Kattens Rejse

Archive for the ‘Rejser’ Category

Efter at have set paladset sejlede vi op og ned af floden en tur. Vi fodrede fisk

og kiggede på de små huse langs floden.


Meget forskellige i velstand og vedligeholdthed.

Vi så også en leguan

omend den nu ikke gad at blive stirret alt for meget på

Og derfor gik sin vej.

Der var også små både som solgte frugt og andet.

Mange steder oppe på land så man boder med tørret fisk – både fra flod og hav.

Efter sejlturen var vi ude at se templet med den liggende Buddha.

Han var stor.

For det tilfældes skyld at du nogen sinde har undret dig over hvad der er under Buddhas fodsåler, så er svaret her:

Perlemor!

I dette tempel kunne man på flere af dørvogterne se den begyndende indflydelse fra vesten – her er en der har fået høj hat på.

Overalt på gader, stræder og pladser så man masser af gadekøkkener.

Et kig ned i gryderne:

Vi gik tur på blomstermarkedet og så et væld at fine blomster. Både friske

og kunstige

Om aftenen tog vi skytrain en tur ind til bymidten.

og videre med tuktuk til en restaurant.

Næste morgen var der ikke noget officielt program, så Tante Gurli, Onkel Jørgen og jeg besluttede os for at tage en taxi over og se Wat Arun (som vi allerede flere gange havde set fra flodsiden).
Vi fandt nemt en taxi og betalte den fyrstelige sum af tyve kroner for den halve times køretur. Og så blev vi endda kørt helt hen til indgangen til templet fordi som taxachaufføren sagde at Onkel Jørgen var gammel. Han mente det i asiatisk stil utvivlsomt som en kompliment – men vi benyttede resten af ferien enhver lejlighed til at minde Onkel Jørgen om det :-)

Wat Arun – morgengryets tempel, opkaldt efter Aruna, daggryets gudinde fordi morgenenes første solstråler glimter i det porcelænudsmykkede tårn. Der var mange fine detaljer og hjørner


Og oppe ad den første trappe i tårnet var der en lille gang hele vejen rundt, med fin udsigt.

Trappen ned fra andet niveau var stejl

Alle klarede turen tilbage til jordniveau

Ved fælles hjælp :-)

Bagefter tog vi færgen over på den anden side af floden (for den formidable sum af 3 baht – 60 øre) og fik noget koldt at drikke i skyggen.

Om eftermiddagen gik vi tur i Chinatown. Vi så bl.a. et kinesisk apotek som havde mange bizarre ting.
For eksempel:

tørrede søheste – gad vide hvad de gør godt for?
Der var også slangehamme

Og svalereder

Sidstnævnte kunne endda fås i en fin gaveæske.

Endelig var der inde i butikken også potensmidler som disse:

– tørrede dådyrpikke.
Og alt sammen til indvortes brug – godt man ikke er kineser!!!

Vi sejlede fra hotellet og til kongepaladset. På vejen fik vi et kig på Wat Arun i dagslys.

Vel ankommet til paladset fik Tante Gurli og flere af de andre et hvil i skyggen mens guiden fortalte.

En del af det vi så inde i paladset var det tempelområde der ligger i den ydre del. Her den høje guldstupa.

Og en fin detalje med porcelænsudsmykning fra taget på en af de mindre tempelbygninger.

Foran de fleste dør- og portåbninger i sådan et tempelområde står der dørvogtere.

Dvs. to statuer af skabninger, en på hver side af åbningen.

Det kan både være en kombination af mennesker og forskellige dyr, og mere eller mindre fantastiske dyr:

Inde på paladsets område var der også en miniature kopi af Angkor Wat som en tidligere konge havde fået konstrueret.

Der var mange fine detaljer af murudsmykning

og masser af stupaer i alle størrelser rundt omkring.

Ude foran et af templerne stod der kar med vand og blomster til at stænke vandet på sig som en velsignelse med.
Jeg er aldeles velsignet:

Også Tante Gurli – omend hun nu vist mere satte pris på den kølende effekt i nakken.

Så var det blevet tid til et hvil i skyggen inden vi gik videre.

I en nyere del af paladset kunne man begynde at se det tidspunkt hvor vestlig indflydelse begyndte at gøre sig gældende i Thailand. Som denne bygning med vestlig inspireret arkitektur, men med det traditionelle thailandske kongetag.
I slutningen af vores tur rundt på paladsområdet så vi tilfældigvis dette her – kan du gætte hvad det er?

Nej, det er ikke en bærestol, det er en kiste hvor den døde sidder op inden i. Ikke at der er noget lig her, for det var en testkørsel af en kommende begravelse af et medlem af kongefamilien som var død for nogle måneder siden. I Thailand er det sådan at man beholder liget i 7 dage inden man kremerer det – og hvis man er rigtig adelig og vigtig kan man beholde det i op til 100 dage – så har man god tid til at øve begravelsesceremonien.
Her så vi også det særlige konge-wai:


(Wai er den hilsen thailændere bruger, med samlede hænder foran overkroppen eller ansigtet og et lille buk. Som det måske kan ses på billedet er konge-wai lidt mere omstændeligt.)

For godt 14 dage siden tog jeg toget til København og satte mig fuld af forventning ind i et Thai Airways fly og lod mig transportere til Bangkok sammen med Tante Gurli og Onkel Jørgen.

Det første der møder en ombord på sådan et fly er – udover de ulastelige stewardesser i nationaldragt – en varm vaskeklud til at tørre sine hænder i, en snack og en drink. Ikke nogen dårlig måde at begynde ferien på :-)

Vel ankommet til Bangkok er det første der sker desværre at Tante Gurli falder på vej op ad trappen til hotellet og slår både skinneben, kind og briller – sidstnævnte så de bliver ganske skæve. Så vi drager ud i den store by for at finde en optiker der kan rette dem ud igen.
Hos en thailandsk optiker bliver man mødt af smilende, uniformerede yngre kvinder som serverer juice og finder stole frem.

Med blomsterpynt endda:

Brillerne blev fluks rettet ud og det hele kostede…. ikke en øre!
På vej videre fra optikeren stoppede vi forbi en bagerforretning og fik lidt til maven. De havde vældig flot dekorerede kager.

Bagefter – nu med udrettede briller og mindre tomme maver – tog vi skytrain – en slags hævet metro (Bangkok har også en almindelig underjordisk metro) – ud til Bangkoks berømte weekendmarked.
Der har de alt – og jeg mener alt – fra blomster, til tøj, håndklæder, køkkengrej, smykker, nipsting af alle slags, mad og meget, meget mere. Vi gik rundt der længe – så længe at Onkel Jørgen helt glemte at drikke vand og blev svimmel :-/

Tilbage til hotellet – først med skytrain og så med hotellets færgebåd det sidste stykke ned ad floden. Når man er kommet ombord på båden viste det sig at der fluks kommer en tjener rundt. Først med en kølig klud til at tørre sved af panden og byens snavs af hænderne, og dernæst med et glas iskoldt drikkevand. Det er slet ikke så tosset sådan med lidt service :-)

Om aftenen blev vi hentet af en båd med dækket bord, mandskab og buffet af thaimad.
.
Så kunne man ellers nyde sin mad og samtidig se hvordan mørket stille faldt på på vej hen ad floden.
Mange af de berømte monumenter var oplyst – her Grand Palace:

Også Wat Arun – et tempel i Khmerstil (mere om det senere)

Mætte af dagens indtryk – og stadig lidt trætte efter flyveturen – blev vi afleveret tilbage på hotellet så vi kunne sove ud inden morgendagens udflugt til Grand Palace.

Morgen i Kastrup. Luften er tyk og hvid af tåge, og landingsbanen ikke at se før flyet blidt møder den. Temperaturen udenfor er mindst 20 grader for kold når man kommer lige fra Thailand og verden gråner med afsluttet-ferie-stemning.

Sidder i toget, dagen lysner. Solen kigger frem og himlen bliver blå. Et fantastisk forårsvejr folder sig ud mens jeg rytmisk bliver transporteret nærmere hjem.

Jeg hentes på banegården af Lasse og køres fluks hjem til min Mors varme omsorg. Mad, bad, selskab og lur i solen – så er det alligevel ikke så slemt at komme hjem :-)

Ahh, ferie :-) Den var tiltrængt men jeg er lidt på vej i panik nu hvor den slutter.
Et helt år (næsten) på arbejdet venter forude inden jeg skal på skole igen.

Og så er der den, hm, bagatel at jeg har taget grundigt på i ferien – jeg har åbenbart nydt livet for meget i London og hos Gurli og Jørgen. Så mit hovede kører rundt med fuld fart og har travlt med at fortælle mig hvor doven, uduelig, fed, dum og ulækker jeg er ;-( …For slet ikke at tale om at det bestemt også må være derfor jeg ikke længere er god nok til at være nogens kæreste. Oh jubel!

Inden det går helt i sort sump kommer her et par billeder fra ferien.

En af de første dage var jeg ude hos Mor og Lasse, hvor Christoffer og jeg fandt på at lave french toast til formiddagsmad. Det var dog ikke helt nemt for den unge herre faktisk at få fred til at spise.

I London stødte jeg på denne bus, som nok kunne være værd at tage til slutdestinationen.

Sammen med KB var vi ude at spise sushi en aften. Den aldeles udmærkede restaurant havde blandt andet denne spider roll på menuen – en maki-rulle med en hel krabbe i, ben og det hele.

…Spørg mig ikke hvordan de var sluppet af med skjold og skaldele.
Det så farligt ud (“Tjener, der er en alien i min sushi!?”) men smagte godt. Jeg sørgede dog omhyggeligt for at få et af de stykker der ikke stak ben ud af.

Tilsidst et billede af dagens fangst fra i tirsdags da jeg var med Onkel Jørgen ude at røgte ruser. De tre rygeål vi fik er taget fra, så her er tilbage en håndfuld stegeål og 19 lækre ålekvabber.

Adskillige af dem (kvabberne altså, stegte ål er ikke lige mig) endte friskstegte i min mave. Mmm. Og fik jeg endda en portion med hjem i fryseren til senere.

Varm undergrundsvind roder mig i håret og varmer mine ben. Der er ikke meget luft hernede, men alligevel er det en hyggelig labyrinthule, tryg og lun.

Rundvisning i det japanske galleri på British Museum. Engageret, senet og entusiastisk guide, som virkelig lyder til at brænde for sit felt. Jeg smiler, lytter, lærer lidt og tænker glad på sidste og forrige gang. Det er et museum jeg aldrig tror jeg kan få nok af. Hvorfor har vi mon ikke sådan et i Århus?

Uventet japansk (spise)tema. Om tirsdagen går vi tilfældigt ind for at spise frokost på en japansk restaurant. Da maden kommer og jeg har smagt på den længes jeg fluks tilbage til Tokyo. Mmmm, tonkatsu. Et væld af minder danser omkring i mit hovede, vækket af duft og smag. Måske skal jeg alligevel til Japan igen engang? Vi spiser i hvert fald japansk igen både onsdag og torsdag.

Jeg har ikke set på min bankkonto efter jeg er kommet hjem – det virker lidt farligt. Jeg tror jeg har brugt rigtig mange penge. På en måde har det vel nærmest været min målsætning at bruge penge, at købe de ting jeg gerne ville have uden at spekulere for meget over hvad de koster hver især. Så sparsommelig som jeg er til hverdag burde det ikke være urimeligt. Men det føles alligevel rigeligt løssluppent, også selvom de ting jeg har købt alle er hverdags-luksus: Lækker shampoo og hårkur, bøger jeg gerne vil læse, et par sko til når det bliver efterår, den slags.
Uh, og så er der de penge jeg har brugt på mad. Når man går ud og spiser to gange dagligt løber det hurtigt op. Normalt er det en blandet fornøjelse for mig at gå ud at spise, for jeg under næsten altid kun mig selv det billigste fra menukortet jeg tror jeg kan lide.
Utroligt nok(!) er det meget sjovere, og også en betragteligt større nydelse, når man i stedet for at skele til prisen bestiller det man har mest lyst til at spise. I den sammenhæng fungerede vores system med at betale alle måltider sammen og så bare dele med tre rigtig godt. For hvis jeg alligevel betaler en trediedel af vores fælles spiseudgifter, så kan jeg jo lige så godt bestille det jeg helst vil have eftersom jeg kommer til at betale for det alligevel :-)
… Ind imellem spekulerer jeg på om jeg mon er den eneste der er nødt til at benytte den slags strategier for at snyde mit eget hovede?

I Jaipur red vi på elefanter op til Amber Fort. Jeg red på denne her

Så gik turen i gåsegang op ad processionsvejen til fortet.

På vej op var der fin udsigt over den persiske have

Så gik vi op ad trappen til selve fortet.

Hele vejen op til det øverste udsigtspunkt over modtagelsesgården. Her kunne koner og konkubiner se hvad der skete igennem gittervinduet uden selv at blive set.

(Jeps, det var dernede vi kom ridende på elefanter lige før.)
Heroppefra kunne man endnu bedre se symmetrierne i den persiske have

Inde i de mere private dele af paladset var der fine udsmykninger med farver og spejle


Hist og her var et enkelt panel restaureret så man kunne forestille sig hvordan rummene mon tog sig ud da de var nye.

Ikke kun væggene var fine, loftet var der gjort mindst lige så meget ud af

På vej tilbage til Jaipur efter at have set Amber Fort passerede vi en sø med et lystpalads i. Tilsyneladende havde mogulen lyst til at jage ænder, og hvad er så mere oplagt end at få bygget et jagtslot ude i søen? De rige har mange glæder.

Nu vi er ved de rige så jeg også i Jaipur denne fantastiske halskæde

Og prisen? Den beskedne sum af 75000 euro. Men så følger øreringene skam også med.

Den første dag var slet ikke slut endnu selvom vi ikke havde sovet ret meget i flyet på vej til Delhi. Først var vi ude at se Raj Ghat, stedet hvor Gandhi blev kremeret.

og derefter huset hvor han boede sine sidste dage og i hvis have han blev skudt.
Så var jeg også godt træt

Men vi var skam ikke færdige. På programmet var også et stort sikh-tempel. Når man besøger et sikhtempel skal man have noget på hovedet. Så der var naturligvis et tørklæde-udleveringskontor så selv de tåbelige turister kunne være passende påklædt. Bemandingen (i baggrunden) så nu alligevel noget skeptisk ud

Vi blev ellers fine. Både Tante Gurli

og Onkel Jørgen

:-)
De lokale bar deres tørklæder en del mere yndefuldt.

I sikhismen går man op i at hjælpe de fattige, og i det tempel vi besøgte havde de et kæmpestort køkken hvor de hver dag lavede et enormt fælles måltid for alle som måtte dukke op – helt drevet af frivillig arbejdskraft.
Der var store gryder der skulle røres i

Amforaformede krukker på stribe med masser af dal (krydret linsesuppe/grød)

Og ikke en sandkasse, men en melkasse hvor folk kunne sidde på rad og række og udrulle fladbrød.

I sådan et stort køkken er opvasken også stor.

Først var der en lang rejse – motorveje, lufthavne, busser og en tidsforskel som skar 4½ time af nattesøvnen.

Dernæst hotelværelse – slet ikke ringe.

Sågar toiletterne ved receptionen var der gjort noget ud af. Her er servietterne til at tørre hænder i, pyntet med frisk blomst.

Der var også en have – omend græsset ikke havde det så godt her i den tørre årstid – hvor man kunne sidde i kurvemøblerne og forsøge at se civiliseret ud.

Den første dag lagde vi ud med en rickshawtur. Der kan være mange passagerer på sådan en:

Vi nøjedes nu med at være to i hver, og så var pladsen for brede vesterlændingerumper endda trang.

Vi kørte i den gamle del af Delhi, blandt hundredevis af små butikker der solgte forskelligt tingeltangel.

Trafikken var tæt

Meget tæt

og også over hovederne på os var der godt fyldt op. Både af elnettet

… elspindet måske snarere?
og af byens andre beboere

Endelig blev det ferie! Og tiltrængt var det.

Mandag morgen kørte René og jeg sydpå, til 3 dages dasen og forkælelse her.

Som regel er hotelhjemmesider fulde af billeder som virkeligheden efter ankomst slet ikke lever op til. Det var bestemt ikke tilfældet her – det hele var lige så lækkert som på billederne, personalet opmærksomt venlige og serviceivrige og der var i det hele taget ikke noget at sætte en finger på. Wow :-)
Det trak heller ikke fra på imponeringsskalaen at hoteldirektøren på ankomstdagen bød velkommen, fortalte om stedet og præsenterede sine vigtigste ansatte. En ualmindelig høflig gråhåret tysk herre i ulasteligt jakkesæt som gentagent indskærpede at hvis der var nogetsomhelst vi manglede eller kunne ønske anderledes skulle vi endelig fluks sige til.

Efter at have mæsket os i tre retter dejlig mad (og sådan fortsatte det hver dag, mine sideben er noget bedre polstrede end før ferien) kunne vi ikke vente længere med at udforske pool og sauna.

Poolen viste sig at have rovdyr

I saunaområdet var der ikke en sjæl udover os – slet ikke dårligt :-)
På vej ind:

Flere af rummene havde fint egyptisk tema, her Nofrets dampbad:

Min favorit var så absolut det egyptiske varmerum. 45 grader og lav luftfugtihed, perfekt til afslapning. Horusstatuen hjalp også ;-)

René foretrak den finske sauna hvor der var helt ulideligt varmt.

Udover de mange forskellige saunaer var der – finurligt gemt i små alkover i væggene – sjove brusere. En stor rund en hvor dråberne faldt som lun regn (mmm!) og adskillige hvor man blev brust på fra flere retninger. Hvor mange millioner mon det koster at få sådan en derhjemme? Jeg ønsker mig officielt en. Måske to!

Som vanligt et nyt sted vågnede jeg tidligt den første morgen. Det så vældig idyllisk ud i den tidlige morgensol. Både udefra

og inde i vores værelse.

Udenfor havde de tjenende ånder (som man stadig kunne få glimt af her, mellem 6 og 7) revet stien ved strandpromenaden.

Helt uimodståeligt ikke også selv at lave fodspor fluks efter billedet var taget :-P
Så tidligt var der også velsignet tomt for turister og deres børn

Inden jeg nåede hele vejen ud på molen blev jeg utålmodig og vendte om. Udsigten fejlede dog ikke noget.

Efter lidt morgen-Qi-Gong i strandkanten under smilende tysk vejledning gik vi ned til morgenmad og blev overvældede. Der var alt, fra 7 slags røget fisk til champagne og bugnende ostefade, fra (hov, var lige nødt til at gå ud og smøre mig en mad og hente en kop the bare ved tanken) frisklavede omeletter på bestilling til økoyoghurt og friskpresset appelsinjuice. Jeg har aldrig set noget lignende.

Det var ganske umuligt ikke at spise sig proppet, og så var der jo ikke andet at stille op end at slænge mig i en liggestol indtil det blev middagslurstid. Åh, det hårde daseliv :-D

En ekstra bonus var det aldrende klientel. Langt de fleste af de andre gæster var mere end halvvejs gråhårede, så selvom byen omkring os var fuld af alle slags turister, var der fredeligt på hotellets område. Ingen larmende børn, ingen irriterende teenagere og generelt fred og ro. Midaldrende til pensionerede ægtepar laver ikke så megen ballade, i hvert fald ikke i offentlighed ;-)
Det var bestemt et af vores kriterier for at vælge netop dette hotel, og det var dejligt at se dem opfyldt. Folk som selv har børn trives muligvis i den larm og det evige postyr, men jeg får som regel mest lyst til at sige noget syrligt og fælt og sparke nogen når jeg udsættes for det.

… Måske er jeg skæbnebestemt til at blive den kvintessentielle sure tante? Eller skurken i en julekalender (“jeg afskyr larm, jeg hader børn, afskaf julen”)?

Min eneste anke på ferien var at der tilsyneladende fulgte slyngler med værelserne. Eller i hvert fald med mit.

Bemærk det skurkagtige grin!
Bare så fremtidige gæster ikke skulle komme i uføre sørgede jeg naturligvis for at tage ham med hjem :-)

Ingen spaferie uden massage og den jeg fik var himmelsk. Kompetente hænder æltede hvad der føltes som litervis af varm kokosolie ind i min trætte krop.

Bagefter var jeg nærmest som genfødt. Det må hotellet have forudset og ment berettigede et nyt navn (de har selvfølgelig også en del erfaring med spa-ting), for mit husk-din-massagetid-idag-kort så således ud:

Nå, inden jeg snakker hele dagen væk: Hurra! Langt det bedste hotel jeg nogensinde har været på. Samme kæde har flere spahoteller med samme koncept – fremragende mad, højkvalitets pool, sauna og spa-faciliteter, stort set ingen børn – og adskillige af dem ligeledes i Nordtyskland og indenfor køreafstand. Jeg pønser!