Det er køredag. En 9-timers rejse fra Revelstoke til Victoria venter, ca. 650 km ud af bjergene, ned mod kysten og med færgen til Vancouver Island.
Indtil nu har Ingrid kørt, men i dag deles vi om den lange tur. Jeg har ikke kørt med automatgear siden New Zealand (og det var i venstre side), og er lidt bekymret for at manøvrere Pumaens store snude ind smalle steder. Heldigvis er hovedvejen ikke så smal.
Der er langt mellem rastepladserne på den trans-canadiske highway, men da vi fandt en at spise madpakke på var det med smuk baggrund og sultne skraldespande.
Landskabet åbner sig og bliver mere fladt. Dog ikke mere end at da vi stopper ved Bridal Veil Falls for at strække benene (med det navn var vi nødt til at holde ind – det er jo teknisk set en bryllupsrejse 🙂 ) er der ret langt op. Den del vil kunne se virkede omtrent lige så høj som den meget skræmmende bro vi så fyrværkeri fra i Montréal.
Tilbage på vejen mødte vi dette, ret skræmmende, syn:
Det var heldigvis en forlæns-og-baglæns-lastbil og ikke en spøgelsesbillist.
De sidste par timer mod færgelejet i Vancouver var trafikken slet ikke sjov. Hastighedsgrænsen steg for første gang til 120km/t og vejen snoet og bakket. Når midterrabatten har brutale betonværn er det ikke så sjovt at køre ved siden af eller foran de mange sultne lastbiler.
Men vi nåede frem, og fik endda plads på færgen en time før beregnet.
Der var sol på dækket og havet var stille og smukt (tak for det, Stillehav, sidst vi sås gjorde du mig fælt søsyg).
Psst: Ingrid skriver også, med Polarsteps. I kan se det her.
No comment so far