Ahh, så kom påsken igen. Den tid på året hvor nørder som jeg traditionelt drager på pilgrimsfærd til Fastavalland.
Dette år ingen undtagelse 🙂
Men inden jeg kom så langt som til påsken skulle der bages noget kage til de rare mennesker som havde sagt ja til at spillede mit og Mettes scenarie Bidt.
Ingen kage uden smør og æg, og foran Fakta på vej til indkøb var der de fineste istapper som hang og dryppede i solskinnet.
Fine strukturer, som til en lillebitte drypstenshule.
Endelig blev det onsdag efter arbejde og Mette, Allan og jeg drog mod Hobro. Da vi er blevet gamle og magelige var det i år med indkvartering i rigtige senge på vandrerhjemmet 200 meter nede ad vejen fra gymnasiet hvor Fastaval igen i år blev afholdt. Ikke mere sovepose på gymnastiksalsgulv – hvilken salighed 🙂
Til trods for nogen spænding og sommerfugle i maven gik det godt med vores scenarie. Spillerne var generelt glade og havde hygget sig med at spille det. Men nu havde vi også nogle ualmindeligt seje folk til at spillede for os – her et billede fra den første spillederbriefing:
Det var en rigtig hyggelig Fastaval for mit vedkommende. Vi stod ikke i køkkenet i år – sidste års beslutning om at det var nok var helt rigtig. Før første gang i årevis var der tid og energi til bare at hænge ud og spille et brætspil, til at hygge i caféen, til at sidde og spise sammen. Og ikke mindst til at spille rollespil.
Der var ikke så mange scenarier direkte i min genre denne gang, men der var gode oplevelser alligevel.
Jeg spillede Sarabande – drama uden dialog, men med al kommunikation via musiske og kropslige virkemidler. Det virkede rigtig godt – fraværet af dialog skar al den for dramaet ligegyldige smalltalk væk.
Fredag spillede jeg The Curse – et scenarie om arvelig kræft og hvad man vil gøre, hvilke dele af sig selv man vil lade bortoperere for ikke at blive syg, og hvordan man håndterer frygten. Alvorligt, men vældig interessant.
Jeg spillede også to noveller. Den første – En Forelskelse – har jeg ikke noget pænt at sige om. Scenarier som vil noget markant andet end det de reklamerer med i foromtalen har jeg ikke noget tilovers for – jeg gider ikke bruge min dyrebare fastavaltid på at være forsøgskanin for forfatterens politiske dagsorden!
The Posthuman’s Progress som var den anden var til gengæld en vældig fin idé. Jeg tror det kunne have været blevet rigtig godt med lidt øvelse, og såfremt vi havde haft en forventningsafstemning blandt spillerne om hvilken slags historie vi ville fortælle. Jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen, men er desværre ikke sikker på at det vil virke derhjemme.
Vi kunne ikke helt holde fingrene fra køkkenet, så to timer torsdag eftermiddag holdt vi pandekagebod. Godt 30 liter pandekagedej, 3 pander og masser af bananer, flødeskum, chokoladesovs og syltetøj giver glade nørder. Et dejligt lille og overskueligt projekt, som alligevel skabte noget af den glæde vores sandwiches og kager plejer at gøre. Og gav i hvert fald mig en rar mavefornemmelse af at bidrage til den praktiske afvikling af kongressen.
Søndag eftermiddag sagde jeg farvel til Fastaval 2013 og tog hjem for at hvile ud inden hverdagen begyndte igen. Ganske vist betød det at jeg ikke var med til den store fest søndag aften, men det passede mig nu egentlig ret godt. Dels havde vi allerede holdt en ualmindelig dejlig lille impromptu portvin-og-90er-musik-fest på vandrehjemmet lørdag aften, og dels var det dejligt at nå at se min familie i ferien også.
For traditionen tro tog jeg fluks efter hjemkomsten ud til Mor og Lasse. Man skal ikke være alene hjemme lige efter Fastaval, det bliver man bare ked og blå af. Kontrasten fra at være blandt 600 glade mennesker i samme subkultur som en selv og til at sidde alene hjemme i lænestolen er simpelthen for stor. Og hvor bedre at tage hen for at få ubetinget kærlighed og selskab der godt kan håndtere at man er most og træt end til sine forældre?
Så søndag aften stod den på dejlig mad, småsnak og dasen for TV’et hjemme hos Mor. Omsorg og langsom tilbagevenden til virkeligheden.
Mandag formiddag skinnede solen så dejligt at både jeg og katten bare måtte ud.
Hende for at sidde og lure på fuglene i stakittet.
og dernæst for at se hvad jeg dog lavede med den telefon.
Med alt det solskin måtte jeg også afsted, så jeg lånte Mors fikse lille nye bil (den er ualmindeligt gul) og kørte ud til Far og Karen. Det blev til en dejlig dag med gåtur ved stranden, lange samtaler og som ekstra bonus var der læ og direkte sol på deres terrasse, så vi kunne sidde ude. Den salige følelse af godt selskab og varm sol direkte på huden. (Bliver det ikke snart sommer? Mere sol og varme, tak.)
Er det snart påske igen?
No comment so far