Kattens Rejse

Archive for February, 2009

Det meste bliver sagt med øjnene og mimikken. Der er langt mellem ordene den første halvdel af historien.

Filmet i gråt lys med frodiggrøn, regnvåd skov som bagtæppe og mørke bjerge i horisonten er det som negativet til Roswell. Ørken, bagende sol og solbrændte lemmer er vendt om men motivet er det samme: Gymnasieelever, som udover alle de sædvanlige problemestillinger fiktionen traditionelt fortæller os amerikanske teenagere har også tumler med alvorligere sager. I Roswell er det oplagt rumvæsner, i Forks hvor solen næsten aldrig trænger gennem skyerne er det vampyrer.
Rare og menneskelige (omend sultne) vampyrer forstås, ganske som rumvæsnerne i Roswell er menneskelige.

Jeg fik denne her i en mail igår med teksten “Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dig da jeg så den her :) “

Det plejer at være fra børn og fulde folk sandheden kommer, men muligvis har den været på visit hos en ven fra Djævleøen denne gang..?

Regn trommer på skråvinduet. Jeg synker ned i dynens lune omfavnelse i min hule under tagryggen. Lytter stille til symfonien af mine brødres brummende tale nede fra stuen og regnens dansen mod taget.

Daggry. Lyset ned gennem ruden glider roligt-så-roligt fra mørkeblåt mod morgengråt. Min søvn er brugt, jeg kravler ned ad stien til stuen og ser et tyndt og fint hvidt drys over verden udenfor. Ivrigt bærer fødderne mig mod stilheden, fra sovende familie ud på knasende genfrossen tøsne – ikke meget, bare nok lige nok til at jeg sætter sprøde fodspor. Der er dunet synende iskrystaller på hver en kvist og mens jeg spadserer gryr dagen stille.

Vi kender allesammen de morgener hvor man bare ikke rigtig orker. Hvor man ikke skal noget usædvanligt eller mere anstrengende end normalt men alligevel bare har lyst til at glemme cyklen, tage bussen, gå tidligt, blive hjemme og læse en bog, bage kage, se serie og ikke foretage sig noget der på nogen måde kan betragtes som produktivt.

Sådan en havde jeg i morges. Onsdag er stadig Hospitalsdag hvor jeg først møder halv ni, hvilket også er grunden til jeg overhovedet nåeede at tænke videre over hvor lidt jeg havde lyst til at forlade lænestolen og ikke bare sprang op på cyklen lidt i seks og trampede op ad bakken.

I stedet havde jeg tid til at drikke the og nette i ro og mag. Heldigt at der var tid til eftertanke.
For da jeg efter en times tid gik ud for at lave morgenmad kom jeg i tanke om at skolerne har vinterferie denne uge. Og da Center for Spiseforstyrrelser jo hører under Børne- og Ungdomspsykiatrien (…ergo lider jeg af en børnesygdom? :P ) så holder behandlingen pause i skolernes vinterferie.

Nogle gange får man hvad man uden ret ønsker en træt onsdag morgen :-D