Kroppen er nærmest afslappet, blid og mat. Eftermiddagens besøg hos fysiterapeuten afslørede at min smertetærskel er højere end længe, og verden passerer forbi mine øjne på en sært uvedkommende afstand.

Sind og følelser er udmattede som en brugt muskel. Oplevelsesovervældet og efterladt i en sart og sårbar følelsesfuldhed går jeg rundt og får tårer i øjnene ved det mindste.

De er gode tårer tror jeg. Den slags der falder når en elsket bog slutter eller når nogen man holder af i en film dør.
Der er bare flere af dem fordi jeg var med i historien, bogstavelig talt med krop og sjæl, og fordi de som døde havde mig indeni eller var mit lånejegs hele fundament.

Musikken spiller ubønhørligt på indersiden af mit hovede og for mit indre blik ser jeg det mørke rum med de uoverskridelige streger på gulvet. Stregerne som holdt mig – Ark – fra min elskede, mit anker og fundament: Fisker.
Institutionen som med sine regler og rutiner fornedrede og fordrejede indtil alt hvad der var tilbage var menneskestumper, forpinte og ødelagte.

Enkelte scener og følelser er krystalliseret som billeder i mit mentale album.

Lyden da Fame i sjælens mørkeste nat åbnede et fødselsdagskort der spiller “Walking On Sunshine”. De spinkle toner i det store, mørke rum, som en spinkel tråd af håb. Om ikke om udfrielse så dog om en oase af fred i hvervelstrømmen.

Det punkt hvor Ark indser at hun lever på lånt tid. Hvor hun erkender at Fisker ikke kan overleve på Institutionen, at han visner og sygner hen af påtvungen passivitet. Fra da af bevæger hun sig frem mod accepten af at der ikke er nogen anden vej ud, at det _er_ bedre for Fisker at dø, selvom hun ved at hun ikke kan leve videre uden ham.

Usikkerheden. Den vedvarende tvivl på om Fisker er rigtigt til stede, om han ser Ark. Klassisk problem i et forhold hvor den ene er en tænker og den anden er en handler. Når han ikke siger det – og det gør han ikke, for ord er ikke vigtige eller nødvendige for Fisker – ved hun ikke om der stadig er fast grund under hendes fødder.

Stens ansigtsudtryk. Ark sidder i sin seng på sovesalen og er ulykkelig. Sten binder forsigtigt først en lillebitte og så en stor sløjfe fast på hendes sengebøjle og siger hun ligner en der kunne bruge en sløjfe på sin seng.
Blandt megen gråd og hulken får hun fortalt at hun græder fordi Fisker ønsker at dø. Som ordene falder stilner Sten – al aggressiviteten, alt det udfarende, mimikken, alt det der normalt kendetegner ham svinder brat idet han forstår Arks situation. Jeg føler lisen i at nogen ser, forstår.

Slutscenen. Det hele begynder forfra. Nye autoritetspersoner, men samme tvang, samme Institution. Vi kan ikke slippe væk, det sidste desperate forsøg er fejlet.
“Skal vi dø nu?” spørger jeg, men Fisker ser ikke ud til at høre det.
Jeg klamrer mig til Fisker, gemmer mig i hans arme. Der er vanvid omkring os, andre som tilsyneladende ivrigt er igang med at skabe den nye verdensorden identisk med den gamle. Fortvivlelse. Der er kun en vej nu.

Gemt i hans favn mærker jeg klædet han vikler om min hals, det klæde han laver sit net af. Han greb er blidt men fast og klædet lunt af hans kropsvarme.
Jeg er tryg, forankret, hjemme et sidste øjeblik mens han strammer til og før verden forsvinder. Det er det øjeblik jeg tager med ind i intetheden.
Ark er død og liget ligger slapt på scenen stadig med det hvide klæde viklet om halsen. Nogen flytter mig, vender mig i forsøget på at fjerne linien fra gulvet, linien der adskiller. “Nyttesløst” tænker Ark-Terese.
Ud af øjenkrogen i det dæmpede lys kan jeg se Fisker gå i knæ foran Maler – hans bedste ven – og hører ham sige “Jeg har mistet min Båd”. Terese-Ark hører/ser/sanser Maler kvæle Fisker. Han har prøvet adskillige gange før, men det er først nu det kan lykkes, nu hvor Fiskers Båd er sunket, hvor han har mistet Ark. Jeg græder af glæde over at Fisker nu er fri.

Musikken har spillet et stykke tid allerede og lyset fader nu helt ud. Jeg, Terese, ligger i mørket med tårer af lettelse, forløsning, overvældelse og lader lyden skylle over mig. Som sangen (jeg kan ikke forestille mig jeg kommer til at kunne høre “My Body Is A Cage” nogensinde igen uden at få en klump i halsen) slutter og der fra hele produktionens side er stille er det eneste man kan høre gråd i mørket. Offgamestemmen bagerst i hovedet siger “Hvis nogen udefra så os nu ville de aldrig forstå hvorfor vi gør det”.
Lyset tænder for første gang i over to døgn. Vi klapper, krammer og græder lidt mere i en stor forvirring.

Nu, flere dage senere efter deroleing, omsorg, efterfest med 5 retters middag og alle mulige andre tiltag for at bringe os selv og hinanden tilbage til virkeligheden står spørgsmålet stadig og er også fremsat af mennesker omkring mig.

Hvorfor gør jeg det? Jeg ville gøre det igen, har tænkt mig at gøre det igen når chancen byder sig, ingen tvivl om det . Ikke lige nu naturligvis, sårene skal have tid til at hele og blive stærke først.

Hvorfor springer nogen mennesker ud i faldskærm eller løber et marathon? Jeg forestiller mig at deres bevæggegrunde ligner, selvom jeg ikke er sikker på at jeg kan sætte ord på mine.

Til dels handler det om at rollespil kan være den ultimative eskapisme. Man læser ikke bogen, man er med i bogen. Men hvis det var det hele så spillede vi allesammen udelukkende tuttenuttet-episke historier med lykkelige slutninger. (Og man kan i den tråd finde masser af især amerikanere online som synes at noget af den her slags alvorlige rollespil som vi især laver i Skandinavien er dybt gak-gak, potentielt skadeligt og aldeles uforståeligt.)

Så hvorfor udsætter vi os selv for potentielt grænseoverskridende traumatiske følelser og oplevelser som det kan tage lang tid at bearbejde bagefter? I et setup som dette her har vi(spillerne) jo alle velvilligt hen over foråret betalt i penge, tid, energi, forpligtelser og masser andet for at deltage – det er ikke noget man lige “kommer til” at være med til uvidende eller ved et tilfælde.

Er det for at føle os levende? For at udfordre os selv? Fordi det rush det giver når det hele er rigtigt er ulig alt andet? Fordi den frihed og indlevelse der er i at kunne udforske at være et andet menneske er forjættende?

Jeg har ikke noget svar, ingen ord der dækker.

Rollespil • Skrevet d. 28. July, 2010 • 2 kommentarer