Jeg var ikke helt sikker på jeg skulle på Fastaval i år. Måske var jeg for gammel og sur, måske bare ikke overbevist om at det var det værd – jeg er altid udmattet i dage bagefter og trænger til ferie efter påsken.
Men afsted kom jeg, og ganske rigtigt er jeg træt, hyper, uudhvilet og rastløs nu. Men jeg er også endnu engang blevet bekræftet i at det er alle eftervirkningerne værd.
Fastaval er den store fætter-kusine-fest med den udvidede familie man selv har valgt. Årets vigtiste nørdhøjtid og et sammensurium af spilnentusiaster af mange slags, 600 glade mennesker der leger i påsken.
Jeg var lidt betænkelig ved for første gang i mange år slet ikke at have nogen arrangørpost, ikke engang en lille en. Kunne jeg mon få tiden til at gå? Ville det blive kedeligt bare at lege 4 dage i træk? Ville jeg føle mig udenfor og unyttig når jeg ikke var en del af maskineriets fællesskab?
Det rungende svar er nej! Det var befriende dejligt kun at skulle tænke på min egen fornøjelse 😉 Der var ro til lidt ekstra søvn (altså dvs. lidt mindre underskud end normalt), til at hygge med rare mennesker og til at spille både 4 af de programlagte scenarier og to privatmedbragte ting.
Først spillede jeg Microscope – et spil hvor man skaber en episk verdenshistorie – med Nis og Oliver. Vi forberedte og byggede verden til noget hard-sci-fi vi skal spille om et par uger.
De små kort på bordet er tidsperioder og begivenheder i vores nybryggede verden, fra færdiggørelsen af launch-loopet i Equador til dannelsen af Den Interstellare Harmonis Råd hundreder af år senere. En fælles referenceramme og verdenshistorie, klar til at vi kan tage på rumfærd og kende vores rollers verden, historie og konflikter.
Næste morgen blev jeg nedstirret af en fasan uden for vandrerhjemmets dør da jeg var på vej ned for at spise morgenmad.
Torsdag var det tid til Monsterhearts.
Vi spiller ikke så ofte efter Oliver flyttede til Djævleøen, men har været gode til at udnytte hver en chance for mere. Og siden vi alligevel alle tre var til Fastaval var det oplagt at stjæle et lokale og en eftermiddag til igen at spille hæmmede teenagemonstre i den lille by Hope Falls på USAs østkyst.
Oliver har været så rar at tegne vores karakterer og løbende også bipersoner. Jeg så et glimt af de nyeste på hans facebook idag, og nu er jeg vældig spændt på hvem de mon er 🙂
Om aftenen blev det tid til at spille “Galaxisk Ekko” fra det officielle program. En gribende og fin historie, kammerspil om kærlighed og svære valg – vil du opgive det du har og den du elsker for at mange flere kan trives? Virkelig god brug af metateknikker – de virkede overraskende gnidningsfrit og bidrog i høj grad til at virkeliggøre historien.
Næste formiddag hoppede jeg i reservekøen og fik (med kun en lille smule nepotisme) plads på Artemis, en rumskibssimulator. Man er de 6 officerer på skibets bro – pilot, kommunikationsofficer, maskinmester, våbenspecialist, sensorspecialist og kaptajn. De 5 første har en skærm hver hvor de kan udføre deres funktion – piloten kan styre, maskinmesteren kan fordele kraft til strøm og våben osv.
Den eneste der ikke har en skærm er kaptajnen, det er hans job at koordinere de videregivne informationer fra de 5 andre og give ordrer der på bedste måde at løse skibets missioner.
I virkeligheden mindst lige så meget en fælles kommunikationsopgave som spil.
Det var forbløffende sjovt, ikke mindst fordi det var et Star Trek rumskib der blev simuleret, og gammel kærlighed ruster aldrig 🙂
Vores hold var ualmindeligt elendige, og alligevel var det sjovt. Omend jeg tilsidst var mere end fristet til at holde vores kaptajn en phaser for panden og fratage ham kommandoen p.g.a. hans uduelighed 😉
Vi har planlagt at spille igen her i Århus om et par uger – jeg glæder mig vældig til at prøve at spille det med et hold der alle arbejder sammen. PS: Sagde jeg Star Trek? 😀
Jeg nåede også at spille novellen Faye – en tragisk kærlighedshistorie om en kvinde der forelsker sig i en robot.
Intimt spil med kun to spillere og en spilleder, hvor den stramme tilrettelæggelse nydeligt understregede den underliggende tematik. Det var fedt at de i tombolaen delte spillerne op efter alder. Min medspiller var en kvinde på (tror jeg da) cirka min egen alder og det blev en god oplevelse hvor vi begge havde rum og ro til at spille igennem. Jeg tror ikke det havde været rart at spille det med en 17-årig – der ville jeg havde brugt min energi på at bekymre mig om ikke at træde på vedkommendes mentale grænser, i stedet for på at spille og fortælle.
I det hele taget var min Fastaval præget af science fiction. Fredag aften havde jeg for første gang i min Fastavalkarriere valgt at spille et scenarie jeg kendte, det kanonsolide Mass Effect 2157. Jeg var med til en spiltest tidligere på året og den var fantastisk nok til at jeg glad meldte mig til at spille det igen:-)
Klassisk opbygget, velgennemtænkt og med tidløse konflikter – hvad er vi villige til at gøre i krig, og hvordan forholder vi os personligt og politisk til vores tidligere fjender når freden er underskrevet.
Meget velfortjent vandt det prisen for Bedste Spiloplevelse.
(Efter at have snakket med Ingrid overvejer jeg at køre det engang i sommerferien, hvis nogen vil lege med?)
Lørdag var jeg træt og uden ret meget hjernekapacitet. Lige i humør til at spille Rampage 🙂
Man er de 4 godzilla-/drage-agtige monstre der ses i brættets hjørner og spillet går ud på at vælte bygningerne, æde menneskene og om muligt knække de andre monstres tænder så de ikke kan æde så mange.
Der gik ikke længe før suburbia var væltet 🙂 Her er det Morten med det røde monster som gør klar til mere ødelæggelse.
Årets sidste og absolut ærgeligste spiloplevelse var en steampunk-agent-scenarie jeg havde glædet mig meget til. Det havde også den forventede velresearchede baggrund og spændende historiske karakterer, men desværre også en meget tung spilmekanik hvor alle actionscener foregik i bogstaveligste forstand med at man rykkede skakbrikker rundt på et papirbræt. Mere brætspil en rollespil, og bestemt ikke hvad jeg havde forventet ud fra foromtalen.
Vi gjorde vores bedste, men i sidste ende var jeg og mine tre medspillere og spillederen ærgerligt enige om at det var en fuser. Dobbelt frustrerende fordi der var så meget spildt potentiale.
Alt i alt er jeg kun mere sulten efter dette års påske – så meget rart og kun en enkelt ærgerlighed. Jeg har nørdplaner de næste mange weekender – fra artemis over ulv til Monsterhearts og overvejer også om jeg skulle være med til at skrive et scenarie næste år.
Mere, nu?
Rollespil • Set • Tanker •
Skrevet 23. April, 2014 •
