Det er sært trist at flyve natten i møde. Den sidste røde solnedgangsglød har sluppet os, og skyhavet nedenfor blåner og bliver mere tågeagtigt. Varmen bløder ud af udsigten, og mine fingre og tæer ved at jeg er på vej tilbage til vinteren. På vej til en kuffert der skal pakkes og bittersøde farvel der skal bydes. På vej hjem, omend kun kort. Jeg må se at mestre kunsten at få en dag til at synes et år.
Jeg må jo indse at jeg ikke får skrevet så meget uden min trofaste laptop og med begrænset netadgang – det er ikke just befordrende for skriveriet at skulle dechifrere og lynindtaste krøllede lapper med min mestendedels ulæselige håndskrift mens en halvtræt hotelskrankepave holder øje med at jeg ikke overskrider mine tildelte 10 minutter.
Så nu hvor jeg sidder i flyet, nu mere end halvt opslugt af natten, kommer her en gengivelse af noget at det jeg ville have fortalt jer de sidste par dage.
Getty Center: Form over indhold.
Verdens rigeste museum,det påstår guidebogen i hvert fald. En vision af hvide kuber, firkantede søjler og bløde 60er-rumskibsinspirerede kurver draperet over toppen af to bjergkamme vest for LA, med egen sporvognslinie fra gadeniveau og de 10 minutter til toppen. En rig mands drøm om et kunstmuseum.
Vi så det en smilende varm sommersøndag i januar, solen bagte blødt og en kølig brise fløj over landskabet og løb i cirkler mellem søjlerne. Eller rettere sagt: Vi så 1½ af kunstudstillingerne og var mildest talt ikke imponerede – ikke efter The Metropolitan og LACMA. (Det eneste lyspunkt vi kom forbi var et lille rum med terrakottaskulpturer og forklaringer om hvordan de brugtes som forstudier til marmorudgaver og forskellene i de to materialers muligheder.Herfra en buste af en fransk kvinde (hvis navn jeg har glemt) der bjergtog mig med sin karaktergengivelse)
Derefter rettede vi opmærksomheden mod det der _var_ imponerende: stedet selv. De 6 bygninger nøje placeret i det bakkede terræn så hver en udsigt, hvert glimt af de grønne bjerge hele vejen rundt og LA i horisonten ses nydeligt indrammet af de hvidkaklede mure i en serie af imponerende udendørsrum – som enorme panoramavinduer i en kæmpes hus.
Haven må også nævnes: Anlagt af en billedhugger, ikke en haveplanlægger er den et studie i overflader, form og farve. Så strengt geometrisk som en slotshave fra 1700-tallet men ganske anderledes opbygget. Om hvert et hjørne en overraskelse i form af lyd, lugt eller udseende. Og fra bunden af haven, det eneste sted i hele centret man (bevidst) berøves udsigten over landskabet, et intenst udsyn til haven og museet, de hvide søjler knejsende nærmest klassisk til trods for deres rå og firkantede ydre, bibringende de kubiske kolosbygninger en overraskende lethed.
Hvis jeg var museumsansat var det helt sikkert der, i fokuspunktet for al stedets ikke ubetydelige energi (luften var tyk af den!) jeg ville udføre mine bønner og ritualer.
Interstates: I toget på vej til LAX. Hen over landskabet, omkring og over perronerne bugter de sig som enorme pythonslanger, motorvejene. Ofte 6 spor i hver retning, utallige forgreninger, broer, tunneller. Store hvidgrå slanger, tunge og dovne. Udspyende mængder af køretøjer i søgen efter steder at parkere. LA er i sandhed en by befolket af bilejere. De fleste af de steder vi kom var havdelen af hver blok parkeringsplads. Til mellem $5 og $9 i timen! Jeg forstår ikke hvordan folk har råd.
Den offentlige transport forbløffede mig med sin kvalitet. En ren ny metro med farverigt dekorerede stationer, utallige lettilgængelige busruter og direkte metroforbindelse mellem downtown (hvor vi boede) og lufthavnen. Og det var billigt! $3 for en heldagsbillet gældende i alle busser, selv til fjernere destinationer som Getty og Santa Monica. Hjemme i Århus kan man vist ikke engang få en enkeltbillet til de penge længere.
Santa Monica: Den berømte mole med halvhjertet tivoli og urimeligt dyre snacks gik vi hurtigt ned fra igen. Men spadsereturen langs stranden, lunt sand mellem mine bare tæer, at soppe i havet i januar 😉 det var ikke så dårligt. Vandet var koldt – en påmindelse om at det ikke er et lunt og beskyttet lille hav som derhjemme men det store, sultne Stille Ocean jeg dyppede tæerne i.
Senere en gåtur langs den lige så berømte Promenade hvor jeg grumt lod mig friste af en fuldfed varm, blød hvidløgspretzel og et flammefarvet puslespil udformet som en drage.
Pretzlen er i det mindste spist og skal kun bæres med videre som fedtpolstring på min bag. Puslespillet grubler jeg stadig over – så meget plads er der heller ikke i min kuffert, for slet ikke at tale om prisen for at sende det hjem. Men mit barnlige hjerte glædes hver gang mit blik falder på æsken med billedet af dens drageformede indhold, så helt spildt er det vel ikke. Bare fjollet.
Måske skulle jeg sende den hjem til Christoffer til låns indtil jeg selv kommer tilbage. Jeg spår den en fremtid hængende over min seng, beskyttende min søvn.
Inden vi tog til Getty og Santa Monica spiste vi amerikansk morgenmad på “The Pantry”, et gammeldags morgenmadssted der ikke har været lukket en eneste gang siden det åbnede i 1920erne. Ikke engang under jordskælv eller urolighederne i 1992. Vi fik the, jeg fik boghvedepandekager og Nis bestilte hvedepandekager, frisk appelsinjuice, brasede kartofler og æg. Enten ser han vældig godt tilfreds ud i al almindelighed, eller også morer han sig på min bekostning idet jeg efter at have gjort kål på broderparten af mine egne pandekager, en hel del smør og 1/3 flaske sirup lystigt fortsatte med hans efterladte kartofler og hvedepandekager. Jeg forstår ikke hvordan nogen der kender mig kan undres herover 😉
Under alle omstændigheder synes jeg det er et godt billede af ham.
I mandags var vi i Universal Studios, en slags sammenblanding af et tivoli og en demonstration af hvad der foregår i filmstudier.
Her er en typisk amerikansk forstadsgade – har du set den før?
Den har nemlig været både i Buffy, Desparate Housewives og adskilligt andet. Spøjst som øjet ikke opdager den slags.
Som I kan se regner det også i det solrige Californien – i hvert fald på disse 50 meter mexikansk landsby i Universal Studios, hvor det tropiske regnskyl laves af sprinklere der kaster vand op i luften og springfloden slippes fri omme bag hjørnet.
No comment so far