Interessant som ens smag ændrer sig. Blandinger jeg aldrig kunne drømme om at frembringe viser sig forløffende velsmagende på nye og sære måder. …. Antageligvis er det derfor folk går ud at spiser, ikke bare fordi de ikke gider kokkerere selv 😉
Her til aften var jeg ude at spise på hvad der viste sig at være en fobløffende god (og stillig) græsk/libasisk/tyrkisk restaurent. Et af den slags steder hvor de anbefaler at man bestiller en samling mezze og deler, så man får smagt på lidt af hvert. (Derudover har det også den fordel at der ikke er så meget af hver, så man forspiser sig ikke så nemt og har dermed plads til mere dessert.)
Advarsel: Hvis I ikke har lyst at høre om mine madepifanier er der ikke mere at komme efter i denne post.
Første epifani: I stedet for brød med smør, serverede de brød med olivenolie – i sig selv ikke nogen ny opfindelse. Men i bunden af den lille glasskål med (meget god) olie var lagt en stribe granatæblesirup. Tykt og sødtsyrligt, så vidt jeg kunne smage udelukkende bestående af indkogt granatæblesaft. Lidt lige som apfelstroop, bare med granatæblesaft. Det udgjorde et aldeles interessant modspil til olien ? jeg bryder mig ellers ikke om smagen af ren olivenolie, men i denne kombination bredte det sig som små smagsgnister på min tunge – friskt og med den syrlige sødme underneden.
Anden epifani: Köfta af gulerod, abrikos og pinjekerner i pistaciesovs. Kun ganske let stegt så overfladen ikke var hård, søde af gulerødderne og varmtkrydrede rundt om pinjekernerne og den svage abrokossmag. Bare lige nok til at man bliver lun, men ikke svedt. Og nydeligt afrundet af pistaciesovsens jordagtige friskhed.
Tredie epifani: Kanin i linser. Ikke noget egentlig overraskende her,udover at noget med så suspekt et udseende (stykker af kanin i en brun, mudderagtig grød med linser) kan smage så godt. Rigtig vintermad, kraftig kødsmag i linserne rundt om velkogt kanin. Dog skulle man passe på konglestumperne hvis man har sine tænder kære. Robust og kraftig kødsmag, rigtig vintermad lidt lige som kød i mørke, bare med en helt anden basis. Rund og lun, til at søbe op med brød og give varme i maven på en bitterlig kold vinteraften.
Jeg kunne rable længe endnu, men vil spare jer for resten. Ikke at det var dårligt, eller bare kedeligt, det var kokken alt for kompetent til.
For det tilfældes skyld at nogle af jer skulle komme forbi Washington DC var restaurantens navn Zaytinya.
No comment so far