- Et sanseindtryk ad gangen (og ikke for kraftigt): Lugt og lyd samtidig får hjernen til at skrige stop.
- Gør en ting ad gangen: Spise, lytte, se ud ad vinduet, gå tur. Hjernen kan maksimalt administrere en proces ad gangen.
Hvis du kan høre lydbog er det en god dag, hvis det kun kan være korte podcasts er det stadig en mellemfin dag. (Både “People Saving the World” og “Inside Science” fra BBC kan anbefales.) - Hold dig til et-trins-processer: Skær løg (gå fra resten af madlavningen), hæng en maskine tøj op, læg en ting på plads, tør en hylde af. Flertrins-opgaver vælter læsset.
- Undgå alt hvad der lyser: Gadelygter, lamper, solen (føj!), trafiklys og alle slags elektroniske skærme. Hjernen befaler “Afskaf skidtet!”.
- Forsøg ikke at se små ting: Bogstaver, hækletøj, de små sting i lappen du tror du lige kan sy på de hullede bukser. Bare lad være! Efter de første 3 forsøg er fornemmelsen af sylen der sidder fast inde bag øjet ikke længere overraskende, men stadig lige smertefuld.
- Forsøg ikke at huske noget som er ret meget længere væk end gårsdagens aftensmad: Spørgsmål som “Lavede I x på dit hold i september” resulterer i blank forvirring og øjeblikkelig overbelastning (næh men hej, syl bag øjet, kom du der igen?). Nogen har rystet kassen med memory pointers og det gør ondt at fiske rundt i den.
- Gråvejr er det perfekte vejr: Ingen direkte lyskilder ftw! 🙂
- Forstyr ikke den mentale ligevægt: Undgå dårlige nyheder, sørgelige historier, bøvl fra arbejdet og alt andet der på nogen måde kan risikere udløse selv den mindste fornemmelse af frustration eller frygt. Og hvis du møder det alligevel, så gå væk, træk vejret roligt og tøm hovedet grundigt og længe. Selv mindre stressreaktioner i krop eller sind straffes med tilbagefald de næste dage eller uger(!).
…Denne mekanisme kan resultere i at du opdager at du er i gang med at prøve at håndtere frygten for at nogen potentielt vil fortælle dig noget farligt selvom de slet ikke har sagt noget endnu. Doh! - Accepter at du ikke har nogen form for beslutningskompetence: Højre eller venstre ved næste kryds på gåturen? Pepperoni på din pizza (tåbeligt eksempel, her kan selv den rystede hjerne ikke være i tvivl)? Synes du vi skal gøre x? Er y en god plan? Spørgsmål der kræver en beslutning resulterer i blank panik mens hjernen roterer som en Turing-maskine der aldrig terminerer. Efter nogle ture af denne slags bliver man rigtig god til at sige “pas” og overlade beslutningen til andre inden sylen bag øjet dukker op igen.
- Indse at du er så digitalt hjælpeløs som en dement 90-årig: Brug for at slå et telefonnummer op? For at finde apotekets åbningstider eller lyst til at læse nyheder? Kun muligt hvis Ingrid har tid til at taste ind og læse op. (Denne tekst har ventet på et stykke papir den sidste halvanden måned indtil jeg kunne taste den selv, omend med pauser.)
Det er bedre nu. Ikke godt, men bedre 🙂
Jeg savner at være kompetent, men jeg øver mig i at tage små skridt ad gangen og at acceptere at de ikke skal være større.
Jeg savner jer ❤️
No comment so far