Jeg har lige været ved lægen. Knap var jeg kommet ind ad døren til hans kontor før jeg tudede øjnene ud. Jeg plejer ellers at være så fattet – til trods for alt hvad jeg har været igennem af sygehistorie tror jeg faktisk aldrig jeg har grædt foran en behandler før.
Jeg var der for at få en henvisning til en psykolog. Jeg synes mine tanker kører i ring, og de er sjældent muntre. Måske kan en fagperson hjælpe?
Lægens budskab var at det ville være en vældig god idé hvis jeg begyndte at tage antidepressiver igen. Det kan jeg ikke påstå jeg har megen lyst til, nu hvor jeg lige var blevet fri for dem i sommers. Det vil være et vældigt nederlag, en bekræftelse af at ja, jeg er defekt og kan ikke håndtere livet, universet eller noget som helst.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på at for seks år siden, netop på denne årstid, sad jeg i den samme stol i lægens kontor og var mager, følelsesløs og fuldstændig i stykker. Det var der hele min rejse mod… ja mod nu, begyndte.
Der har været gode år siden, men dette efterår er bestemt ikke et af dem. Jeg føler mig gammel, brugt, uduelig og slidt op. Som om alt hvad der skulle være dejligt i mit liv er ting der allerede er sket og nu er forbi. Som om jeg aldrig kommer til at være glad og tryg igen.
Jeg fylder dagene op. Med mine dejlige venner, min søde familie projekter og alt hvad jeg ellers kan komme i tanke om som er rart. Men indeni er jeg tom, helt tom.
Hvad stiller jeg op nu?
Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Lyder som om du måske kunne have brug for at få stabiliseret tingene lidt uden at blive dopet ned under gulvtæppet. Op til overfladen skal du helt sikkert nok komme igen også selv om det er svært for dig at se lige nu. Og du er hverken uduelig eller defekt, det lyser ud af hele din blog.
Henvisning eller ikke – så forfølg dit ønske om samtaler hos en psykolog. Det virker til at være det bedste sted for dig at sætte ind lige nu. Et første skridt til at få det bedre…
Tom indeni – så aldeles uforståeligt. Uforståeligt fordi du hver dag fylder alle os andre med så megen glæde og stolthed. Og det fordi du er DIG…
av for satan.
For det første må jeg sige, at jeg er en stor tilhænger af, at være lykkelig på piller, samtidigt med at jeg fuldstændigt kender den længsel og den selvvrede der ligger i ordet “defekt”.
når det er sagt så virker det ikke somom du er helt slået hjem endnu. Et lortekvartal slår alle ( raske som syge) i gulvet. I forhold til hvor langt du er nået, så har jeg lyst til at sige : giv det en måned hvor du selv bruger alle non-medicinske værktøj lige fra chokolade til diamanter, fra taxa igennem sneen til puttedage uden kontakt. hvis du vil mærke efter.
Jeg synes det er fabelagtigt at en hypokampussygdom kan behandles, men hvis forslaget fra din behandler føles så krænkende, så er første skridt ligemeget hvad at finde frem til om det er noget du kan omgås eller ej, for man får det ikke meget bedre af at modvilligt indvillige og lade sig krænke i processen.
du må endelig ringe hvis du kan bruge mere rant fra en medicinspiser