En lav gylden sø af honning, valnøddestykker og kanel i serveringsfadet. En halv snes sprøde, gyldne kugler ligeledes drysset med kanel og nøddestykker hviler i de smulte vande. Duften af sprødstegt.
Omkring mig hvide vægge, bløde kendt klingende accenter, duften af varmt brød og græsk musik i højttaleren bag mig.
En kugle ensomt overført til min skinnende hvide tallerken. Den får sin egen lille gyldne dam. Knasen af den første bid. Den usammenlignelige smag af ualmindeligt god timianhonning i perfekt kontrast til valnøddernes svage bitterhed.
Jeg har aldrig smagt loukoumades før. Alligevel er der noget i smagen det øjeblikkeligt bringer mig tilbage til Kombus. Til lyden af cikaderne og månens blodrøde farve som jeg med benene dinglende over terrassemuren ser den stå op over bugten ved Koroni. Silhouet af de mørke cypresser i dalen på den anden side og oliventræerne neden for muren hviskende i aftenbrisen. De hvide mures og stengulvets kølighed, blå skodders knirken og duften af Annas kogekunst – hvidløg, oregano og olivenolie – der blander sig med den varme, sødt tørre, krydrede duft af græsk sommer.
Nogle minder lever evigt i deres bittersødme. Selv når det er længe siden de har været taget frem, når kun deres skygge syntes stadig at ånde springer de brat frem, hidkaldt af en duft eller en lyd, stadig overvældende stærke. Men nu med en melankolsk følelse af dage gået, lykke haft, mennesker elsket, af tid svunden der var dem ukendt ved deres skabelse.
I mit hjerte bor det Grækenland I har givet mig, endskønt nu uopnåeligt.
I er stadig elsket og ikke glemt.
No comment so far