I hjørnet lige ved side af gadedøren til min opgang er der nogen der har sat denne her:
Jeg blev helt glad da jeg så den 🙂
Fastansættelse?
“…Vi har derfor […] besluttet at tilbyde fastansættelse til Terese Andersen i matematik og fysik, og… ”
Jeg har ganske vist stadig ikke fået nogen kontrakt, men mon ikke det passer når de skriver det i det interne nyhedsbrev? 😀
Langsomt
Alting går langsomt.
Jeg arbejder langsomt. Vågner langsomt. Tænker langsomt. Reagerer langsomt.
Det eneste der er hurtigt er mit temperament, selvom jeg prøver at holde det i ave. Jeg vil ikke være sådan en der vrisser af mine nærmeste når jeg er træt, men alt for ofte nu smutter det alligevel for mig.
Et stykke tid kunne jeg klare mig med lister og skemaer til at holde styr på det hovedet ikke kunne overskue.
Nu er jeg på den anden side af langsomt, der hvor jeg ikke når det hele, uanset hvor meget jeg pisker og skælder ud på mig selv.
Afleveringssæt jeg tror jeg kan rette på en halv dag tager næsten en hel.
Forberedelse til mit fysikkursus tager dobbelt tid og meget af det ender jeg med bare at springe over.
Alle uforudsetheder, uanset hvor små tårner, sig uoverskueligt op og synes lige store. A38 udsolgt i Netto eller dommedag, det føles lige grumt.
Der er 3 uger tilbage inden sidste skoledag på arbejdet.
Så 2 ugers projekt på uni, fra 16 til 40 af mine egne elever som jeg skal have til eksamen og mundtlig eksamen for mig en endnu ukendt dag i juni.
Og derefter: Det mytiske sted “sommerferie”. Jeg tror jeg skal sove alle 5 uger. Gad vide om det er nok til at være frisk til næste skoleår?
Men for nu, så er øvelsen at tale pænt til mig selv og acceptere at jeg ikke har ret mange kræfter. Det virker tydeligvis alligevel ikke at råbe af mig selv længere 😉
En anden Terese har en mening
… Endda en jeg er enig i 🙂
Hvad er det fede ved rollespil?
Jeg glæder mig til at få tid til at spille noget igen, når det frygtelige fysikår engang er overstået!
Queen og Adam Lambert
Først ventede vi, længe, Allan, Thomas, Ingrid og jeg. Ingrid havde bestemt at vi skulle komme i god tid (det viste sig at være en fremragende idé!) så før klokken var halv syv stod vi på gulvet, overraskende tæt ved den fremskudte gangbro fra scenen og ventede på koncerten som skulle begynde kl 20. Først virkede rummet stort og tomt, som tiden gik blev det mere og mere tætpakket.
Det var længe, og da klokken blev otte, ti over, kvart over, tyve over skete der stadig ikke noget. Men så gik det løs!
Det første man så var Brian May i karakteristisk silhuet mod fortæppet, lige inden det faldt. Meget genkendelig med det krøllede hår og guitaren, en fin parallel til den klassiske silhuet af Freddie Mercury med en knyttet næve i luften – man var ikke i tvivl om hvem der stod bag forhænget eller hvad der skulle ske.
Jeg har set Queen live før, i New York i 2005 hvor de turnerede med Paul Rogers. Han var ikke just imponerende som sanger, så jeg var meget spændt på Adam Lambert, som er med som sanger nu.
De første par numre var fine, forventede, omend lidt larmende. Vokalen druknede til tider i guitar og trommer, men med Fat Bottomed Girls begyndte man at fornemme bandet langt ud over scenekanten, og der blev hoppet og hujet. Det er ikke tosset, men jeg var heller ikke solgt.
Men kort efter vinder Adam Lambert brat mit Queen-hjerte. Et par sceneteknikere bærer en forgyldt og plysbesat trone frem på kanten af gangbroen og han spankulerer frem, sætter sig med en gylden vifte og smider fødderne op over armlænet så man kan se hans glitterbesatte plateaustøvler. Og så leverer han ellers Killer Queen for fuld udblæsning, med posh accent, fantastisk mimik og perfekt attitude.
(Der er en også ret fin udgave fra koncerten i London her)
Stemmen er imponerende, og han er meget omhyggeligt ikke Freddie i hverken kropssprog eller vokal, selvom han er fuldstændig over-the-top med tungt bling, guldfrynser, stramme bukser og alt hvad en smækker, frydefuldt homoseksuel mand ellers kan slippe afsted med på en scene. Og han slipper i den grad og på alle måder afsted med det!
Selvom der er et par lange guitar- og trommesoloer imellem er resten af koncerten en fest 😀
En helt stille og akustisk inderlig ”Love of My Life” sunget af Brian May, helt fremme på scenekanten, kun stol, stemme og guitar. (Det er i øvrigt første gang jeg har oplevet publikum til en koncert synge højt med uden at blive forstyrret af nogen der sang falsk. Det var helt rigtigt, bare i denne ene sang. Hr. May så også meget tilfreds ud bagefter.)
En frembrusende, livskraftig I Want It All. Masser af mojo, selvom de har sprunget den forventede pause over og er godt på vej ud i overtid.
Og til sidst, lige før det slutter, We Will Rock You, med kantet og skarp stemmebrug, leopardplettet jakkesæt og krone (ja, krone, men han slipper godt fra det).
Festen bliver ved en halv time længere end forventet og pausen springes over.
Jeg er klar til en tur mere! Lidt pokkers at navnet er “A-Once-in-a-Lifetime Experience” 😉
Den eneste vej videre er igennem
På trods af en lang julepause med nedsat tempo og brækket fod gisper jeg allerede deperat efter vejret.
Arbejdet er dejligt – ingen klager der. (Måske udover når jeg skal rette opgaver, men den slags klager er vist obligatoriske 😉 ) Det er spændende at være med til at rykke eleverne, og det er sjældent jeg går fra en lektion uden at være lidt mere energisk end da den begyndte.
Men bagefter. Når jeg kommer hjem, når andre mennesker har fri og jeg åbner fysikbogen, den næste ugeseddel/rapport/afleveringesopgave. Så har jeg lyst til at kaste computeren ind i væggen, til at sætte mig ned, give slip og falde fra hinanden, til at slå hovedet ned i bordet indtil det går væk eller flækker som en melon.
Og jeg forstår det ikke. Der er masser af andre mennesker i denne verden som formår at arbejde 60 timer om ugen og ikke være ved at gå til af det. Hvorfor er det så så svært at få til at lykkes for mig?
Jeg sørger for at holde fri en dag om ugen som anbefalet, men det forslår som en skrædder i helvede. Og der er ingen mulighed for mere.
Hvad skal det til for, at min ubrugelige og usolidariske krop ikke siger fra i tide og utide og hvordan slipper jeg af med den unyttige og klaustrofobiske følelse af aldrig at kunne slappe af, altid at være ved at blive kvalt under den næste uoverskuelige opgave før jeg er færdig med den forrige?
Jeg ved godt at den eneste vej er igennem. Og at der er lang, lang vej endnu (når dette år engang omsider er omme har jeg nået en trediedel af de kurser jeg mangler).
Men hvordan kommer jeg så igennem, om på den anden side? Lyset for enden af tunnelen er uendelig fjernt. Hvad stiller jeg helt konkret op?
Hjulet drejer, hvad ønsker jeg?
Jeg troldmandskrigen oppefra, med Månen hængende konstant og øverst som den klareste magi af dem alle.
Der blev snakket og hygget, spillet spil og kokkereret. Med kroner på hovederne og konfetti ud over det hele.
Da min trætte krop med klumpfoden sagde stop faldt jeg i søvn til den hyggelige lyd af savnede venner i min stue 🙂
Her til morgen er bordet ryddet og konfettien samlet op da jeg vågner. (Har jeg mon her lige defineret forskellen på venner og gæster? 😉 )
En ny drejning af hjulet kan tage sin begyndelse, tilfældigt men traditionelt målt fra denne dato.
Jeg kan se mit facebook-feed fyldes med folks nytårsforsætter. Sådan nogle laver jeg aldrig (jeg er pernitten med at holde løfter til folk jeg holder af, men løfter til mig selv har ikke en snebolds chance i helvede).
Men måske jeg i stedet vil overveje: Hvad ønsker jeg mere af i min verden i 2015? Hvad ønsker jeg mindre af?
Ikke så meget et hårdt selvpåbud sat i sten (det er sådan jeg opfatter nytårsforsætter) men en retning jeg vil minde mig selv om at dreje næsen i, en omsorgsfuld pegen: “se, der er noget dejligt derovre, vil du med tættere på?”.
Min planlæggerhjerne kan hurtigt spytte en alenlang liste ud over ting jeg _burde_ (det farlige ord som ikke findes) gøre mere af. Men hvad kan jeg mon putte i posen for 2015 hvis jeg i stedet fokusere på sager jeg _ønsker_ mig mere af?
Pligtsansen skaber interferens, og gør det svært at mærke forskel på “burde” og “ønsker”. Hjælpsomme indspark er velkomne 🙂
Krøblingen luftes
Der faldt sne julemorgen, et let drys over Astrupvig. Temperaturen faldt til frostgrader og krøblingen kiggede ud og længtes.
Om natten blev frosten stærkere og morgenluften anden juledag var alt for tillokkende. Onkel Jørgen stillede en stol frem 🙂
Solen stod op mellem træerne,
og farvede grenene på den anden side af huset gyldne.
Det blev hurtigt koldt for kroppen, men sindet jublede 🙂
Stilhed og jul på vej
Der er lys i adventskransen og stille i lejligheden.
Gaverne er pakket ind og kufferten er næsten klar.
Det har været solhverv og jeg har lyttet til regnen, slænget mig foran ilden, spist julekrydret fløde og slumret til lyden af fingre mod tastatur.
Foden er øm og jeg kunne godt sove en uge mere. I morgen skal jeg til kontrolrøntgen på hospitalet og se om min første julegave skal være en skrue til den knækkede knogle, eller om jeg får lov at slippe med rumstøvlen.
Tanker og bekymringer danser i ring i mit hovede, men jeg tror jeg kommer til at sove dybt i nat. Det er en forbløffende gymnastisk omgang at pakke gaver ind og pakke kuffert med to krykker og rumstøvle 😉
Brækket ankel
Her er min udsigt de næste uger.
Jeg faldt på cykel da det var glat lørdag aften og slog foden gevaldigt. Søndagens besøg på skadestuen afslørede at venstre ankel var brækket 3 steder og dommen er indtil videre 5-6 uger i den flotte rumstøvle på billedet ovenfor. Røntgen og kontrol om en uge, hvor de vil se om den løse del af knoglen bliver siddende hvor den skal, eller om der skal skruer i.
Jeg fik krykker med hjem men er ret bevægehandikappet. Kan ikke støtte på foden hvilket gør en simpel opgave som at bære en kop the med ind i stuen temmelig umulig – i hvert fald indtil jeg gror en tredie hånd til koppen – de to jeg har skal jeg bruge til krykkerne. At komme op eller ned ad trappen er en større og udmattende produktion – jeg forudser akut kabinekuller inden længe.
…Hvis jeg skal være ærlig så er kabinekulleren indtruffet. Den ligger som en kold klump i maven, som fortvivlelse inde bag øjnene og en bestandig trang til at kaste med noget eller slå hånden ind i væggen. Så vil det også gøre ondt et andet sted en i foden til en afveksling.
Man kan indvende at jeg kan masser af ting lige her. Endda masser af ting jeg burde se at komme igang med. Jeg kan læse fysik op. Regne eksamensopgaver og forberede mig til eksamen den 7. januar. Rette de matematikafleveringer jeg har liggende og langt om længe komme igang med at forberede næste semesters undervisning. Være produktiv.
Mest af alt føles det som om jeg er blevet spærret inde med min dårlige samvittighed, smerter i foden og en pukkel af arbejde jeg allerede er bagud med.
De ting jeg har glædet mig til den næste tid kommer ikke til at ske. At have tid til at tage til kenjutsu i juleferien. Svømme med Marie. Besøge folk jeg ikke ser tit nok, nu hvor de får ferie. Lege varulv med de andre den 3. Især det sidste kan jeg ikke rigtig kapere – det er stenen der vælter læsset.
Så fuck dig verden. Du er svær ikke at hade, når du efter et drøntravlt og stresset halvt år stjæler de ting der skulle have givet mig energi inden næste semester og spærrer mig inde med tusind pligtting.