Når jeg bliver for mæt, så danser dæmonerne.

Jeg står i midten af ringen og normalt hutler de i mørket i hjørnerne. For år tilbage vandt jeg den store kamp og står levende og hel tilbage, sejrrig og med mit våben hævet over hovedet.

Det er kun de usle rester af deres engang umenneskeligt stærke hær der stadig skulker rundt derude. Resten har jeg besejret, sønderrevet, talt, levet, spist og sultet(!) ihjel.
Jeg ved godt jeg aldrig slipper af med de sidste rester – og jeg er bestandigt på vagt – men det meste af tiden er de slået tilbage.

Men når jeg bliver for mæt, kommer de til kræfter og puster sig op. Slår truende ud med deres snoede og tornede lemmer og danser tættere på. Sår smerter i min mave og får mit sind til at slå knuder på sig selv.

Jeg kender deres trin og tricks. Jeg ved jeg kommer til at vinde den kamp. Igen. Hver gang. Fordi jeg _vil_ det, fordi alternativet er uacceptabelt.

Alligevel er det udmattende, hver eneste gang. Det er aldrig nemt, selvom det er velkendt.

Mad • Tanker • Skrevet d. 20. December, 2015 • Ingen kommentarer endnu