Kattens Rejse

Archive for January, 2008

Tidligt i morges var nogen vågne. Både nogen der sang, og nogen der lyttede.

Mor havde vist snydt og var vågnet i forvejen – hun var klar i hovedet nok til at tage billeder ;-)

Også blandt resten var der mange forskellige grader af vågenhed – her ser vi Lea i den ene ende af skalaen og Tante Anni og Mathias i den anden.

Jeg fik øje på mig selv i et helfigursspejl i omklædningsrummet igår, og jeg blev så ked af det.
Jeg var slet ikke forberedt på den reaktion, jeg har holdt mig væk fra den slags onde genstande siden i sommers. Men her sprang et pludselig frem fra baghold, i et lokale jeg ikke havde været i før, så ingen mental forberedelse var mulig. Resten af dagen dykkede direkte ned i et gråt hul, og jeg har haft mareridt hele natten. Øv! Og nu er det morgen, og jeg kan stadig ikke holde ud at være sammen med mig selv. Er jeg virkelig ikke kommet videre?

Jeg ved godt at det går op og ned i bølger, og at det bare er sådan det er at arbejde både med anoreksi og med depressioner. Nogle uger, dage, timer går det fremad, andre tre skridt tilbage.
Men det er vældig svært ikke at tænke “nu snublede jeg for 117. gang, nu kan jeg igen ikke finde ud af det” og “hvor dum er jeg lige, jeg burde da have lært dette her for længst”.
For der skal stadigvæk kun urelaterede småting til at få det til at vælte: en lidt for fyldt kalender, et hak i vægtkurven, det svageste pres udefra, en ny kostplan der endnu ikke har vundet min tillid eller mennesker jeg er nødt til at sige “nej, det har jeg ikke kræfter til” selvom jeg savner at se dem.

Det ville klæde mine skriblerier med lidt mere liv og glæde. Det virker efterhånden som om siden her er blevet en logbog over min rejse i sygdommen, trist og grå, og det huer mig ikke.
Jeg må tage mig sammen og se om jeg kan finde nogle kattekillinger, rollespil eller betagende oplevelser at skrive om inden jeg fortæller mig selv og jer længere ud i sumpen af kedsom tristhed.

Lige om snart, når jeg har fået min uundværlige middagslur, går turen til Als for at fægte hele weekenden. Jeg glæder mig :-) Så jeg tyvstarter lige med et billede fra forrige uge.

Derudover er dagens nye viden at indmad ikke bare er kød, i hvert fald ikke hvis det står til mine sanser. Jeg udskar oksehjerter i formiddags, og hvor det ikke rører mig at ordne kød var det her meget tydeligt at jeg stod og skar i en bid af nogen der var død. Hjerterne lugter skarpere af blod – mere end lever – og det hårde, hvide fedt der sidder langs deres øvre kant er ikke som noget andet jeg har truffet på en ko. Spændende! Og groft at jeg sådan står og bliver småkvalm af råvarerne. Sådan en vil jeg ikke være.

“Hvad har du lyst til?” – et vældig simpelt spøgsmål, men alligevel må jeg give op mere end halvdelen af gangene det bliver stillet.

Her til morgen var det simpelt nok: Da jeg efter 10 timers søvn stadig absolut ingen saft havde i tanken og ømmede mit sind bare ved tanken om at skulle på arbejde til *gisp* andre mennesker var det ikke svært at indse jeg skulle ringe og sige at jeg har brug for fred og ro, og ikke kommer idag. Havde jeg haft et rigtigt arbejde i stedet for mit sygesindsvenlige pasningstilbud kunne det aldrig være faldet mig ind. Folk som giver mig løn har krav på min arbejdsindsats ligemeget hvordan jeg har det på indersiden af hovedet.
Men jeg fik besked på endelig at blive hjemme og søge den hvile jeg havde brug for. Jeg opdagede at der var plads til en stor bid taknemmelighed i min mave selvom den allerede var fuld af udmattethed.

Når der er andre tilstede, derimod, er det vældig svært at mærke hvad jeg vil. Lige så snart nogen udtrykker en mening er det stort set umuligt. Mit indre konfliktbarometer slår overvældende ud bare ved tanken om at komme med et forslag der potentielt kunne genere nogen ved ikke at være det de havde lyst til. Mit tåbeligt knudrede hoved reagerer med ikke at lade mig kunne mærke hvad der er godt for mig – har jeg brug for en pause, vil jeg spise snart, har jeg lyst til at gå ud, sidde stille, hoppe, snakke, dase…? – for hvis jeg ikke kan mærke hvad jeg trænger eller har lyst til, så er det jo oplagt bare at gøre det der stiller nogle andre tilfredse. Selv når det er et simpelt valg – “Vil jeg sove nu, eller har jeg lyst til at blive oppe lidt længere” – kan jeg ikke mærke det rigtige svar hvis jeg er i selskab med nogen der har en aktie i situationen :-| Det er lige så umuligt som at gå på vandet at kunne mærke hvad jeg kunne tænke mig hvis der er andre i nærheden der har en mening.

Hvor begynder man? Eller måske er det allerede en begyndelse at jeg har set hvordan det forholder sig? Men hvordan kommer jeg så videre, hvordan lærer jeg at mærke det jeg ikke kan føle nu, men som jo må være der?

… Jeg kan ikke forestille mig at man tjener mange penge på den slags, men alligevel:

Min lyskæde gav brat op her til morgen ;-( Den har flakket lidt siden jul hvor en gæst pillede lidt for meget ved en af pærerne, men stadig været mit trofaste hyggelys. Den der kan glæde sig over lidt har meget at glæde sig over har jeg lært, og glæden ved at tænde kæden af små lys her i den mørke tid er ikke så lille endda. Men i morges gav den kun et enkelt glimt, og døde så ganske, til trods for min lokken og omhu :-(

Ikke mere lys i mørket til mig. Hvis nu det havde været i december kunne jeg nok have hittet en ny, men hvor finder man en lyskæde til salg i januar?

Snøft

Lillejuleaften. Christoffer og jeg er på vej i seng, hyggesnak og dynerne venter mens Leoparden ligger på lur efter den kurv med lys Mor har sat frem til årstidens ære.

Døren ud til gangen stod lidt på klem – man skimter min julesok.

Morgenen efter var der knasende rimfrost i daggryet.

Christoffer gik fluks og med stor iver igang med at åbne den sidste og største kalenderpakke.

Ved min kalendergave lå – som vanligt juleaftensmorgen – et kort fra Julemanden. Iår stod der lidt mere end glædelig jul :-)

*Lyd af glorie der bliver pudset*

2. juledag tog jeg nordpå, til Tante Gurli og Onkel Jørgen. To dages dejlig familiejul var en passende dosis til mig, nu trængte jeg til at slappe af.
Den første aften var der stjerneklart og jeg fik lokket Onkel Jørgen med ud at gå mørketur.
Der var den fineste pukkelmåne

og på nordstien var månelyset så klart at vi kastede skygger.
De næste to dage var det mest øjnene der bevægede sig. Resten lå stille på sofaen og hyggede med Jan Guillous bøger om tempelridderen Arn. (Filmen kommer jo snart.) Det er vist længe siden jeg sidst har læst en roman på dansk, jeg havde glemt hvor hurtigt en bog er spist når jeg læser på modersmålet.

Tilbage i Århus var der både rollespil hos Asger og daseeftermiddag med René i stolen (ja, det er en asparges) og Carnivale på dvd.

Nytårsaften kom, med godt selskab, en fantastisk udsigt (16. sal og klart vejr) og en fornøjelig svingom.
Alt for lidt søvn og 4 timers træning nytårsdag (når kenjutsu varer to timer, og der så pludselig er mulighed for to timers legetime inden, så løber det hurtigt op, jeg er noget øm idag) og vupti, pludselig er min julefri brugt op.