Nytårsfestlighederne begynder for alvor at tage fart. Der er traditionel dans og mad i den anledning, små lysbåde på poolen og restauranterne og barerne langs Mui Nes eneste gade har lukket eller lukker til midnat fordi de lokale enten er rejst hjem til familien for at fejre nytår eller skal ind til Phan Thiet og feste natten væk.
Mr. Huy har serveret morgenmad for mig de sidste par dage, og nu også nytårsmiddag. Selvudslettende og tydeligvis meget genert. Han har netop fået fri som vi bliver færdige med maden og Tran haler ham med ud at drikke en enkelt, stadig i arbejdsuniform, (inden barerne lukker) sammen med os andre.
Det viser sig at Huy kunne have været mig. Han stammer fra Da Lat (4 årstider på en dag husker I nok) og har læst matematik og datalogi (!) på universitetet i Saigon.
Nu arbejder han så her som tjener, til godt 50$ om måneden, og beretter at alle de (fede) tyskere der er Seahorse Resorts hoved- og stamkunder ikke giver drikkepenge.
Strømmen smutter i kvarteret og vores sidste-aften-drinks-café og gadelygterne har i modsætning til de mondæne resorts ikke egen nødgenerator. I 10 minutter er verden mørk og vi kan pludselig se alle de stjerner lyset gemte over os.
Næsten midnat nu. Stjerneoplyst mørke ved poolen, lysglimt over mig og dugvåd maghonibænk mod min ryg og fødder. Jeg er træt men har ikke lyst til at gå i seng. Ikke endnu. For i morgen rejser vi hjem, tilbage fra hyggeligt selskab og spændende steder til virkeligheden, den grå ikke-vinter og mit rod af et liv.
Det er sent, snart midnat og Huy tager bussen til Phan Thiet. Som jeg spiser morgenmad nu, klokken 7 er ham på arbejde igen mens løvedanserne begynder. I eftermiddag når han har fri tager han bussen den lange vej til Da Lat for at holde nytår med sine forældre.
Lige her: Overdådig oase, med mosaikstier, lyden af brændingen, store, hvide håndklæder og masser af sikkerhedsfolk rundt omkring (firestjernede hoteller bliver ikke ved med at være firestjernede hvis der bliver stjålet fra turisterne).
På den anden lide af vejen, lidt længere ude: Skure i blik og plast, træ og palmeblade. Store velnærede rotter og magre, arbejdende, barfodede mennesker. Smalle sandgyder – godt skulderbredde – og en allestedsnærværende lugt af fisk, ansjoser, lagt til soltørring.
Man skulle være hård om hjertet for ikke at skamme sig.
Sidste morgen i Mui Ne. Søvnløs giver jeg op inden seks og trisser ned for at se solen stå op.
Begyndende rødmen ud over havet i det falske daggry – hvordan solen kan både stå op og gå ned i det samme hav har jeg ikke helt grejet, det er nemlig kun omkring 130 grader af udsigten der er hav.
No comment so far