Det er Toronto vi taler om.
For selvom bymidten har en flot skyline med højhuse i glas og stål, så er skyskraberne især koncentreret langs to parallelle gader.
Man kan ane det på billedet her, fra da vi var oppe i CN Tower og spise middag -der er masser af høje huse i en bred stribe, men til siderne flader det ud.
Overalt fornemmer man at der er god plads, med brede gader og træer hist og her. Den første morgen da vi kom op af undergrunden på vej mod madmarkedet St Lawrence var byen blid mod vores jetlaggede øjne.
Eller ved pladsen foran det nye rådhus – man kan se tårnet fra det gamle i baggrunden i kontrast mod CF-bygningen fra det kæmpestore shoppingcenter bag ved.
I forgrunden blandt de mange mennesker der besøgte kunstfestivalen (telte skimtes yderst til venstre) kan I se både min flotte solhat og posen med hvad der forhåbentlig er mine nye yndlingssko.
Det er dog ikke det hele der er grønt. Det nye rådhus var vi ikke så imponerede af. Flot form – som byen da også bruger som logo på alle skilte – men farven var noget mere grå og trist end billedet viser.
Man skal ikke ret langt væk før sidegaderne bliver grønne og byen giver et helt andet indtryk. Langs de store veje er der masser af liv, butikker, kaffebarer og spisesteder, men så snart man drejer fra står idyllen på spring.
Selvom det er den nye verden, er her skam også et slot. Bygget af en åbenbart lidt for rig mand i 1913.
Lidt sært med et slot der ser nyt ud og slet ikke slidt, men fint var det. Og fra dets tårn kunne man se den anden vej, op til CN-Tower (det er den spidse) hvor billedet i toppen af teksten er fra.
Byen er ikke bare grøn, den er også venlig. Her er mennesker af alle former, aldre, farver og overbevisninger, og bybilledet er fyldt med skilte og reklamer der gør opmærksom på at her er plads til alle og at vi behandler hinanden hensynsfuldt og ordentligt.
Canada er det første land i verden hvor multikulturalisme blev en del af lovgrundlaget (i 1971). I dag kan man tydeligt mærke at tolerancen nu skridt for skridt udvides til også at gælde handicappede, homoseksuelle, kvinder og den oprindelige indfødte befolkning.
Fra den find-Holger-agtige skiltekampagne i undergrundstogene “Once you see me, please share the space with me” til de regnbuefarvede invitationer på mange kirker.
Byen virker gennemsyret ikke bare af den kanoniske canadiske høflighed, men også af en (officielt støttet) villighed til at blive bedre, mere medmenneskelige.
Det grønne gælder også canadiernes opførsel i gadebilledet. Her er rent og pænt, og i modsætning til Danmark er der ingen der kunne drømme om at smide deres skrald på gaden.
Der er masser af lettilgængelige skraldespande og nogle steder (her fra en dasepause i universitetsparken) er affaldssorteringen næsten svensk i dens omhyggelighed 🙂
Ofte er det jo kun et glansbillede man ser når man rejser, men efter en lille uge i Toronto er det nu et ret tiltalende glansbillede. Her kommer jeg gerne igen 🙂
No comment so far