Lejligheden er tom og stille. Der er ikke noget tykt, varmt og lyddæmpende gulvtæppe under mine fødder, og jeg sidder ikke nedsunket i en forbavsende dyb og overblød blomstret sofa i cremefarvede nuancer der matcher gulvtæppet. Jeg kan ikke høre togene svagt udenfor fra Victoria Station, kun computerens summen.
Mest mærkbart er her ingen mennesker. De ligger ikke inde ved siden af og sover, fordi det endnu er morgen, de er ikke på badeværelset eller ude efter brød til morgenmaden, de er her ikke. Her er kun mig, og det føles helt overvældende tomt.
Måske er det først nu jeg mærker hvor meget det har fået mig til at slappe af, konstant at være omgivet af mennesker jeg holder af. Den ro der (midt i det kaos 3 voksne og 2 børn trods alt også er) er i at vide man er sammen med nogen, ikke bare lige nu, men adskillige dage frem.
Allerede i bilen på vej hjem fra lufthavnen igår mærkede jeg det mentale gearskifte. Min afslappede, men opmærkesomme feriementalitet – den som planlægger en dag ad gangen og kun fokuserer på hvad der skal se inden for rammen af den oplevelse der er igang lige nu – begyndte fluks at svinde hen og blive erstattet af min hverdags-planlægningsmentalitet: Hvad skal der ske i morgen, resten af ugen, næste uge, hvad skal jeg ordne, hvad skal der nås, hvilke mennesker vil jeg gerne se, hvem har jeg aftaler med.
Klumpen i maven vender tilbage, og ferien som lige før var nu, noget jeg var midt i, begynder allerede at svinde hen som et minde. Stadig stærkt og friskt – jeg kan jo nærmest række ud med tankerne og føle mig selv stå midt i menneskemylderet i undergrunden eller sidde på en Pret sammen med Far, Karen, Mads Emil og Alberte.
Dejligt – varmt og trygt, 4 dage hvor jeg kunne give slip og slappe af – men nu en erindring.
No comment so far