Kattens Rejse

Archive for March, 2008

Da jeg mødte og gik igang med morgenens køleskabsrutine (tjek temperaturen, tag maden ud, gør skabene rene og smagstjek hver ting inden den sættes ind igen) førløb det ikke helt som man kunne ønske. Køleskab 1: 4 grader, køleskab 2: 1 grad, køleskab 3: 19 grader.

19 grader er rigeligt til at maden står og gærer, kød bliver overordentlig uhumsk, fisken har du slet ikke lyst til at forestille dig og tapenader, cremer og pastasalater er et studie i uhyggelighed. Al indholdet af det store stålkøleskab (køleskab 3 er endda naturligvis det største af dem) må tømmes lige ud i grisespanden. (Egentlig tror jeg nok at madresterne bliver hentet til minkfoder, men af en eller anden grund hedder den alligevel grisespanden.)

At smide mad ud gør ondt på et overraskende fundamentalt niveau, uden at jeg helt ved hvorfor.
Jeg har aldrig været fattig nok til at være udsultet af den grund, så det kan ikke skyldes smertelige erfaringer om at have for lidt. Alligevel føles det grundlæggende forkert at stå der og kaste indholdet af spand efter spand, ret efter ret bort. Ikke fordi det er dyrt og dumt, men fordi det er mad.

Køleskab 3 tændes og slukkes på en lysende grøn kontakt i hovedhøjde. Jeg kan snildt se hvordan man kan være kommet til at slukke for den mens man tørrer af udvendig, eller måske glemme at tænde igen efter at have gjort det rent indvendig.
Men jeg forestiller mig nu alligevel at i et samfund hvor tilstrækkeligt med mad ikke var en selvfølgelighed men et skattet gode og man var mere personligt bekendt med madens dyrbarhed ville der blive udvist mere omhu. Og så ville den slags dumme fejl ikke ske, eller i hvert fald kun sjældent.

Hvis det nu var et enkeltstående tilfælde, men det er ikke engang en måned siden det skete sidst.
Jeg tror vi har det for godt og er blevet mere end rigeligt forkælede. Som rige folks børn der aldrig har lært at passe på pengene.

Hvis det skal blive til “på trediedagen genopstanden” så skal jeg til at gøre noget ved det. Jeg har ligget brak siden helvedesmandag, med det hidtil groveste fastaval-jetlag, holdt fri fra Gyngen for at samle lidt kræfter igen, og nu er det allerede torsdag!
Og jeg er stadig slatten som en hængt kat. Hrmf – man er nok ikke 20 år længere. Eller også har jeg kanske bedrevet mere natteroderi den sidste uge end jeg ville have begivet mig ud i da jeg var yngre ;-)

For en god Fastaval var det :-) Også en hektisk en. Da Allan og jeg mødtes på skolen onsdag eftermiddag var det til opdagelsen af at vores grossist ikke havde leveret som lovet – vi havde brød til 1200 sandwich og intet at komme i dem. Så årets Fastaval begyndte med at Per hastede fra arbejde og vi alle var en tur i Metro – så har jeg også været der. Og håber ikke at komme der igen foreløbig.

Jeg har bagt kager så det stod i alle retninger – og ryddet op bagefter, været med til at smøre godt 1000 sandwich, været igang ved de lave skolekøkkenborde (jeg er sikker på at Tranbjerg skole er bygge til pygmæbørn!) inden 7 og efter 19.

Jeg har spillet solidt, velkendt vampire i eftermiddagskulden og ‘Kvinden der var’, en spilleteknisk udfordrende (i hvert fald for os som ikke havde prøvet det før) fortælling om om tab og sorg den aften sneen faldt.
Jeg var kvindens elskerinde hvilket var vældig spændende. En rolle jeg ikke har prøvet før, omend hun personlighedsmæssigt endte med at minde lidt om min rolle fra Auto de Fé (også af Peter Fallesen) som jeg spillede sidste år. Det er sjovt at kunne opfinde og iscenesætte min rolle som farverig og udfarende når nu jeg tit i praksis selv er stille. Ha! :-)

…Og apropos selviscenesættelse, eller måske snarere selvudforskning så fik jeg ved banketten søndag aften den uventede idé at kysse på en som hverken var min kæreste eller nære ven. (Ja, ja, jeg ved godt man bør klare den slags mens man er teenager, men dengang havde jeg travlt med andre ting, og havde desuden en kæreste.) Jeg gad nok vide hvad de omkringsiddende har ment, for jeg gjorde det vist grundigt – perfektionismen indskrænker sig ikke til mit arbejdsliv. Men igrunden er det vel min egen mening der er vigtigst, og jeg konkluderer om eksperimentet at omend det var fornøjeligt så er det mere givende at kysse et menneske jeg kender godt frem for en bekendts ydre – hvor tiltalende det ydre så ellers er. Sagen arkiveres under E for ‘Erfaringer’.

Jeg har hygget i køkkenet, gået med futsko i sneen, drukket alt for meget cola, sovet i nær-arktiske temperaturer (ganske som at være tilbage i Wellington) og været fornøjeligt – i hvert fald for mig – sarkastisk.

Jeg har siddet lunt i baren (lige ved barteltets varmluftsblæser er det eneste sted på Fastaval der er varmt) med køkkenfolket og deres hyggelige venner en lang og god lørdag aften. Drukket mig glad i cocktails og de andres shots og danset med mere eller mindre hele banden efter tur. Kemikeren som havde gået til dans var et hit – jeg kan ikke danse, men hvis min partner kan føre kan jeg godt følge nogenlunde behændigt med. Hvis min partner så kan føre behændigt bliver det ekstra godt.
– Det er lidt ligesom kenjutsu, kroppen og sindet skal være åbent for at mærke hvor den anden part er på vej hen og bevæge sig derefter i en korrekt timing, uden at man skal være nødt til at vide eller holde øje med hvad ens lemmer hver især foretager sig. Fægtning med rytme => dobbelt morskab :-D

Pludselig opdagede min amaryllis igen at det – i hvert fald ifølge dagslysets mængde – er forår. Og så fik den travlt. Hele vinteren har den stået og set vissen ud med 3½ grønne blade og adskillige visne stængler. Nu ser det sådan ud:

Det er muligvis officielt forår, men typisk blæsekoldt nok til at indendørssysler er at foretrække. I avisen kunne man læse at Gary Gygax, skaberen af D&D er død. Det bemærkedes mange steder i subkulturen, som her fra xkcd.com:

Jeg har fået nyt legetøj :-) Eller måske går det an at kalde det værktøj?

Det gavekort på en futon min Mor udstedte da jeg blev 30 vekslede hun villigt til at lyde på en symaskine – for efter den gamle gav op under julegavefabrikationen var savnet stort.

Jeg har lige indviet den ved at genskabe yndlingsbukserne fra sidste forår. Jeg elskede dem så højt at jeg købte dem igen i størrelse 36 da de første i størrelse 34 efter et par måneder blev for små. Nu har jeg så kombineret de to små par til et par der passer nu :-)

Se, se hvor de er fine,


(… kan du se hvad de er lavet af?)

madskaberne.

Det er fotografen Carl Warner der har lavet dem, og der er flere her og adskilligt andet af varierende interessegrad på hans hjemmeside.

Skidt med allergien, hvis sådan en ville flytte ind hos mig, vil bortoperation af mit immunforsvar være det åbenlyse valg.