Fra periferien af de cirkler jeg bevæger mig i lyder en kendt stemme: “Det skal nok blive godt igen, det tror jeg på.”.
Men herinde i midten hvor jeg står er der tomt. En kugle af ingenting som gravitationelt drager brystkassen mod implosion, ribbenenes stålsathed til trods.
Da jeg søndag formiddag på Fastaval vaklede fra min sovepose og ned i køkkenet for at grave arbejdstøjet frem lå der en påskegave og ventede på mig.
Jeg har aldrig før fået et påskeæg jeg ikke vidste hvem var fra. Men der lå det, påskegult, smilende og lokkende i hjørnet af kufferten 🙂
Endnu kontaktlinseløs og søvnunderskudsforvirret kiggede jeg mig flere gange omkring i lokalet, men spøjst nok fik min undren ikke den rare giver – eller andre – til brat at materialisere sig.
…Og jeg har endda ikke sendt et eneste gækkebrev iår.
Påskeægget var oprindeligt endnu finere end på billedet, men chokolade smager ekstra godt når man er træt og glad så kun halvdelen af indholdet overlevede til jeg kom hjem til kameraet mandag 😉
Hov, hvor blev påsken af? Jeg havde knapt nok taget hul på den, og nu er den gået. Min krops udmattelse og et nærmest uindhenteligt søvnunderskud forsikrer mig om at den skam har været her, også selvom jeg ikke nåede så meget hygge som jeg gerne ville.
Fem dage i en subkulturoase er udmattende – eftersom jeg jo aldrig har lyst til at sove, der er for meget der skal ordnes og opleves – men også opladende.
Jeg får flere komplimenter og søde velmente kommentarer i påskeugen end resten af året tilsammen. Og er meget mere tilbøjelig til at lade dem slippe forbi mit filter og tage dem ind.
Jeg slapper mere af (til trods for at jeg arbejder 8-18 og leger aftenen og den halve nat bort), og hviler i mig selv i en salig sikkerhed på at nu, her, er jeg god nok. Tidligere års erfaringer forsikrer at freden varer lige til jeg tager hjem og det er en lise uden lige at vide jeg har helle flere dage i træk.
Påsken er den uge om året hvor jeg har storebrødre. Ganske vist er de ikke alle ældre end mig, men omsorgsforholdet er åbenbart uafhængigt af fysisk alder.
Jeg er blevet ganske forvænt med allehånde betænksomme opmærksomheder. “Trænger du ikke til en lur?”, henad eftermiddagen når mine øjenlåg begynder at være tunge. “Hovhov, lad nu mig åbne/løfte/hente/flytte den”, “Sleeeeeep *besværgende fingerbevægelser*” når mit vækkeur ringer om morgenen til den aftalte køkkenmødetid.
Favnfulde og atter favnfulde at komplimenter, søde kommentarer, beskyttende arme og skuldre at læne sig op ad og enkelte hvor-er-hun-nuttet-den-lille-observationer (hrmf!). En dejlig og aldeles vitaliserende oplevelse igen iår 🙂
Det er ikke kun mig der synes der var hyggeligt i køkkenet (vores køkken altså, det andet hvor den kok der stod for aftensmad og morgenmad huserede i et farligt rod må jeg hellere helt undlade at kommentere).
Udover de tildelte GDS’er fik vi besøg af adskillige frivillige – og af nogle endda flere gange, både halve og hele dage. 
Da det næppe kan have været musikken de kom for (jeg slap afsted med at spille tøserock flere eftermiddage i streg – lad dog den lille 😉 ) må det have været selskabet eller stemningen 😀 Hukommelsen mumler noget om at det var sådan jeg selv endte på køkkenholdet.
Især tak for hjælpen til Tvebak, Jesper(tillykke med pingvinen), Mette og Nis. Vi er hyggelige at arbejde hos igen næste år…? 😉
Da festen lå lørdag aften iår var der plads til træt hygge (og meget træt køkkenarbejde) om søndagen og koncert med Valravn om aftenen. Et rigtig godt initiativ efter min mening. Godtnok afliver det spilblokken lørdag aften, men alt det man fik i stedet om søndagen var mere end rigelig kompensation for mig.
Heraf ikke mindst koncerten. Jeg så Valravn på VoxHall sidste år (som opvarmning for Hedningarna) og selvom det var godt, var det på ingen måde at sammenligne med koncerten i søndags.
Da de gik på var folk glade, og inden længe kogte salen og alle dansede eller klappede. En sådan livsudfoldelse havde jeg ikke troet jeg skulle se i festsalen på min gamle skole 😛
Valravn blev også selv gladere og gladere jo vildere vi blev, og det var især en fornøjelse at stå tæt nok på til at kunne se violinisten vantro og glædestrålende grimasser til sangerinden når vi hujede og klappede. Jeg forestiller mig det må være en fornøjelse som musiker i den grad at dumpe ned midt i sin målgruppe. Vi tog i fællesskab alt hvad de rakte frem og sendte energien mangedoblet tilbage. Succes! For min skyld må de gerne komme igen næste år – hvis jeg tænker tilbage er det den bedste koncert jeg har været til siden Queen i New York i 2005.
Rollespil. Der var naturligvis også rollespil, jeg fik klemt lidt ind mellem køkkenarbejdet 😉
Mest positivt overrasket var jeg over de to Nathan Hook-scenarier. Jeg havde begge gange fornøjelsen at spille med forfatteren selv, og fik klart de fordele der kommer når spillederen har styr på sit materiale og er helt sikker på hvad han ønsker at få frem i en situation.
Begge var to-timers semilive diskussionsscenarier. Inden spil var jeg skeptisk, hvad kan man nå på 2 timer? Det viste sig at man kan nå præcis det interessante og essentielle. I de scenarier af sædvanlig 6-timers længe hvor præmissen er diskussion – en samling karakterer og et dilemma eller et valg de alle skal tage eller måske endda snakke sig til enighed om – sker det nemt at intensiteten falder efter nogle timer. Som spiller får man en fornemmelse af at have talt sagen igennem fra alle mulige vinkler og hvad så nu? En kedelig fornemmelse.
Men en tidsgrænse på et par timer viste sig at være præcis nok til at alle kommer grundigt på banen, diskussionen er intens og vedkommende, også fordi valget skal foretages umiddelbart, ikke i morgen, på fredag, senere, men nu. Kæmp eller flygt, men vælg _nu_. Alt det langtrukne og potentielt stemningsdræbende er skåret væk, kun den essentielle konflikt er tilbage. Nydeligt!
Eneste anke i den forbindelse er rollespillere der ikke er voksne nok til at afgøre om de er i stand til at spille på engelsk eller ej. I scenariet hvor to middelalderlige magikere og deres følge har forvildet sig ind i feernes rige blev den ene magiker – som sad inde med betragtelig viden de andre mennesker skulle bruge – spillet af en knaldrødhåret pige med høj hat som sagde sammenlagt 20 ord under hele scenariet og ikke lod til helt at forstå hvad vi andre sagde til hende. Lidt af det blev vejet op af den medbragte troubadour, hvis spiller talte et formfuldendt og ualmindeligt nydeligt engelsk – han var lige til “A Knight’s Tale” og mine sprogører jublede – men anstændigvis burde spilleren have trukket sig da det gik op for hende at vi skulle spille på engelsk. Dels stod det i tilmeldingen, dels var vi 3 spillere for mange da vi startede, så det var oplagt synes jeg. Er det mig der er en sur gammel tante når jeg synes det er aldeles dårlige manerer sådan ved tavshed at spolere et scenarie for de andre når man godt ved man ikke kan følge med på det angivne sprog?
Hende med hatten til trods er konklusionen uden nogen tvivl at hvis der er materiale af Nathan Hook med til næste Fastaval (med eller uden forfatteren selv) så er jeg klar til at spille det!
Derudover spillede jeg to mere vanligt formede scenarier. Et helt klassisk 6 timer, 6 personer, investigation og eksistentiel tvivl-scenarie og et meget veludført live.
Om det første skal der ikke siges andet end at det var alt, alt for langt til at kunne spilles på 6 timer. Der er ikke plads både til langvarig railroading af investigation og eksistentielle diskussioner på den tid. Skær den ene eller den anden del næsten væk, så bliver det måske spilleligt. (Fornemmes der en vis bitterhed over at have spildt hele fredag aften og nat?)
“Intet Hjem – Tusind Stjerner” af Regitze Illum var derimod en fornøjelse, og det endda til trods for at slutningen kiksede temmelig slemt.
Det var plug-and-play live, med udleverede kostumer, makeup, kulturinformation og spilleropvarmningsworkshop de første 2 timer, og så 6 timers spil med bipersoner portrætteret både af spillere og af Regitzes hold af medfortællere.
30 flygtninge i lastrummet på et smuglerrumskib, interaktion med smuglermandskabet, grænsepatruljer og dusørjægere.
En rigtig fed oplevelse, det hele virkede meget gennemarbejdet og de velvalgte men igrunden simple effekter var kraftfulde. Enkelte tøjstykker – pandebånd, bælter, udringede bluser, skinnende tøj – til at vise hvilken kultur man kom fra, lastrummet med afspærringsstribe og oplyst af en enkelt skarp lampe om dagen, motorlydene fra skibet og det tætte mørke i skibets natcykler når lampen blev slukket.
Her er jeg i skikkelse af androiden Lakshi, som forsøger at flygte til en planet hvor kunstige intelligenser ikke er ejendom.
I baggrunden med den blå jakke er smuglerskibets næstkommanderende, en forsmået og magtsyg mand der ville være kaptajn i stedet for kaptajnen. Ham havde jeg megen morskab ud af at fordreje hovedet på og forføre så han kun så Lakshis ynder og ikke havde nær så megen tid til at terrorisere de andre flygtninge.
Hvilket bringer mig til en af scenariets overraskelser, i hvert fald for mig. Flygtninge lever en presset tilværelse (også i rummet) og er i hænderne på voldelige, korrupte og begærlige smuglere og myndighedspersoner. Så i en historie med den magtbalance vil der næsten uundgåeligt forekomme slagsmål, eksplicitte kommentarer og seksuelle handler og overgreb. Det var på forhånd annonceret at scenariet brugte Ars Amandi til at simulere erotik og sex (det går kort ud på at al berøring med seksuelt islæt sker udelukkende på hænder og underarme) og jeg tænkte med min sædvanlige latexvåben-modvilje (*iv-iv-iv* “Jeg hører kamplarm” – igh!) “Det lyder fjollet, virker det mon?”.
Ja, det virker overraskende godt. Man kan forbøffende meget med hænder og arme – ae, kilde, nappe, daske, gribe, trække lokkende op i ærmet eller liste en finger ind i en andens ærmegab. Når øjnene spiller med tidobles effekten (langvarig øjenkontakt er en meget intim ting) og det bliver flyvende og ubesværet.
Hurra! Et fint og solidt værktøj til at spille det ens rolle foranlediger stort set uden bekymring for at træde på andres grænser, vi er vant til at arme i nogen grad er ude af det personlige rum.
Ars Amandi eller ej, hvis Regitze Illum laver flere plug-and-play-lives er jeg bestemt klar igen.
Afsluttende: Det var dejligt med Fastaval, jeg glæder mig allerede til næste år. Men jeg savner at have mere tid til at hygge og spille.
Det er dejligt at være i køkkenet med Per, Allan og Martin og de flinke hjælpere, men jeg fik for lidt af resten af kongressen. Hvordan jeg gør det bedre (for mig altså) næste år kan jeg ikke gennemskue. Kagebagning og sandwich kan ikke rigtig klares på mindre tid (9-10 timer pr mand pr dag + GDS-hjælp) og jeg vil have det skidt med at forlade køkkenet om eftermiddagen for at hygge eller spille, vel vidende at de andre har arbejde til klokken seks og måske længere eftersom jeg går. Alternativet er at holde helt op som medarrangør, hvilket jeg heller ikke har lyst til – Fastaval er endnu dejligere når man hjælper med at lave den. Hvad gør man så? Gode råd ønskes!
Fra sikkerheden i sit dynefort iagttager Leoparden nysgerrigt husstandens to nyeste medlemmer Tillad mig at præsentere:
I midten – med de lange øjenvipper – er Sovesyge. Voldsomt nuttet, også selvom jeg ikke umiddelbart mangler effekten, mit slumrehjerte har ikke brug for hjælp 😉
Længst til højre en fedtcelle. Tanken er at jeg forhåbentlig bliver bedre venner med dens artsfæller ved at kramme den ihærdigt hver nat i sengen.
De er begge gaver købt hos Thinkgeek.com og efter et kig på deres hjemmeside er det helt bestemt godt de ikke har en butik i nærheden. Jeg kan finde oplagte og ruinerende gaver til de fleste jeg kender derinde 😛
“Nå du er på Facebook. Er det derfor du ikke skriver så meget på bloggen?”
Næh. Det ville være synd at sige. Jeg skriver ikke noget for tiden fordi mine håndled er i stykker og har fået det værre. Tastaturer er for seneskedehindebetændelsesramte håndled som regn for tætbefærdede vintertrætte græsplæner – så bliver Mølleparken hurtigt til Mudderparken.
Så i stedet for at lege i køkkenet, fægte, skrive, sy eller hvad jeg nu ellers plejer at give mig af med går jeg i cirkler om mig selv herhjemme, prøver at holde hænderne i ro og får mere og mere pip af det 🙁 Det er ikke ligefrem et væld af interessante aktiviteter man kan foretage sig uden hænder, og jeg har efterhånden grundigt opbrugt min læsetrang for de næste mange måneder(!).
Argh ;-(
Hjælp!
Denne gang var det den (indrømmet, nuttede) medrivende fortælling om Bella, en gammelklog teenager som forelsker sig i gentlemanvampyren Edward. Fra begyndelsen hvor han med viljesanstrengelse undgår at æde hende første gang de ser hinanden i en biolgitime gennem fire bind hvor de når at gennemleve stort set alle variationer over romantisk drama man kan forestille sig.
Det er næppe stor litteratur i den kunstneriske forstand, men aldeles fængslende alligevel. En solid dosis af alt det der fik mig til at tilbringe hovedparten af min barndom lykkeligt bortrejst til det ene så det andet litterære univers. For så efter sidste side at vågne melankolsk til virkeligheden, ivrigt og forgæves rækkende ud efter en verden brat uden for rækkevidde.
Det sker sjældnere nu at jeg bliver helt opslugt på den måde. Masser af de bøger jeg sluger er rugbrødsmadder – nærende og holder mig i live, men ikke den jubel af sanseindtryk et festmåltid samtidig er.
Men denne historie havde mig fuldt og helt. Fra måden mit hjerte hopper op i halsen og min mave slår knuder når der er noget på spil i hovedpersonernes samtale – sammme følelse som når det sker i mit eget liv. Eller måske endda bedre? Jeg opdager at jeg smiler mens jeg sidder og læser, griner højt selvom der ikke er andre til at høre eller forstå. Bider mig i læben når det er farligt, vrikker med fødderne og kan ikke sidde stille. Simpelthen må bladre lidt tilbage og læse en særligt spændende scene igen. Glemmer at jeg er sulten eller søvnig, skal arbejde eller socialisere, kan da ikke lægge verden, livet, Historien væk nu, bare for den slags småting..?
Det ender altid med at jeg plumper tilbage ned i virkeligheden ved sidste side. Til en krop der typisk er noget misfornøjet med at have været krøllet sammen i sære stillinger time efter time, til melankolien, nogle gange fortvivlelsen, ved at opleve fortryllelsen brudt. For efter en sådan opslugende historie kan jeg ikke bare dykke ned i den næste, hvad der ellers plejer at være den rareste løsning. For sind, tanker, hele mit selv har så travlt med at række ud mod der hvor jeg lige var – selvom døren nu er lukket – at det er en kamp at komme nogensomhelst andre steder hen end den længsel jeg sidder i.
Det har været sådan så længe jeg kan huske. Jeg har et meget klart minde af at græde bittert og utrøsteligt den eftemiddag det gik op for mig at _jeg_ aldrig kunne komme til Narnia. Jeg kunne læse om og leve mig ind i alt det fantastiske, men det ville altid være uopnåeligt. Jeg var måske 9 eller deromkring og jeg kan levende huske fornemmelsen af at dette her ville min Mor – den som ellers får alt i en niårigs verden til at virke – ikke forstå, det kunne jeg ikke fortælle hende selv da hun krammede mig og forsøgte at lokke ud af mig hvorfor jeg græd og græd. Den knugende, ensomme tyngde det var at vide at det vidunderlige var uden for min rækkevidde ville aldrig give mening for en voksen var jeg ganske sikker på.
… Det giver stadig mening for mig nu. Måske kludrede jeg i det et eller andet sted på vejen?
I hvert fald så sidder jeg her.
Jonesing.
Det meste bliver sagt med øjnene og mimikken. Der er langt mellem ordene den første halvdel af historien.
Filmet i gråt lys med frodiggrøn, regnvåd skov som bagtæppe og mørke bjerge i horisonten er det som negativet til Roswell. Ørken, bagende sol og solbrændte lemmer er vendt om men motivet er det samme: Gymnasieelever, som udover alle de sædvanlige problemestillinger fiktionen traditionelt fortæller os amerikanske teenagere har også tumler med alvorligere sager. I Roswell er det oplagt rumvæsner, i Forks hvor solen næsten aldrig trænger gennem skyerne er det vampyrer.
Rare og menneskelige (omend sultne) vampyrer forstås, ganske som rumvæsnerne i Roswell er menneskelige.
Jeg fik denne her i en mail igår med teksten “Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dig da jeg så den her 🙂 “
Det plejer at være fra børn og fulde folk sandheden kommer, men muligvis har den været på visit hos en ven fra Djævleøen denne gang..?
Regn trommer på skråvinduet. Jeg synker ned i dynens lune omfavnelse i min hule under tagryggen. Lytter stille til symfonien af mine brødres brummende tale nede fra stuen og regnens dansen mod taget.
Daggry. Lyset ned gennem ruden glider roligt-så-roligt fra mørkeblåt mod morgengråt. Min søvn er brugt, jeg kravler ned ad stien til stuen og ser et tyndt og fint hvidt drys over verden udenfor. Ivrigt bærer fødderne mig mod stilheden, fra sovende familie ud på knasende genfrossen tøsne – ikke meget, bare nok lige nok til at jeg sætter sprøde fodspor. Der er dunet synende iskrystaller på hver en kvist og mens jeg spadserer gryr dagen stille.
Vi kender allesammen de morgener hvor man bare ikke rigtig orker. Hvor man ikke skal noget usædvanligt eller mere anstrengende end normalt men alligevel bare har lyst til at glemme cyklen, tage bussen, gå tidligt, blive hjemme og læse en bog, bage kage, se serie og ikke foretage sig noget der på nogen måde kan betragtes som produktivt.
Sådan en havde jeg i morges. Onsdag er stadig Hospitalsdag hvor jeg først møder halv ni, hvilket også er grunden til jeg overhovedet nåeede at tænke videre over hvor lidt jeg havde lyst til at forlade lænestolen og ikke bare sprang op på cyklen lidt i seks og trampede op ad bakken.
I stedet havde jeg tid til at drikke the og nette i ro og mag. Heldigt at der var tid til eftertanke.
For da jeg efter en times tid gik ud for at lave morgenmad kom jeg i tanke om at skolerne har vinterferie denne uge. Og da Center for Spiseforstyrrelser jo hører under Børne- og Ungdomspsykiatrien (…ergo lider jeg af en børnesygdom? 😛 ) så holder behandlingen pause i skolernes vinterferie.
Nogle gange får man hvad man uden ret ønsker en træt onsdag morgen 😀