Kattens Rejse

Archive for July, 2010

Kroppen er nærmest afslappet, blid og mat. Eftermiddagens besøg hos fysiterapeuten afslørede at min smertetærskel er højere end længe, og verden passerer forbi mine øjne på en sært uvedkommende afstand.

Sind og følelser er udmattede som en brugt muskel. Oplevelsesovervældet og efterladt i en sart og sårbar følelsesfuldhed går jeg rundt og får tårer i øjnene ved det mindste.

De er gode tårer tror jeg. Den slags der falder når en elsket bog slutter eller når nogen man holder af i en film dør.
Der er bare flere af dem fordi jeg var med i historien, bogstavelig talt med krop og sjæl, og fordi de som døde havde mig indeni eller var mit lånejegs hele fundament.

Musikken spiller ubønhørligt på indersiden af mit hovede og for mit indre blik ser jeg det mørke rum med de uoverskridelige streger på gulvet. Stregerne som holdt mig – Ark – fra min elskede, mit anker og fundament: Fisker.
Institutionen som med sine regler og rutiner fornedrede og fordrejede indtil alt hvad der var tilbage var menneskestumper, forpinte og ødelagte.

Enkelte scener og følelser er krystalliseret som billeder i mit mentale album.

Lyden da Fame i sjælens mørkeste nat åbnede et fødselsdagskort der spiller “Walking On Sunshine”. De spinkle toner i det store, mørke rum, som en spinkel tråd af håb. Om ikke om udfrielse så dog om en oase af fred i hvervelstrømmen.

Det punkt hvor Ark indser at hun lever på lånt tid. Hvor hun erkender at Fisker ikke kan overleve på Institutionen, at han visner og sygner hen af påtvungen passivitet. Fra da af bevæger hun sig frem mod accepten af at der ikke er nogen anden vej ud, at det _er_ bedre for Fisker at dø, selvom hun ved at hun ikke kan leve videre uden ham.

Usikkerheden. Den vedvarende tvivl på om Fisker er rigtigt til stede, om han ser Ark. Klassisk problem i et forhold hvor den ene er en tænker og den anden er en handler. Når han ikke siger det – og det gør han ikke, for ord er ikke vigtige eller nødvendige for Fisker – ved hun ikke om der stadig er fast grund under hendes fødder.

Stens ansigtsudtryk. Ark sidder i sin seng på sovesalen og er ulykkelig. Sten binder forsigtigt først en lillebitte og så en stor sløjfe fast på hendes sengebøjle og siger hun ligner en der kunne bruge en sløjfe på sin seng.
Blandt megen gråd og hulken får hun fortalt at hun græder fordi Fisker ønsker at dø. Som ordene falder stilner Sten – al aggressiviteten, alt det udfarende, mimikken, alt det der normalt kendetegner ham svinder brat idet han forstår Arks situation. Jeg føler lisen i at nogen ser, forstår.

Slutscenen. Det hele begynder forfra. Nye autoritetspersoner, men samme tvang, samme Institution. Vi kan ikke slippe væk, det sidste desperate forsøg er fejlet.
“Skal vi dø nu?” spørger jeg, men Fisker ser ikke ud til at høre det.
Jeg klamrer mig til Fisker, gemmer mig i hans arme. Der er vanvid omkring os, andre som tilsyneladende ivrigt er igang med at skabe den nye verdensorden identisk med den gamle. Fortvivlelse. Der er kun en vej nu.

Gemt i hans favn mærker jeg klædet han vikler om min hals, det klæde han laver sit net af. Han greb er blidt men fast og klædet lunt af hans kropsvarme.
Jeg er tryg, forankret, hjemme et sidste øjeblik mens han strammer til og før verden forsvinder. Det er det øjeblik jeg tager med ind i intetheden.
Ark er død og liget ligger slapt på scenen stadig med det hvide klæde viklet om halsen. Nogen flytter mig, vender mig i forsøget på at fjerne linien fra gulvet, linien der adskiller. “Nyttesløst” tænker Ark-Terese.
Ud af øjenkrogen i det dæmpede lys kan jeg se Fisker gå i knæ foran Maler – hans bedste ven – og hører ham sige “Jeg har mistet min Båd”. Terese-Ark hører/ser/sanser Maler kvæle Fisker. Han har prøvet adskillige gange før, men det er først nu det kan lykkes, nu hvor Fiskers Båd er sunket, hvor han har mistet Ark. Jeg græder af glæde over at Fisker nu er fri.

Musikken har spillet et stykke tid allerede og lyset fader nu helt ud. Jeg, Terese, ligger i mørket med tårer af lettelse, forløsning, overvældelse og lader lyden skylle over mig. Som sangen (jeg kan ikke forestille mig jeg kommer til at kunne høre “My Body Is A Cage” nogensinde igen uden at få en klump i halsen) slutter og der fra hele produktionens side er stille er det eneste man kan høre gråd i mørket. Offgamestemmen bagerst i hovedet siger “Hvis nogen udefra så os nu ville de aldrig forstå hvorfor vi gør det”.
Lyset tænder for første gang i over to døgn. Vi klapper, krammer og græder lidt mere i en stor forvirring.

Nu, flere dage senere efter deroleing, omsorg, efterfest med 5 retters middag og alle mulige andre tiltag for at bringe os selv og hinanden tilbage til virkeligheden står spørgsmålet stadig og er også fremsat af mennesker omkring mig.

Hvorfor gør jeg det? Jeg ville gøre det igen, har tænkt mig at gøre det igen når chancen byder sig, ingen tvivl om det . Ikke lige nu naturligvis, sårene skal have tid til at hele og blive stærke først.

Hvorfor springer nogen mennesker ud i faldskærm eller løber et marathon? Jeg forestiller mig at deres bevæggegrunde ligner, selvom jeg ikke er sikker på at jeg kan sætte ord på mine.

Til dels handler det om at rollespil kan være den ultimative eskapisme. Man læser ikke bogen, man er med i bogen. Men hvis det var det hele så spillede vi allesammen udelukkende tuttenuttet-episke historier med lykkelige slutninger. (Og man kan i den tråd finde masser af især amerikanere online som synes at noget af den her slags alvorlige rollespil som vi især laver i Skandinavien er dybt gak-gak, potentielt skadeligt og aldeles uforståeligt.)

Så hvorfor udsætter vi os selv for potentielt grænseoverskridende traumatiske følelser og oplevelser som det kan tage lang tid at bearbejde bagefter? I et setup som dette her har vi(spillerne) jo alle velvilligt hen over foråret betalt i penge, tid, energi, forpligtelser og masser andet for at deltage – det er ikke noget man lige “kommer til” at være med til uvidende eller ved et tilfælde.

Er det for at føle os levende? For at udfordre os selv? Fordi det rush det giver når det hele er rigtigt er ulig alt andet? Fordi den frihed og indlevelse der er i at kunne udforske at være et andet menneske er forjættende?

Jeg har ikke noget svar, ingen ord der dækker.

Endelig blev det ferie! Og tiltrængt var det.

Mandag morgen kørte René og jeg sydpå, til 3 dages dasen og forkælelse her.

Som regel er hotelhjemmesider fulde af billeder som virkeligheden efter ankomst slet ikke lever op til. Det var bestemt ikke tilfældet her – det hele var lige så lækkert som på billederne, personalet opmærksomt venlige og serviceivrige og der var i det hele taget ikke noget at sætte en finger på. Wow :-)
Det trak heller ikke fra på imponeringsskalaen at hoteldirektøren på ankomstdagen bød velkommen, fortalte om stedet og præsenterede sine vigtigste ansatte. En ualmindelig høflig gråhåret tysk herre i ulasteligt jakkesæt som gentagent indskærpede at hvis der var nogetsomhelst vi manglede eller kunne ønske anderledes skulle vi endelig fluks sige til.

Efter at have mæsket os i tre retter dejlig mad (og sådan fortsatte det hver dag, mine sideben er noget bedre polstrede end før ferien) kunne vi ikke vente længere med at udforske pool og sauna.

Poolen viste sig at have rovdyr

I saunaområdet var der ikke en sjæl udover os – slet ikke dårligt :-)
På vej ind:

Flere af rummene havde fint egyptisk tema, her Nofrets dampbad:

Min favorit var så absolut det egyptiske varmerum. 45 grader og lav luftfugtihed, perfekt til afslapning. Horusstatuen hjalp også ;-)

René foretrak den finske sauna hvor der var helt ulideligt varmt.

Udover de mange forskellige saunaer var der – finurligt gemt i små alkover i væggene – sjove brusere. En stor rund en hvor dråberne faldt som lun regn (mmm!) og adskillige hvor man blev brust på fra flere retninger. Hvor mange millioner mon det koster at få sådan en derhjemme? Jeg ønsker mig officielt en. Måske to!

Som vanligt et nyt sted vågnede jeg tidligt den første morgen. Det så vældig idyllisk ud i den tidlige morgensol. Både udefra

og inde i vores værelse.

Udenfor havde de tjenende ånder (som man stadig kunne få glimt af her, mellem 6 og 7) revet stien ved strandpromenaden.

Helt uimodståeligt ikke også selv at lave fodspor fluks efter billedet var taget :-P
Så tidligt var der også velsignet tomt for turister og deres børn

Inden jeg nåede hele vejen ud på molen blev jeg utålmodig og vendte om. Udsigten fejlede dog ikke noget.

Efter lidt morgen-Qi-Gong i strandkanten under smilende tysk vejledning gik vi ned til morgenmad og blev overvældede. Der var alt, fra 7 slags røget fisk til champagne og bugnende ostefade, fra (hov, var lige nødt til at gå ud og smøre mig en mad og hente en kop the bare ved tanken) frisklavede omeletter på bestilling til økoyoghurt og friskpresset appelsinjuice. Jeg har aldrig set noget lignende.

Det var ganske umuligt ikke at spise sig proppet, og så var der jo ikke andet at stille op end at slænge mig i en liggestol indtil det blev middagslurstid. Åh, det hårde daseliv :-D

En ekstra bonus var det aldrende klientel. Langt de fleste af de andre gæster var mere end halvvejs gråhårede, så selvom byen omkring os var fuld af alle slags turister, var der fredeligt på hotellets område. Ingen larmende børn, ingen irriterende teenagere og generelt fred og ro. Midaldrende til pensionerede ægtepar laver ikke så megen ballade, i hvert fald ikke i offentlighed ;-)
Det var bestemt et af vores kriterier for at vælge netop dette hotel, og det var dejligt at se dem opfyldt. Folk som selv har børn trives muligvis i den larm og det evige postyr, men jeg får som regel mest lyst til at sige noget syrligt og fælt og sparke nogen når jeg udsættes for det.

… Måske er jeg skæbnebestemt til at blive den kvintessentielle sure tante? Eller skurken i en julekalender (“jeg afskyr larm, jeg hader børn, afskaf julen”)?

Min eneste anke på ferien var at der tilsyneladende fulgte slyngler med værelserne. Eller i hvert fald med mit.

Bemærk det skurkagtige grin!
Bare så fremtidige gæster ikke skulle komme i uføre sørgede jeg naturligvis for at tage ham med hjem :-)

Ingen spaferie uden massage og den jeg fik var himmelsk. Kompetente hænder æltede hvad der føltes som litervis af varm kokosolie ind i min trætte krop.

Bagefter var jeg nærmest som genfødt. Det må hotellet have forudset og ment berettigede et nyt navn (de har selvfølgelig også en del erfaring med spa-ting), for mit husk-din-massagetid-idag-kort så således ud:

Nå, inden jeg snakker hele dagen væk: Hurra! Langt det bedste hotel jeg nogensinde har været på. Samme kæde har flere spahoteller med samme koncept – fremragende mad, højkvalitets pool, sauna og spa-faciliteter, stort set ingen børn – og adskillige af dem ligeledes i Nordtyskland og indenfor køreafstand. Jeg pønser!

Tordenen vækker mig. Der plejer ellers at skulle mere til, men alle vinduer står åbne i varmen.

Gevaldige, glædelige tordenbrag. Som en dyb og beroligende rømmen sig, inden nogen introduceres.

Og så: Regnen. Tung og tæt. Duften af vådt, sommervarmt græs og lun fugtig jord når op til mit vindue, selv her mit i byen.

Bygen tager brat til, stilner roligt af og dagen begynder.