Kattens Rejse

Umuligheden i at kunne tænke sig

“Hvad har du lyst til?” – et vældig simpelt spøgsmål, men alligevel må jeg give op mere end halvdelen af gangene det bliver stillet.

Her til morgen var det simpelt nok: Da jeg efter 10 timers søvn stadig absolut ingen saft havde i tanken og ømmede mit sind bare ved tanken om at skulle på arbejde til *gisp* andre mennesker var det ikke svært at indse jeg skulle ringe og sige at jeg har brug for fred og ro, og ikke kommer idag. Havde jeg haft et rigtigt arbejde i stedet for mit sygesindsvenlige pasningstilbud kunne det aldrig være faldet mig ind. Folk som giver mig løn har krav på min arbejdsindsats ligemeget hvordan jeg har det på indersiden af hovedet.
Men jeg fik besked på endelig at blive hjemme og søge den hvile jeg havde brug for. Jeg opdagede at der var plads til en stor bid taknemmelighed i min mave selvom den allerede var fuld af udmattethed.

Når der er andre tilstede, derimod, er det vældig svært at mærke hvad jeg vil. Lige så snart nogen udtrykker en mening er det stort set umuligt. Mit indre konfliktbarometer slår overvældende ud bare ved tanken om at komme med et forslag der potentielt kunne genere nogen ved ikke at være det de havde lyst til. Mit tåbeligt knudrede hoved reagerer med ikke at lade mig kunne mærke hvad der er godt for mig – har jeg brug for en pause, vil jeg spise snart, har jeg lyst til at gå ud, sidde stille, hoppe, snakke, dase…? – for hvis jeg ikke kan mærke hvad jeg trænger eller har lyst til, så er det jo oplagt bare at gøre det der stiller nogle andre tilfredse. Selv når det er et simpelt valg – “Vil jeg sove nu, eller har jeg lyst til at blive oppe lidt længere” – kan jeg ikke mærke det rigtige svar hvis jeg er i selskab med nogen der har en aktie i situationen 😐 Det er lige så umuligt som at gå på vandet at kunne mærke hvad jeg kunne tænke mig hvis der er andre i nærheden der har en mening.

Hvor begynder man? Eller måske er det allerede en begyndelse at jeg har set hvordan det forholder sig? Men hvordan kommer jeg så videre, hvordan lærer jeg at mærke det jeg ikke kan føle nu, men som jo må være der?

Ingen kommentarer

No comment so far

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *