Kattens Rejse

Festligheder

Der ligger efterhånden en del billeder i min blogges-snart-bunke så nu skal den tømmes.

Den 1. november holdt jeg fødselsdag, med kageoverload som traditionen foreskriver. Omend det viste sig i løbet af dagen at jeg er blevet noget snedigere til at bedømme hvor meget kage en stuefuld mennesker spiser – der var ikke de enorme rester tidligere fødselsdage har afstedkommet.

Nis var på besøg hele weekenden, så jeg havde hjælp til det der krævede fingersnilde.
Både denne her

– en blåbærkage med en elefant marcherende i et spindelvæv –
og målerlarven.

Den kunne stå selv da den var halvt opædt.

Det er naturligvis Pernilles hånd der sikrer sig de røde marcipanlæber 🙂
Prisen for bedste uovervejede udklædning gik til mulende Russer-Ingrid med thehætten 🙂

Ikke længe efter holdt Pernille og Ingrid indflytterfest i deres nye lejlighed med tårn. Med prinsessetema forstås. Prinsessekjole havde jeg ikke lige på lager, men jeg snuppede lejligheden til at få afprøvet den empirekjole jeg for flere år siden syede til et scenarie der aldrig blev til noget. Heldigvis passede den, min nye facon til trods. Næsten i hvert fald – jeg må have haft nogle meget tynde overarme dengang.

Anders mødte op som Prins Esse

smedekongens søn, mens Ingrid – med fantastisk firsermakeup – gik rundt som den onde stedmoder og fristede med en kurv meget røde æbler.

Bag hende ses den eneste festdeltager i klassisk, lyserød legetøjsbutik-prinsessekjole: hendes (voksne) bror Mathis 😛
Til trods for mere eller mindre forstyrrende episoder

– nu er vi så alle klar over at selvom Pelle har hår nok til flere sidder det bedre på ham selv end på David – var det en aldeles vellykket aften.

Magi var der også. Her ses en unavngiven prinsesse før frøen kyssede hende

og efter (den stak af med glasset).


Sidste weekend holdt Lea og Martin indflytterfest i oppe under skråvæggene i deres nye lejlighed. Med nissetema eftersom julen kommer snigende. Jeg glemte helt at tage billeder selvom jeg huskede kameraet, men Mads tog et billede af mig og Pernille lige da vi var ankommet så nu kan jeg ikke dy mig for at vise min nysyede nissekjole frem.

Ja, det er plyspels fra Tante Ellas tid i Californien. Ingen grund til at smide den slags væk, man ved aldrig hvornår det lige er det man står at mangler.
I den bortklippede billedhalvdel står Pernille og ser … meget overrislet ud, til trods for at hun på det tidspunkt var aldeles ædru. Jeg sparer derfor hendes nerver den del af billedet. Mod passende betaling vil jeg overveje at fremsende det til interesserede parter 😀
Billeder af de andre udklædninger – badenissen, julefrokostgæsten, Dolly Parton-dødsnissen, Rudolf, englen, dulle-nissen (som mere lignede en overordentlig lækker gallaniss) og alle de andre har jeg desværre ikke. Måske ligger Lea nogen op på facebook før eller senere?

Ingen kommentarer

No comment so far

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *