Pludselig er det en måned siden vi kom hjem fra Marrakech, og jeg har været alt for optaget af mit nye arbejde til at få skrevet og lagt billeder op. Men her kommer de, bedre sent end aldrig 🙂
Knapt var vi ankommet, før Leoparden gav sig til at læse guidebogen og planlægge.
Ingrid og jeg var trætte efter at have været oppe midt om natten for at nå flyet, så vi sov til middag så længe.
Næste morgen hoppede vi på en rundtursbus og kiggede på byen.
En væsentlig del af lokalbefolkningen gik tilslørede og til at begynde med valgte Leoparden at gøre det samme.
Inden længe følte den sig dog hjemme nok til at hoppe op i forruden.
Der var palmer, og Leoparden følte sig næsten som Onkel Rejsende Mack.
Temperaturen var i den høje ende, og over middag havde både mennesker og dyr det rigeligt varmt.
Denne her lå meget stille, men så man efter længe nok var der vejrtrækning.
Man skal ikke være længe i Marrakech før man opdager at alle bygningerne har den samme farve.
Fra fine og velholdte huse som disse fra den nye bydel, til gamle rønner med skæve vægge i medinaen. Alle malet den samme orangelyserøde tone. Gad vide om de byggede i en stenart der havde den farve engang? Det kunne man mistænke. Ikke mindst fordi den gamle bymur også har den farve – og den er ikke malet.
Området hvor byen ligger er temmelig tørt, og kun ved hjælp af underjordiske vandingssystemer, bygget siden 1110-tallet – kan byens adskillige offentlige haver holdes grønne.
Og selv når toppene er grønne, er jorden under stadig tør. Vores bus kørte gennem oasen Palmeraie i den nordlige ende af byen:
Bortset fra palmer og buske, var der præcis lige så tørt som i resten af landskabet – men nu er august jo selvfølgelig også den varmeste måned. I foråret hvor der er chance for regn tænker jeg her ser helt anderledes ud.
Om aftenen spadserede vi fra vores hotel i Gueliz ned til byens centrale plads, Jemaa-el-Fnaa. Næsten dernede så vi en suspekt udseende mand, som gik rundt og kiggede sig over skulderen og generelt virkede som om han havde noget for. Han gik op til hjørnet af en eller anden officielt bygning (jeg kan ikke huske hvad det var for en), hev et stykke kridt frem og skrev hurtigt følgende på muren:
Så snart han var færdig smuttede han ned ad en sidegade, stadig med mange urolige blikke i alle retninger.
Så kan man jo ikke undgå at blive nysgerrig. Ikke mindst fordi Marokko jo på ingen måde er et demokrati. Står der mon “Ned med kongen”? Eller “Fri shisha til alle?”
Kender jeg nogen der kan læse arabisk?
Lige inden pladsen kommer man til minareten til den berømte Koutoubia-moske. Vi var ikke inde at se den, for i Marokko er der ikke adgang for ikke-muslimer i moskeerne. Men derfor kunne man jo godt tage et billede af minareten (eller forsøge i hvert fald, for Ingrid stod jo ved siden af).
Det var forbløffende så lurende og skummel den kom til at se ud da tusmørket sænkede sig og der blev tændt lys i vinduerne.
… Er det en galge på toppen? 😉
Der var massevis af mennesker på pladsen efter mørkets frembrud. En vrimmel af oder der solgte mad, og også masser af lokale spisende, nu hvor solen var gået ned og fasten brudt.
Folk solgte alle mulige andre sager. Mit øje faldt på denne opstilling af sodavand.
Jeg kan ikke helt finde ud af om det er et mønster der skal tilkalde rumvæsnger eller setup’et til et ritual der tiltrækker turister med for mange penge. Nogen rationel forklaring på opstillingen kunne ikke umiddelbart ses.
Vi valgte en restaurant som viste sig at have uinspirerende mad, men i det mindste en fin udsigt over hele balladen.
Pausetid. Jeg var ude at spille varulv igår aftes, og nu er det vist nødvendigt med en eftermiddagslur. Mere fra Marokko en anden dag 🙂
No comment so far