Sage Chapel mørklagt. Dets havlcirkelformede bare alterniche med de kuriøse chitonklædte figurer i græsk-inspirerede emaljemosaikker glimter svagt i det sparsomme flakkende lys fra knapt tændte lys over os og den orange glød fra græskarhovedet placeret midt på altret.
Som klokken slår 7 slukkes lyset helt, kun græskarhovedet ses stadig. Folk på bænkene bliver stille – som fattes de tale når uden syn.
En kutteklædt skikkelse går afmålt ned gennem den ene midtergang mod orglet bagest. Hoveder vendes som han skrider forbi – instinkter om bevægelser bag dig i mørket lever stadig i de mørke kroge af vore mere eller mindre oplyste nutidssind.
Skridtene forstummer og orglet begynder at tale.
Toccata from Suite Gothique. Boellman.
Danse macabre. Saint-Saens.
Black Riders. Travers.
…
Navnene i programmet er mig ukendte, men musikken taler for sig selv i mørket. Stærk, allestedsnævarende og altomsluttende skubber den mig fri af jeg og puffer mig omkring med sine dønninger, snart op, snart ned, indånding, udånding, åndeløshed.
Alle sjæles nat – omsluttet og gennemsyret af musikken henter jeg mine døde frem for mit indre blik, kærtegner dem med min erindring. Det ufattelige i væk – borte – kommer ikke tilbage. Minder som er så meget desto skrøbeligere og dyrebare nu hvor de kun lever i mig.
Alt for tidligt stopper musikken og jeg lader dem glide tilbage derfra hvor jeg hentede dem som folk vågner omkring mig.
No comment so far