Kattens Rejse

Archive for the ‘Rejser’ Category

Ahh, ferie :-) Den var tiltrængt men jeg er lidt på vej i panik nu hvor den slutter.
Et helt år (næsten) på arbejdet venter forude inden jeg skal på skole igen.

Og så er der den, hm, bagatel at jeg har taget grundigt på i ferien – jeg har åbenbart nydt livet for meget i London og hos Gurli og Jørgen. Så mit hovede kører rundt med fuld fart og har travlt med at fortælle mig hvor doven, uduelig, fed, dum og ulækker jeg er ;-( …For slet ikke at tale om at det bestemt også må være derfor jeg ikke længere er god nok til at være nogens kæreste. Oh jubel!

Inden det går helt i sort sump kommer her et par billeder fra ferien.

En af de første dage var jeg ude hos Mor og Lasse, hvor Christoffer og jeg fandt på at lave french toast til formiddagsmad. Det var dog ikke helt nemt for den unge herre faktisk at få fred til at spise.

I London stødte jeg på denne bus, som nok kunne være værd at tage til slutdestinationen.

Sammen med KB var vi ude at spise sushi en aften. Den aldeles udmærkede restaurant havde blandt andet denne spider roll på menuen – en maki-rulle med en hel krabbe i, ben og det hele.

…Spørg mig ikke hvordan de var sluppet af med skjold og skaldele.
Det så farligt ud (“Tjener, der er en alien i min sushi!?”) men smagte godt. Jeg sørgede dog omhyggeligt for at få et af de stykker der ikke stak ben ud af.

Tilsidst et billede af dagens fangst fra i tirsdags da jeg var med Onkel Jørgen ude at røgte ruser. De tre rygeål vi fik er taget fra, så her er tilbage en håndfuld stegeål og 19 lækre ålekvabber.

Adskillige af dem (kvabberne altså, stegte ål er ikke lige mig) endte friskstegte i min mave. Mmm. Og fik jeg endda en portion med hjem i fryseren til senere.

Varm undergrundsvind roder mig i håret og varmer mine ben. Der er ikke meget luft hernede, men alligevel er det en hyggelig labyrinthule, tryg og lun.

Rundvisning i det japanske galleri på British Museum. Engageret, senet og entusiastisk guide, som virkelig lyder til at brænde for sit felt. Jeg smiler, lytter, lærer lidt og tænker glad på sidste og forrige gang. Det er et museum jeg aldrig tror jeg kan få nok af. Hvorfor har vi mon ikke sådan et i Århus?

Uventet japansk (spise)tema. Om tirsdagen går vi tilfældigt ind for at spise frokost på en japansk restaurant. Da maden kommer og jeg har smagt på den længes jeg fluks tilbage til Tokyo. Mmmm, tonkatsu. Et væld af minder danser omkring i mit hovede, vækket af duft og smag. Måske skal jeg alligevel til Japan igen engang? Vi spiser i hvert fald japansk igen både onsdag og torsdag.

Jeg har ikke set på min bankkonto efter jeg er kommet hjem – det virker lidt farligt. Jeg tror jeg har brugt rigtig mange penge. På en måde har det vel nærmest været min målsætning at bruge penge, at købe de ting jeg gerne ville have uden at spekulere for meget over hvad de koster hver især. Så sparsommelig som jeg er til hverdag burde det ikke være urimeligt. Men det føles alligevel rigeligt løssluppent, også selvom de ting jeg har købt alle er hverdags-luksus: Lækker shampoo og hårkur, bøger jeg gerne vil læse, et par sko til når det bliver efterår, den slags.
Uh, og så er der de penge jeg har brugt på mad. Når man går ud og spiser to gange dagligt løber det hurtigt op. Normalt er det en blandet fornøjelse for mig at gå ud at spise, for jeg under næsten altid kun mig selv det billigste fra menukortet jeg tror jeg kan lide.
Utroligt nok(!) er det meget sjovere, og også en betragteligt større nydelse, når man i stedet for at skele til prisen bestiller det man har mest lyst til at spise. I den sammenhæng fungerede vores system med at betale alle måltider sammen og så bare dele med tre rigtig godt. For hvis jeg alligevel betaler en trediedel af vores fælles spiseudgifter, så kan jeg jo lige så godt bestille det jeg helst vil have eftersom jeg kommer til at betale for det alligevel :-)
… Ind imellem spekulerer jeg på om jeg mon er den eneste der er nødt til at benytte den slags strategier for at snyde mit eget hovede?

I Jaipur red vi på elefanter op til Amber Fort. Jeg red på denne her

Så gik turen i gåsegang op ad processionsvejen til fortet.

På vej op var der fin udsigt over den persiske have

Så gik vi op ad trappen til selve fortet.

Hele vejen op til det øverste udsigtspunkt over modtagelsesgården. Her kunne koner og konkubiner se hvad der skete igennem gittervinduet uden selv at blive set.

(Jeps, det var dernede vi kom ridende på elefanter lige før.)
Heroppefra kunne man endnu bedre se symmetrierne i den persiske have

Inde i de mere private dele af paladset var der fine udsmykninger med farver og spejle


Hist og her var et enkelt panel restaureret så man kunne forestille sig hvordan rummene mon tog sig ud da de var nye.

Ikke kun væggene var fine, loftet var der gjort mindst lige så meget ud af

På vej tilbage til Jaipur efter at have set Amber Fort passerede vi en sø med et lystpalads i. Tilsyneladende havde mogulen lyst til at jage ænder, og hvad er så mere oplagt end at få bygget et jagtslot ude i søen? De rige har mange glæder.

Nu vi er ved de rige så jeg også i Jaipur denne fantastiske halskæde

Og prisen? Den beskedne sum af 75000 euro. Men så følger øreringene skam også med.

Den første dag var slet ikke slut endnu selvom vi ikke havde sovet ret meget i flyet på vej til Delhi. Først var vi ude at se Raj Ghat, stedet hvor Gandhi blev kremeret.

og derefter huset hvor han boede sine sidste dage og i hvis have han blev skudt.
Så var jeg også godt træt

Men vi var skam ikke færdige. På programmet var også et stort sikh-tempel. Når man besøger et sikhtempel skal man have noget på hovedet. Så der var naturligvis et tørklæde-udleveringskontor så selv de tåbelige turister kunne være passende påklædt. Bemandingen (i baggrunden) så nu alligevel noget skeptisk ud

Vi blev ellers fine. Både Tante Gurli

og Onkel Jørgen

:-)
De lokale bar deres tørklæder en del mere yndefuldt.

I sikhismen går man op i at hjælpe de fattige, og i det tempel vi besøgte havde de et kæmpestort køkken hvor de hver dag lavede et enormt fælles måltid for alle som måtte dukke op – helt drevet af frivillig arbejdskraft.
Der var store gryder der skulle røres i

Amforaformede krukker på stribe med masser af dal (krydret linsesuppe/grød)

Og ikke en sandkasse, men en melkasse hvor folk kunne sidde på rad og række og udrulle fladbrød.

I sådan et stort køkken er opvasken også stor.

Først var der en lang rejse – motorveje, lufthavne, busser og en tidsforskel som skar 4½ time af nattesøvnen.

Dernæst hotelværelse – slet ikke ringe.

Sågar toiletterne ved receptionen var der gjort noget ud af. Her er servietterne til at tørre hænder i, pyntet med frisk blomst.

Der var også en have – omend græsset ikke havde det så godt her i den tørre årstid – hvor man kunne sidde i kurvemøblerne og forsøge at se civiliseret ud.

Den første dag lagde vi ud med en rickshawtur. Der kan være mange passagerer på sådan en:

Vi nøjedes nu med at være to i hver, og så var pladsen for brede vesterlændingerumper endda trang.

Vi kørte i den gamle del af Delhi, blandt hundredevis af små butikker der solgte forskelligt tingeltangel.

Trafikken var tæt

Meget tæt

og også over hovederne på os var der godt fyldt op. Både af elnettet

… elspindet måske snarere?
og af byens andre beboere

Endelig blev det ferie! Og tiltrængt var det.

Mandag morgen kørte René og jeg sydpå, til 3 dages dasen og forkælelse her.

Som regel er hotelhjemmesider fulde af billeder som virkeligheden efter ankomst slet ikke lever op til. Det var bestemt ikke tilfældet her – det hele var lige så lækkert som på billederne, personalet opmærksomt venlige og serviceivrige og der var i det hele taget ikke noget at sætte en finger på. Wow :-)
Det trak heller ikke fra på imponeringsskalaen at hoteldirektøren på ankomstdagen bød velkommen, fortalte om stedet og præsenterede sine vigtigste ansatte. En ualmindelig høflig gråhåret tysk herre i ulasteligt jakkesæt som gentagent indskærpede at hvis der var nogetsomhelst vi manglede eller kunne ønske anderledes skulle vi endelig fluks sige til.

Efter at have mæsket os i tre retter dejlig mad (og sådan fortsatte det hver dag, mine sideben er noget bedre polstrede end før ferien) kunne vi ikke vente længere med at udforske pool og sauna.

Poolen viste sig at have rovdyr

I saunaområdet var der ikke en sjæl udover os – slet ikke dårligt :-)
På vej ind:

Flere af rummene havde fint egyptisk tema, her Nofrets dampbad:

Min favorit var så absolut det egyptiske varmerum. 45 grader og lav luftfugtihed, perfekt til afslapning. Horusstatuen hjalp også ;-)

René foretrak den finske sauna hvor der var helt ulideligt varmt.

Udover de mange forskellige saunaer var der – finurligt gemt i små alkover i væggene – sjove brusere. En stor rund en hvor dråberne faldt som lun regn (mmm!) og adskillige hvor man blev brust på fra flere retninger. Hvor mange millioner mon det koster at få sådan en derhjemme? Jeg ønsker mig officielt en. Måske to!

Som vanligt et nyt sted vågnede jeg tidligt den første morgen. Det så vældig idyllisk ud i den tidlige morgensol. Både udefra

og inde i vores værelse.

Udenfor havde de tjenende ånder (som man stadig kunne få glimt af her, mellem 6 og 7) revet stien ved strandpromenaden.

Helt uimodståeligt ikke også selv at lave fodspor fluks efter billedet var taget :-P
Så tidligt var der også velsignet tomt for turister og deres børn

Inden jeg nåede hele vejen ud på molen blev jeg utålmodig og vendte om. Udsigten fejlede dog ikke noget.

Efter lidt morgen-Qi-Gong i strandkanten under smilende tysk vejledning gik vi ned til morgenmad og blev overvældede. Der var alt, fra 7 slags røget fisk til champagne og bugnende ostefade, fra (hov, var lige nødt til at gå ud og smøre mig en mad og hente en kop the bare ved tanken) frisklavede omeletter på bestilling til økoyoghurt og friskpresset appelsinjuice. Jeg har aldrig set noget lignende.

Det var ganske umuligt ikke at spise sig proppet, og så var der jo ikke andet at stille op end at slænge mig i en liggestol indtil det blev middagslurstid. Åh, det hårde daseliv :-D

En ekstra bonus var det aldrende klientel. Langt de fleste af de andre gæster var mere end halvvejs gråhårede, så selvom byen omkring os var fuld af alle slags turister, var der fredeligt på hotellets område. Ingen larmende børn, ingen irriterende teenagere og generelt fred og ro. Midaldrende til pensionerede ægtepar laver ikke så megen ballade, i hvert fald ikke i offentlighed ;-)
Det var bestemt et af vores kriterier for at vælge netop dette hotel, og det var dejligt at se dem opfyldt. Folk som selv har børn trives muligvis i den larm og det evige postyr, men jeg får som regel mest lyst til at sige noget syrligt og fælt og sparke nogen når jeg udsættes for det.

… Måske er jeg skæbnebestemt til at blive den kvintessentielle sure tante? Eller skurken i en julekalender (“jeg afskyr larm, jeg hader børn, afskaf julen”)?

Min eneste anke på ferien var at der tilsyneladende fulgte slyngler med værelserne. Eller i hvert fald med mit.

Bemærk det skurkagtige grin!
Bare så fremtidige gæster ikke skulle komme i uføre sørgede jeg naturligvis for at tage ham med hjem :-)

Ingen spaferie uden massage og den jeg fik var himmelsk. Kompetente hænder æltede hvad der føltes som litervis af varm kokosolie ind i min trætte krop.

Bagefter var jeg nærmest som genfødt. Det må hotellet have forudset og ment berettigede et nyt navn (de har selvfølgelig også en del erfaring med spa-ting), for mit husk-din-massagetid-idag-kort så således ud:

Nå, inden jeg snakker hele dagen væk: Hurra! Langt det bedste hotel jeg nogensinde har været på. Samme kæde har flere spahoteller med samme koncept – fremragende mad, højkvalitets pool, sauna og spa-faciliteter, stort set ingen børn – og adskillige af dem ligeledes i Nordtyskland og indenfor køreafstand. Jeg pønser!

Så! Kun en månedstid eller to forsinket er her et par billeder fra Fastaval, primært af køkkenproduktionen.

Først dog lidt bureaukrati. Da vi ankom til køkkenet den første dag og gik igang med at pakke råvarer og værktøj ud opdagede jeg denne her.

Hvor mange fra kontrolenheden (hvad? Hvilken kontrolenhed? Der findes ingen kontrolenhed!) har mon fået løn for det? Og fik H312 dobbelt løn?

Efter et par dages produktion kom der for alvor gang i lagkagepynten. Førsteudgaven med skummel rød marcipankant og “Memento Mori” indridset i toppen fik jeg ikke noget billede af, så her er i stedet et af dødningehoved-påskeharekagen.

Ikke længe efter kom – inspireret af JohnTV – avatarkagen.

Årets JohnTV kan ses her. Til familie og andre ikke rollespillere er det nok sjovest ved position 15:47 og 31:14.
Der er nemlig Tereseudgaven af Daniels fine gæsteoptræden på Jyllands Postens hjemmeside sidste sommer ;-)

Det er hvad der sker når ens køkkenstorebrødre finder på at ville købe en reklame, og man så er dumdristig nok til at henlede opmærksomheden på sig selv ved at protestere: “Ingen reklamer for vores sandwiches! Så vil folk bare købe endnu flere og så skal vi arbejde mere.”

Der blev ikke kun lavet lagkager. Allan (som også havde støbt de fine chokoladekranier) havde flag og muffinforme med.

Pirat-øde-ø-med-dyreliv-muffins:

Prinsesse-blomster-muffins:

Mmm, de var både gode og fine, så dem kommer der lige et billede mere af

Tilsidst et billede af den smukkeste kvinde i mit liv. Hun vender koket hovedet væk, bare så der ikke er tvivl om hvem jeg mener.

Jeg passer kat og hus denne uge mens min Mor er i sommerhus. Som at være på besøg i et andet liv.
Ænderne rapper stopmætte (den lille bro udenfor er et yndet mål for børn og pensionister med brødposet) fra åen bagest i haven.
Trampolin, frugttræer og højbede troner i baghaven. Solen skiftevis luner og bager mig på terrassen (i hvert fald indtil gårsdagens heldagsregn satte ind) og ind gennem stuevinduerne når jeg trækker indenfor ved myggetide.
Indenfor hersker pinlig orden (i hvert fald efter min målestok – hver gang jeg så meget som trækker vejret ser her mere og mere rodet og snavset ud), der er plads omkring tingene, dug på sofabordet og anerne hænger over klaveret, mine såvel som papanerne.
Arvenips rundt omkring, stearinlys alle vegne, servietter i servietholderen, øl i skabet, klar til gæster. (Øllene står nu som sædvanlig i sikkerhed for mig (hvor har folk været stakkels dengang vandet ikke var sundt og man drak øl), i modsætning til servietter, ost, shampoo og gryn.)

Vådt græs under tæerne i skumringen. Sommeræbler – årets første – smager af regnvejr. Nedfaldsfrugt, lige i min turban.

Pernille aer Yndig mens jeg tiltusker mig en middagslur. Katten og katten er tilfredse, og Pernille virker heller ikke utilfreds :-)

Store, globerunde solbær, små bomber af syrlighed i morgenyoghurten. Kun bedre af at være franarret den dugbadede busk uden at jeg selv blev alt for våd.

Fugtig-løs jord i mine hænder og langt op under neglene mens følesansen jager de små nye kartofler der lige har fået vendt op og ned på deres omverden af greben. Kartofler, fetastuvet spinat og karbonader gordon bleu venter i aften. I morgen kartoffelsalat. Sensommerens overflod på vej.

Regnen trommer på taget, og Hr. Vind taler gennem vinduer på krog og i udhæng og sprækker. Udenfor er tillokkende og betryggende tæt på, inden for rækkevidde her væk fra byens midte.

Her kommer så de billeder der ikke lige passer til det jeg skrev undervejs, men som alligevel hvisker “blog mig”.
Rækkefølgen er nogenlunde kronologisk.

De fine stewardesser på vores fly fra Kastrup til Bangkok – ikke bare har Thai god service, deres medarbejdere er også nydeligt klædt på.

Leoparden er vel ankommet til Siem Reap i Cambodia, hvor der på sengen er udbredt en nattøjs-sarong.

Vores første tempel Banteay Srei.

Jungletemplet.

Det var næsten det mest imponerende af dem vi så, så meget desto mere indtryksskabende fordi naturen har taget så meget af det tilbage.

Spændende lys nede af korridorerne, hvor det kun falder ind gennem de huller træerne har lavet i taget.

Nogle af træerne så meget grådige og kødfulde ud, nærmest som kvælerslanger.

Mig spiste de dog ikke.

På vej til Angkor Wat

Trapperne op til tårnene er stejle – bemærk hvordan folk klatrer. Jeg er der vist også et sted.

Onkel Jørgen klatrede med op til toppen, men han så lidt beklemt ud deroppe.

I mange af templerne var der ‘søjler’ i vinduerne, for at bære vægten. Det gav en fin effekt.

Det er jo et tempel, så der var også munke. (Dette her er jeg selv ret godt tilfreds med ;-) )

Som dagens sidste stop kørte vi hen til et mindre tempel fra hvis top vi så solen gå ned over Angkor Wat.

Da vi kom tilbage til hotellet om aftenen var Leoparden (antageligvis på stuepigens opfordring) igang med at lege skjul i sengen.

Fra et af templerne i Roulos-gruppen.

Tissestop på vej til Phnom Penh, der var – som alle steder – folk som solgte snacks og kolde drikkevarer. Er I sultne? Mmm, otte sprøde ben ;-)

I Phomn Penh så vi sølvpagoden. En masse fugle så den også.

Der var tusindvis af skoleelever på gaden udenfor paladset – Cambodias kongelige havde besøg af en prinsesse fra Schweiz. (… Er jeg den eneste som ikke huskede Schweiz har et kongehus? Har de et kongehus?)

Vi så også nationalmuseet – klassisk Khmerstil, men med fransk byggeteknik ;-)

I et hjørne foran kom en stenelefant luskende.

Indenfor var Ganesha.

Videre til Vietnam og Mekongdeltaet.
På den anden side af grænsen til Vietnam nede i Mekongdeltaet er det første vi ser en fiskefarm. Alle elefantørefiskene (de smager godt! :-) ) er kommet op til overfladen, for det er fodringstid.

Fiskeopdrætterne bor også selv i huset på pæle på floden, hvor fiskene går indhegnet i net nedenunder. Her et kig ud til deres toilet, hvor hundens vandskål også stod.

På sejlturen rundt i deltaet så jeg den første vietnamesiske kat. Der var ellers ikke mange, de er vist mest et hundefolk.

De vietnamesiske kvinder dækker sig godt til for ikke at blive solbrændt, som i Japan anses den hvide hud for smukkest.

Og som i Afrika kan de noget med balance.

(Mon hun med vilje har stablet kagerne så højt at hun ikke kan nå op og småspise af de øverste undervejs? ;-) )
Klid er sundt, mere klid er endnu sundere. Her er en hel skibsladning risklid ved at blive transporteret ned ad floden til brug som brændsel.

Lidt senere passerer vi på gangstien ikke en grusgrav men en klidgrav. (Ja, det _er_ klid, ikke sand).

Under sejlturen i små joller på deltaets smallere grene ser vi dette prima eksempel på vietnamesisk infrastruktur.

I Saigon ser vi præsidentpaladset. I bunkeren under det kan vi konstatere at en af grundene til Sydvietnams undergang muligvis er at også der havde de computerudstyr (eller hvad vi nu kalder det hvis det er fra 60erne. Datamater?) lavet af en Gates.

Tante Gurli har hele efteråret gået til engelsk, og denne dag fik hun brug for det. Onkel Jørgen og jeg var gået ned ad gaden for at finde en deodorant til mig (flisebadeværelsesgulv, glasdeodorant, klir :-/) og Tante Gurli kommer derfor alene hjem til deres værelse – og knækker nøglen i låsen. Da vi ikke var der, måtte hun selv forklare problemet i receptionen, og her sidder hun så, i gangens sofaarrangement efter veludført fremmedsprogskommunikation.

Mens den hidkaldte ansatte fjerner nøglestumpen.

På vej op til Da Lat stopper vi i de lange eftermiddagsskygger ved et vandfald. Der er silhouetter at kamera-lege med på opstigningen tilbage til bussen.

Jeg kan også blive alien i den rigtige belysning.

Tidlig morgen i Da Lat. Søvndrukken og utilpas tror jeg ikke helt mine kontaktlinseløse øjne i spejlet. En myg har fået eftertrykkeligt ram på mig i løbet af natten. Mit ansigt var det eneste der stak frem fra tæpperne i løbet af natten, med det resultat at jeg har et øje der er stukket til så det ikke kan åbnes helt, jeg har en ordentlig myggestiksbule i højre tinding og hvad der ligner et blåt øje i højre side. Så tror pokker jeg er groggy.

På besøg hos Lat-folket (“Da Lat: Latfolkets landsby/sted, en af Vietnams mange etniske minoriteter) byder matriarken os på hjemmelavet risbrændevin. Det oprindelige bambussugerør har hun erstattet delvist med en plastikslange – “så turisterne ikke bare kan lade som om de smager”. Det er hendes stribede nederdel, hun holdt omhyggeligt øje med os alle sammen.
Lat-folket var tidligere animister, og blev senere katoliceret af franskmændene. Der er ingen religionskonflikt her, som udsmykningen af landsbyens kirke understregede. Ja, det er en totempæl.

Fra en af de tidligere kongelige residenser.

På vej ned mod kysten igen dyrkes der mange steder tobak. En ryger i tobakmarken.

Her skal det retfærdigvis siges at det billede Kirsten og Asser har taget over samme tema er væsentligt bedre. (Det kan ses her, men der er lang loadtid.(De sidste billeder I har sendt mig skal nok komme op snart, der er ikke sket så meget på den front den sidste halvanden uge da jeg har moret mig med at have mund- og klovsyge. Nej, den er god nok. Og enten er jeg et barn, eller også er det tilsyneladende alligevel ikke kun børn der får det.)) men da jeg ikke har taget det kan jeg jo ikke så godt tillade mig at blogge det, vel? ;-)
Vi ser også bomuldsmarker.

Den er fin – og ser sulten ud.

Busturene er lange, og jeg bliver endnu nemmere køresyg end normalt på grund af medicinen. Så jeg er heldig og får lov til at sidde oppe på det forreste sæde ved siden af Tran så jeg kan se ud. Tilsyneladende kan hverken udsigt eller selskab afholde mig fra en eftermiddagslur på et af de længere stræk.

I Nha Trang, ude ved kysten er der masser af frisk mad fra havet. Jeg spiser østers med soya og wasabi og en fin krabbe. Lækker var den også.

Nær vores sidste destination, turistområdet Mui Ne ligger røde sandklitter. Deres farve skifter nu meget alt efter hvad man får gjort med sit kamera og solen.


Nedenfor klitterne har en driftig vietnameser åbnet en lille café med skygge, kølige drikkevarer og hængekøjer. Vældig populært blandt turister der lige har være oppe at vade i sandet i eftermiddagsheden.

Fiskere fra den nærliggende landsby på vej i land i en af de små, runde kurvebåde de færger folk og fisk med.

Finn tilbyder mig en tur på sin lejede knallert – vi kommer ud i de små afkroge af fiskerlandsbyen og tilbage igen insisterer Onkel Jørgen på at knipse det.

Nu vi var i turistland kom jeg også til stranden lige neden for hotellet (hele 30 meter fra poolen og baren). Godt en time tror jeg, men bevidnet blev det. Hvor er der meget sand på sådan en – og tænk at folk gider tage på ferie udelukkende for at komme slige steder hen.

Alle bungalowerne på vores resort (en resort er et hotel med baghave lige ned til stranden har jeg nu lært) havde en væg der ikke var der i badeværelset.

Igrunden hyggeligt, men rigtig trælst med myggene efter mørkets frembrud. Man føler sig som jaget vildt hvis man skal op og tisse om natten.
Den fine ballon kom med hjem, og er stadig stor og rød.

Nytårsfestlighederne begynder for alvor at tage fart. Der er traditionel dans og mad i den anledning, små lysbåde på poolen og restauranterne og barerne langs Mui Nes eneste gade har lukket eller lukker til midnat fordi de lokale enten er rejst hjem til familien for at fejre nytår eller skal ind til Phan Thiet og feste natten væk.


Mr. Huy har serveret morgenmad for mig de sidste par dage, og nu også nytårsmiddag. Selvudslettende og tydeligvis meget genert. Han har netop fået fri som vi bliver færdige med maden og Tran haler ham med ud at drikke en enkelt, stadig i arbejdsuniform, (inden barerne lukker) sammen med os andre.

Det viser sig at Huy kunne have været mig. Han stammer fra Da Lat (4 årstider på en dag husker I nok) og har læst matematik og datalogi (!) på universitetet i Saigon.
Nu arbejder han så her som tjener, til godt 50$ om måneden, og beretter at alle de (fede) tyskere der er Seahorse Resorts hoved- og stamkunder ikke giver drikkepenge.

Strømmen smutter i kvarteret og vores sidste-aften-drinks-café og gadelygterne har i modsætning til de mondæne resorts ikke egen nødgenerator. I 10 minutter er verden mørk og vi kan pludselig se alle de stjerner lyset gemte over os.

Næsten midnat nu. Stjerneoplyst mørke ved poolen, lysglimt over mig og dugvåd maghonibænk mod min ryg og fødder. Jeg er træt men har ikke lyst til at gå i seng. Ikke endnu. For i morgen rejser vi hjem, tilbage fra hyggeligt selskab og spændende steder til virkeligheden, den grå ikke-vinter og mit rod af et liv.

Det er sent, snart midnat og Huy tager bussen til Phan Thiet. Som jeg spiser morgenmad nu, klokken 7 er ham på arbejde igen mens løvedanserne begynder. I eftermiddag når han har fri tager han bussen den lange vej til Da Lat for at holde nytår med sine forældre.


Lige her: Overdådig oase, med mosaikstier, lyden af brændingen, store, hvide håndklæder og masser af sikkerhedsfolk rundt omkring (firestjernede hoteller bliver ikke ved med at være firestjernede hvis der bliver stjålet fra turisterne).
På den anden lide af vejen, lidt længere ude: Skure i blik og plast, træ og palmeblade. Store velnærede rotter og magre, arbejdende, barfodede mennesker. Smalle sandgyder – godt skulderbredde – og en allestedsnærværende lugt af fisk, ansjoser, lagt til soltørring.
Man skulle være hård om hjertet for ikke at skamme sig.

Sidste morgen i Mui Ne. Søvnløs giver jeg op inden seks og trisser ned for at se solen stå op.
Begyndende rødmen ud over havet i det falske daggry – hvordan solen kan både stå op og gå ned i det samme hav har jeg ikke helt grejet, det er nemlig kun omkring 130 grader af udsigten der er hav.