Der har været en del snak om madkvalitet i min avis og andre medier på det sidste. Claus Meier, Camilla Plum og andre i varierende grad kloge hoveder der beskæftiger sig professionelt med mad har begrædt hvordan vi borgere i Danmark selv er ude om at vi får så megen ussel mad – vi er nemlig i det store og hele for nærige til at købe andet end discount, og kvalitet koster penge.
Jeg må tilstå at jeg ikke helt forstår det. Hvem vil ikke hellere spise en skive velhævet sejkrummet brød med god skinke og en vellagret ost end en skive toastbrød fra Netto med gummiost og formpresset maskinskinke? Er der virkelig en generation derude af mennesker som ikke har bagt og rørt i gryderne med deres forældre som børn? Som ikke kan smage forskel på en friskopgravet knasesprød gulerod fra køkkenhaven og en vintertrist en fra Aldi, importeret fra Langbortistan? Som hellere vil give deres børn erstatningschokolade (“vekao”, et modbydeligt ord!) i farvestrålende sølvpapir end betale for den dyrere, rigtige chokolade i den tåbelige misforståelse at børn ikke kan smage forskel?
Måske er det bare fordi jeg sætter så stor pris på at spise at jeg ikke forstår hvorfor folk tillægger maden så lidt værdi at de stiller sig tilfredse med halvfabrikata, kunstige efterligninger og dyre- og miljømishandlende discountprodukter.
Da jeg søndagmorgendvask bladrede på det udemærkede initiativ Oprør fra Mavens hjemmeside (Gentag efter mig: “Der er ingen guru uden Camilla Plum…”) fandt jeg denne her. Lidt amerikanerhellig, men jeg grinede nu alligevel 🙂
Jeg har sagt det før, men tillader mig at gentage (det er jo trods alt min blog og du kan bare holde op med at læse indlægget hvis du føler dig ramt eller missioneret for): Køb så ind med samvittigheden for fremtiden, ikke? Også selvom der er 6 koteletter og en pinekylling for en halvtredser i Netto. For vi har jo råd, langt de fleste af os.
No comment so far