Kattens Rejse

Archive for the ‘Hjemme’ Category

Igår lørdag blev min veninde Sedsels Far begravet. I den anledning havde jeg lovet at bage brød til gæsterne ved sammenkomsten bagefter så jeg var oppe med solen og igang med at lægge dej.

Det blev til tre slags brøddej

Fra venstre mod højre er det en grov dej med kogte kerner, en dej med tomat, havre og surdej og endelig en hvid hvededej bare med et strejf af surdej.

Henne i min Kenwood lå den sidste og hævede: Gulerodsbolledej.

Inden længe var de klar til at blive formet. Tomatdejen og grovdejen til boller

ligeledes gulerodsdejen

og hvededejen til fletbrød

Viskestykket over brødene er et af dem jeg har arvet fra Tante Ella. Det dufter stadig af hendes hus og jeg stod med næsen dybt begravet og snusede flere gange :-)

Efter et par timers ovntid lå det færdige produkt klar til afhentning og kølede af.

Dagene går bedre når jeg holder mig beskæftiget, så det var et perfekt projekt at få – jeg lavede noget nyttigt, jeg sad ikke bare og hang, og produktet var ønsket og værdsat af nogen jeg holder af.

Flere projekter ønskes – nogen forslag?

Jeg stirrer ud i luften.

Jeg lukker øjnene og slapper af, ser på indersiden af øjenlågene og venter. Jeg ved ikke helt hvad jeg venter på.
På at noget skal ske? På at verden og mit hovede skal vende gunstigt igen.

Det har været et hårdt forår.
Flytte sammen, flytte fra hinanden. Ligge i vintermørket ved sengetid og trække dynen op over hovedet for ikke at høre de to andre skændes. Føle René glide længere og længere væk fra mig og ned i sit eget hul af opbrugte reserver.
Fare vild i den hæslige jungle det er at finde et nyt sted at bo i Århus. Trække mig igennem et skoleophold med godt resultat til trods for at mit hjemmeliv er en tyngende katastrofe.

Og nu, tilbage på arbejdet. Deadlines er overstået, jeg er flyttet og er færdig med skolen for denne gang. Presset er taget af og dagligdagens trummerum gået igang.

Nu, i stilheden efter stormen er det tydeligt at jeg har pådraget mig stormskade. Mit hovede er ikke noget velfungerende sted, det meste af tiden har jeg bare lyst til at lukke øjnene og sove fra det hele. Jeg kender det godt, har været her før. Og ved desværre også hvor meget arbejde der skal til før det bliver bedre.

Det arbejde har jeg ikke kræfter til – og hvad gør jeg så? Tidligere har der været René til at hjælpe mig op af hullet med nærvær, støtte, udfordring og omsorg. Men René er slidt op, har ikke mere at give, har ikke engang nok til sig selv
Jeg har søde venner, og det hjælper at være sammen med dem. Men når dagen slutter stirrer jeg på indersiden af øjenlågene igen og ved slet ikke hvad jeg skal stille op med de uoverskueligt mange timer som udgør resten af dagen, resten af ugen, resten af livet.

Jeg har hele tiden lyst til at spise, og det er bestemt ikke fordi jeg har tabt mig og har noget at indhente. Jeg teoretiserer at det er et basalt behov som jeg _kan_ opfylde og som derfor fylder mere end sundt er, nu hvor der er andre jeg mangler at få opfyldt. Men teorien får det ikke til at gå væk.
Spise, ikke spise, overspise. Jeg kører rundt i en usund cyklus og bruger alt for mange tanker på det. Måske fordi det er nemmere at tænke på mad end på alt det andet. Når jeg har spist har jeg lyst til at kaste det hele op så jeg kan komme til at spise igen.
Jeg gør det ikke. Endnu. Men jeg ved ikke hvor længe jeg kan være stædig. Jeg _ved_ at det ikke vil gøre noget bedre, tværtimod, men det eneste jeg har lyst til (som jeg kan få) er at spise og sove.

Så længe jeg sover kommer jeg heller ikke til at se på mig selv. For jeg er væmmelig og fæl, må være væmmelig og fæl siden mine kærester ikke vil mig mere. Jeg genkender den afsky og ved den er en del af spiseforstyrrelsen, men den er så logisk nu at den har bidt sig fast og ikke er til at bortmane.

Min koncentration er nærmest ikkeeksisterende. Jeg læser 3 sider i en ellers god bog (Dresden Files, den sidste nye), lukker øjnene og har lyst til at gå i seng. Ser på klokken og tvinger mig selv til at læse lidt mere, klokken otte er for tidligt at sove, selv for mig.

Jeg kunne ellers sagtens sove. Jeg kan sove 12 timer i træk hvis det skal være, og en totimers middagslur oveni. Endnu et velkendt tegn på at den depressive tendens i mig har medvind for tiden.

Jeg skal gå igang med at mobilisere de værktøjer jeg har lært til at komme op af det her hul. Men det er så meget mere indsats end jeg orker, lige nu kan jeg nærmest ikke huske hvad de er. Mit idiotiske hovede foreslår at det er meget nemmere at spise en liter is, kaste den op og sove fra det hele.

Det går ikke med René, Maiju og jeg. Vi har knoklet og knoklet i 3 hårde måneder, men det som skulle være så godt er helt sønderrivende skidt.

Jeg er i stykker, og helt rå indeni, som kød i et stort åbent sår.

Jeg ved ikke hvad der skal ske, alt det jeg troede var sikkert er det ikke alligevel. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kommer til at stole på et andet menneske igen.

Jeg ved ikke hvor kræfterne skal komme fra og jeg er nødt til at flytte.

Hjælp mig.

Hvert år i marts blomstrer min amaryllis. Den sender en lang, frisk stængel op med en knop, og af knoppen udspringer 4 knaldrøde fantastiske og næsten vulgære røde blomster.

Jeg rejser på ferie om en halv time og har de sidste dage utålmodigt gået og kigget på knoppen på toppen af stænglen, set hvordan den strækker sig efter lyset og håbet.

Her til morgen ser den således ud:

Drilleamaryllis!

Jeg har ondt i nakken og skuldrene. Lægen fortæller mig at det er fordi jeg ikke længere motionerer regelmæssigt. Alligevel motiverer ømheden mig ikke tilstrækkeligt til faktisk at komme igang med noget motion igen.

Det er en dum cirkel at være kommet ind i. Jo mindre jeg rører mig, jo mindre har jeg lyst, energi og motivation til at røre mig. Selv den korte tur til arbejde synes urimeligt uoverskuelig og jeg ender især nu hvor der er sne tit med at tage bussen :-/

Det gik lidt bedre i efteråret, men siden juletravlheden på arbejdet begyndte, og ikke mindst siden den gode pilatesinstruktør flyttede til København i december er der ikke sket meget. Jeg meldte mig til noget andet pilates, men opgav det snart igen – det var ikke det samme, og når motion ikke er sjovt, så giver jeg hurtigt op. Når selv ikke det faktum at jeg har betalt i dyre domme for noget kan motivere mig til at møde op, så står det skidt til.

Så hvordan kommer jeg nu igang med at røre mig igen? For jeg har jo ikke spor lyst, heller ikke selvom jeg tydeligt kan mærke på kroppen at den trænger – arbejdet synes hårdere, jeg får ondt i ryggen, er mere dvask derhjemme…

Det er i den grad op ad bakke, og bakken bliver kun stejlere af at jeg er i usselt dårlig form :-(

Hjælp?

Det var tydeligvis for tidligt at håbe på at det milde vejr blev ved. Her til morgen var der istapper på gadelygten udenfor stuevinduet og sne dækkede vejen.

Ikke nogen dårlig dag at have fri på :-)

Det er ikke ligefrem fordi min rengøringsrutine plejer at være videre striks. Faktisk er det næppe helt forkert at formode at der ind imellem er gået måneder imellem rengøringen af mit hjem.

Ikke at jeg er opdraget til den slags sløseri. Bestemt ikke. Hos min Mor bliver der gjort pænt rent hver uge og min Far er i de nære kredse også kendt som Hr. Kan-ikke-sidde-ned-og-spise-før-køkkenet-er-gjort-rent-om-så-maden-bliver-kold-imens.

Men mig har det aldrig rigtig været vigtigt for. Jovist er det rarest hvis der ikke er alt for meget støv og hvis det ikke knaser når man går over køkkengulvet, men der er så mange andre ting det giver mere livskvalitet at beskæftige sig med. I mange tilfælde ser jeg end ikke støvet.

Nu bor jeg for første gang sammen med en for hvem rengøring er vigtig, og til miin forbløffelse oplever jeg at ikke bare bliver det dermed også vigtigere for mig, jeg ser også snavset mere. Rengøring en gang om ugen virker pludselig rimeligt, for fodlisterne _er_ jo støvede.
Jeg ville have forventet at jeg ville synes det var vigtigt med hyppig rengøring fordi det er vigtigt for Maiju. Jeg havde ikke forudset at jeg også selv ville have lyst til at her er rent og at jeg pludselig i langt højere grad bemærker hvis gulvet trænger til en tur med støvsugeren.

Det er vist det man kalder god indflydelse :-)

Efter nogle hektiske dage sidst i december oprandt flyttedagen. Leoparden var aldeles klar.

Vi havde masser af søde flyttehjælpevenner som slæbte sig halvt ihjel. Heldigvis døde de ikke helt af det.


Vi har overlevet de første tre uger, nogle dage bedre end andre. Jeg synes ikke det er helt nemt at vænne sig til at bo sammen med nogen igen, selvom de jo begge to er mennesker jeg gerne vil være tæt på.
Men hvor er det dejligt at der er nogen at komme hjem til, og nogen der kommer hjem til mig :-) Det er også meget sjovere at lave mad og spise når man ikke er den eneste som spiser den.
… Måske pånær når maden er brunch. Det kommer til at vare nogen tid endnu før jeg har forliget mig med lugten af stegt bacon om formiddagen. Men indbydende ser det ud.

Så hellere karrymad om aftenen :-)

Det er ikke dasen og spisen det hele. Vi overlevede Ikea og har fået samlet reoler uden at flå stykker af hinanden.

Sidste weekend hyggede vi i køkkenet med småkagebagning.


Der blev både dinosaurer, dødningehoveder, amøber og Hello Kitty.

I torsdags kom Far forbi med en indflyttergave: En saftpresser. Så efter han var taget videre måtte vi straks ud at lege i køkkenet.
Her er vidunderet i baggrunden med Renés første juicekreation forrest.

Æble, citron og frisk cayennepeber. Det lod til at bekomme ham vel.

Og nu… Nu er jeg klar til søndag. Desværre så lader det til at være mandag morgen hver gang det sker.

I december så jeg Pernille til en dejlig julefrokost, og hun så hammergodt ud (billedet yder det desværre slet ikke retfærdighed, indsæt selv indre billede af en strålende Pernille):

Der blev spillet Raaage Jeopardy

og det var en rar grineaften med ulvene.

… Peter lavede det trick han kan med hænderne på min ømmeste skulder og den var næsten ok dagen efter! :-D

I december løber Stressnissen forjaget rundt i Matematisk Kantine. Her er hun i elevatoren på vej op til fysik med nogle frokostplatter.

I december flygter Leoparden fordi jeg ligger og vender og drejer mig sådan i sengen i jagten på søvn.

I december kan man finde en kæmpestor polo-mint på en sort piedestal når man er på vej i biografen.

I december tramper jeg på mit gulvtæppe i sneen nede i gården og bager æbleskiver til René på en lang og hvid søndag.

I fredags skrev René under på kontrakten til vores nye lejlighed :-)

Det var den første vi så på. Vi har længe vidst at vi gerne ville flytte sammen alle tre til vinter når Maiju flytter til Danmark, men indtil i torsdags ikke gjort noget ved det.

Nu har vi 4 velistandsatte værelser på Thorvaldsensgade fra 1. januar – hos en anstændig udlejer endda.
Med 105 kvadratmeter er det lidt i den lille ende til os tre så efteråret kommer til at gå med at rydde op i gemmerne og smide ud hvad der kan undværes og hvad der ikke er plads til. Eftersom logistikken begrænser hvad Maiju tager med fra Finland må det blive René og jeg der skal ryddde ud med den store skovl.

Skræmmende igrunden. Ja altså ikke det med at smide ud, det kan jeg godt finde ud af og jeg tror såmænd også at det er vældig sundt. Men resten. Nu har jeg boet alene de sidste 5 år – kan jeg mon omstille mig til fællesskab? Mig som bliver muggen når der ligger vand på badeværelsesgulvet så jeg får våde sokker :-O
Og som får kuller af andres rod, men til tider trives fint i mit eget?

Det skal nok blive interessant! Og dejligt :-)
Vi har ventet velovervejet længe og spændt på at blive klar til at være familie til hverdag og skabe et hjem sammen, men nu er det nu!