Fastaval 🙂 Det er nu rarest at vågne og spise morgenmad i selskab, søvnunderskud til trods).

Senere endnu (og taget med mobiltelefon) efter trætheden og den sidste drink begyndte at sætte ind. Her er en af grundene til at denne side hedder kattens. Jeg kan blive helt salig når folk nusler mig i håret, aer eller stryger mig over huden 🙂 Og hovedbundsmassage er ualmindeligt rart efter en lang dag med ophobet søvnunderskud, hygge, arbejde og en lille en efter maden.

Om der var spinden må forblive uvist – lydniveauet var nok for højt til at det kunne afgøres 😉

Uncategorized • Skrevet 12. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Lunkenlun sol mod mine blussende kinder. Halvslumrende vågner jeg nok til at være taknemmelig da en omsorgsfuld hånd lægger et glatstrøget lommetørklæde over mit solskoldede-in-spe ansigt.

Mad i maven – denne gang ikke for meget – og behagelig træthed i arme og ryg – jordbunken ved indkørslen er en del mindre og græsplænen dækket af hvad der ligner skud fra gigantmuldvarpe.

Propmætte ænder padler dovent i åen. Her ved weekendens ende, efter flittige besøg fra gamle damer og folk med tumlinger, kan de end ikke besværes til at se i min retning, så kammerjunkerne just fundet fra sidste koldsskålssæson afventer en mere lovende dag.

Musik i ørerne (hvor er jeg glad for at jeg lod mig bortødsle 200 kroner på den mp3-afspiller!), fugtigrar muldjord mellem tæerne og under mine fødder, den lune vægt af solskinnet på mine bare arme – man fryser ikke når man stamper den nyudbredte jord sammen inden græssåning. Jeg ligner uden tvivl en idiot som jeg smådanser til musik kun jeg kan høre.

Uncategorized • Skrevet 01. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu