Efter Jasper kører vi mod syd på den berømte Icefields Parkway. Landskabet kan helt tage vejret fra en, og langs vejen er der masser af skilte der peger mod udsigtspunkter, hiking trails og andre skjulte skønheder man ikke kan se fra vejen – som her, hvor vi er stoppet ved Athabasca Falls.
Vi kommer højere op, og glasurlaget af sne på de omkringliggende bjergtoppe bliver tykkere.
Sneen tegner figurer. Fra toppen af morænen foran Athabasca-gletcheren er der et flot firben på bjerget bagved.
På gåturen op til gletcheren er der årstalsskilte. Her gik gletcheren til i 1942. I 1961, 1984. Parkeringspladsen er først anlagt en halv times gang fra gletcherens fod, så er der i de senere år bygget en ny – som nu allerede ligger 1km fra foden. Afsmeltningens hastighed bliver skræmmende tydelig på gåturen.
Oppe ved foden blæser en kold vind gennem tanker og landskab. Gletcheren forsyner store dele af det nordamerikanske landskab med vand, og skiltene fortæller os at om højst 100 år er den væk, med store konsekvenser for dyr og mennesker i området.
Skal tankerne afledes fra klodens dystre fremtid kan man her i stedet meditere over folks dumhed. Oppe ved gletcherfoden er der velskiltede afspærringer: Gå ikke ud bag hegnet, det er farligt, selv få meter fra afspærringen kan der åbne sig sprækker under dig. Og (det er åbenbart svært at trænge igennem): lige her døde en lille dreng i 2004, husk at de sidste 3 redningsforsøg på gletcheren mislykkedes, de, der faldt ned, døde af kulde før de kunne reddes op.
Så skulle man jo tro at folk var påpasselige og opførte sig pænt, ikke? Nix. De går om bag hegnet for at tage billeder (selfies er åbenbart bedst hvis de er lidt farlige?). Præmien går til den familie der lader deres otteårige knægt løbe rundt bag hegnet lige omkring skiltet med det døde barn. Yikes!
Som I kan se på billedet opfører vi os (i hvert fald lige der) ordentligt.
Nede igen kører vi videre sydpå. Til endnu en bear jam og højdepunktet af tåbelighed vi når at observere i parken:
I vejkanten står en flot sort bjørn. Tæt på vejen, bare 5 meter fra asfalten. I siden af vejen står måske 15 mennesker med kameraer OG DERES BØRN! Lige ved siden af bjørnen. Idioter! Vi kører langsomt forbi og håber i vores stille sind at bjørnen snupper et par stykker, bare så de kan lære det.
Overalt i parken advares de besøgende: Hold afstand og bliv i bilen, for dyrenes skyld. Lad være med at fodre dem – dyr der spiser menneskemad har svært ved at overleve vinteren. Lad være med at gå tæt på farlige naturfænomener. Bliv inden for afspærringerne for ikke at trampe på planter der skal have ro til at regenerere.
Vi talte på fingrene da vi kørte ud: Der er ingen forbud vi ikke så overtrådt. Tilliden til turister som menneskeart er lavere end nogensinde før – ikke engang for egen overlevelses skyld holder de deres børn væk fra bjørne og gletchersprækker :-O
Dagen slutter i Golden. En meget lille by vest for Banff med et arketypisk motel. Slidte gulvtæpper og et køkken der ligner det er ældre end mig. Papirtynde vægge hvor man kan høre de andre gæster skændes. En sær og lidt hengemt lugt fra 80erne hvor man sikkert måtte ryge på værelserne. Noget af et kulturchok efter vores lækre, nye, rene værelse i Hinton. Kort sagt: Den helt autentiske moteloplevelse 🙂
Vi er ikke kede af at køre videre, mod Glacier National Park og Revelstoke.
Her kommer vi ned i et regnskovsområde med høje, gamle cedertræer og en magisk tysthed mellem stammerne.
Når man kigger ind mellem stammerne i retning modsat solen er der en dunkelsmuk og ærbødighedsopfordrende stemning i luften. Jeg tænker det må være den de første katedralbyggere har forsøgt at efterligne.
Vi kører gennem Roger’s Pass på vej mod Revelstoke.
Her er vi midt i lavineland (i Revelstoke falder der 23 meter sne hver vinter) og vi ser mange skilte med advarsler om at opføre sig hensigtsmæssigt. Når snelaget bliver tykt provokerer man laviner (så de rulle når man ønsker det, antageligvis) med artilleri.
På den anden side af passet spadserer vi gennem Giant Cedars Boardwalk. Endnu et lille stykke bevaret regnskov, men lidt lysere og med over 500 år gamle cedertræer.
Længere nede ad vejen mod Revelstoke stopper vi ved en inviterende sti langs en søbred.
Her er mærkbart varmere og mere fugtigt, og inden længe har vi mere lyst til at gå tilbage til broen over en bæk der løber til søen – mon ikke vi kan finde en vej ned og få fødderne kølet lidt?
Bækken er tydeligvis smeltevand, vandet er køleskabskoldt! Jeg vender hovedet væk ikke bare så I ikke kan se min grimasse (ahh! og iiiih! på samme tid), men lige så meget fordi bækken bruser så højt at jeg ikke hører Ingrid sige at hun vil tage et billede.
Der kommer er par børnefamilier ned for at soppe i søen mens vi sidder der, men de forstyrrer ikke freden, for man kan slet ikke høre at de taler sammen 😉
Ingrid har skoene på igen og er helt klar til ballade.
Så vi rejser os og kører videre, mod Meadows In The Sky Parkway som fører til toppen af Mount Revelstoke.
Vejen er smuk og snoet. Landskabet ændrer sig til nåleskov, men med et frodigt lysegrønt græstæppe nederst og andre blomster end før. Gennem Jasper og langs Icefields Parkway var rabatten fuld af de pangfarvede røde common painbrush.
Her skifter farven, vejkanten er fuld af små blå blomster som disse her (cikorie?)
Vejen bugter sig opad mellem nåletræerne og giver på de stejlere stykker, præcis som navnet lover, en fornemmelse af at køre på en frodig alpin eng, lige op i himlen. Vi er betagede og glemmer at tage billeder. Måske det mest forunderlige stykke vej på rejsen.
Mount Revelstoke National Park er den eneste nationalpark i Canada der er oprettet fordi beboerne var så glade for bjerget at de ønskede at få det fredet. Vejen op er bygget fordi lokale entusiaster slæbte gud og hver mand med op til toppen for at vise det smukke bjerg frem og få en vej finansieret.
Lidt senere på sommeren blomstrer endnu flere slags blomster end vi så – jeg kan godt forstå de ville have deres bjerg fredet 🙂
På toppen af bjerget ligger der endnu lidt sne,
og her er en fantastisk udsigt over Columbia River og bjergene omkring.
Nu har vi også prøvet at stå på en bjergtop 🙂
Der er også en grizzlybjørn på toppen af bjerget – bjørneskiltene her her har alvorlige neonfarver og anbefaler at man går mindst 4 voksne sammen og larmer.
Den lokale shuttlechauffør fortæller at igår hyggede bjørnen sig med at bade i den ene af de små søer heroppe. Vi var godt tilfredse med ikke at møde Hr. Grizzly.
På vej ned stopper vi og kigger på Revelstoke oppefra.
Uden mad og drikke duer rejsehelten ikke, så om aftenen går vi ud og spiser bøf i Revelstoke. Ingrid helt klar til at bøffen serveres.
No comment so far