Det er mørkt udenfor, med byen og vejens lys i baggrunden. Herinde er der lunt nok som jeg ligger på bagsædet med alt Fenjas tøj på. Det kan søvnig-kuldskærheden trods alt ikke hamle op med.
Snart forsvinder byen bag os og jeg glider ned i søvnen. Afslappet i bilens mave og med to tryghedsskabende yndlingsmennesker på forsædet. En af mine første erindringer er at ligge sådan på bagsædet af bilen mens min Far kørte – men dengang kunne jeg ligge udstrakt 😉
Rolig vågnen, stadig i mørket. Sangen – dyb og klar – rækker ned i dybet til mig, og lokker mig stille op. Anders synger.
Den varer resten af vejen hjem, sangen, med lejlighedsvise indspark fra mig og Ingrid. Det er længe siden jeg har haft det så dejligt på et tidspunkt hvor jeg egentlig helst ville sove.
Vi kom næsten til Århus før jeg var klar.
Det var en usædvanlig dejlig hjemtur.
Tit kan turen blive lang og trættende, i stedet var det hyggeligt og rart.
Jeg nød virkelig at synge for og med jer. Tak for en god rejse 🙂