Kattens Rejse

Archive for November, 2009

Det er den første december i morgen, og jeg ejer ikke en eneste stump julestemning.

Jeg har masser af bekymret-stemning til gengæld. 15. januar, lige om lidt, er jeg færdig med skoleforløbet og skal begynde i lære. Hvis altså ikke lige det var fordi at det indtil videre overhovedet ikke er lykkedes mig at finde en læreplads.

De omkring 25 steder jeg har besøgt og spurgt indtil videre har alle sagt “Vi tager ikke elever”, “Vi har ikke råd”, “Vi mangler ikke nogen” eller simpelthen bare “Nej”. Nogle af dem er søde og prøver hjælpsomt at foreslå andre steder som måske vil have en caterelev og enkelte er tvært fåmælte og finder det tydeligvis groft at jeg tillader mig at bruge 60 sekunder af deres arbejdsdag på at dukke op og spørge.

De søde er et lille plaster på såret, men hvor er det udmattende at være uønsket.

I næste uge skal jeg opereres i den ene hånd. Det skal nok blive vældig meget nemmere at finde læreplads når min højre arm er i stor forbinding resten af december. :-(

Stress. Jeg genkender dig. Genkender den måde jeg ingenting orker, og helst bare vil flygte ind i en bog hele tiden. Ser hvordan søvn er en flugt der alt for hurtigt slutter og efterlader mig tilbage i bekymringen og formodningen om at jeg er uduelig. Genkender hvordan selv venne-ting jeg gerne vil er blevet svære at tage sig sammen til, og hvordan jeg skal hive mig selv op ved hårrødderne for overhovedet at komme ud og røre mig. Genkender – ikke mindst – hvordan mit humør er hudløst og irritabelt og jeg hele tiden skal passe på ikke at vrisse. For det er jo ikke mine næres skyld at jeg er presset, og intet bliver bedre af at lade galden flyde over dem også.

Det eneste jeg ønsker mig til jul er en læreplads. Så jeg skulle nok ikke have aflyst årets julegaver :-S

Så blev jeg 100000. Det var gaver og kram på sengekanten om morgenen, og efter en spændende dag (ja, du læste rigtigt, dem er der ellers ikke mange af) i skolen kom jeg hjem og fandt Leoparden i gavepapiret jeg ikke havde fået ryddet væk inden jeg tog afsted om morgenen.

Den er et ordentligt lille bæst – da jeg forlod hjemmet lå snoren spredt, ved hjemkomsten var den rullet til et fint rundt nøgle.

Lørdag havde jeg inviteret gæster, og gæster skal jo have kage.

Og boller.

Og småkager, men de var ikke så fotogene viste det sig.

Huset var fuldt af dejlige mennesker som kom med kram, gaver og hygge.
Og horn. De er ikke så tydelige på billedet, men jeg fik de fineste små røde horn

Ingrid havde som vanligt thehætten på (spørg mig ikke hvorfor, men det forekommer mig at jeg har et par forskellige udgaver af dette billede).

Sådan ser Martin ud i hovedet når han lige har fortæret en af de …interessante knaldrøde Hello Kitty sukkerkugler med kunstig kanelsmag.

Måske skulle han have ladet sig advare af at dåsen de kom i har djævlehorn og trefork?
Til sidst blev selskabets yngste deltager lige så træt som mig.

Vrede er den mest nytteløse følelse jeg kender. Og jeg bliver kun mere vred af at bemærke hvor åndssvagt det er at være det.
Der er ikke anden mulighed end at finde sig i den beske syden indeni og vente sammenbidt til den går væk. Spild af tid, og ondt i maven får jeg også.

Vreden giver mig lyst til at sige opsparede sandheder til mennesker jeg holder af, fortælle dem hvor tåbeligt og svært at se på det er når de holder fast i handlemønstre der ikke hjælper dem, måske endda tværtimod.
Men jeg siger dem jo ikke. Kan ikke uden at råbe eller blive væmmeligt sarkastisk. For det gør også ondt på mig, når de spænder ben for sig selv. Ingenting bliver jo bedre af at jeg føjer syresår til deres eksisterende vanskeligheder.

Endnu værre er det når en måske uskyldig bemærkning finder et af hullerne i min rustning. Der er flere end førhen, jeg arbejder lige så stille på at tage den af – fuld pladerustning er så tungt (og andre mennesker lader til at kunne nøjes med ring- eller læderbrynje).

Men inde bag rustningen er jeg blød og helt urimeligt sårbar. Så når noget finder vej derind reagerer jeg med kløer og tænder som et lille dyr der bliver trådt på. En ubehageligt stærk reaktion. Den er svær, så svær og forbløffende dyr at holde tilbage.
Men måske var det der fandt vej gennem rustningen bare et vådeskud, eller et venligt tjat, og vedkommende der leverede det kan jo ikke vide at jeg er så ømskindet lige der. Så er der ikke megen mening eller konstruktivitet over at jeg kaster galde og skarpe klør tilbage.

I stedet æder den så rundt i mine indvolde, noget vil den bide i.

Av.

Det blæser en halv pelikan idag. Bare lyden uden for vinduet i morges fik mig til at finde varme læderbukser og en uldtrøje med hætte frem.

Da jeg først var pakket ind i uld, læder, regnjakke og benvarmere var det ganske hyggeligt udenfor(men jeg tog heller ikke cyklen). Ved trappen ned til G-ambulatoriet lå en vældig dynge sammenblæste blade. Mange :-)

Senere, tilbage i byen kom jeg til at lytte til tre teenagepiger der gik et par skridt bag mig. De talte om hvordan de ikke kunne huske at de frøs da de var små, og hvor sært det var at de så frøs så meget nu. Jeg kunne ikke se dem eftersom de gik bag mig, men min første tanke var “jamen dengang havde du nok også flyverdragt og varme støvler på når det var koldt”.

Og såmænd, da jeg drejede fra og tiltuskede mig et kig på dem havde de alle sammen skinny jeans, hoftekorte jakker og ingen huer på.

Lige før, på vej hjem fra Superbrugsen passerede jeg en pige med samme mundering og så en ekstra trumf: Plateausandaler med bare tæer i!

Jeg var målløs (og stirrede sikkert vældig uhøfligt). Hvad i alverden får en til at gå udenfor med bare tæer i sandaler på en novemberdag hvor det blæser kuling og regner sidelæns?!?

Jeg må være gammel, for jeg forstår det ikke. I denne forbindelse har jeg muligvis endda været gammel siden jeg var barn.

“Tsk” tænkte jeg, og gik videre, lun i min puppe af uld og regntøj.

Idag fik jeg min sol. Jeg har glædet mig længe, og dobbelt siden Frauke fortalte mig for et par dage siden at den var færdig.

Den lå sikkert pakket ind i tasken på vej hjem og knapt var jeg kommet ind ad døren før jeg halede den ud af sin skal.
Se :-)

Lige ved siden af Bastet står den på min hylde og skinner.

Det er mørkt udenfor, med byen og vejens lys i baggrunden. Herinde er der lunt nok som jeg ligger på bagsædet med alt Fenjas tøj på. Det kan søvnig-kuldskærheden trods alt ikke hamle op med.

Snart forsvinder byen bag os og jeg glider ned i søvnen. Afslappet i bilens mave og med to tryghedsskabende yndlingsmennesker på forsædet. En af mine første erindringer er at ligge sådan på bagsædet af bilen mens min Far kørte – men dengang kunne jeg ligge udstrakt ;-)

Rolig vågnen, stadig i mørket. Sangen – dyb og klar – rækker ned i dybet til mig, og lokker mig stille op. Anders synger.

Den varer resten af vejen hjem, sangen, med lejlighedsvise indspark fra mig og Ingrid. Det er længe siden jeg har haft det så dejligt på et tidspunkt hvor jeg egentlig helst ville sove.

Vi kom næsten til Århus før jeg var klar.