Kattens Rejse

Archive for the ‘Rollespil’ Category

Læs det her.

Hjemme igen fra årets Fastaval. Træt, og lidt trist.

Trist fordi det iår føles som om Fastaval var noget der foregik som bagtæppe imens jeg var i køkkenet.
Og ganske vist var det hyggeligt at bage kager, dele kager ud, få ros for kager, rydde op efter kagebagning og alt det andet der følger med min Fastaval-tjans, men egentlig, oprindeligt kommer jeg jo på Fastaval for at spille rollespil.

Det blev det ikke til meget af i år, og de to gange jeg fik spillet var det med en arbejdstræthed der gjorde at jeg begge gange overvejede om jeg ikke bare skulle gå i seng i stedet for (så jeg var klar til mere køkkentjans bagefter). Og det til trods for at begge var gode scenarier som ramte lige ned i min smag.

Jeg spillede “Heart’s Blood” – en Jeepform-tilpasning af Bram Stokers Dracula og “Tilbagefald”, en historie om hvordan alkoholisme gradvist slår en familie i stykker.

Men der var jo adskillige andre scenarier som jeg også gerne ville have spillet. Og det ville da også være dejligt at kunne møde op til spil uden dårlig samvittighed over det arbejde der nu ikke bliver gjort fordi jeg er ude at more mig i stedet for at være flittig i køkkenet.
For slet ikke at tale om de mennesker som jeg gerne ville have nået at snakke ordentligt med i stedet for bare at måtte suse forbi på vej til at aflevere en kage, tage noget opvask eller finde et forsvundent køkkenaggregat. Folk jeg holder af, men typisk kun ser en eller to gange om året og som det derfor føles som om jeg gik glip af i år :-(

Så næste år skal der ske noget andet. Enten skal jeg tage en pause og helt lade være med at være arrangør eller også skal jeg have en body double. En som vil dele min tjans og bage halvdelen af kagerne sådan at vi begge to kan nå at være overskudshavende fastavalgæster to af dagene i påsken og kun arbejde de andre.

I år var i hvert fald året hvor det holdt op med at være holdbart – hvor jeg holdt op med at føle mig som en del af miljøet og i stedet kun var en serviceperson. Vellidt og altid modtaget med smil, men ikke desto mindre serviceperson og ikke deltager.

Det er desværre ikke sjovt længere :-(

Jeg vågner langsomt, tankerne hviler stadig ved eftergløden af nattens spil.

Mit hovede kører i overdrive – scener genspilles, ændres, skabes uden at jeg helt kan få hold på dem. Som at se tilfældigt ordnede afsnit af en film der indretter sig efter min usammenhængende ønsker, her i den sidste dovne, halvdrømmende stund i daggryet mellem søvn og vågen.

Jeg bliver hængende så længe jeg kan. Her hvor fiktionen har rørt mig, hvor drømmende alternative handlinger er mulige og hvor jeg hviler så forlokkende sødt på de søvnige, men åh så salige rester af rollespils-rush. Hvis jeg kunne blive i denne tilstand i timer var jeg vel lykkelig så længe.

Inden længe tager mit daglige jeg over og jager de sidste rester af drøm og søvn bort. Tøvende, uvillig giver jeg slip og kommer op til morgenens overflade, til den bittersødt gryende dag.

Med erindringen om henrykkelse så nær omend fortid.

… Det er mange år siden jeg sidst har spillet 1-1 rollespil. Det er den sikreste måde jeg kender at vågne i afterglow, selvom varulv også nogle gange kan gøre det. Hvis der er et navn for det stof det udløser i min hjerne, så giv mig fluks en recept. Eller vis mig vej til en pusher – jeg er ligeglad, vil bare ha’.

Jeg tænker det må være intensiteten det giver at dele spillet, historien med præcis ét menneske.
Den måde bipersoner er mere virkelige, mere hele fordi man kan give dem sin fulde opmærksomhed – der er ingen andre spillerroller til at konkurrere om den. Samtaler bliver intense og min rolles følelser mere virkelige for mig.
Og så er der den sikre overbevisning om at man ikke stjæler opmærksomhed fra andre spillere som ønsker den, men kan hvile i sin rolle, også i de små ting uden at kede nogen eller snuppe deres rampelys. Det giver en vældig ro til at opleve.

Jeg ved ikke om det giver mening. Men jeg ved at jeg bliver så levende, åh så levende.

Så er jeg lige om lidt klar – eller så klar man nu bliver – til at tage til Kapo.
Hvis I vil kan I følge lidt med her eller se hvad det handler om her.

Flammerne slikker orange op mod den fugtigtblå sommernattehimmel og rækker varme og kærtegnende fingre ud mod mit ansigt. Det har regnet, men er stilnet af nu. Hverken månen eller stjernerne har vi set i aften, skytæppet ligger som et uigennemtrængeligt tæppeloft over blotpladsen.

Den våde jord er blød under mig, et velkommende leje her sidst på aftenen mens blotet langsomt rinder ud.
Med min arm som pude ligger jeg og kigger sidelæns ind i flammerne, omsluttet af varme. Foran mig blålet og bag min ryg Katlas solidt lune krop og en tung, beroligende hånd. Ved siden af sidder Jord som en fjernere varme, også med en varm hånd hvilende på mig.

Tryg og med sindet i ro i natten, med septen omkring os, omsluttet af mine kobbelfæller.

Kroppen er nærmest afslappet, blid og mat. Eftermiddagens besøg hos fysiterapeuten afslørede at min smertetærskel er højere end længe, og verden passerer forbi mine øjne på en sært uvedkommende afstand.

Sind og følelser er udmattede som en brugt muskel. Oplevelsesovervældet og efterladt i en sart og sårbar følelsesfuldhed går jeg rundt og får tårer i øjnene ved det mindste.

De er gode tårer tror jeg. Den slags der falder når en elsket bog slutter eller når nogen man holder af i en film dør.
Der er bare flere af dem fordi jeg var med i historien, bogstavelig talt med krop og sjæl, og fordi de som døde havde mig indeni eller var mit lånejegs hele fundament.

Musikken spiller ubønhørligt på indersiden af mit hovede og for mit indre blik ser jeg det mørke rum med de uoverskridelige streger på gulvet. Stregerne som holdt mig – Ark – fra min elskede, mit anker og fundament: Fisker.
Institutionen som med sine regler og rutiner fornedrede og fordrejede indtil alt hvad der var tilbage var menneskestumper, forpinte og ødelagte.

Enkelte scener og følelser er krystalliseret som billeder i mit mentale album.

Lyden da Fame i sjælens mørkeste nat åbnede et fødselsdagskort der spiller “Walking On Sunshine”. De spinkle toner i det store, mørke rum, som en spinkel tråd af håb. Om ikke om udfrielse så dog om en oase af fred i hvervelstrømmen.

Det punkt hvor Ark indser at hun lever på lånt tid. Hvor hun erkender at Fisker ikke kan overleve på Institutionen, at han visner og sygner hen af påtvungen passivitet. Fra da af bevæger hun sig frem mod accepten af at der ikke er nogen anden vej ud, at det _er_ bedre for Fisker at dø, selvom hun ved at hun ikke kan leve videre uden ham.

Usikkerheden. Den vedvarende tvivl på om Fisker er rigtigt til stede, om han ser Ark. Klassisk problem i et forhold hvor den ene er en tænker og den anden er en handler. Når han ikke siger det – og det gør han ikke, for ord er ikke vigtige eller nødvendige for Fisker – ved hun ikke om der stadig er fast grund under hendes fødder.

Stens ansigtsudtryk. Ark sidder i sin seng på sovesalen og er ulykkelig. Sten binder forsigtigt først en lillebitte og så en stor sløjfe fast på hendes sengebøjle og siger hun ligner en der kunne bruge en sløjfe på sin seng.
Blandt megen gråd og hulken får hun fortalt at hun græder fordi Fisker ønsker at dø. Som ordene falder stilner Sten – al aggressiviteten, alt det udfarende, mimikken, alt det der normalt kendetegner ham svinder brat idet han forstår Arks situation. Jeg føler lisen i at nogen ser, forstår.

Slutscenen. Det hele begynder forfra. Nye autoritetspersoner, men samme tvang, samme Institution. Vi kan ikke slippe væk, det sidste desperate forsøg er fejlet.
“Skal vi dø nu?” spørger jeg, men Fisker ser ikke ud til at høre det.
Jeg klamrer mig til Fisker, gemmer mig i hans arme. Der er vanvid omkring os, andre som tilsyneladende ivrigt er igang med at skabe den nye verdensorden identisk med den gamle. Fortvivlelse. Der er kun en vej nu.

Gemt i hans favn mærker jeg klædet han vikler om min hals, det klæde han laver sit net af. Han greb er blidt men fast og klædet lunt af hans kropsvarme.
Jeg er tryg, forankret, hjemme et sidste øjeblik mens han strammer til og før verden forsvinder. Det er det øjeblik jeg tager med ind i intetheden.
Ark er død og liget ligger slapt på scenen stadig med det hvide klæde viklet om halsen. Nogen flytter mig, vender mig i forsøget på at fjerne linien fra gulvet, linien der adskiller. “Nyttesløst” tænker Ark-Terese.
Ud af øjenkrogen i det dæmpede lys kan jeg se Fisker gå i knæ foran Maler – hans bedste ven – og hører ham sige “Jeg har mistet min Båd”. Terese-Ark hører/ser/sanser Maler kvæle Fisker. Han har prøvet adskillige gange før, men det er først nu det kan lykkes, nu hvor Fiskers Båd er sunket, hvor han har mistet Ark. Jeg græder af glæde over at Fisker nu er fri.

Musikken har spillet et stykke tid allerede og lyset fader nu helt ud. Jeg, Terese, ligger i mørket med tårer af lettelse, forløsning, overvældelse og lader lyden skylle over mig. Som sangen (jeg kan ikke forestille mig jeg kommer til at kunne høre “My Body Is A Cage” nogensinde igen uden at få en klump i halsen) slutter og der fra hele produktionens side er stille er det eneste man kan høre gråd i mørket. Offgamestemmen bagerst i hovedet siger “Hvis nogen udefra så os nu ville de aldrig forstå hvorfor vi gør det”.
Lyset tænder for første gang i over to døgn. Vi klapper, krammer og græder lidt mere i en stor forvirring.

Nu, flere dage senere efter deroleing, omsorg, efterfest med 5 retters middag og alle mulige andre tiltag for at bringe os selv og hinanden tilbage til virkeligheden står spørgsmålet stadig og er også fremsat af mennesker omkring mig.

Hvorfor gør jeg det? Jeg ville gøre det igen, har tænkt mig at gøre det igen når chancen byder sig, ingen tvivl om det . Ikke lige nu naturligvis, sårene skal have tid til at hele og blive stærke først.

Hvorfor springer nogen mennesker ud i faldskærm eller løber et marathon? Jeg forestiller mig at deres bevæggegrunde ligner, selvom jeg ikke er sikker på at jeg kan sætte ord på mine.

Til dels handler det om at rollespil kan være den ultimative eskapisme. Man læser ikke bogen, man er med i bogen. Men hvis det var det hele så spillede vi allesammen udelukkende tuttenuttet-episke historier med lykkelige slutninger. (Og man kan i den tråd finde masser af især amerikanere online som synes at noget af den her slags alvorlige rollespil som vi især laver i Skandinavien er dybt gak-gak, potentielt skadeligt og aldeles uforståeligt.)

Så hvorfor udsætter vi os selv for potentielt grænseoverskridende traumatiske følelser og oplevelser som det kan tage lang tid at bearbejde bagefter? I et setup som dette her har vi(spillerne) jo alle velvilligt hen over foråret betalt i penge, tid, energi, forpligtelser og masser andet for at deltage – det er ikke noget man lige “kommer til” at være med til uvidende eller ved et tilfælde.

Er det for at føle os levende? For at udfordre os selv? Fordi det rush det giver når det hele er rigtigt er ulig alt andet? Fordi den frihed og indlevelse der er i at kunne udforske at være et andet menneske er forjættende?

Jeg har ikke noget svar, ingen ord der dækker.