Kattens Rejse

Umulig kropsønskeliste – krystalliseret ud af påklædningens dilemma

Mit hjørne af verden er dejlig varm i disse dage – til tider næsten oppe omkring 30 grader her i lille Danmark. Ikke at jeg klager, jeg synes det er fantastisk med så god en sommer 🙂

Når varmegraderne kryber opad, så reagerer jeg – som den nordbo jeg er – ved at tage mindre og kortere tøj på. Vaner skabt af at vokse op i et land hvor solen sjældent slår ret hårdt.

I disse dages varme vejr bemærker jeg at grænsen har flyttet sig noget siden mine yngre år, grænsen for hvor lidt påklædt jeg kan være og stadig være komfortabel i offentlige rum.

Som barn var jeg inderligt ligeglad. Tøj var noget man havde på fordi det var pænt, for at holde varmen og fordi det var konvention. Jeg bekymrede mig ikke om sommeren om hvorvidt der nu stak lidt mere lår ud af de korte shorts her eller man kunne se lidt mere af skuldre og ryg titte frem fra blusen der. Nøgenhed var bare mig uden tøj, og ikke noget pinligt. Jeg havde klassekammerater som synes det var fælt at skulle klæde om sammen med andre, og forstod ikke selv hvad problemet var – tag tøjet af, tag noget andet tøj på, det er jo ikke svært, vel?

Jeg blev lidt ældre og lærte som så mange andre pigebørn at hvis man ikke vil kigges på, fløjtes efter eller have anden uvelkommen opmærksomhed så må man tage tøj på hvor det er svært at få øje på personen indenunder. En tilgang jeg anvendte i adskillige år indtil Nis tålmodigt lærte mig lidt mere om hvad tøj også kan. Derefter var mit sommertøj kort, bekvemt og til tider feminint.

Efter spiseforstyrrelsen, efter jeg tog på, var jeg omhyggeligt afklædt i trods. Jeg tog bikini på til stranden og i vandland på trods af flovhed over mit udseende. Det skulle ikke få lov at passe at min væmmelse ved min fede krop forhindrede mig i at svømme og lege i vandet.
Det passer i nogen grad stadig – jeg har ikke været komfortabel i badetøj siden jeg kom over 45kg, men jeg tager det på og springer i alligevel. Det skal hverken krop eller kringlet sind få lov at tage fra mig!

Da jeg trådte ud af badet og stod foran skabet i varmen her til morgen i søgen efter noget køligt at tage på, bemærkede jeg at mine grænser for komfortabel påklædning har rykket sig yderligere i min sene alderdom her over 35. Mine kjoler og shorts er aldrig kortere end til knæene, jeg har altid noget på under, der er _aldrig_ glimt af maveskind længere og jeg er mere sårbart bevidst om hvor meget af skuldre, arme og kavalergang der kan ses.

Måske er det en naturlig del af at blive ældre? Denne tanke om at “Det kan jeg ikke være bekendt at lade folk se”.
Men den medfølgende og æklere “Folk kunne jo tro at min krops udseende afspejler mit indre, at dens fejl og skavanker henviser til fejl og mangler i min personlighed, i min værdi som menneske” – den tror jeg nu ikke er aldersafhængig.

Tanker i den stil får mig til at blive (mere) på tværs, og så endda om morgenen, den rareste tid på dagen.
Min indre fornuftsstemme forlangte “Men hvad skal der til? Hvad skal din krop (som i parentes bemærket har udholdt meget fra din side gennem årene og stadig bærer dig igennem hver dag på nogenlunde funktionel vis) opfylde før du ville være tilfreds og kunne klæde dig behageligt på uden skam og afsky?”

Den slags kan det være farligt at overveje, men frem over den indre skærm trådte fluks følgende liste af større eller mindre urimeligheder:

  • Jeg ønsker mig at kunne udholde fornemmelsen af mine lår der gnider mod hinanden.
    Jeg længes efter de tider hvor jeg kunne tage en let sommerkjole på uden varme gamacher eller andet under, uden at blive vanvittig af at lårene gnubber imod hinanden. Jeg kan se at andre kvinder kommer overens med det, men det er ikke lykkedes mig. Når jeg prøver trigger det voldsomt min trang til at tabe et stort dusin kilo og dermed eliminere problemet ved at eliminere lårene.
    Kjoler er ikke nær så dejligt kølige når man altid har bukser på under.
  • Jeg ønsker mig fornemmelsen af at min krop er kompetent.
    Jeg bemærker primært kroppen når den er uduelig – bliver forpustet, har hovedpine, ondt i ryggen eller ikke er stærk nok til at løfte det jeg gerne vil bære eller er ved at dø af at løbe efter bussen.
    Og naturligvis er det ganske min egen skyld – min krop er uduelig fordi jeg hader mig selv når jeg bliver forpustet og ikke kan tage mig sammen til at træne nok til at den bliver stærk og udholdende.

    Fordi mit selvhad – godt hjulpet af idrætslærere og velmenende voksne i min barndom – kommer voldsomt op til overfladen når jeg sveder, hiver efter vejret eller ikke er stærk nok. Det faktum at min krop ikke kan leve op til det autoritetspersonerne i mit liv forventede betyder jo oplagt at jeg er et dårligt menneske og en ubrugelig person. Punktum.
    Jeg ved der er en kraftig trigger der, og har vidst det i mange år. Det er desværre aldrig lykkedes mig at rokke ved den og efterhånden aner jeg ikke hvordan jeg kunne prøve igen.

  • Jeg ønsker mig at ingenting på mig var blødt og bølgende.
    … Eller i virkeligheden ønsker jeg mig at kunne holde op med at ønske det.
    Her sidder resterne af spiseforstyrrelsens æstetik. Det bløde er utiltalende, forkert og ulækkert. Hvis det gynger så sidder det ikke godt fast, ergo burde det ikke være der. Tag det væk!
    Tanken sidder fast, som en velkendt fold i tøj man har gået meget i. Jeg jager den væk når jeg møder den, fortæller den at den er ubrugelig, at jeg ikke vil eje den, men den kommer forbi og hilser på alligevel.
  • Jeg ønsker dualiteten væk.
    Jeg bemærker at når jeg tænker, taler eller skriver om mig og kroppen, så er vi to og aldrig en. Min krop er ikke mig, nærmest ikke engang en del af mig. Den er noget jeg er fanget i, et aldrig-tilstrækkeligt, bestandigt hæmmende fuldt aflåst fartøj af evindelig begrænsning og uduelighed.
    Tænk at kunne være et hele, eller i det mindste en gensidigt respektfuld og påskønnende sameksistens.

Jeg tror ikke rigtig på at jeg opnår nogen af tingene på listen – ikke uden urimelige mængder tid og en halv årsløn til terapi. Så jeg fortsætter med at tage gamacher på under kjolen.

Tanker • Skrevet 10. July, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Jerusalem: Den gamle bydel

Denne sommers rejse med Ingrid gik til Jerusalem. En forventeligt dejlig men også uventet tankevækkende tur.
Så rå mængder blind nationalisme og forstokket religiøst begrundede “jeg-har-mere-ret-end-de-andre”-holdninger har jeg sjældent set. Samtidig er her nogle af verdens ældste beboede, tilbedte og beskrevne steder – en blændende, bitter og fascinerende coctail.

Fluks dagen efter ankomsten tog vi bussen mod den gamle bydel. På vej derop gennem en park var der legende børn i springvandet

Dernæst ind gennem Jaffa-porten og en kringlet tur rundt i den gamle bydel. Ingrid virkede hjemmevant og jeg mistede helt retningsfornemmelsen efter de første 2 drej. Tænk snoede og smalle overdækkede gader, med boder og små butikker på begge sider. Et vrimmel af mennesker, både turister og lokale og et virvar af lugte – krydderier, skrald, mad, råvarer og mennesker.
Vi gik op på Tempelbjerget og så hvor det hele efter sigende begyndte:

Klippemoskeen, under hvis tag skulle ligge stenen hvorpå Gud skabte Adam – samme sted hvor Abraham senere bandt sin søn Isak fast på altret for at ofte ham på Guds befaling. Et helligt sted for alle tre religioner i regionen.
Vi så nu ikke stenen, for det er Ramadan og så har kun muslimer adgang til moskeen.

Muslimerne byggede Klippemoskeen i 691 efter de havde vundet Jerusalem. Tidligere stod her det jødiske tempel i flere inkarnationer, fra Kong Salomon byggede det første i 957 fvt. og indtil år 70 hvor Romerne omhyggeligt ødelagde den udgave Herodes havde bygget. Heri ligger meget af stridens kerne – stedet hvor templet lå er det helligsted sted i jødedommen (så hellig at ingen rettroende jøder må sætte deres fødder hvor templet stod). I stedet står de som bekendt ved den sidste rest af templets vestlige mur – Grædemuren – og beder og sørger over det tabte.
Templet er nævnt adskillige gange i den kristne bibel og har også betydning for muslimerne. Og ingen af de tre parter lader til at være gode til at dele og lege pænt.

Nå, men tilbage til Klippemoskeen et øjeblik. Når man står helt oppe ved siden af den og ser mod den gyldne kuppel (den nuværende guldbelægning er sponsoreret af Jordans konge til en net sum på adskillige millioner) ligner det en gylden måne der er ved at stå op over de blå mure:

Træder man et par skridt længere væk fra væggen stiger månen højere op over væghorisonten.

Den muslimske middagsbøn nærmede sig og en herre gjorde os tydeligt opmærksom på at nu kunne vi godt fedte af – ingen vantro på tempelbjerget under bønnen!
Så vi traskede ned igen, og gik videre til et af kristendommens helligste steder, Gravkirken.
Udefra ligner den ikke noget særligt

Det man ser udefra er hovedsageligt bygget af korsfarerne, men de oprindelige dele af kirken af bygget i 300-tallet på foranledning af Kejser Konstantins Mor, Helena.
Indenfor er den et virvar af bygninger og tilbygninger. Her er dunkelt, lugter af røgelse og vrimler med turister og pilgrimme. Sidstnævnte møder man lige indenfor, hvor mange ligger på knæ og berører eller gnubber den sten hvorpå Jesu lig efter sigende blev salvet efter han blev taget ned fra korset. Lige den sten har nu ifølge guidebogen kun ligget her siden begyndelsen af 1800-tallet, men det lader ikke til at genere nogen – det er vel tanken der tæller.

Længe inde, under den største af kirkens kupler, ligger selve graven, nu bygget ind i en struktur, ædiculum. Kuplen er mørk med en oculus i toppen og lyset hen over ædiculum er fascinerende – som tænker bygningen at det går jo ikke an at Guds søn skulle ligge der i mørket (heller ikke selvom han ikke ligger der længere).

Kirkens forskellige dele afspejler de kristne retninger der har bygget dem eller passer dem nu. Fra græsk-ortodoks gylden kuppel

til et sidekapel der stadig bærer spor fra den sidste brand i 1808

I soden på væggen er der lag på lag af graffiti på alskens sprog – generationer af besøgende der har villet sætte deres mærke på kirken.

Vi venter i den lange kø for at komme ind i ædiculum, ind til graven. Der er to små rum derinde, i det inderste er der netop plads til 4 hvis man står tæt. Stemningen fortættes endnu mere på vejen ind, til jeg nærmest kan smage dens tæthed inderst inde, mærke den som et tyst klæde om tindingerne. De tre andre knæler og beder, og jeg er den udefrakommende, ikke-tilhørende, som formaster mig til at observere deres øjeblik på det hellige sted.

Ved siden af det glitrende alter på stedet hvor korsfæstelsen foregik – de græsk-ortodokse kan det der med gylden udsmykning – står en stander til lys. Smalle og ujævne, sødt duftende gule bivokslys. Jeg tænder et for Maria og prøver at forestille mig at være her i troende sko i stedet for mine egne. Det lykkes ikke rigtig – rationelt kan jeg godt forestille mig det, men følelserne følger ikke med.

Jeg køber et lys med hjem, så hun kan tænde det selv. Det er der antageligvis mere kraft i.

Udenfor igen, rundt om, ind i gyderne bagved og op ad en trappe. Af en smal og rusten dør i muren kommer man ud oppe bag ved kirken – og her er der mennesketomt og stille, med små stier mellem forfaldne småbygninger og et kik til kirkens bagside.

Det virkede som et sted hvor der nårsomhelst kunne komme nogen og sige “adgang forbudt” – ellers ville det have været et perfekt sted at sidde et øjeblik i roen og måske spise brødet i tasken.

Jeg blev lidt forelsket i kirkens ansigt i denne retning.

Ikke nogen poleret og marmorskinnende katedral, men beskedne lysebrune sten og en tiltalende ikke-gylden kuppel, den lille gård hvor en præst kom ud af den grønne dør ved trappen, hentede en spand vand og hvilede lidt før han tog sin kost og gik ind igen. En arbejdende og oprigtig kirke – i det øjeblik i min romantiske fantasi 🙂

Vi afsluttede formiddagens tur med en spadseretur gennem udkanten af det det arabiske kvarter, ud til bymuren og gennem Damascus-porten.

Her var lige præcis skygge nok på en bænk i en lille park til venstre for billedet til at man kunne sidde og spise falafler og brød (de laver fantastiske falafler i Jerusalem, min mund løber i vand ved tanken).

Rejser • Set • Tanker • Skrevet 09. July, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Optaget

Der lå brev da jeg kom hjem fra arbejde idag:

“Aarhus Universitet har den glæde at meddele dig, at du er optaget som tompladsstuderende på fysik.”

Så nu skal jeg til at være studerende igen. Ved siden af mit fuldtidsarbejde, altså.

Indtil videre er jeg mest lettet over at være blevet optaget og ikke være nødt til at supplere kemi B først.
Når skoleåret går igang kommer tiden nok hurtigt hvor jeg erkender hvor hårdt og travlt det kommer til at blive. Jeg har grublet over det, og jeg kan ikke helt se hvordan det kommer til at gå op med 43 timers arbejde i gennemsnit om ugen og så en 10-15 timers studier oveni. Hvornår skal jeg lade op? Sove? Se folk så jeg ikke bliver gal af ensomhed? Jeg kan ikke greje det.

Det første kursus jeg skal have er “Stjerner”. Jeg er spændt på hvordan og hvor svært det mon bliver at skulle tilegne sig stof på universitetsniveau igen – det er immervæk nogle år siden sidst og hovedet er ikke helt nyt længere 😉

Men lige nu, aftentræt efter skoleårets sidste arbejdsdag for mit vedkommende – lige nu er jeg bare lettet.

Og _så_ klar til at holde sommerferie 😀

Arbejde • Tanker • Skrevet 26. June, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Tanker fra medicinskuffen

Jeg ryddede op i medicinskuffen igår, efter flere gange ikke at have kunnet finde det jeg skulle bruge i rodet dernede.

Da indholdet var sorteret var der – udover et forbløffende antal pakker med Hello Kitty-plaster – en bunke med præparater jeg ikke længere bruger eller som for længst havde passeret deres udløbsdato.

Heriblandt en hel del antidepressiver – på billedet nedenfor er det Fluoxetin, garneret med Amitryptolin og et let drys Abilify på toppen.

Synet fik mig til at tænke på hvor stor en mængde piller jeg har nedsvælget gennem årene.

Den tanke ved jeg ikke rigtig hvordan jeg har det med.

På den ene side virkede det nødvendigt på det tidspunkt.
På den anden side er jeg efterhånden blevet klar over hvad det kostede at tage imod den hjælp psykofarmaka kan give.

Jeg tror ikke jeg ville kunne gøre det igen, nu hvor jeg ved hvad prisen er. Og det er jeg ikke sikker på om er godt eller skidt.

Syg • Tanker • Skrevet 19. June, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Udrydning skaber plads i hovedet

Der er orden i skabet nu 🙂

…Eller i hvert fald er der orden i skabet i soveværelset – det i gangen taler vi ikke om endnu 😉

Ingrid kom forbi og hjalp med at få smidt de ting ud jeg ikke brugte eller som ikke passede. Det viste sig at være temmelig mange.

Det fyldte to sække som jeg lige har afleveret til genbrug. Ahhh 😀

Hvordan kan det mon være at når man rydder ud i skabet så føles det også som om der bliver mere plads i hovedet?

Og når man ved at det forholder sig sådan, hvorfor er det så alligevel først når man inviterer nogen til at komme og holde en fast på udrydningen at man får det gjort?

Jeg er udpræget bedre til at rydde op og ud hvis der er nogen der kigger på det imens.

Hjemme • Tanker • Skrevet 13. June, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Frauke og Martin

Så blev Frauke og Martin gift!
På en lun lørdag i maj drog de på rådhuset med den nærmeste familie, og Maria, Daniel og jeg var så heldige at blive inviteret med som pap-medlemmer 🙂

På trappen foran var der først efter ankomsten lidt bekymring (ikke mindst over alle de folk der ustandseligt fotograferede dem mistænker jeg).

Så glæde.

Og til sidst inderlighed.

… Og så gik de indenfor og sagde “Ja”.

Familie • Set • Skrevet 25. May, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Sommerplaner

Så er ansøgningen til tompladsordningen på fysik afleveret og jeg må nu vente indtil slutningen af august på at høre om jeg har vundet i studielotteriet, eller om jeg er nødt til at bruge efteråret på at tage et gymnasiekursus i kemi før jeg kan få lov at læse. Kryds venligst fingre alle mand 🙂

Men inden da er der jo en læseferieperiode og en sommer. Der er ret mange ting jeg gerne vil nå, så nu laver jeg en liste og prøver at få styr på dem.

  • Eksamen. Jeg skal have elever til eksamen i gymnasiet for første gang, og synes det er lidt nervepirrende – tænkt hvis jeg ikke kan stille de rigtige spørgsmål og yde eleverne den retfærdighed de fortjener? Forberedelse af det må være første punkt på dagsordenen.
  • Jeg skal have to nye fortsætterhold på gymnasiet næste år, udover en ny 1.g. Begge fortsætterhold er matematik på B-niveau, et stx og et HF-hold. Det vil nok være formålstjenstligt at få kigget på stoffet, bøger og studieplaner inden august.
  • For så vidt at jeg kommer ind på fysik får jeg helt sikkert brug for at læse noget af det fysik op jeg lærte da jeg var ung og skal forestille stadig at kunne huske. Jeg tænker at gøre brug af Khan Academy, men håber også at Maria måske har tid og energi til at give mig et lynopfriskningskursus. Hendes strukturerede overblik vil være meget velkomment.
  • Jeg har gjort mig nogle tanker om flipped classroom-strategien og pønser på at implementere det i 2 af mine klasser næste skoleår. Det kræver at jeg får læst mere op på det, og at jeg kommer igang med at producere forløb og video i god tid. Et projekt jeg synes er vældig spændende, men som også afføder en vis bekymring om hvor meget tid det vil komme til at sluge.
  • Jeg har nogle kritiske håndarbejdsprojekter som skal være færdige inden ferien slutter. Lad være med at spørge mig hvordan håndarbejde kan være kritisk, tak 🙂
  • Jeg skal rejse og jeg glæder mig sådan! Først Jerusalem med Ingrid, og en uge senere Kina med Gurli og Jørgen. Jeg har længtes efter at komme til Langbortistan i månedsvis og glæder mig som et lille barn. Eller nok snarere som en forventningsfuld voksen der selv har knoklet for at betale gildet 😉
  • Jeg pønser på at være med til at skrive scenarie til næste års Fastaval. Det må der nok også hellere blive set på i løbet af sommeren – lige nu svæver flere idéer rundt, men den som mest har begrejstret mit hjerte vil indtil videre ikke rigtig tage helt konkret form.
  • Yndlingsbarnet bliver 18 (og har dermed nok snart brug for en ny titel). Jeg har ikke den mindste gode idé om hvad jeg skal give ham som ikke er uinteressant (ting, tøj, spil,… gaaaab) eller uden for min umiddelbare økonomiske formåen (åh alle de forunderlige steder i verden jeg gerne vil se sammen med ham). En plan må der til, og gode forslag modtages med kyshånd!

Nu hvor jeg læser dem igennem lyder det som rigeligt mange planer til en sommer. Selskab, en hjælpende hånd eller hygge på vejen er velkomment 😀

Klar – Parat – Start!

Arbejde • Håndarbejde • Rejser • Tanker • Skrevet 15. May, 2014 • 1 kommentar

Arbejdsafklaring: På vej mod de opsmøgede ærmers år

Så blev det til et år mere på Viby Gymnasium. Stadig som vikar, på fuld tid. Og en aftale (ikke bindende, men dog en aftale) om fastansættelse fra næste år hvis jeg går i gang med at tage et sidefag i fysik.

Jeg skulle ellers til 2. samtale på HTX i Silkeborg mandag. Det lød som om de måske nok også havde arbejde til mig, med undervisning i matematik og datalogi.

Så valget var: Undervise i Silkeborg, med de to fag jeg allerede har, eller blive i Århus og være presset de næste adskillige år, med at arbejde og studere ved siden af for at få det sidefag der gør at jeg kan blive i det almene gymnasium.

Efter nogen grublen blev jeg klar over at det sidste vejer tungt. Dels kan jeg cykle til arbejde i Århus, hvilket jeg da bestemt foretrækker frem for længere biltransport, men lige så vigtigt: Jobbet i Århus er i det almindelige gymnasium, hvor det alment dannende stadig er en del af læreplanerne.
Det synes jeg er vigtigt. At de unge mennesker jeg kommer til at arbejde med er i gang med et projekt om at blive dannede (også selvom de ikke altid selv er klar over at det er det, der er dagsordenen 😉 ) og ikke blot uddannede. På HTX er sporet valgt, eleverne er, efter hvad jeg hører, fagligt dygtigere, men også mere ensporede. De ved godt de vil arbejde med noget tekniske eller naturvidenskabeligt af den ene eller den anden slags, og de humanistiske og kunstneriske fag er i høj grad valgt fra allerede.

Så jeg bliver her, med hvad der er af fornøjelser og besværligheder med den bredere elevgruppe og de blandede forudsætninger.

Jeg skal tale med studievejlederen på fysik på torsdag, og lige nu spekulerer jeg på hvordan det konkret skal kunne komme til at fungere. Kan jeg holde til at arbejde fuld tid og studere deltid – for det bliver jeg nødt til. Og hvor meget studie kan jeg presse ind og stadig leve? Gymnasiets dagsorden er helt klart at de ser frem til en fysiklærer mere, så for dem er jo hurtigere jo bedre.

Kan jeg mon få merit for den smule fysik jeg nåede at have på uni for så mange år siden? Og ønsker jeg det – jeg kan jo ikke huske indholdet, det er ikke viden jeg har længere?

Jeg er ambivalent i forholdt til mit kommende studie. På den ene side håber jeg noget af det vil være spændende. Min glæde ved fysik fik dødsstødet af min 3.g-fysiklærer for snart 20 år siden – er der mon håb om at den kan genfindes?
På den anden side føles det tomt, idet de ting jeg skal lære på uni har forsvindende lidt at gøre med det jeg kommer til at skulle undervise eleverne i bagefter. Sidefaget er et arbejdskrævende stempel jeg skal have, for at kunne komme videre og få fast arbejde i gymnasiet. Frustrerende at bruge en masse kræfter på at lære stof jeg ikke skal undervise i, når nu der er så meget _om_ at undervise jeg er ivrig efter at komme i gang med at lære.

Jeg synes jeg har haft travlt i år. De næste år bliver betragteligt mere pressede. Jeg håber jeg har utappede reserver et eller andet sted, og at slutresultatet ender med at være det værd – for jeg tror ikke at rejsen bliver så komfortabel.

Arbejde • Tanker • Skrevet 04. May, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Fastaval 2014

Jeg var ikke helt sikker på jeg skulle på Fastaval i år. Måske var jeg for gammel og sur, måske bare ikke overbevist om at det var det værd – jeg er altid udmattet i dage bagefter og trænger til ferie efter påsken.

Men afsted kom jeg, og ganske rigtigt er jeg træt, hyper, uudhvilet og rastløs nu. Men jeg er også endnu engang blevet bekræftet i at det er alle eftervirkningerne værd.

Fastaval er den store fætter-kusine-fest med den udvidede familie man selv har valgt. Årets vigtiste nørdhøjtid og et sammensurium af spilnentusiaster af mange slags, 600 glade mennesker der leger i påsken.

Jeg var lidt betænkelig ved for første gang i mange år slet ikke at have nogen arrangørpost, ikke engang en lille en. Kunne jeg mon få tiden til at gå? Ville det blive kedeligt bare at lege 4 dage i træk? Ville jeg føle mig udenfor og unyttig når jeg ikke var en del af maskineriets fællesskab?

Det rungende svar er nej! Det var befriende dejligt kun at skulle tænke på min egen fornøjelse 😉 Der var ro til lidt ekstra søvn (altså dvs. lidt mindre underskud end normalt), til at hygge med rare mennesker og til at spille både 4 af de programlagte scenarier og to privatmedbragte ting.

Først spillede jeg Microscope – et spil hvor man skaber en episk verdenshistorie – med Nis og Oliver. Vi forberedte og byggede verden til noget hard-sci-fi vi skal spille om et par uger.

De små kort på bordet er tidsperioder og begivenheder i vores nybryggede verden, fra færdiggørelsen af launch-loopet i Equador til dannelsen af Den Interstellare Harmonis Råd hundreder af år senere. En fælles referenceramme og verdenshistorie, klar til at vi kan tage på rumfærd og kende vores rollers verden, historie og konflikter.

Næste morgen blev jeg nedstirret af en fasan uden for vandrerhjemmets dør da jeg var på vej ned for at spise morgenmad.

Torsdag var det tid til Monsterhearts.

Vi spiller ikke så ofte efter Oliver flyttede til Djævleøen, men har været gode til at udnytte hver en chance for mere. Og siden vi alligevel alle tre var til Fastaval var det oplagt at stjæle et lokale og en eftermiddag til igen at spille hæmmede teenagemonstre i den lille by Hope Falls på USAs østkyst.

Oliver har været så rar at tegne vores karakterer og løbende også bipersoner. Jeg så et glimt af de nyeste på hans facebook idag, og nu er jeg vældig spændt på hvem de mon er 🙂

Om aftenen blev det tid til at spille “Galaxisk Ekko” fra det officielle program. En gribende og fin historie, kammerspil om kærlighed og svære valg – vil du opgive det du har og den du elsker for at mange flere kan trives? Virkelig god brug af metateknikker – de virkede overraskende gnidningsfrit og bidrog i høj grad til at virkeliggøre historien.

Næste formiddag hoppede jeg i reservekøen og fik (med kun en lille smule nepotisme) plads på Artemis, en rumskibssimulator. Man er de 6 officerer på skibets bro – pilot, kommunikationsofficer, maskinmester, våbenspecialist, sensorspecialist og kaptajn. De 5 første har en skærm hver hvor de kan udføre deres funktion – piloten kan styre, maskinmesteren kan fordele kraft til strøm og våben osv.

Den eneste der ikke har en skærm er kaptajnen, det er hans job at koordinere de videregivne informationer fra de 5 andre og give ordrer der på bedste måde at løse skibets missioner.
I virkeligheden mindst lige så meget en fælles kommunikationsopgave som spil.
Det var forbløffende sjovt, ikke mindst fordi det var et Star Trek rumskib der blev simuleret, og gammel kærlighed ruster aldrig 🙂
Vores hold var ualmindeligt elendige, og alligevel var det sjovt. Omend jeg tilsidst var mere end fristet til at holde vores kaptajn en phaser for panden og fratage ham kommandoen p.g.a. hans uduelighed 😉
Vi har planlagt at spille igen her i Århus om et par uger – jeg glæder mig vældig til at prøve at spille det med et hold der alle arbejder sammen. PS: Sagde jeg Star Trek? 😀

Jeg nåede også at spille novellen Faye – en tragisk kærlighedshistorie om en kvinde der forelsker sig i en robot.
Intimt spil med kun to spillere og en spilleder, hvor den stramme tilrettelæggelse nydeligt understregede den underliggende tematik. Det var fedt at de i tombolaen delte spillerne op efter alder. Min medspiller var en kvinde på (tror jeg da) cirka min egen alder og det blev en god oplevelse hvor vi begge havde rum og ro til at spille igennem. Jeg tror ikke det havde været rart at spille det med en 17-årig – der ville jeg havde brugt min energi på at bekymre mig om ikke at træde på vedkommendes mentale grænser, i stedet for på at spille og fortælle.

I det hele taget var min Fastaval præget af science fiction. Fredag aften havde jeg for første gang i min Fastavalkarriere valgt at spille et scenarie jeg kendte, det kanonsolide Mass Effect 2157. Jeg var med til en spiltest tidligere på året og den var fantastisk nok til at jeg glad meldte mig til at spille det igen:-)
Klassisk opbygget, velgennemtænkt og med tidløse konflikter – hvad er vi villige til at gøre i krig, og hvordan forholder vi os personligt og politisk til vores tidligere fjender når freden er underskrevet.
Meget velfortjent vandt det prisen for Bedste Spiloplevelse.
(Efter at have snakket med Ingrid overvejer jeg at køre det engang i sommerferien, hvis nogen vil lege med?)

Lørdag var jeg træt og uden ret meget hjernekapacitet. Lige i humør til at spille Rampage 🙂

Man er de 4 godzilla-/drage-agtige monstre der ses i brættets hjørner og spillet går ud på at vælte bygningerne, æde menneskene og om muligt knække de andre monstres tænder så de ikke kan æde så mange.
Der gik ikke længe før suburbia var væltet 🙂 Her er det Morten med det røde monster som gør klar til mere ødelæggelse.

Årets sidste og absolut ærgeligste spiloplevelse var en steampunk-agent-scenarie jeg havde glædet mig meget til. Det havde også den forventede velresearchede baggrund og spændende historiske karakterer, men desværre også en meget tung spilmekanik hvor alle actionscener foregik i bogstaveligste forstand med at man rykkede skakbrikker rundt på et papirbræt. Mere brætspil en rollespil, og bestemt ikke hvad jeg havde forventet ud fra foromtalen.
Vi gjorde vores bedste, men i sidste ende var jeg og mine tre medspillere og spillederen ærgerligt enige om at det var en fuser. Dobbelt frustrerende fordi der var så meget spildt potentiale.

Alt i alt er jeg kun mere sulten efter dette års påske – så meget rart og kun en enkelt ærgerlighed. Jeg har nørdplaner de næste mange weekender – fra artemis over ulv til Monsterhearts og overvejer også om jeg skulle være med til at skrive et scenarie næste år.

Mere, nu?

Rollespil • Set • Tanker • Skrevet 23. April, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Forårsglimt fra Astrupvig og Åvej

Sidste weekend var jeg i Astrupvig for at planlægge sommerferie med Tante Gurli og Onkel Jørgen.

Efter megen googlen og diskussion kom vi frem til at 10 dage i Kina til sommer var et godt valg. Tante Gurli sagde fornuftigt, da valget til sidst stod mellem Kina og Rusland: “Det er jo ikke sikkert vi kan rejse så langt til næste år, i vores alder ved man aldrig.”
Så jeg glæder mig nu til at se de spændende ting i Beijing og Xian 🙂

Udover rejseovervejelser var der også tid til at gå i genbrugsbutikker og ned til stranden søndag formiddag for at se mændene spille petanque.

På vej ned igennem slugten var kaprifoliernes blade sprunget ud. Værtsplanten var bar endnu, så man kunne rigtig se slyngningerne.

Himlen var skærende blå

og hybenroserne var også begyndt at få blade.

Nede ved stranden var de godt igang med at mobbe hinanden igennem første spil

Men inden længe blev det tid til at sidde ned i solen med en forfriskning. Spydighederne aftog ikke af den grund 😉

(Man kan ikke se det på billedet men der står skam navn på deres petanque-hatte.)
Solen var forårsskarp ud over bugten.

Igår tog jeg elcyklen med til Åvej, hvor Lasse var så flink at hjælpe med at stramme kæden. Den er hoppet af 2 gange i denne uge – ikke så sjovt. Det er en tung cykel at trække hjem hvis man ikke kan få kæden på igen.

Men nu sidder den fint stramt igen, og bliver forhåbentlig hvor den er.
Der var også tid til både matematik med Christoffer (tænk hvis alle mine elever var lige så motiverede til at komme igang med deres problemområder som ham – husker jeg at fortælle jer hvor fin en knægt han er? Ofte nok? Ok, jeg tier stille nu…;-) ), lidt solskin i haven, og hygge med Mor.

Havens blomster var for alvor begyndt at springe ud, og hun lavede buketter jeg fik med hjem til lejligheden.
Bittesmå violer som nu står på sengebordet.

Flere slags hyacinter i eftermiddagssolen på sofabordet

og en samling grene og påskeliljer.

Idag skinner solen også, men jeg har jobansøgninger med snarlig deadline, så jeg kigger langt efter solen og tvinger mig selv til noget skriveri i stedet. Den slags giver mig mavekneb bare ved tanken.

Gad vide hvad jeg skal leve af efter sommerferien. Og hvor langt jeg skal pendle. Gruble-gruble-gruble.

*Kigger på de fine blomster og prøver at trække vejret dybt.*

Familie • Rejser • Set • Tanker • Skrevet 30. March, 2014 • Ingen kommentarer endnu