Kattens Rejse

Archive for October, 2009

I weekenden var jeg i Vejle og lave mad til et projektlederkursus for grønne pigespejdere. Midt i alle efterårsfarverne, på toppen af en bakke – og med et rigtigt køkken at boltre mig i.

Derudover to søde veninder (som holdt kurset) at hygge med, frie hænder til at lave præcis hvad jeg havde lyst til af mad og efterår for alle pengene.
Se selv de fine farver

Er der i øvrigt andre end mig der har undret sig over hvorfor bladene ikke bliver nær så røde herhjemme som eksempelvis i USA?

Om morgenen var der buldermørkt (lørdag morgen, inden vi overgik til vintertid – spejdere står jo tidligt op) og selv efter løbeturen – jeg kunne desværre ikke deltage, hvem skulle så lave morgengrøden? – så de ikke helt vågne ud.

Da vi spiste frokost og talen faldt på mere eller mindre uskadelige svampe så jeg denne her ud ad vinduet og synes den var vældig fin. Bestemt den fineste jeg havde truffet personligt.

… Og det var altså bare champignon i pastaretten!

Jeg måtte ud at kigge nærmere på fluesvampen. På vej hen til den mødte jeg denne her, og så blev jeg for alvor duperet.

Se, der er plads til adskillige alfer under.

Fiiiin! :-)
Hvis man indstiller kameraet til strandbilleder på en lys men skyet dag uden store reflekterende overflader i nærheden sker der sjove ting med farverne.

Pludselig ligner det en halvlun dag i stedet for en kølig efterårsdag.

Søndag regnede det. Et fedt for os eftersom kurset foregik tørt inden døre. Hyggeligt var det, og duften når man åbnede terassedøren gik lige i næsehukommelsen.

Vinden rusker i min hue, men inden under tøjet er det næsten ikke koldt. Byluften lugter af visne blade og i mørket er der en hvisken om at for hver forhindring foran mig er der også en vej henover eller udenom. I hvert fald i dette øjeblik, alle 3 sekunder i træk, kan jeg se det.

Jeg er fuld af aftenenergi, den flygtige slags der kommer kort inden krop og sind erkender trætheden og begynder at lukke ned. Den slags der er fuld af vilde planer og muligheder som sjældent varer længere end 10 minutter, hvorefter søvnigheden sætter ind.

Allerede nu, efter fem minutter indenfor har varmen snart zappet energien. Men jeg kan stadig huske at lige før, ude i mørket, kunne jeg mærke at der var en vej igennem labyrinten.

Der er mange sære ting på beliefnet.com. I alle afskygninger. Men da jeg læste denne her om personlighedstyper var der alligevel noget min intuition bed mærke i: følgende fra Gabor Mate, en praktiserende læge fra Canada:

Over his years of family practice, Mate relates, he began to notice a pattern: individuals who were unable to express anger, who didn’t seem to recognize the primacy of their own needs, and who were constantly doing for others, appeared to be the ones most susceptible to a slew of ailments, from asthma, rheumatoid arthritis, and lupus to multiple sclerosis and amyotrophic lateral sclerosis. These conditions are all autoimmune disorders. Mate claims that, when an individual engages in a long-term practice of ignoring or suppressing legitimate feelings–when he or she is just plain too nice–the immune system can become compromised and confused, learning to attack the self rather than defend it.

Emotional expression, in Mate’s view is absolutely essential because feelings serve to alert the individual to what is dangerous or unwholesome–or, conversely, to what is helpful and nourishing–so that the person can either take protective action against the threat or move toward the beneficial stimulus. If someone never gets angry, this reflects an unhealthy inability or unwillingness to defend personal integrity. Such “boundary confusion” can ultimately become a matter of life and death. If someone just cannot say no, Mate argues, his or her body will end up saying it in the form of illness or disease.

Ikke kun jeg, men også adskillige mennesker jeg holder af kunne godt trænge til at fundere lidt over det (også dig, Mor :-) ). Det harmonerer ikke bare med min intuition – når ellers jeg kan være stille nok til at jeg kan høre den har den forbløffende ofte ret – men også med hvad man lærer gennem et par år i terapi. Jo oftere man (man = en der passer ind i det beskrevne personlighedsmønster) gør noget fordi man “burde”, fordi samvittigheden siger det, fordi man ellers ikke er god nok, er det sundere at arbejde med sin indstilling, frem for at rette sig efter samvittigheden. Jeg nævner i flæng “Jeg burde gøre rent før der kommer gæster, ellers er jeg en dårlig vært”, “Jeg burde tie stille så jeg ikke generer nogen”, “Jeg burde takke ja til Xs invitation, ellers bliver X ked af det og så er jeg en dårlig ven”.

I alle den slags tilfælde – i hvert fald alle dem jeg er stødt på – gælder det at det umiddelbart nemmeste er at adlyde samvittigheden. Så følger man et længe etableret mønster (altid mest lige for) og de kulturelt medopdragede værdier om at være et anstændigt menneske. Oplagt, ikke? I farten får man så givet sig selv hovedpine, søvnløshed, fordøjelsesproblemer eller alt muligt andet ubehageligt fordi man gerne vil gøre det (man forestiller sig er) det bedste for alle andre.

Men pr psykologernes ord og efterhånden også min spæde erfaring både med mig selv og andre er man – jeg, såvel som dig – langt bedre selskab hvis man i stedet for at støvsuge har brugt tiden på den times stille hyggelæsning man trængte til. Eller hvis man kun siger ja til de invitationer man reelt har overskud og lyst til.
Man er – logisk vel egentlig – et mærkbart mere givende menneske når man har energi til folk mens man er sammen med dem.

Hvor stor en del af ens fysiske (små)skavanker mon man kan slippe af med ved at passe bedre på sig selv psykisk, skrotte “burde” og tage hensyn til sine egne behov før andres?

Tankevækkende, ikke?

Lærere på Teknisk skole er en blandet flok.

Der er dem der udleverer kopier og så bruger flere timer på at gentage det der står på dem – ikke mere, ikke mindre.
Dem der udleverer kopier, deler os op i grupper og lader os bruge timer på at forberede oplæg og holde dem for hinanden. Grrrr!
… I begge tilfælde har materialet hver gang været af et omfang der kan læses på et kvarter, måske en halv time hvis man læser langsomt og falder i søvn undervejs. Eller hvis man lader sig gå på af at det er faglitteratur på folkeskoleniveau som taler til læseren som om man var 14 og man i frustration holder pause for at trampe på det undervejs.

Så er der nogle der er pædagogisk dygtige og virker som om de har valgt at arbejde her fordi de synes om at undervise den del af befolkningen der ikke har boglige tilbøjeligheder. Vi havde en enkelt af slagsen, hun er lige blevet langtidssygemeldt :-/ Hun var ellers fin.

Så er der håndværkerne. Folk der har arbejdet inden for deres erhverv (slagter, kok, tjener,…) en årrække og nu underviser næste generation. De er teknisk dygtige, menneskeligt ligefremme, har en god dosis humor og er ikke bange for at kalde en spade for en spade. Dejligt :-)

Den sidste slags har jeg kun truffet et enkelt eksemplar af. Udover den hyggelige dialekt og lunet var det første jeg bemærkede hans hænder. Stærke og godt brugte gennem et helt liv, snarere garvede end rynkede og med tydelig fornemmelse for arbejdet de udfører – ligesom Onkel Jørgens. Bjarne – det hed ham her – er gået på efterløn men kommer stadig ind og underviser ind imellem, “når de skal lære det rigtigt”. Han har været slagter siden syttenhundredehvidkål og derefter undervist på teknisk skole de sidste 117 år. Noget i den stil i hvert fald ;-)
Ham kunne jeg lide med det samme. Han viste hvordan man skærer bagenden af en okse – pistolen – ud og selvom vi stod to lektioner i træk i den nedkølede skærestue (der skal være maks 10 grader så kødet ikke bliver for varmt mens det udskæres) og bare så på hans hænders dans og lyttede til hans monolog mens han tryllede 70kg ko-del om til genkendelige udskæringer var det ikke et øjeblik kedeligt – kun koldt.

Sådan vil jeg gerne være når når jeg når hans alder!