Kattens Rejse

Archive for April, 2008

Jeg går gennem byen, men ingen kan se at det er mig. I løse sorte bukser, Fenjas støvler og en for stor lånt grøn hættetrøje (jeg nåede aldrig hjem efter varulv lørdag nat) og uden håret sat op i den sædvanlige knold genkender jeg knapt mit eget spejlbillede i ruderne jeg passerer.

Jeg er lille og ikke helt synlig i det store tøj, men samtidig beskyttet, som af en rustning.
Sådan klædt kan jeg alt muligt, har en frihed og kraft jeg ellers ikke kender.
Det er uforudset og berusende. Min ryg retter sig uvilkårligt lidt, og jeg er uventet energisk.

Der er åbnet en Irma i Århus. Den bor i Magasin, og dermed lige på den vej jeg går hjem fra Gyngen hver dag.

Det er farligt for påholdenheden. Som hvis Salling Super med det lokkende men hundedyre osteudvalg var et sted jeg passerede hver dag. Og så er Irma endda dobbelt lusket: Ved kassen, som jeg står med min økologiske maxi sødmælk, yoghurt med blåbær eller hvad jeg nu har overbevist sparetankerne om at det er i orden at forkæle mig selv med idag er der ikke stillet slik frem. Slik kan jeg ellers fint modstå, nu hvor kroppen ikke længere er desparat efter vilkårlig ernæring smager det alligevel sjældent så godt som det ser ud, og bestemt ikke så godt som da jeg manglede mest. Det er typisk kun Lakrisal og lækker mælkechokolade der af og til lokker.

Nej Irma er ekstra luskede: Ved kassen står smoothies, grøntsager i snackstørrelse og – farligst af det hele – friske bær.
Idag økologiske jordbær, dybtrøde og smukke. Dem kunne jeg ikke gå forbi, kampen var tabt inden for de første 3 sekunder. Hvor jeg aldrig ville impulskøbe for 20 kr slik havde jeg ikke en chance mod bærrene. Og de var også gode, med smag og farve selvom vi stadig har april.

Irmas nærhed bebuder potentiel økonomisk ruin for folk som jeg når de bruger den slags unfair lokkemidler. Lykkelig og kulinarisk salig ruin måske, men ikke mindre farlig af den grund.

Jeg bliver vist nødt til at gå et smut omkring der igen i morgen.

Jeg har benyttet det gode vejr til at være lidt flittig til en afveksling.
Solen giver mig en bid af den manglende energi tilbage. Når der er så meget lys, og på steder med læ også varme, udenfor skriger mine instinkter at jeg skal ud, igang, få ordnet noget og bestemt helst noget som kan laves ude i solskinnet.

Sidst på ugen flaskede det sig så fint for min virketrang at René skulle overtage sin nye lejlighed og flytte ind. Til at begynde med var arbejdet ikke så hårdt – jeg lå i solstriben og skrev ting på præ-indflytningslisten over fejl og mangler.

Senere, da vi bar hans 100000 ejendele op på tredie sal var der knap så meget afslapning over foretagendet ;-)

Men selvom solskinnet hjælper betragteligt, så er der det meste af tiden stadig ingenting jeg gerne vil. Hvis jeg har planer en aften eller eftermiddag – at se mine venner, få ordnet lidt af slagmarken herhjemme eller komme afsted til kenjutsu – går det meste af dagen med at føle mig fanget og bare ville gemme mig under dynen. Som om ethvert forehavende er mere end jeg orker og bare udsigten til det er nok til at kvæle enhver rest af energi. Trætheden er der hele tiden, og den er anseeligt stærkere end min lyst til håndarbejde, læsning, hyggesnak, film, madlavning – alt det der ellers giver mig glæde.

Det er velkendt, og jeg ved det jo godt: Det er restsymptomer på depression, de af dem som min medicin ikke fjerner. Men hvor længe skal jeg slæbe rundt på dem? For ind imellem, i selskab, alene med en bog, ude i solskinnet kan jeg jo godt have utyngede øjeblikke med ro. Som små vanillekorn i mine dages budding (jeg kunne ikke dy mig ;-) ).

Resten af tiden er jeg her

og kun hvis jeg trækkes i, som her af lyden af en kameraudløserknap, hales jeg ud af døsens mudder.

Jeg er træt, og træt af ikke at være rask.

Denne her bliver ved med at køre rundt i mit hovede.

Cory “Mr. Safety” Williams har lavet adskillige videoer om Sparta, de fleste fik mig til at smile så kom fluks igang :-) … Det var jo alligevel ikke fordi du havde vigtigere planer for den næste time end at kattesurfe på YouTube, vel?

Vil ha’ kat! Og ingen allergi! Nu!

Hverdagene i denne uge har jeg tilbragt på Åvej – Mor var i Rom så jeg og yndlingsbarnet spillede fandango uden voksen indblanding.

Mandag stod den traditionen tro på grønthandlermad. Christoffer ved godt hvordan man lokker med en søster ;-)

Brød fra Emmerys, haydari, hjemmelavet tzatziki, salat med tomat og feta, hjemmegjorte falafler (det er derfor de ikke er runde ;-) ) og pølseskiver. Mums :-) Uden for billedet var også et fuldmodent granatæble og økologisk blåbærsaft.
Bagefter spillede vi EyeToy, tilsyneladende til stor moro for strømmen af teenagere på vejen udenfor – vi vinkede af skærmen, de vinkede af os.

Næste morgen var der gave til mig. Nu hvor vi flere dage i træk skulle lave mad sammen havde Christoffer været flittig i håndarbejde på mine vegne.

Kanske den forklarende tekst ses bedre i nærbillede:

– Det er ikke falsk varebetegnelse, jeg er så absolut hans ondeste søster. Og stolt af det!

Den aften lavede vi fiskefilet, ovnkartofler og gulerodssalet. Tænk, sidste gang jeg passede Christoffer mens Mor og Lasse var ude at rejse kunne han ikke lide fisk. (Men min ‘kylling i karry’ med sej som kylling spiste han glad. Det er jo det jeg siger: Ond!)

Masser af rasp!
Halvmånefisk.

Torsdag kom Christoffer med mig på Gyngen i stedet for i skole. Flere af mine kolleger havde foreslået det, og da jeg spurgte ham selv hvad han havde lyst til af udflugt – svømmehallen, Randers Regnskov, skovtur, med mig på arbejde, var han – noget til min undren – allermest begejstret for at komme i køkkenet.
Vi var dog nær ikke kommet afsted til tiden, for som jeg intetanende forberedte morgenmad og dej til hveder mens ungersvenden var i bad skete der blodige sager.

Voldsomt så det ud, men skyldtes blot en frigjort rokketand.

På Gyngen var der travlt. Fredag er der helligdagslukket og hen over lørdag og søndag skal der leveres mad til 4 eller 5 selskaber (var der nogen der sagde konfirmationstid?) så der var masser af forberedelser der skulle laves.
Yndlingsbarnet kan godt tage fra, og i modsætning til nogle af de mere udfordrede derhenne kan han også godt selv gange en opskrift med 4, eller læse den til at begynde med. Og der var vældig begejstring for både den store røremaskine (fars, dej, kage, den kan alt) og grøntsagssnitteren der kan rive en pose gulerødder på 5 sekunder.
Der var ros både fra køkkenchefen og kokkeeleven og han skinnede som en veltilfreds sol.
På vej hjem opregnede han at han havde lavet: 72 boller, 7 flutes (ialt omkring 15 kg dej), æblekage til 100, et fad trøfler, gulerodskage til 50 – og en enlig sandwich med hamburgerryg. Ikke dårligt for en formiddags arbejde :-)

Få ting kan få mig til at føle mig så håbløst uduelig som vrede!

Når jeg bliver vred, gal, skuffet, hvadsomhelst i den temperamentsfulde ende af humørskalaen bliver jeg stille. Udenpå forstås, indeni syder og bobler det med sure og bitre meninger. Ud vil de nødig. Eller jo, de vil, men det er ikke tilladeligt.

Måske har jeg for mange gange prøvet og er endt med at græde i stedet for at skælde ud? Eller måske ved jeg inderst inde godt at det er uretmæssigt hvis jeg er blevet ked af noget nogen gjorde, at jeg er alt for nærtagende og skal tage mig sammen. For ligesom det er pinligt og for dårligt at jeg er så rund, på samme måde er det nok aldeles urimeligt at jeg sådan besværer andre mennesker med utidige følelsesudbrud.

Hvordan er det hændt at jeg har levet 30 år uden at få rettet det mønster, de fleste af dem endda uden at genkende det hverken som et mønster, eller som destruktivt? Og hvordan har jeg lært det? Begge mine forældre har livlige temperamenter, og det selvom både Daniel og jeg har arvet vores bid af dem, og de er ikke bange for at råbe op. Men udover min nærmeste familie – dem jeg har kendt siden jeg var for lille til at kunne eller ville styre mit temperament er der stort set ingen der har set mit. Ikke mine kolleger, mine læsegruppefæller, mine venner, ingen. De gange jeg har tilladt mig selv at hæve stemmen de sidste 10 år kan tælles på en hånd. Højst.

Det er derinde, tag ikke fejl, men så længe jeg kan huske har jeg synes det var utilladeligt at slippe det fri, lade det tale eller bare boble synligt op til overfladen. Ikke bare er der bestemt ikke nogen der trænger til at høre på mig skælde ud og te mig som et hysterisk kvindemenneske, i langt de fleste situationer hvor jeg kunne blive ophidset løses situationen langt hurtigere hvis jeg undertrykker mit mishag og udadtil køligt forsøger at ordne sagerne. Og ergo må det jo være en svaghed og tillige uværdigt hvis jeg alligevel giver slip, så det skal der ikke være noget af.

Nu – hvor jeg så netop har været hidsig – bemærker jeg at mine indespærrede eksplosioner har bundet mig i en knude. Jeg kan ignorere dem væk – det er jeg ganske øvet i, men ved også at det tager tid. Dage, måske uger. Men bearbejde dem kan jeg ikke finde ud af. Det er ukendt terræn.

Tåbeligt!

Solen glimter i gyldent hår.

Træer, endnu klædt udelukkende i små hvide blomster, lader deres fingergrene strejfe åens vand så hver mødes med sit spejbillede.

Studievejlederen på AtS fortæller mig at det nok skulle være muligt at finde praktikplads på deltid hvis jeg søger ind som kok eller cater.

Finsk rugbolle, the og cheddar med purløg.

Idag smiler jeg tilbage.

Mit badeværelse lugter. Eller måske beskriver ‘dufter kraftigt’ det bedre :-/

Den anden morgen, på vej ud ad døren i en fart smuttede en flaske favoritparfume mellem mine fingre, ramte badeværelsesfliserne med stor larm og glasskår i alle retninger.

Så ikke bare har jeg ikke længere min dejlige parfume – den Nis havde med hjem til mig fra Israel – den dag lugtede både lejligheden og jeg selv af parfume nok til et helt bordel.

Nu skal man jo sikkert ikke græde over spildt parfume, men jeg var jo glad for den. Ganske vist kan den stadig lugtes i badeværelset, men det er ikke helt det samme :-(

Advarsel: Brok følger.

Forledt af det halvvejs-pæne vejr og en dasetime på Baresso med Frauke konkluderede jeg at idag var en gunstig dag til BH-jagt. Jeg har absolut ikke haft held med det siden jeg indhentede de sidste kilo op til normalvægt i efteråret, og situationen er ikke holdbar. I hvert fald ikke medmindre jeg planlægger at bære dem i hænderne for fremtiden, eller sat fast med gaffa.

På Fraukes insisteren fik vi hjælp af en ekspedient. (Uha – enhver ved naturligvis som jeg at ekspedienter suger store lunser af ens dødelige sjæl bare de ser på en. Kommunikerer man med dem suger de i dobbelt tempo, så det var noget af en overvindelse.) Hun var sød og hjælpsom, hentede ting på lageret og kom med forslag. Og endte efter at have set mig i nogle stykker at konkludere at 70E var jeg vist ikke alligevel, nok snarere 65. Og den størrelse findes de desværre ikke i Hunkemöller :-(

Videre til endnu en specialbutik. Som til min glæde faktisk havde 65F. Hæslige ganske vist (tænk tyrkis og firsergrøn med prikker), men dog den eftersøgte størrelse.
Men ak, glæden var kort, frugterne kunne ikke være deri. (Og derudover var BHerne udover grimme dobbelt så dyre som i den forrige butik.!)

65F, 70E, 80C og 90A har alle samme skålstørrelse. 80C er ikke nogen ualmindelig størrelse for en dansker, den kan fås i de fleste supermarkeder. Så jeg er tilsyneladende umage sammensat, min brystkasse er for smal til sine vedhæng.

Hvad stiller man op med det? Mine bryster kan ikke på magisk vis levitere bare fordi det ikke er til at få noget der passer til at holde dem med.

Øv!